Table of content
Psykologen Frank Haronian som er en af Psykosyntesens første pionerere beskriver her hvorledes han arbejder med psykosynteseterapi og uddyber især forholdet mellem klient og terapeut.
Af Frank Haronian, Ph.D. Gengivet fra Pastoral Psychology,Volume 25, Nr. 1. Oversættelse Annabritt Jakielski
RESUME: Psykosyntese er en terapeutisk retning, som baserer sig på personlige oplevelser og dermed forbinder psykologiske og teologiske forestillinger om den menneskelige natur. Psykoterapi udføres i selve øjeblikket, hvor der lægges vægt på det indbyrdes forhold. Inden for denne ramme anvendes mange teknikker. Forestilling og intuition dyrkes. Klienten hjælpes til at identificere sig med sit ”personlige jeg ”, centeret for bevidsthed og vilje , og til at træne viljens kontrol over terapiprocessen og sit eget liv. Basale principper indbefatter, at der findes et ”højere ubevidste”, som er stedet for transpersonlige behov, for den enkeltes forbundethed med alt, samt eksistensen af bevidsthed og vilje. Positive bestræbelser og fortsat vækst betones.
Jeg blev først interesseret i psykosyntese, fordi jeg ledte efter et synspunkt, som kunne forbinde psykologi og religion; som kunne spænde over den kunstige men heuristiske kløft, der var mellem disse to erkendelsesområder. At oprette og studere adskilte og afgrænsede områder er for mig en foreløbig strategi skabt for at lette vor forståelse, men med det videre formål at skabe en ny syntese af erkendelse. Således skulle relationerne mellem alle discipliner blive klart synlige. En sådan fusion mellem to discipliner omhandlende den menneskelig natur foregår lettest, hvis disse har den samme opfattelse af den menneskelige natur. Første gang jeg mødte psykosyntesen, syntes jeg, at Roberto Assagiolis synspunkter havde det brede perspektiv, som kunne give et kontinuum fra psykoterapiens begreber og metoder til teologiens interesseområder.
Assagioli grundlæggeren af psykosyntesen var en italiensk psykiater, som stadig skrev og underviste flittigt til han døde i en alder af seksogfirs. Ifølge psykosyntesens teori har et menneske et selv, som ikke kun er summen af hans sociale roller, men noget andet. Han har et bevidsthedscenter, som er konstant, selv når ydre stimuli er nul, samt en vilje, som foretager ægte valg . Han har evnen til religiøse oplevelser. Hos Assagioli findes spirituelle anlæg i sig selv, og ikke kun som forsvarsmekanisme mod seksuelle og aggressive drifter.
Det glædede mig at få en ægte ”højere” ubevidst tilstand, fordi det passede med og forklarede saligheds og ekstase oplevelser, som ikke havde nogen legitim plads i konventionel psykologi hverken behavioristisk eller psykoanalytisk. Det overraskede mig, hvor let mine gejstlige kollegaer accepterede Freuds begrænsede billede af den menneskelig natur, og det forvirrede mig, at de kun viste psykosyntesen en smule eller slet ingen interesse; særlig fordi sidstnævnte kun søgte at supplere og udvide førstnævnte – og ikke at erstatte den. Uden nogen teologisk sofistikering gisnede jeg, at den gennemsnitlige præst forsøger at holde sine religiøse og psykologiske synspunkter i adskilte mentale afdelinger.
Det er femogtres år siden (1910) Assagioli første gang fremførte sin psykosyntesiske opfattelse af den menneskelige natur, af dens psykopatologi samt dens potentiale og vækst. Jeg spekulerer på, om præsteskabet nu er parat til seriøst at overveje en psykologi, som entydigt hævder menneskehedens spirituelle behov og tilbøjelighed samtidig med at de kødelige og egocentriske aspekter ligeledes accepteres.
Psykosyntesens eksperimentelle basis
Roberto Assagioli hævdede til stadighed, at hans principper og metoder var baseret på solide personlige oplevelse. Han bad ingen om at overtage noget ud fra tro. Højst bad han om at agere som om noget var sandt, for at teste konsekvenserne inden man forkastede det. Jeg vælger derfor at begynde denne præsentation med et par få beskrivelser af mine egne personlige erfaringer som terapeut, erfaringer, som jeg tror, vil forklare, hvorfor psykosyntesen giver mening for mig. Derefter vil jeg beskrive, hvorledes jeg fungerer som terapeut og forklare, hvorfor jeg betragter det som psykosyntese. Jeg beskriver Assagiolis opfattelse af psykens struktur, og hvorledes hans opfattelse af selvet adskiller sig fra Freuds ego begreb. Jeg behandler viljen og dens relation til værdier. Til slut, som en oversigt, nævner jeg de vigtigste ideer og principper, som psykosyntesen efter min mening baserer sig på.
Nogle personlige oplevelser
Vi søger alle værdier, som kan guide vores adfærd, principper vi kan bruge til praktiske beslutninger i hverdagen. Som børn får vi disse værdier af vore forældre og lærere. Som voksne er vi ansvarlige for at undersøge disse gamle retningslinier igen og bevidst vælge de værdier, som passer til vores udvidede og personlige verdenssyn. I denne proces bruger vi vore erfaringer, ud fra hvilke vi søger at generalisere livet og finde principper at handle efter.
Når jeg ser tilbage på min egen søgen efter værdier via mine egne erfaringer, har jeg opdaget, at en af de mest vedvarende kendsgerninger er den tilfredshed jeg oplever, når jeg ser mennesker udvikle sig. Det kan være et barn eller en voksen; Det kan være en person, som allerede er en effektiv voksen; eller det kan være en umoden, neurotisk klient, som det for første gang lykkes, at komme ud af et gammelt stivnet mønster. Jeg synes altid det er en tilfredsstillende oplevelse at overvære og deltage i en anden persons oplevelse af vækst; som medvirker eller tilskuer. Det er en af de få oplevelser, hvor jeg ikke føler ambivalens, selv når jeg måske anser den voksende person som min fjende, eller en som på det tidspunkt synes at være det. Alligevel kan jeg glæde mig over at se ham vokse, og når jeg tænker på, hvad der sker.
Den eksperimentelle kendsgerning om vækst fører til et af de mest vigtige principper i psykosyntesen. Et princip som er så nærliggende, at vi ofte ikke opdager det – nemlig, at evolutionen fortsætter. Evolution er kun et andet ord for vækst. Vi er en del af den, og vi har alle hver især en rolle at udføre. En af måderne er i vores kærlighedsforhold. At elske er at tænke, føle og handle på en måde, som fremmer den elskedes vækst. Man kan derfor sige, at det er kærligheden der får verden til at vokse. Ifølge psykosyntesen har vi hver især ansvar for at vurdere, hvad der sker omkring os. Vi skal alliere os med kræfter, der fremmer vækst – individuel, social eller universel – og stræbe efter at eliminere uvidenhed, selviskhed og destruktion.
En anden hyppig oplevelse jeg har, afslører en vigtig tendens i min egen og i den menneskelige natur i al almindelighed. Når det lykkes mig at overvinde nogle vanskeligheder eller få en ny færdighed, nyder jeg midlertidigt en tilfredshedsfølelse og glæde, der varer i nogle timer, måske dage, men sjældent længere. Tilfredsstillelsen ved udførelsen er momentan, forbigående. Kort tid efter erhvervelsen af en færdighed bruger jeg den automatisk som et andet værktøj i mit adfærdsrepertoire; snart betyder det ikke meget for mig. Min opmærksomhed rettes mod nye mål, nye muligheder for vækst, og selvfølgelig også nye årsager til usikkerhed og ængstelse. Jeg mister min bevidste følelse af præstation, fordi jeg opsluges af det nye problem, jeg har for mig.
Denne observation førte mig frem til to konklusioner. For det første, fortjener vi at glæde os over vore tidligere resultater, og vi bør, som Pierre Janet påpegede, tage os tid til at tænke over vore resultater med en tilfredshedsfølelse; vi bør erindre, hvad vi har præsteret, og minde os selv om, at vi ikke altid skal befinde os på kanten af vores mulighed for vækst. For det andet, efter en erhvervelse synes vi at have et indbygger behov for at finde nye og mere vanskelige mål. Jeg mindes et citat af Whitman, som jeg vil omskrive således: At nå frem til ethvert specielt mål medfører altid nødvendigheden af at stå over for en endnu vanskeligere opgave.
Hvorledes har disse observationer relation til psykosyntesen? Fordi psykosyntesen mener, at der i mennesket er et medfødt behov for vækst, giver den menneskets præstationer og positive bestræbelser større opmærksomhed end analysen af hans neuroser. Uden at ignorere sidstnævnte forsøger psykosyntesen at styrke klientens selv-billede ved at hjælpe ham til at værdsætte sine resultater, hvad de end måtte være på det niveau han er parat til. I takt med at klientens selvværd vokser, evner han og er villig til at tænke over sine fejl og til at forandre sin automatiske neurotiske adfærd til et mere produktivt mønster, som vælges bevidst.
Til slut vil jeg gerne tilføje en tredje observation jeg har gjort i den tid, jeg har arbejdet som terapeut. Jeg har gentagne gange bemærket, at i takt med at en klient får det bedre, idet konflikter løses, og energi frigøres, bruger han sin nyvundne energi i to generelle retninger. For det første, er han mere venlig mod sig selv; han forkæler sig selv på måder, som hans tidligere for strenge overjeg ville have forbudt. For det andet, og mere interessant synes han at have behov for at hjælpe andre, ikke på en tvangsagtig eller neurotisk måde, men som en respons på sin nye erkendelse af ægte behov over for andre mennesker.
Disse iagttagelser er i fin overensstemmelse med psykosyntesens opfattelse af det højere ubevidste . Ifølge dette synspunkt bliver vi i takt med at vi modnes mere bevidste om og modtagelige for højere, transpersonlige, altruistiske behov. Disse behov er autonome og ikke kun en sublimeret version af de biologiske behov i vores lavere ubevidste .
Terapeuten og klienten som en dyade
I udøvelsen af psykoterapi viser psykosyntesens begreber sig på mange forskellige niveauer og på mange forskellige måder. Psykosyntesen er snarere en indstilling, holdning eller et synspunkt end en metode med en række teknikker. Jeg har nævnt dens betoning af vækst og præstation, af personlig glæde og hjælpsomhed overfor andre. Jeg vil nu gerne behandle samarbejdet i den terapeutiske proces.
Når jeg arbejder med en klient, forsøger jeg så vidt muligt at møde klienten, hvor han er, at bekræfte hans væsen og tilstedeværelse, som han er, og som han træder frem for mig i selve øjeblikket.. Jeg tilsidesætter min tidligere viden, min professionelle træning, alle begreber m.h.t. diagnostiske kategorier, og alle specifikke tekniske hjælpemidler, som jeg måtte anvende over for denne klient eller andre. Jeg forsøger simpelthen at opleve denne person, som han er her og nu, med mine følelser, mine impulser, fantasi, med hvad der end måtte komme til mig. Jeg forsøger at være så virkelig og ærlig m.h.t. min oplevelse af ham, mine følelser for ham, mine impulser mod ham eller væk fra ham, som det er muligt. Hvis jeg er glad, smiler jeg. Hvis jeg keder mig, rynker jeg brynene. Hvis klienten taler for meget eller skifter emne, eller hvis han synes uproduktiv, vil jeg hellere sige, at jeg bliver forvirret over, hvad han siger, at jeg ikke kan følge med, og at jeg ville ønske han ville prøve at udtrykke sig mere klart, holde sig til emnet, i stedet for at afsige min dom over ham – at han udviser en undvigende og passiv adfærd.
På den anden sider beder jeg på et meget tidligt tidspunkt i mit arbejdsforløb med en ny klient, om at han skal lægge særlig mærke til sine følelser overfor mig, hvordan det er at komme hos mig, enhver speciel hændelse, hvad der sker mellem os o.s.v.. Jeg understreger betydningen af, at han er helt opmærksom på kvaliteten af vores interaktion, og på den proces, som udvikler vores relation. Jeg fortæller ham yderligere, at han ikke skal føle sig tvunget til at fortælle mig om alle de følelser, ideer, impulser og fantasier, som han får, medmindre han er parat og har lyst til det.
Jeg har nævnt et vigtigt begreb – viljen -, som jeg vil behandle mere udførligt senere; lige nu vil jeg imidlertid nævne to ting. Først: Hvad jeg gør med mine klienter er ikke usædvanligt. Det ligner Carl Rogers fremgangsmåde samt hans efterfølgeres. Den viser imidlertid den psykosyntesiske fremgangsmåde m.h.t. den terapeutiske relation. Min psykosyntesiske orientering viser sig først og fremmest i mine forsøg på at skabe en virkelig, åben og ærlig terapeut-klient relation som muligt. Mit mål er at fremkalde en psykosyntes på dyade niveau. Jeg forsøger konstant at lade mig opsluge fuldstændigt i ansigt til ansigt relationen mellem mig og den anden person, for at skabe et fuldstændigt engagement hos begge parter. Således skaber jeg en model for klienten, som viser, hvordan jeg gerne vil se ham agere; ikke kun overfor mig, men ligeledes overfor andre. Dette betyder selvfølgelig, at i det tilfælde klienten agerer på en uheldig måde, vil jeg udtrykke min uvilje. Hvis klienten trækker sig tilbage fra mig, vil jeg sandsynligvis udtrykke, at jeg er klar over det, og min skuffelse o.s.v..
For det andet er det karakteristisk for denne fremgangsmåde, at de fleste af terapeuterne i takt med deres voksende erfaring uanset arten af deres oprindelige træning synes at gøre lige netop dette. Gennem erfaringen synes de at vælge at bruge denne metode i deres arbejde. Psykosyntesen er således den retning, vi som terapeuter bevæger os mod, når vi vokser, udvikler og forbedrer os. Den er resultatet af vor øgede sensitivitet kombineret med vor større frihed til at vove at være os selv som personer, mennesker over for vore klienter og ikke fremtræde som professionelle.
Jeg vil gerne vende tilbage til min udtalelse om, at jeg siger til mine klienter, at de ikke behøver føle sig tvunget til at fortælle mig alt, hvad de tænker og føler. Jeg ønsker, at mine klienter så hurtigt som muligt skal føle, at de har kontrol over deres del af interaktionsprocessen. De er ikke kommet for ydmygt at skrifte eller nedgøre sig selv, skønt mange føler det således. De ønsker og har behov for at bevare deres værdighed i processen, men generelt er de bange for at blive tvunget til at føle sig dumme eller agere på en måde, som de anser for barnlig. Jeg ønsker at hjælpe dem så de undgår at tabe ansigt, når de siger eller gør noget. Generelt er de imidlertid ikke parate til at acceptere min accept af deres adfærd. Som følge heraf forsøger jeg, at give dem en følelse af kontrol over retning og hastighed af processen. Jeg viser min erkendelse af, at hver enkelt har en vilje, og at jeg er parat til at respektere den. Det er forbløffende, at så mange mennesker ikke vil acceptere, at de også har noget at skulle sige m.h.t., hvad vi gør: ”Du er lægen. Jeg gør, hvad Du siger, doktor”.
Viljen er en af hovedbegreberne i psykosyntesen. Viljens funktion er særlig undertrykt og fordrejet hos klienter. Når de ikke længere har passende kommunikation med de vigtige personer i deres liv, mister de også følelsen af kontrol over deres selv og over deres omgivelser. Vi kan se dette i en dramatisk og tvangspræget form hos den skizofrene, som føler sig kontrolleret af ydre kræfter. Man forstår, at klienten har en tendens til at opfatte den terapeutiske situation, som endnu en oplevelse, som han har begrænset kontrol over. Man kan opfatte terapi, som den proces, der giver viljen og følelsen af kontrol over sin skæbne tilbage til klienten eller i det mindste kontrol over, hvorledes han vil reagere på sin skæbne.
Derfor opmuntrere jeg meget tidligt i terapien klienten til at udtrykke sin vilje m.h.t. ethvert emne, der måtte opstå under konsultationen. Det kan dreje sig om så små ting som afstanden mellem vore stol, tidspunktet for konsultationen, om vinduerne skal være åbne eller lukkede. Både klienten og selvfølgelig også jeg selv har noget at skulle sige i denne forbindelse. Vi har hver især ansvar for at være ærlige overfor hinanden, for at sige vores mening, for at lufte vore følelser og for at bestemme om vi kan samarbejde effektivt. Hvis vi ikke kan, er det også vores ansvar hver især, at se dette realistisk i øjnene. Det påhviler os at erkende, at vore nuværende begrænsninger som mennesker forhindrer os i at skabe et terapeutisk nyttigt forhold og derfor opgive forsøget eller i det mindste på indeværende tidspunkt.
Dette indledende aspekt af psykosyntesen, som det manifesterer sig i psykoterapien, kan beskrives som et forsøg på at skabe en arbejdssyntese for to personer, som deler samme mål – nemlig at lette og fremskynde en af disse to personers vækst. Det overrasker mig ikke længere, når jeg hører mig selv udbryde spontant til min klient: ”Du er god for mig. Du er god for mig.”
Psykosyntesisk terapi
Jeg har udtrykt terapiens mål i konstruktive vendinger: ”At lette og fremskynde vækst.” Jeg udtrykker således en for psykosyntesen meget vigtig overbevisning: Nemlig den overbevisning at vi, når vi fungerer rigtigt, konstant stræber efter at vokse og udvikle os, efter at udvide vores bevidsthed, efter at assimilere erfaringer, efter at blive mere effektive, efter at blive lykkelige og efter at udstråle vor lykke på en kærlig måde til andre. Heraf følger at den proces vi normalt kalder ”behandling” kan betragtes som blokeringer, der fjernes for en i sit inderste væsen normal vækstproces. Formålet med behandlingen er at lette fremkomsten af oplevelser, som er blokerede eller forvrængede.
Normal vækst sker i to modsatte retninger – indad og udad. Vi genkender disse retninger, men i en anden sammenhæng: D.v.s. i Carl Jung´s værker. Den modne, effektive person, der har gennemgået en individuationsproces, har således udviklet sig i begge retninger og kan derfor uden besvær orientere sig enten indad eller udad. Vesten lægger større vægt på de udadrettede færdigheder og funktioner, mens Østens traditioner har bevæget sig i den modsatte retning. Udviklingen mod syntese af disse to holdninger viser sig f.eks. i dag ved fascinationen hos Vestens unge af en mængde former for østlig religiøs praksis eller ved de Østlige nationers optagethed af at nå Vestens teknologiske niveau. M.h.t. personlighed og psykoterapi repræsenterer psykosyntesen et forsøg på at udvikle og integrere både de ydre og de indre funktioner. For vesterlændinge betyder dette, at man skal anstrenge sig specielt for at udvikle de indre funktioner, som er forblevet uudviklede – især forestilling og intuition.
Ligesom i Jung´s psykoterapi mener vi også i psykosyntesen, at det mest passende handlingsforløb for ethvert individ bedst afgøres ved at rådføre sig med individets psyke. Til dette formål synes analyse af drømme eller guidede dagdrømme at være særligt gode. Når klienten er parat, bliver han opmuntret til at træne sig i at slappe og i at fremme den indre billedverden, for herved at udvikle forestillingen (som er groft undervurderet i den moderne vestlige verden), fordi forestillingen er en kilde til oplysninger om ens potentiale, som kommer direkte fra ens egne indre psykiske processer.
I psykosyntesen er der yderligere et antal specielle metoder, som udvikler de intuitive funktioner. Disse metoder anvendes generelt i den senere del af terapien. Intuition er et andet af psykens aspekter, som vi i Vesten har en tendens til at negligere. Fordi psykosyntesen igen retter opmærksomheden mod de to funktioner forestilling og intuition, synes den hermed at integrere det ydre og det indre, Øst og Vest inden for psykoterapiens rammer. Jeg synes ikke denne integration sker med samme konsekvens ved andre synspunkter.
Det er vigtigt at hver enkelt person har en stærk vilje, men viljestyrke er ikke i sig tilstrækkelig. Det er også vigtigt, at viljen identificerer sig med de højeste og mest værdifulde funktioner individet besidder. Denne vilje kan desværre være slave af ens krop, af ens intellekt eller af ens emotioner. Man bør imidlertid have den frihed at man fuldt ud kan opleve sine emotioner, men deres udtryk skal man derimod kontrollere ud fra rationelle overvejelser. Overdreven udtryk for seksuelle eller aggressive drifter og medfølgende emotioner animeres der kun til inden for rammerne af en psykoterapeutisk katarsis oplevelse; der opmuntres ikke til en sådan adfærd i normale daglige sociale situationer.
I den forbindelse erindrer jeg et brev, som jeg modtog fra en humanistisk orienteret psykolog, som gav udtryk for sin desillusionering m.h.t. meget af det, der skete i bevægelsen for den menneskelige udvikling i dag. Hun sagde hun føler, at meget af det kunne henføres til rubrikken for ”bevægelsen for dyrenes udvikling”. Jeg synes hendes synspunkt er i overensstemmelse med psykosyntesens.
Psyken
Som jeg forstår Roberto Assagioli, var han ikke særlig interesseret i at systematisere sine ideer, i at organisere dem i et eller andet symmetrisk mønster. Han overtog nogle af Jung´s grundlæggende opfattelser af personligheden, men han modificerede Jung´s begreber signifikant på basis af egne observationer. Der eksisterer ikke nogen bestemt psykosyntesisk personlighedsteori og Assagioli håbede, at der aldrig ville komme en. Vi forventer, at systemet vedbliver at være åbent for vækstmuligheder og forandringer, fordi vi mener, at det ikke er muligt at opfatte og organisere den psykologiske eksistens´ mangfoldige kendsgerninger. Vi håber, at ethvert forsøg vil bliver stadigt mere inklusivt, forklare mere og være æstetisk mere elegant. Vi håber, at enhver formulering vil føre til en bedre forståelse ikke alene m.h.t. hvorledes mennesker fungerer men også til hvorledes de mere effektivt kan hjælpes til at vokse og dermed være til større social nytte og få større personlig tilfredsstillelse.
Selvet er et af psykosyntesens centrale begreber. Før jeg beskriver selvet vil jeg imidlertid gerne beskrive Assagioli´s model af psykens struktur, således at selvet kan placeres i sin rette sammenhæng.
Det kollektivt ubevidste markeret som 7. på figur 1. har gennemtrængelige grænser til det personligt ubevidste markeret med 1. 2. og 3. Det personlige ubevidste er opdelt i (1) det lavere, (2) det mellemste og (3) det højere område. Ingen af områderne er strengt afgrænset fra de andre ej heller fra det kollektive ubevidste .
Bevidsthedsfeltet markeret som 4. repræsenterer det begrænsede materiale, som befinder sig i bevidsthedsfeltet på et givet tidspunkt. Dette er centreret omkring det personlige selv , 5., centeret for bevidsthed og vilje. Det personlig selv er fokuspunkt for bevidstheden. Det er ikke bevidsthedens indhold, ej heller personlighedens forskellige roller og funktioner. Det har dette indhold. Det ejer det, men er ikke identisk med det. I psykosyntesen defineres bevidstheden som værende adskilt fra indholdet, som eksisterende uafhængigt af sensorisk stimulering.

Assagioli’s ovaldiagram
Til slut repræsenteres det transpersonlige Selv ved stjernen, markeret som 6. i toppen af diagrammet. Dette højere, transpersonlige Selv er paradoksalt både individuelt og universelt, halvt i individet og halvt udenfor. Fordi det generelt ikke fungerer på personlighedens niveau behøver jeg ikke behandle det her udover at bemærke, at det personlig selv, centeret for bevidsthed og vilje på personlighedens niveau, 5. i diagrammet, er tænkt som et formindsket spejlbillede af det transpersonlige Selv.
Det Freudianske ego begreb er bredere og meget mere inklusivt end selvet. Det inkluderer forsvarsmekanismerne, kontrollen af det motoriske system, styring af adskillige sensoriske modaliteter. I den Freudianske tankeverden er egoet mægleren mellem krav fra henholdsvis id´et, overjeget og den ydre verden. Bevidstheden er også en ego funktion.
I psykosyntesen adskiller vi bevidsthedens funktioner og kontrol fra egoet og tilskriver dem det personlige selv. Dette er blot en udvidelse af den psykoanalytiske iagttagelse af egoet, som værende i stand til at dele sig således at det på samme tidspunkt kan indtage to eller flere forskellige holdninger. For eksempel kan egoet anvende sine forsvarsmekanismer mens det samtidigt udfører en aktivitet og iagttager aktiviteten. Vi anser det for nyttigt at adskille egoets forsvarsmekanismer fra de dirigerende og observerende funktioner og tilskrive de to sidstnævnte, hvad vi betegner som det personlige selv.
Egoets censurerende funktioner er generelt grupperet under betegnelse ”overjeg”. Vi anser dette som en sammenhobning af regler og bestemmelser, som er påført det opvoksende barn mere eller mindre vilkårligt af autoritetsfigurer. I takt med at individet udbygger sin viden og udvider sin bevidsthed, forventer vi at det helt naturligt vil overveje disse af overjegets vilkårligt påførte regler og gradvist erstatte dem med frugterne af egne bedømmelser. Det er på denne måde at overjeget afvikles og erstattes af en voksen samvittighed . Samvittigheden er ikke baseret på forældres eller andre autoriteters vilkårlige forordninger men på individets oplyste bevidsthed.. Det inkluderer imidlertid de dele af overjeget, som kan forenes med ens modne bedømmelse.
Et ledsagefænomen til denne modningsproces er en tendens til at egoets forsvarsmekanismer svækkes. Et andet fænomen er, at i takt med at bevidstheden udvider sig og energi bliver frigjort fra de neurotiske komplekser, forstørres selvets dirigerende rolle.
På fransk findes der, som de måske ved, kun et ord for både bevidsthed og samvittighed. Jeg har længe haft den mistanke, at denne semantiske kendsgerning er udtryk for et vigtigt psykologisk faktum – nemlig, at en moden samvittighed har sin rod eller er måske endog identisk med en bred og udvidet bevidsthed.
Sådan kan du komme videre
Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv
Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli
Læs introartiklen om integral meditation
Gem kommentar