Et begreb der er hentet fra psykologen C.G. Jungs analytiske psykologi. Intet menneske er en øde ø, vi er dybt forbundet til vores medmennesker fordi vi deler det samme liv og lever i den samme verden. Det kollektive ubevidste er det “transrelationelle” lag som forbinder alle med alle. Det er summen af de menneskelige erfaringer, som vi alle fødes ind i og bærer med os, som led i den kulturelle og civilisatoriske indflydelse, vi er underlagt. Det kollektive ubevidste er alle de lavere såvel som højere erfaringer, der er nedlagt i vores følelses- og tankeliv af især mytisk karakter.
Forestillingen om faderen, moderen, nationen, Gud, mennesket, naturen osv. Det er en form for nedarvede forestillingsbilleder, som alle mennesker præges af og bærer videre til de næste generationer
I artiklen Jung og psykosyntesen definerer Roberto Assagioli det kollektive ubevidste således:
“Jungs mest betydningsfulde bidrag til det ubevidstes psykologi repræsenteres af hans udstrakte studier af det kollektive ubevidste. Før ham havde psykoanalysen næsten udelukkende beskæftiget sig med studiet af det personlige ubevidste. Jung viste således det store indhold af kollektive psykologiske elementer og kræfter, som udøver en stærk virkning på menneskets personlighed. I mit skema over psykens struktur ligger det kollektive ubevidste uden for den personlige psyke. Se ovaldiagrammet
Skillelinjen er stiplet, for at vise den stadige udveksling, som finder sted mellem det kollektive og det personlig ubevidste. Det ubevidste findes på alle niveauer i den personlige såvel som den kollektive psyke.
Det kollektive ubevidste er en enorm verden, som strækker sig fra det biologiske til det spirituelle niveau, hvorfor der må skelnes mellem oprindelse, beskaffenhed, kvalitet og værdi.
Det bør bemærkes, at Jung ofte ignorerer disse sondringer: han taler om det kollektive ubevidste under ét, og er tilbøjelig til at sammenblande det han kalder ”arkaisk”, dvs. hvad der stammer fra den urgamle kollektive menneskelige erfaring, med det der er højere (vi ville kalde det det overbevidste), og som befinder sig i den spirituelle sfære.
Jung taler således om ”arketyper” som ”forestillinger”; men undertiden beskriver han dem som arkaiske, race forestillinger, der er ladet med en stærk emotionel tone, som har akkumuleret sig igennem århundrederne.
Ved andre lejligheder behandler han dem som principper, som ”ideer”; og han foreslår selv deres beslægtethed med Platons ideer.
I virkeligheden er der ikke kun en forskel men en reel modsætning mellem disse to opfattelser af ”arketyper”.
Denne forvirring får forskellige konsekvenser, der bør diskuteres, diskuteres på teoretisk niveau, for der er risiko for at skade i terapisituationen, hvilket jeg vil få lejlighed til at nævne, når jeg behandler Jungs terapi.
Efter min mening kan det uden at være respektløst siges, at Jung selv har været domineret af den potente fascination af det kollektive ubevidste, som han opfordrer sine patienter at være på vagt overfor.”
