Table of content
Artiklen belyser hvordan de forskellige psykopatologiske tilstande kan være farvet af de syv energitypers kvaliteter og tematikker.
Af Søren Hauge
Når vi kan belyse den menneskelige psykologi og adfærd gennem energitypernes optik, så er det klart at det også åbner et vindue for at forstå særligt udprægede ubalancer, som kan blive til sindslidelser eller særlige personlighedsforstyrrelser. Vi vil derfor kort berøre nogle af de mere udprægede tendenser, som har en rimelig tydelig forbindelse til energityperne. Det er vigtigt at understrege, at de tendenser, som nævnes i det følgende, ikke uden videre kan benyttes til at forstå et menneskes bevidsthedsmæssige sammensætning og energitypedominanser. Ofte er virkeligheden kompleks med mange samtidige faktorer på spil. Der gøres her kun en bestræbelse på at vise en vis grad af samspil mellem psykiske sygdomme og ubalancer, og så de respektive energityper, der jo netop har hver deres særlige psykologi.
Energipsykologi og psykiske sygdomme
Dynamisk energitype og sygdomme
Når det drejer sig om den dynamiske, kraftbetonede energitype, så finder vi her ubalancer med maniske tendenser, eksempelvis i form af overdreven opstemthed og aktivitet og en udpræget overdreven selvfølelse. Det kaldes også undertiden for megalomani eller storhedsvanvid, vrangforestillinger om vildt overdrevne evner og betydning. Det er også her, vi møder forskellige former for psykopatiske ledere, drevet af trang til magt og kontrol af andre mennesker. Psykopati ses som en alvorlig personlighedsforstyrrelse med narcissistiske træk – det vil sige en stærkt overdreven selvinteresse. Generelt er psykopatien også en ubalance for den mentale energitype.
Psykiske ubalancer og sindslidelser har nære forbindelser til det spektrum af psykologier, som energityperne udfolder.
Sensitiv energitype og sygdomme
Bevæger vi os derefter over i den sensitives følsomme verden, så møder vi her ubalancer i form af forskellige former for depression med oplevelsen af håbløshed, fortvivlelse og uoverkommelighed. En markant lav selvværdsfølelse kan vise sig som socialfobi eller angst for at omgå andre mennesker, eller det man kalder dependens, altså en tilstand præget af uselvstændighed og hjælpeløshed. Det er også i den sensitives verden, at der optræder forskellige former for skizofreni, hvor der er forestillinger om at blive påført eller få stjålet tanker, en oplevelse af at høre stemmer eller få dikteret sin adfærd udefra, udprægede lidelser som følge af ekstrem overfølsomhed og manglende centrering. Også forestillinger om at være messias eller frelser hører til her, ligesom neurotiske ubalancer præget af angst og bekymring.
Mental energitype og sygdomme
I den mentales univers er en udpræget psykisk lidelse – og personlighedsforstyrrelse – det, vi kender som psykopati, der er kendetegnet ved stærkt manipulerende og asocial adfærd. Psykopati er i denne types udgave ofte kendetegnet ved hyperaktivitet, især ved en gennemgribende ligegyldighed over for andres følelser, en manglende respekt over for sociale spilleregler, og en tilstand, hvor man er ude af stand til at føle skyld og kommer med bortforklaringer i forhold til egen, uansvarlig adfærd. Et andet træk kan være en mere eller mindre udtalt paranoid forestillingsverden, som udspringer af denne types tilbøjelighed til at manipulere sine omgivelser i en sådan grad, at man tror alle andre gør det samme. Det kan give en følelse af at være offer for sammensværgelser, at andre fører en bag lyset og er fjendtligt indstillet. Det er i virkeligheden edderkoppen, der bliver fanget i sit eget spind.
Kreativ energitype og sygdomme
I den kreatives verden møder vi de manio-depressive ubalancer med voldsomme svingninger mellem op- og nedture, som opretholder en dyb ubalance. Diagnosen borderline er også meget rammende og kendetegnet ved ustabile, emotionelle svingninger, impulsiv adfærd, voldsomme følelsesudbrud, intense og ustabile relationer til andre mennesker, en skiften mellem over- og undervurdering af sig selv, en alt for udpræget tendens til let at give op, ofte også en markant sort-hvid-opfattelse af ting, og en generelt uforudsigelig adfærd, alt sammen signaler, der understreger det ustabile og svingende, som hører til den kreatives centrale svagheder.
”Overdreven sorg ler. Overdreven glæde græder”. ~ William Blake
Narcissistiske personlighedsforstyrrelser, kendetegnet ved den udbredte tendens til selvoptagethed og følelse af tomhed, er også et klassisk udtryk for denne type.
Analytisk energitype og sygdomme
Analytikeren har også sine egne ubalancer, hvoraf autisme og aspergers syndrom er eksempler. Autisme er kendetegnet ved en manglende evne til social udveksling og samspil med andre, kombineret med en intens optagethed af afgrænsede interesseområder, hvor personen får en ofte forbløffende viden og formåen. Autisten har også karakteristisk rituel, eller rutinebaseret adfærd, som ofte gentages. Den mildere variant af autisme kaldes undertiden aspergers syndrom, hvor der er en mindre grad af asocial adfærd.
Dedikeret energitype og sygdomme
Den dedikerede er drevet af høje idealer, og det er ikke altid, at hverdagen kan forbindes med de romantiske forestillinger. Psykiske problemer i form af anoreksi og bulimi hører til følgevirkninger af helt urealistiske selvbilleder og deraf følgende selvfornedrelse og straf. Anoreksien eller spisevægringen er beslægtet med bulimien, hvor voldsom spisning efterfølges af opkast og mulige kropsskader. Begge ubalancer kan give manio-depressive tilstande. Paranoia, eller paranoid psykose, som det også kaldes, er en tilstand af forfølgelsesvanvid, som også forbinder sig med den dedikerede energitype, og som vi har set med den mentale. Her forestiller personen sig måske at lide af en usynlig sygdom, eller bliver ekstremt fokuseret på en enkelt forestilling, der antager voldsomme proportioner. Paranoia kan føre over i skizofreni eller maniodepressivitet, der nok især er den sensitives og kreatives lidelser.
Praktisk energitype og sygdomme
For praktikeren, der er så optaget af orden og systematik, er den såkaldte OCD-lidelse (obsessiv-kompulsiv tilstand), der tidligere kaldtes tvangsneurose, et udpræget eksempel. Her kommer lidelsen til udtryk gennem tilbagevendende forestillinger, f.eks. anfægtende ord eller sætninger, og/eller i form af tvangshandlinger, selvpålagte regler for adfærd i form af handlinger, der må gentages igen og igen, og som ikke følger normal fornuft, f.eks. rituelle afvaskninger, genstande, der skal berøres eller særlige bevægelsesmåder, som må udføres et bestemt antal gange. Man kan sige, at praktikerens sans for orden, regler og systematik her er gået helt over gevind og fremkalder en fastlåsthed, der er livshæmmende.
Virkeligheden rummer ofte kombinationer og komplekse sammenblandinger, som ikke er berørt her, og ovenstående karakteristik viser udelukkende slægtskaber mellem energitypernes psykologi og særligt udprægede ubalancer. Det er altså ikke påstanden her, at man via sindslidelser eller personlighedsforstyrrelser kan drage simple konklusioner om energitypedominanser. Alligevel tjener gennemgangen til at skabe opmærksomhed omkring forbindelser, der fortjener fremtidig udforskning og kan bidrage til større psykologisk indsigt og behandling.
Sådan kan du komme videre med energipsykologi
Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv
Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli
Læs introartiklen om energipsykologi
Læs introartiklen om integral meditation
Gem kommentar