En af de syv psykologiske funktioner er viljen. Det er en side af din natur, som ikke har fået megen opmærksomhed i den psykologiske litteratur. Den eksistentialistiske psykologi har beskrevet vigtigheden af vores valg, som er et delelement af viljen. Eksistentialisterne betoner, at vi må tage ansvar for at vælge vores liv. Det er dog Roberto Assagioli, der med sin bog Viljens Psykologi, er den helt store pioner på dette område. Men generelt set er viljen blevet ignoreret.
Viljen er den sidste funktion, vi normalt udvikler, fordi den er forbundet med viljen-til-at-være-sig-selv. Det er gennem viljen, at du træder i karakter som et selvstændigt menneske, der frit vælger sit eget liv. Viljen handler om at erkende og vælge, hvad der er autentisk for dig.
Viljen er den funktion i dig, der giver alle de andre energier i dig retning gennem formål, valg og beslutning. Når du vælger uddannelse, er det et eksempel på, hvordan du med viljen investerer mange mentale, føle-, og handleenergier på at gennemføre dette.
Når du udvikler viljesfunktionen, så udstråler du den dynamiske livsenergis kvaliteter, som er mod, styrke, frihed, målrettethed og evne til at sætte grænser for dig selv og andre.
« Tilbage til ordbogens index