Psykosyntese og eksistenspsykologi, af Roberto Assagioli

Psykosyntesen er en videnskabelig opfattelse og som sådan er den neutral mod de forskellige religiøse former og de varierende filosofiske doktriner. Psykosyntesen sigter ikke mod eller forsøger at give en metafysisk ej heller en teologisk forklaring på det store mysterium – den leder til døren, men stopper der.

Af Roberto Assagioli; oversat af Kenneth Sørensen

Denne artikel er hentet fra en tale, som Roberto Assagioli gav på den Femte Internationale Kongres om Psykoterapi i Wien den 21. august 1961.

I forbindelse med at placere psykosyntesen inden for konteksten af den nuværende tænkning – specielt i forbindelse med de nye trends – i psykiatri og psykologi, vil det formentlig være udmærket at tilbyde en konfrontation eller sammenligning mellem psykosyntese og eksistentiel psykoterapi.
Jeg er godt klar over de vanskeligheder og begrænsninger der er forbundet med en sådan sammenligning. As van Dam (16) har udtalt: ”eksistentialismen er et kollektivt navn for eksistentialistiske tankestrømninger der i vid udstrækning afviger fra hinanden og kun har få karakteristika til fælles”. Men vanskeligheden kan i høj grad undgås af det faktum, at jeg ikke har tænkt mig at medtage de filosofiske og teoretiske aspekter af eksistentialismen – det er netop der, hvor repræsentanterne adskiller sig mest – men kun de aspekter der er relateret til psykoterapi.
Dog forsøger denne fremstilling ikke på nogen måde at være udtømmende, den er kun indikerende og introducerende. Lad mig tilføje at, den på en underordnet måde også vil medinddrage ligheder og forskelle mellem psykosyntese og de andre ikke-eksistentialistiske psykoterapeutiske metoder. Lad os først tage lighederne op:

A. Ligheder mellem psykosyntese og eksistentiel psykoterapi

De fleste af disse er de samme som Maslow (12) så klart har indikeret i sit skrift Bemærkninger om eksistentialisme og psykologi.

1. Den grundlæggende lighed, eller mere præcist, identitet findes i metodikken, nemlig ved metoden at starte indefra, at begynde med individets selv og hans nærvær. Det betyder, en betoning af den centrale vigtighed som identitetsbegrebet og oplevelsen af ”identitet” har – en betoning som også Maslow lægger vægt på, samt en gruppe af andre amerikanske psykologer og psykiatere som fx Allport (1), Goldstein (9), Fromm (8), Moustakas (13), Erikson (6), etc.. De repræsenterer en trend som jeg i hovedsagen er enig med. Det samme kan i stor udstrækning siges om den personalistiske psykologi af Tournier (15), Baudoin (4), Caruso (5), og ”the personalen conception” af Herzog-Dürg (10), A. Vetter (17) og i det ”person-antropologiske” begreb af von Gebsattel (18).

2. Begrebet, eller rettere det faktum at ethvert individ er i konstant udvikling, er i vækst og fortløbende aktualiserer mange latente potentialer.

3. Den centrale betydning af mening, specielt den mening som ethvert individ giver til livet eller kigger efter i livet.

4. Anerkendelse af værdiernes betydning, specielt de etiske, æstetiske, noetiske og religiøse værdier, der er så godt beskrevet af Frankl (7).

5. Det faktum, at ethvert individ konstant er konfronteret med valg og beslutninger samt konsekvensen af det ansvar som de indebærer.

6. Behovet for at opnå en klar erkendelse af de motiver der determinerer valgene og beslutningerne.

7. Anerkendelse af det menneskelige livs dybde og alvorlige karakter, af livets bekymringer og den lidelse der nødvendigvis må konfronteres.

8. Betoningen af fremtiden og dens dynamiske rolle i nutiden.

9. Anerkendelsen af det unikke individ, Allports ”idiografiske psykologi” (1) og derfor behovet for hvad jeg kalder for en ”differentiel psykosyntese”, der kræver en forskellig kombination af de mange terapeutiske teknikker i en ny metode for hver patient.

B. Forskelle mellem psykosyntese og eksistentiel psykoterapi

Jeg vil først gøre klart, at disse er relative og ikke fundamentale, at der ikke er nogen reel kontrast. De består for det meste i forskellige betoninger og i inkluderingen af faktorer, eller aspekter og teknikker, der ikke bliver taget i betragtning eller tilstrækkelig overvejet af andre terapier.
Det er også tilladeligt at påpege, at visse forskelle er større i forhold til nogle af eksistensterapiens repræsentanter end andre. Jeg kan ikke her og nu indikere disse forskelle, men velinformerede læsere vil let kunne genkende dem.

1. Det mest betydningsfulde punkt er måske den betoning og centrale betydning der tillægges viljen i psykosyntesen, som en essentiel funktion ved selvet og som den nødvendige kilde eller oprindelse til alle valg , beslutninger og engagementer. Psykosyntesen inkluderer derfor en omhyggelig analyse af de forskellige faser af viljen som fx overvejelse, motivering, beslutning , bekræftelse, vedholdenhed og udførelse. Psykosyntesen gør flittig brug af forskellige teknikker for at opvække, udvikle, styrke og dirigere viljen på den rette måde.

2. Et andet punkt hvor der er forskellighed fra visse eksistentialister drejer sig om naturen af selvet og søgen efter selv-identitet. Ifølge min holdning er den direkte oplevelse af selvet, af ren selvbevidsthed – uafhængigt af ethvert ”indhold” i bevidsthedsfeltet og af enhver situation som individet måtte befinde sig i – en sand ”fænomenologisk” oplevelse, en indre virkelighed der kan empirisk verificeres og bevidst produceres gennem anvendelse af de rette teknikker. En undersøgelse af selvet i dets to aspekter er indeholdt i kapitlerne et og to: Dynamic Psychology and Psychosynthesis og Self-Realization and Psychological Disturbances” (i bogen: Psychosynthesis).

3. En anden forskel fra visse eksistentialistiske trends er anerkendelsen af de positive, kreative og glædesfyldte oplevelser som mennesket kan og ofte har ved siden af de smertefulde og tragiske. Det er dem Maslow kalder ”højdepunktsoplevelser” som fx: selvrealisation, opfyldelse, opnåelse, oplysning, fred og glæde. De er fænomenologiske levede erfaringer og i psykosyntesen er de aktivt næret og fremkaldt gennem anvendelse af de rette metoder.

4. Oplevelsen af ensomhed bliver ikke i psykosyntesen betragtet som ultimativ eller essentiel. Det er en fase, en midlertidig subjektiv betingelse. Den kan og bliver afløst med og til sidst erstattet af ægte levende oplevelser af interpersonlig og interindividuel kommunikation, forhold og samspil; gennem samarbejde mellem individer og blandt grupper. Ja selv ved en ”sammensmeltning” (ordet: blending) gennem intuition , empati , forståelse og identifikation. Dette er det omfattende område for den interindividuelle psykosyntese , der strækker sig fra det interpersonelle forhold mellem mand og kvinde til den harmoniske integration mellem individer og større grupper til den ”ene menneskehed.” Det kan og er blevet udtrykt med andre ord, som realiteten og funktionen af kærlighed i dens mange forskellige aspekter og i særdeleshed i det der hedder ”agapé,” altruistisk kærlighed, ”godgørenhed”, broderskab, samhørighed og at dele: Sorokin (14), Lewis (11) og Fromm (8)

5. Den bevidste anvendelse af et stort antal aktive teknikker til:

a. Transformering, sublimering og dirigering af psykologiske energier.
b. Styrkelse og modning af svage og uudviklede psykologiske funktioner.
c. Aktivering af overbevidste energier og opvækkelse af latente potentialer.

6. Den bevidste og planlagte rekonstruktion eller genskabelse af personligheden, gennem samarbejdet og samspillet mellem patient og terapeut. Omfanget og karakteren af et sådant samarbejde varierer i løbet af den terapeutiske proces’ udvikling og kan beskrives som tre faser, der ikke er adskilte men ofte overlapper og blandes sammen. I starten spiller terapeuten en mere aktiv rolle, derefter bliver funktionen mere og mere katalyserende; han repræsenterer eller udgør en model eller et symbol og bliver i en eller anden grad introjiceret af patienten. I den sidste fase trækker terapeuten sig gradvist tilbage og erstattes af Selvet, som patienten etablerer en voksende forbindelse til og ”dialog” med og en tiltagende (men aldrig fuldkommen) identifikation.

De overbevidste tilstande er virkelige

Må jeg understrege det faktum, at de elementer og funktioner der kommer fra det overbevidste som de æstetiske, etiske, religiøse oplevelser, intuition , inspiration og tilstande af mystisk bevidsthed er faktuelle, er virkelige i den pragmatiske henseende (Wirklich, for at anvende det betydningsfulde tyske ord), fordi de er effektive (wirkend), og skaber forandringer såvel i den indre som ydre verden. Derfor kan de underkastes observation og eksperiment, gennem anvendelse af den videnskabelige metode på måder der er tilpasset til deres natur: ligeledes kan de blive influeret og anvendt gennem psyko-spirituelle teknikker.
Ved dette punkt rejser spørgsmålet sig om forholdet mellem denne opfattelse af mennesket på den ene side og religion og metafysisk på den anden side. Svaret er, at psykosyntesen ikke forsøger på nogen måde at optage religionens og filosofiens område i sig. Det er en videnskabelig opfattelse og som sådan er den neutral mod de forskellige religiøse former og de varierende filosofiske doktriner og undtager kun de der er materialistiske og derfor benægter eksistensen af spirituelle realiteter.
Psykosyntesen sigter ikke eller forsøger at give en metafysisk ej heller en teologisk forklaring på det store mysterium – den leder til døren, men stopper der.

Den psykoterapeutiske proces i psykosyntese

I opstillingen af de teknikker der anvendes i psykosyntesen bliver de forskellige faser af den psykosyntesiske behandling indikeret. Udgangspunktet for behandlingen er forvisningen om hver eneste patients unikke og eksistentielle situation, af de problemer som den fremviser og af de veje der fører til en løsning. Dette inkluderer naturligt en psykoanalytisk fase. Derefter følger aktiveringen af de latente aspekter og funktioner og udviklingen af de svage gennem anvendelse af de aktive teknikker, der er egnet til hver opgave. Efter, eller nærmere mens dette gøres, må der sigtes mod og aktivt fostres en harmonisering og integrering af individets kvaliteter og funktioner til en funktionsduelig helhed – det er det centrale formål i psykosyntesen. En sådan harmonisering og integrering tillader begge og kræver den konstruktive anvendelse og udfoldelse af alle de frigjorte og aktiverede drifter og energier i personligheden. Dette arbejde frembringer de mange problemer og opgaver der kræver psykosyntese i de interpersonelle relationer og den sociale integrering (psykosyntese mellem mand og kvinde – mellem individer og forskellige grupper – mellem grupper – mellem nationer – og hele menneskeheden).
I den aktuelle behandling bliver alle disse faser ikke håndteret adskilt og i forlængelse, men bliver udført på en parallel vis. For eksempel når man i begyndelsen begynder at takle det centrale eksistentielle problem, så finder man ofte ud af at det inkluderer etiske eller religiøse konflikter, og deres behandling må tages op med det samme. I kontrast til dette kan den analytiske undersøgelse foretages i intervaller, så snart en blokering eller modstand skal elimineres.
En særlig karakteristisk træk ved den psykosyntesiske behandling er den systematiske anvendelse af alle disponible aktive psykologiske teknikker. Jeg betoner ordet ”systematisk”, hvilket betyder en anvendelse, der følger en specifik behandlingsplan og dirigeret mod klare forudsete mål. Derfor er det ikke bare en sammenblanding, som det kunne se ud fra et overfladisk perspektiv. Jeg vil behandle disse teknikker i større detaljer senere (i bogen Psychosynthesis), men ønsker at nævne et par stykker her, som jeg opfatter, har den største betydning. Den basale, der hjælper og gør det muligt at anvende alle de øvrige drejer sig om opvækkelsen og udviklingen af viljen.

Udvikling af viljen i psykosyntese

Viljen er mærkeligt nok ikke anerkendt som den centrale og fundamentale funktion ved egoet. Den er ofte blevet undervurderet og betragtet som ineffektiv i forhold til de forskellige drifter og forestillingens kraft, eller den er blevet opfattet med mistænksomhed som ledende til selvhævdelse (vilje til magt). Men sidstnævnte er kun en perverteret anvendelse af viljen, mens viljens tilsyneladende virkningsløshed kun skyldes en fejlagtig og uintelligent anvendelse af den. Viljen er kun ineffektiv når den handler i opposition til forestillingen og de andre psykologiske funktioner, mens dens intelligente og succesfulde anvendelse består i at regulere og dirigere alle de andre funktioner mod et bevidst valgt og bekræftet mål.
Viljen er ikke kun simpel ”viljes kraft” således som det normalt antages. Den inkluderer seks faser eller stadier der alle er nødvendige for dens fuldkomne og effektive udfoldelse:

1. Mål, vurdering, motivation: 2. Overvejelse; 3. Valg; 4. Bekræftelse; 5. Planlægning; 6. Styring af udførelsen.

Hvert af disse viljesaspekter kan udvikles og anvendes gennem de rette teknikker.

Sublimering af bio-psykiske energier

En anden psykologisk metode af den største individuelle og sociale betydning er transmutation og sublimering af de bio-psykiske energier, særligt de seksuelle og de kampbetonede eller aggressive drifter. Moderne psykologi og specielt psykoanalysen har opdaget (eller mere præcist genopdaget) den transformation, som disse energier kan gennemgå og som de ofte gennemgår spontant. Således er en videnskabelig ”psykodynamik” under udvikling, der retter sig mod at opdage de love under hvilket transformationerne finder sted og de teknikker der kan gennemføre dem, der er ønskelige. Den tilbyder de midler, hvormed det nuværende enorme spild og beklagelige misbrug af utallige mængder af seksuelle, emotionelle og kampbetonede energier kan afbalanceres og de samme energier kan dirigeres mod og anvendes til kreative aktiviteter og mål. Det virker ikke som en overdrivelse at sige, at en sådan anvendelse gradvist kan sammenlignes med den brug man har gjort af den førhen oversete eller ignorerede elkraft.

Psykosyntesens andre anvendelsesformer

En anderledes, og i en vis forstand modsatrettet gruppe af procedurer er dem der retter sig mod at opvække, frigøre og iværksætte de potente overbevidste spirituelle energier, der har en transformerende og regenererende indflydelse på personligheden. Denne frigørelse kan sammenlignes med den atomare energi, der ligger latent i stoffet.
Må jeg kort nævne, at selvom psykosyntesen er blevet udviklet og hovedsagelig anvendt i terapi, så kan dens principper og metoder også omsættes inden for andre områder. Først og fremmest indenfor psykologisk hygiejne eller mental sundhed og til forebyggelse af neurotiske og psykologiske problemer. Dernæst inden for undervisningsområdet hvor de mange teknikker som den anvender, kan have vidtstrakte og frugtbare anvendelsesmuligheder. Endvidere kan den have en speciel brugbarhed i forhold til undervisningen af begavede og højt begavede børn, fordi i disse børn er de overbevidste funktioner spontant opvågnet eller opvågnende og deres aktivitet har behov for at blive dirigeret og integreret med de andre funktioner på en vis måde. Et andet stort område er det interindividuelle (interpersonelle) og gruppeforbindelser, som sandelig behøver at blive tilpasset og harmoniseret.
Sidst men ikke mindst kan psykosyntesen tages i anvendelse af individet selv, hvor den fostrer og accelererer den indre vækst og selvaktualisering , der skulle være målet for alle og som indimellem føles som et imperativt kald og som en vital eksistentiel nødvendighed. En sådan selv-psykosyntese burde praktiseres eller i det mindste seriøst forsøges af enhver terapeut, socialarbejder og underviser (inkluderende forældre). Selvfølgelig kan en didaktisk psykosyntese bidrage med stor hjælp, derfor er det tilrådeligt og jeg anbefaler stærkt sådan en didaktisk træning, således som det gøres indenfor psykoanalysen.
Denne introduktion kan selvom den er meget flygtig være tilstrækkelig til at antyde at psykosyntesen har meget at tilbyde; men jeg ønsker på ingen måde at give det indtryk at den er, eller at jeg betragter den, som allerede fuldt udviklet eller fuldendt på tilfredsstillende vis. Tværtimod betragter jeg den som et barn – eller i bedste fald i puberteten – med mange aspekter der fortsat er ufuldendte, men med et stort og lovende potentiale for vækst.
Jeg vil rette en inderlig appel til alle terapeuter, psykologer og undervisere om aktivt at engagere sig i det nødvendige arbejde med forskning, eksperiment og anvendelse. Lad os føle og adlyde det kald der opvækkes af det store behov for healing af de alvorlige sygdomme, som på nuværende tidspunkt påvirker menneskeheden; lad os erkende det bidrag vi kan tilbyde til skabelsen af en ny civilisation karakteriseret af en harmonisk integration og samarbejde gennemtrængt af en ånd af syntese.

Referencer

1. Allport, G.: Becoming, New Haven, Yale University Press, 1955.

2. Angyal, A.: Foundations of a Science of Personality, Cambridge, Harvard University Press, 1941.

3. Assagioli , R.: Dynamic Psychology and Psychosynthesis. Monograph. New York, Psychosynthesis Research Foundation, 1958.
– Self-Realization and Psychological Disturbances. Monograph. New York, Psychosynthesis Research Foundation, 196l.

4. Baudoin, C.: Decouverte de la Personne, Paris, Presses Universitaires, 1940.

5. Caruso, I. A.: Psychoanalyse und Synthese der Existenz, Wien, Seelsorger-Verlag, Herder 1952.
–Bios, Psyche, Person, Freiburg, K. Alber, 1957.

6. Erikson, Erik H.: Childhood and Society, New York, Norton, 1950.

7. Frankl, V. E.: Theorie und Therapie der Neurosen; Einfuehrung in Logotherapie und Existenzanalyse, Wien, Urban & Schwarzenberg, 1956.
– Arztliche Seelsorge, Wien, Deuticke, 1952.
– The Doctor and the Soul: An Introduction to Logotherapy, New York, Knopf, 1955.

8. Fromm, E.: The Sane Society, New York, Rinehart, 1956.

9. Goldstein, K.: The Organism, New York, American Book Co., 1939.

10. Herzog-Durk: Mensch sein als Wagnis, Stuttgart, Klett, 1961.

11. Lewis, C. S.: The Four Loves, New York, Harcourt Brace, 1960.

12. Maslow , A.H.: Cognition of Being in the Peak Experiences. Monograph.Waltham, Mass., Dept. of Psychology, Brandeis University, 1956.
– Remarks on Existentialism and Psychology (Lecture delivered at the American Psychological Association, Cincinnati, 1959). Mimeographed, from Psychosynthesis Research Foundation, New York.

13. Moustakas, C.: (Editor), The Self: Explorations in Personal Growth, New York, Harper, 1956.

14. Sorokin, P.A., et al.: Forms and Techniques of Altruistic and Spiritual Growth,Boston, Beacon Press, 1954.
– The Ways and Power of Love, Boston, Beacon Press, 1954.

15. Tournier, P.: Medicine de la Personne, Neuchâtel, Delachaux & Niestle,1941.

16. van Kaam, A.: The Third Force in European Psychology: Its Expression in a Theory of Psychotherapy. Monograph. New York, Psychosynthesis Research Foundation, 1960.

17. Vetter, A.: Natur und Person, Stuttgart, Klett, 1950.

18. von Gebsattel, E.V.: Gedanken zu ejner anthropologischen Psychotherapie, in Frankl-von Gebsattel-Schultz Hb.d. Neurosenlehre in Psychotherapie,Bd. III, S.435-588, Munchen, Urban Schwarzenberg, 1959.

Sådan kan du komme videre

Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv

Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli

Læs introartiklen om energipsykologi

Læs introartiklen om integral meditation