Hypnose

I Psykosyntese definerer Roberto Assagioli hypnose således:
En anden teknik til undersøgelse af det ubevidste, der som det første blev taget i brug i den kronologiske udvikling af analyser, er hypnosen. Det er almindeligt kendt, at det var gennem hypnose, at Breuer og herefter Freud fandt frem til visse neurotiske symptomers oprindelse, hvilket var starten på psykoanalysen.
Under hypnose bliver den vågne bevidsthed skubbet til side, så det ubevidste frit kan komme op til overfladen; men teknikken har alvorlige ulemper.
Den har en ubehagelig tendens til at splitte patienten – til at gøre ham for passiv og for afhængig af hypnotisøren og meget modtagelig for hans forslag, hvilket kan ske helt ubevidst. Ydermere er hypnose efter vores mening i næsten alle tilfælde unødvendig. Et slags sidestykke til hypnosen er narko-analyse, der har været og bliver brugt som en slags genvej. Denne metode har de samme ulemper som hypnosen. Vi kan derfor ikke bruge eller anbefale brugen af disse metoder, men opfordrer i stedet for til brugen af lette hypnotiske tilstande, der medfører dyb afslapning, under hvilken det ubevidste materiale spontant kan dukke op.

Som en parentes bemærkning bør vi dog nævne, at vi ikke mener, at hypnose helt skal udelukkes i alle psykoterapier. Ud fra erfaringer fremgår det tydeligt, at den kan være en nyttig erstatning for anæstesi, bedøvelse, i forbindelse med tandbehandling og mindre kirurgiske indgreb, især når tilstande i forbindelse med hjertet eller andre fysiske tilstande taler mod anvendelsen af almindelig bedøvelse, eller når disse midler kun kan tilføres i minimale mængder.
I sådanne og tilsvarende tilfælde mener vi, at brugen af hypnose ikke blot kan retfærdiggøres, men at hypnosen også kan være til virkelig hjælp for patienten. Det samme kan siges om fjernelse af forstyrrende symptomer så som konstante opkastninger i den første del af svangerskabet eller ved ufrivillig hikke.

Psykosyntese, af Roberto Assagioli, oversat af Bent Christensen