Psykosyntese – en psykoterapi for hele mennesket

Robert Gerard giver et virkelig dybt indblik i den symbolske visualisering der er en af psykosyntesens primære teknikker. Gennem en case beskrives hvorledes en klient oplever en spirituel højdepunktsoplevelse ved hjælp af teknikken.

Af Robert Gerard, Ph.D, Los Angeles, Californien (1961),
Oversættelse Britt Jakielski

FØRSTE SESSION

Introduktion

Jeg står over for samme problem som psykoanalytikeren ville stå overfor, hvis han blev bedt om – på en time til halvanden – at fortælle om psykoanalyse; emnet er så omfattende, at det er næsten umuligt at behandle det kort. Min præsentation vil derfor mere have antydningens karakter, og i højere grad være en introduktion end fyldestgørende. Min hensigt er på en kortfattet måde at fortælle, hvad Psykosyntese betyder. Vi må begynde ved begyndelsen og summarisk redegøre for nogle af kernepunkterne i denne form for terapi. Derefter vil jeg, for virkelig at nå ind til kernen og være konkret, drøfte en af psykosyntesens teknikker. Der er mange teknikker, men ved at tage en, som endnu ikke er bredt kendt i dette land, føler jeg det vil være mere nyt. I anden session vil jeg give et mere konkret uddrag fra en terapiproces, som illustrerer nogle af de teknikker, som jeg vil nævne i løbet af sessionen, og som er mere konkret relateret til, hvad der kunne kaldes en ”spirituel” oplevelse under en terapisession.

Psykosyntesens principper

Hvad er det, der først og fremmest menes med Psykosyntese? Begrebet psykosyntese blev introduceret og lø­bende udviklet i løbet af mere end 40 år af Roberto Assagioli , M.D., en italiensk psykiater, der i 1926 grundlagde ”Istituto di Psicosintesi” (Psykosyntese Instituttet) i Rom. I sin psykoterapeutiske praksis kombinerede Dr. Assagioli brugen af forskellige psykoterapeutiske teknikker og eksperimenterede med og gjorde brug af en serie teknikker til styrkelse af psykosynteseprocessen . Jeg følte mig tiltrukket af hans arbejde på grund af ligheden mellem vores tilgang til psykoterapi og satte det højt på dagsordenen at møde ham personligt i forbindelse med en Europa-rejse i sommeren 1955. Dette blev begyndelsen til vores venskab og professionelle samarbejde. Eksem­pelvis tilbragte jeg – med støtte fra Psychosynthesis Research Foundation – foråret 1959 i Firenze med henblik på et intensivt samarbejde med ham om psykosyntesens teori og teknikker.

Mange vil naturligvis have hørt en hel del om psykoanalyse , navnlig Freuds og hans efterfølgeres psykoanalyse, neo-freudianerne som f.eks. Karen Horney og Erich Fromm, og også om den schweiziske psykiater C.G. Jungs analytiske psykologi. Denne vægt på analyse har i lang tid været udbredt inden for psykoterapien. Analyse er en adskillelse af helheden i dele med henblik på at være i stand til at forstå hver enkelt dels natur, funktion og forhold til de øvrige dele. Men analyse er ikke tilstrækkelig i psykoterapi. Vi er nødt til at gå bag om analysen uden at fornægte værdien af den. Vi må omsætte den analytiske forståelse og indsigt til en konkret ændring i vores følelser, holdninger og adfærd. Kort sagt, formålet er ikke analyse; det er meget mere. Det er syntese , nemlig integration, helhed, enhed, harmonisk brug af alle vore funktioner, alle vore potentialer, alle vore drifter. Ordet ”syntese” kommer fra det græske ord ”syn”, der betyder ”sammen”, og det græske ord ”tese”, der betyder ”lægge” eller ”sætte”. Så syntese betyder at sætte sammen, at sætte dele sammen, så de danner en integreret enhed.

Hvad angår den menneskelige psyke refererer psykosyntese til at integrere og på en harmonisk måde at udtrykke hele vort menneskelige væsen – fysisk, emotionelt, mentalt og spirituelt. Jeg lægger vægt på ”og”, fordi det er det sidste aspekt, der i høj grad er blevet overset, eller måske ikke tilstrækkeligt betonet i visse af psykoanalysens tidlige forsøg, selvom mange af mine psykoanalytiske kolleger på det seneste i stigende grad er optaget af værdier. Hvad enten disse værdier er kunstneriske, æstetiske, etiske eller altruistiske, kan vi kalde dem ”spirituelle” aspekter af vores menneskelige natur. Så målet er syntese, en kreativ helhed.

Analyse kan føre til dette mål, men gør det ikke nødvendigvis. Den er en vej til målet, et middel, men vi må al­tid huske på, at den ikke er målet i sig selv og derfor ikke bør forveksles med målet. Analyse kan anvendes til at opnå syntese, eller helhed, men andre veje kan have en mere helhedsskabende virkning. På nuværende tidspunkt ønsker jeg ikke at give det fejlagtige indtryk, at jeg er anti-analytisk. Mit budskab er, at vi bør gøre brug af såvel analyse som syntese, når vi ønsker at hjælpe et medmenneske i dets bestræbelser på at opnå et rigere og mere fuldt liv. Psykosyntese er en anvendelig metode, ikke bare for mennesker, der lider af neurotiske vanskeligheder og forskellige alvorlige, psykologiske problemer, men den er også anvendelig for mennesker, der er relativt velfungerende, men som stræber efter en højere grad af selvrealisering og fyldestgørelse.

Hvis der skal ske en integration, må de forskellige tendenser i den menneskelige natur harmoniseres. Hvorledes gør vi det? Med andre ord, hvordan bliver vi rent faktisk integreret? Jeg tror, at en af de første ting, vi må tage i betragtning er, at vi ikke kan blive integreret uden at have en form for center, som syntesen kan bygges op omkring. Ellers mister vi fokus, og der er ikke rigtigt noget, der bliver integreret. Så man kan sige, at syntese bør først finde sted omkring et personligt center, det bevidste ego, ”jeg’et”, i det vi kan kalde personlig psykosyntese, nemlig personlighedens syntese – fysisk, emotionelt og mentalt. Derefter kan psykosyntese finde sted omkring et dybere center, som vi i mangel af bedre udtryk kan kalde vort spirituelle Selv med stort S, som det lille selv, vi lever ud fra i hverdagslivet, kun er en bevidsthedens afspejling af. (Det spirituelle Selv er relateret til Karen Horneys ”virkelige selv”, som hun beskriver som ”den centrale indre kraft”, der er den dybe kilde til psykologisk vækst, de konstruktive energiers udspring, og som hun skelner fra både det faktiske eller empiriske selv og det idealiserede selv.[1] Det refererer til vor dybeste natur, den indre kerne, menneskets virkelige Væsen.[2] Det spirituelle Selv er blevet kaldt det transpersonlige Selv (fordi den fænomenologiske oplevelse af Selvet omfatter såvel det personlige som det kollektive, det individuelle som det universelle) og det transcendentale Selv (fordi Selvets bevidsthed transcenderer det ordinære jeg’s bevidsthed). Det er relateret til den mystiske jegløsheds tilstande som beskrevet af Fingarette i en psykoanalytisk referenceramme.[3] Uanset det anvendte udtryk er det, der er brug for at udvikle, en videnskab om Selvet, dets energier og manifestationer, og hvordan disse energier kan kontaktes og frigives med henblik på et kreativt liv). Så det potentielle mål (som eventuelt ikke opnås af mange mennesker, men som i hvert fald er et potentiale) er ikke blot en personlig psykosyntese, som er en effektiv integration af personligheden, men også en spirituel psykosyntese; dvs. en integration af personligheden med et åndeligt center, som den integrerede personlighed derpå bliver et udtryksredskab for i denne verden.

For at præcisere, integrerer vi personligheden omkring det personlige jeg, som i vid udstrækning oplever en følelse af adskillelse fra andre, og denne integrerede personlighed må derpå syntetiseres omkring et meget dybere center, som ikke blot oplever en følelse af selv-identitet, men også en følelse af universalitet, af at være i forbindelse med andre væsener og med universet som helhed. Dette er en meget lang og kompleks proces, og på mange måder er det op til patienten eller personen at beslutte, hvor langt han eller hun i virkeligheden ønsker at gå. Mange mennesker er tilfredse med en midtvejsløsning, så at sige, og stopper der og bliver meget effektive i deres arbejde og daglige gøremål. Andre oplever en form for indre uro, som er blevet kaldt ”guddommelig utilfredshed”, i hvilket tilfælde der så må tilføjes yderligere for at tilfredsstille personen.

Med åndelige mener jeg ikke dogmatiske, religiøse idéer, for i mange tilfælde står religiøse dogmer i vejen for en gennemgribende åndelig oplevelse. De kan kort sagt være tankeformer, der begrænser os. På den anden side kan en ægte åndelig oplevelse oversættes i termer, der forstås af hele menneskeheden og ikke kun af en bestemt trosretning. Med ”åndelig” mener jeg ikke ”at gå i kirke”. Jeg mener alt, der rummer højere værdier end gennemsnittet, inklusiv empatisk forståelse, altruistisk kærlighed, dyb visdom, kreativ inspiration, værdsættelse af skønhed, en følelse af ansvar, en oplevelse af et ønske om at bidrage, så vel som de såkaldt mystiske oplevelser af universalitet, af enhed med kosmos.[4] Åndelige oplevelser kan antage mange former hos forskellige mennesker, og meget ofte vil man finde, at en person vil opgive sine specielle dogmer, som kan være en form, oplevelsen iklædes, men ikke selve kernen i oplevelsen.

Det er åbenlyst igennem det foregående, at den grundlæggende orientering inden for psykosyntesen rummer en anerkendelse for terapeuten af, at de åndelige impulser i mennesket er lige så grundlæggende, lige så primære, som de seksuelle og aggressive drifter, som er så vel beskrevet inden for psykoanalysen . Men det indikerer også, at disse seksuelle og aggressive drifter ikke fornægtes. Det er en fejl, som mange såkaldte åndelige mennesker begår, at de afskærer sig fra deres fysisk-emotionelle natur og ønsker at nå ”åndelige” højder uden at have fødderne solidt plantet på jorden. Dette er ikke psykosyntese. At være ”åndelig” i den almindelige sproglige betydning, når vi siger om et menneske, at han eller hun er ”åndelig”, er det modsatte af syntese, fordi det afskærer os fra at være et menneske af kød og blod. Det er en måde at opnå et pseudo-nirvana, men er ikke psykosyntesens vej. Det er naturligvis langt lettere at være integreret i en helt igennem materialistisk betydning, eller en helt igennem åndelig betydning, end det er at integrere begge i sig selv. Det sidstnævnte er psykosyntesens mål.

Når jeg siger, at den åndelige drift er grundlæggende, mener jeg, at den ikke grundlæggende udspringer fra de seksuelle eller aggressive drifter igennem reaktionsdannelses-, projektions- eller sublimeringsprocesser, som er de forklaringer, der gives inden for den ortodokse psykoanalytiske litteratur. Det er sandt, at åndelig stræben i mange tilfælde udspringer fra andre drifter; for eksempel kan visse mennesker projicere billedet af en Gud som et resultat af deres eget umodne behov for afhængighed af et stærkt fader-billede. Jeg er sikker på, at denne reminiscens eksisterer i mange af os, men der er også noget andet. Der er en åndelig tilskyndelse, som ikke udspringer af infantile tilbøjeligheder, fra afhængighed, fra reaktionsdannelse af aggressivitet; som ikke udspringer af seksuelle drifter; men som er en drift i sig selv på lige fod med seksuelle og aggressive drifter. Ligesom mennesker udvikler sig i ungdommen og udtrykker mere af de seksuelle drifter, på samme måde vil mennesket generelt senere i livet begynde at udtrykke nogle af sine åndelige drifter. Set i dette lys kan neurose lige så vel forekomme som et resultat af de åndelige tilskyndelsers fortrængning, som fra den mere anerkendte fortrængning af de seksuelle og aggressive drifter. Jeg tror, der her er en meget vigtig skelnen mellem ortodoks psykoanalyse og psykosyntesens indfaldsvinkel. Det betyder ikke, at en psykosyntese-orienteret terapeut ikke vil anerkende alle aspekterne, der er så vel beskrevet af Freud og hans tilhængere og gøre brug af alle de teknikker, som de har udviklet, men der er et behov for at anerkende yderligere aspekter af den menneskelige natur og inkludere de åndelige aspekter; at anerkende behovet for integration af disse åndelige aspekter med den øvrige menneskelige natur og at gøre brug af yderligere teknikker, som måske ikke er analytiske, men som er meget konkret anvendelige til syntesens formål.

Der er en anden implikation i denne orientering, nemlig at hvis man anerkender eksistensen af et åndeligt Selv med stort ”S”, anerkender man som terapeut også, at der i patienten (og for den sags skyld i os alle) er en in­dre kilde af kærlighed, af intelligens, af visdom, af kreativitet, af indre retning og formål. Terapeutens opgave er derfor inden for denne orientering at hjælpe individet til at blive bevidst om og at gøre brug af disse højere energier i arbejdet med at rekonstruere personligheden.

En af de grundlæggende antagelser inden for denne tilgang er, at dette åndelige center, hvis det kontaktes uden personlighedsforvrængninger, er en visere kilde til vejledning og retning for patientens liv end terapeutens bevidste sind. Denne anerkendelse af patientens indre visdom vil give terapeuten en meget nødvendig for­nemmelse af proportioner og ydmyghed. Jeg tror, det kan hjælpe meget, hvis terapeuten har en overbevisning, direkte udledt af egen erfaring, at uanset hvor sølle, forvirret eller syg personen måtte synes udadtil, ek­sisterer dette indre center af psykologisk sundhed, visdom og formål, som er der for at vækkes, forudsat blokeringerne for dets bevidste realisering kan elimineres.

Man kan sige, at dette er godt nok, men hvordan gør man det? Hvordan kan personlig og åndelig psykosyntese opnås? Jeg kan ikke på nogen måde give et fyldestgørende svar i løbet af disse to sessioner. Det lader sig ikke gøre på den tid, der er til rådighed, og jeg tror, at ikke engang hvis jeg havde haft mere tid, kunne jeg have givet et fyldestgørende svar, fordi jeg ikke har det; og jeg har heller ingen patentløsning. Det eneste, jeg kan gøre, er først at beskrive psykosyntesens generelle proces, og dernæst udvælge en teknik, der – blandt andre – kan anvendes hen imod psykosyntesens mål.

Assagioli skelner i sin artikel Dynamisk Psykologi og Psykosyntese mellem forskellige stadier i psykosyntese-processen. Jeg vil kort opsummere disse stadier, men det bør huskes, at de til en vis grad kan overlappe hinanden.[5]

Det første stadie involverer et tilbundsgående kendskab til ens personlighed. Dette er det analytiske stadie, hvor fri association, projektive teknikker og alle teknikkerne inden for moderne psykoterapi kan anvendes.

Det andet stadie er fokuseret på kontrollen med forskellige af personlighedens elementer. Det er baseret på et grundlæggende psykologisk princip, der kan formuleres som følger: »Vi er domineret af alt, hvad vores selv identificerer sig med. Vi kan dominere og dirigere alt, som vi kan dis-identificere os fra«. Spørgsmålet bliver derfor, i hvilket omfang vi kan identificere os med vores sande Selv og dis-identificere os fra ikke-selvet. Eksem­pelvis vil vi, hver gang vi identificerer os med en sygdom, en frygtsom tanke eller en fejltagelse, hver gang vi indrømmer, at ”jeg føler mig nedslået” eller ”jeg er irriteret”, blive mere og mere domineret af irritation, de­pression eller vrede. Vi har lagt os selv i lænker. Hvis vi i stedet siger ”en bølge af modløshed søger at overman­de mig”, er situationen en anden, fordi vi på den ene side oplever modløsheden eller vreden, og på den an­den side oplever selvet. På den måde identificerer vi os med selvet. Men det indebærer ikke nogen sukkersød holdning af fornægtelse og undertrykkelse, som siger ”Ih nej, jeg er skam ikke vred; jeg er et meget venligt menneske”, samtidig med at vi skærer tænder. Jeg er ingen fortaler for en sukkersød holdning om, at alt er godt, som f.eks. Candide i Voltaires roman. Vi må have mod til at konfrontere vores skygge (for at bruge et jungiansk udtryk) eller id’et (det’et), hvis vi ønsker at anvende et freudiansk udtryk, og konfrontere den direkte, blive bevidste om den og om psykodynamikkerne og de motivationer, der er forbundet med den. Men det betyder ikke, at vi siger, at vi er den. Det er ikke hele os; det er en del af os. Så den grundlæggende øvelse med dis-identifikation fra ikke-selvet og identifikation med Selvet er særdeles vigtig for psykosyntesen. Først at blive klar over, at jeg har en krop, men jeg er ikke min krop, for når alt kommer til alt vil alle kroppens celler inden for nogle få dage ikke længere være de samme, og alligevel oplever jeg en form for kontinuitet. Til tider er jeg træt, og til andre tider er jeg fuld af energi. Når der er så megen forandring, hvordan kan min identitet da ligge deri? Jeg har en krop; jeg anvender den, ligesom jeg anvender en bil, men jeg er føreren – ikke min bil. Det betyder ikke, at jeg ikke nyder bilen, eller for eksempel at jeg ikke nyder sex, men jeg er bevidst om, at jeg i min helhed ikke er den form for nydelse. Den er blot et aspekt af livet.

Det samme kan siges om mine følelser. Nogle gange føler jeg mig deprimeret, nogle gange opløftet, nogle gange føler jeg mig irriteret, og andre gange meget kærlig. Sindsstemningerne skifter, og hvor i hele dét er min identitet? Det er alt sammen forbigående sindsstemninger, jeg oplever, men jeg er ikke mine følelser. Ikke de­sto mindre er de ekstremt nyttige og anvendelige i min kontakt med andre mennesker. Jeg trækker mig ikke væk fra andre mennesker. Jeg har brug for følelser for at opleve på andre måder end gennem intellektet, hvordan andre mennesker reagerer, og for at udtrykke kærlighed og hengivenhed. Men jeg er ikke mine følelser.

Og jeg kan gå et skridt videre og tænke på alle de måder, hvorpå mine tanker, mit intellekt og mine idéer har ændret og udviklet sig over en årrække; at jeg nogle gange har skiftet standpunkt. Hvordan kan min identitet ligge deri? Jeg tænker, men jeg er ikke mine tanker. Jeg har et intellekt; det er et redskab, men jeg ophøjer det ikke (som nogle mennesker gør) til gudestatus, som jeg tilbeder. Det er bare et redskab; et intellekt; en måde at løse problemer og at tænke. Men jeg er ikke mit intellekt. Hvem er jeg da? Jeg er et Selv. Jeg er et punkt af ren selvbevidsthed. En af de letteste måder til at hjælpe en person med at forstå dette er at bede ham koncentrere på et eller andet som f.eks. at lukke øjnene og visualisere en hvid prik i yderkanten af en hvid cirkel. Meget hurtigt vil der dukke fornemmelser og følelser op, og alle mulige former for uvedkommende tanker vil dukke op. Man begynder da at opleve, at der på den ene side er et selv, der har ønsket at visualisere en prik og en cirkel, og på den anden side alle disse uvedkommende fornemmelser, følelser og tanker. Man bliver bevidst om, hvor lidt kontrol man har, og hvor meget forskel der er på selvet og strømmen af bevidsthed, som inkluderer fornemmelser fra kroppen, følelser fra den emotionelle natur, og tanker fra den mentale natur. Og endelig er der den yderligere oplevelse, når man bliver bevidst om, at dette bevidste selv ikke er ens ultimative sandhed og identitet. For til syvende og sidst forsvinder selvet om natten, og når vi vågner næste morgen, er vi tilbage igen. Det forsvinder under narkose eller i dybe hypnotiske tilstande, og alligevel dukker det op igen. Så måske er det blot en refleksion inden for et bevidsthedsfelt i et center, som er meget dybere, og som vi kan kal­de et Selv med stort ”S”.

Så den næste erkendelse, det næste stadie, er erkendelsen af ens sande Selv – opdagelsen af det forenende center. Idealmodeller kan være nyttige i dette arbejde; modeller, som vi kan bygge os selv op omkring. Men indre modeller, den indre følelse af opmærksomhed og individualitet er en anden metode. Jeg kan ikke i denne session gå alt for meget i detaljer, men ønsker at give et bredt perspektiv og vil derefter give en konkret teknik.

Næste skridt er psykosyntesen selv, dannelsen eller rekonstruktionen af en personlighed omkring dette center, som terapeuten har bistået patienten med at erkende. Det består af mange mellemliggende trin, som bl.a. gør brug af de til rådighed værende energier, transformationen og sublimeringen af seksuelle og aggressive drifter, koordinationen og underordningen af forskellige psykologiske funktioner og udviklingen af uudviklede funktioner. I forhold til de fire funktioner: sansning, følelse, tænkning og intuition er der generelt en ubalance. Nog­le mennesker har en tilgang til livet, der primært er baseret på sanseplanet, andre har en tilgang, der primært er baseret på fornemmelser eller følelser; andre må udtænke alt intellektuelt og kan ikke føle, men må udtænke, hvad de føler. For disse menneske involverer psykosyntesen udviklingen af følefunktionen, da den er uudviklet.

Derfor vil jeg gerne her give et overblik over en psykosyntese-teknik, der relaterer sig til udviklingen og brugen af forestillingsevnen.

Symbolsk visualisering: En psykosyntese-teknik

I denne teknik anvendes forestillingsevnen ikke til tomt dagdrømmeri, som vi indimellem gør, og heller ikke til kunstfærdig skabelse, som i sig selv kan være nyttig, men med psykologisk vækst og integration som det konkrete formål. Jeg ønsker at vise, hvordan denne teknik kan hjælpe, ikke blot i udviklingen af forestillingsevnen, men også i individets overordnede psykosyntese .

Mange af os oplever, at forestillingsevnen enten ikke er udviklet, eller at vi ikke kan kontrollere den. Hvis den er uudviklet, kan personen, når han/hun bliver bedt om at visualisere, ofte ikke se noget, idet alt intellektualiseres og ikke direkte kan opleves i billedernes verden. Hvis forestillingsevnen ikke er under vores kontrol, kan den løbe løbsk og forårsage mange vanskeligheder, skabe vilde fantasier, nytteløst dagdrømmeri grænsende til psykotiske, autistiske fantasier. Så formålet bliver at udvikle forestillingsevnen, men på en kreativ, konstruktiv måde, der tjener individets samlede vækst og udvikling. Visualisering, det billedmæssige aspekt af forestillingsevnen, er nært forbundet med det ubevidstes sprog, som grundlæggende er et billedsprog, som vi alle ved fra vores drømme. Når vi drømmer, taler vores ubevidste til os i billeder. Ved at vende denne proces om, enten ved at indgive det ubevidste billeder eller ved at udskifte de billeder, der kommer fra det ubevidste, er det muligt at tale til det ubevidste på dets eget billedsprog og således påvirke de ubevidste processer og derigennem i sidste ende øve indflydelse på vores ydre adfærd. Da mange af disse billeder er symbolske for vores følelser, holdninger eller konflikter, kalder jeg denne proces Symbolsk visualisering.

Symbolsk visualisering er både en psyko-diagnostisk og en psyko-terapeutisk metode. Det er en af de grundlæg­gende psykosyntese-metoder. Vi kan f.eks. bede en patient lukke øjnene og forestille sig en uudsprungen rosen­knop, der gradvist og i naturens tempo åbner sig op og bliver til en fuldt udsprungen rose. Når jeg forresten anvender ordet ”patient”, mener jeg ikke blot en patient, for der kommer mange mennesker til mig i selv-ak­tu­a­liseringsøjemed, Selv-realisering gennem terapi og ikke primært fordi de føler sig neurotiske. Så når jeg siger patient, mener jeg menneske. Hos nogle patienter folder knoppen sig straks ud til en fuld rose; diagnostisk be­tyder det, at det er et menneske, der har et mål relativt klart i bevidstheden, men som ikke vil igennem de van­skeligheder, den møje og den smerte, som de mellemliggende trin indebærer. Terapien indebærer da at be­de patienten forestille sig rosens vækst på samme gradvise måde som i naturen. Andre diagnostiske implikationer er endeløse. Lad mig give et par eksempler. En patient med undertrykt fjendtlighed visualiserede til at begynde med en rose med skarpe, takkede blade. Hos en anden patient, som var meget tilbagetrukket og isoleret, ville rosen slet ikke åbne sig; den forblev lukket som en knop. Disse fingerpeg om personlighedsdynamikker kan anvendes til tolkning og indsigt, som det er tilfældet i psykoanalyse , men det er også muligt at arbejde direkte med biledet og bede patienten gentage proceduren, indtil han er i stand til at producere en smuk rose og erkende, at processen er et væsentligt symbol på hans indre vækst og udvikling. Effekten af denne symbolske visualisering afhænger af personens voksende evne til at introjicere rosen og få en fornemmelse af det levende symbol, så symbolet arbejdet kreativt i personen og sætter gang i hans egne konstruktive og kreative kræfter.

Teknikkerne til symbolsk visualisering falder inden for et kontinuum, der spænder fra kontrolleret visualisering af specifikke symboler til fri, spontan visualisering af ustruktureret karakter, så som dagdrømmeri.

A. Kontrolleret symbolsk visualisering

I kontrolleret symbolsk visualisering er det grundlæggende billedmæssige indhold, selvom nogle af detaljerne kan være spontane, givet på forhånd. En indledende tilstand består i at sidde i en behagelig stol, lukke øjnene og opnå så afslappet en tilstand som muligt. Den siddende stilling letter, i modsætning til en liggende stilling, individets kontrol over de imaginative processer. Opmærksomheden trækkes mest muligt væk fra de kropslige processer og uvedkommende tanker og fokuseres i stedet på de konkrete symboler eller den symbolske situation, som ”sindets øje” skaber.

Der er to grundlæggende typer af kontrolleret symbolsk visualisering: (1) Den kontrollerede visualisering af dynamiske symboler, og (2) Den kontrollerede visualisering af symbolske situationer.

1. Kontrolleret visualisering af dynamiske symboler

Her kan der anvendes to fremgangsmåder:

a. I det første tilfælde søger selvet at fastholde billedet i en forud fastlagt form. Denne oplevelse giver normalt patienten en dramatisk erkendelse af hans manglende kontrol. Uønskede tanker og følelser bryder ind og forstyrrer koncentrationen. Billedet selv vil enten skifte eller tone bort. Han må skabe det igen og igen. Denne op­levelse hjælper patienten med at skelne mellem selvet eller ”jeg-et”, som ønsker at koncentrere på et bestemt billede, og bevidsthedens skiftende indhold. For at opnå den maksimale effekt af denne øvelse, kan der afsættes et par minutter dagligt over en periode på nogle måneder til denne type visualisering. Gradvist, med vedholdende praksis, vil personen opleve, at hans evne til at visualisere forbedres, og at han kan fastholde et stabilt billede i en længere periode. Således opnår han kontrol over forestillingsevnen, og hans fornemmelse af selv-identitet som den, der styrer sit indre og ydre liv, styrkes.

Selve udvælgelsen af det visualiserede billede kan føre til yderligere forandring, eftersom det netop vælges for sin dynamiske terapeutiske værdi. Særligt anvendelige i denne forbindelse er følgende:

(1) Symboler på syntese , på integration og balance omkring en indre kerne, så som en solsikke. Jung har bevidnet disse symbolers transformerende kraft. Ud fra studiet af mandala-symbolikken kom jeg til den konklusion, at disse symbolers integrative værdi primært ligger i de geometriske former, der er indlejret i billedet. I stedet for at vente på deres spontane fremkomst, er det muligt at visualisere disse grundlæggende integrative symboler. F.eks. visualiseres kanten af en hvid cirkel med en hvid prik i midten, herefter et lige-benet hvidt kors eller matematisk plus-tegn, sluttende med at visualisere omridset af en hvid ligebenet triangel, der peger opad, idet der anvendes fire til fem minutter på visualiseringen af hvert symbol i den nævnte rækkefølge. Erfaringen har vist, at det er vigtigt at skabe dette billede igen og igen, idet det toner bort, og at fortsætte denne praksis dagligt i 9-12 måneder for at sikre et virkningsfuldt og varigt resultat.

(2) Symboler på harmoniske menneskelige relationer, så som to hænder, der giver et håndtryk.

(3) Symboler på maskulinitet (f.eks. et sværd) og femininitet (en beholder som f.eks. en kop eller en vase). Hvis det visualiserede sværd er dækket med rust eller gået itu (som det forresten var tilfældet for en homoseksuel patient), bliver patienten bedt om at fjerne rusten eller at forestille sig, at han reparerer det, indtil han skaber en fin og skinnende klinge. Psykoterapeuter vil have let ved at se den seksuelle sym­bolik. Men det er mere end det. Det handler om hele hans maskulinitet og ikke kun hans seksuelle potens. Det repræsenterer hans rolle som et maskulint væsen i livet; han ser i hvor høj grad, han kan gøre sig gældende, når han befinder sig i en situation, der retfærdiggør dette. Med hensyn til det feminine symbol, koppen eller vasen, blev det visualiseret af en kvindelig patient, der oplevede det som sort indeni og fyldt med snavs. Jeg bad hende fjerne snavset og male vasen med guld indeni, og herefter fylde den med frisk vand. Dette restaureringsarbejde, som f.eks. blomster, der vokser op af mudderet, forekommer ofte spontant uden terapeutens mellemkomst.

(4) Symboler på følelsesmæssige tilstande (dvs. det følelsesmæssige, følende aspekt af vores menneskelige natur). I dette tilfælde kan subjektiv farvevisualisering vise sig effektiv med henblik på at frembringe ønskelige følelsesmæssige tilstande. For eksempel viste farven blå sig i de psyko-fysiologiske studier, jeg udførte ved Veterans’ Administration Hospital i Los Angeles, at have en beroligende virkning, navnlig hos forsøgspersoner, der led af svær angst. Virkningen havde endog indflydelse på hjernebølgerne på elektro-­encefalografen (EEC), jeg anvendte, og der var tilsvarende forandringer i blodtrykket, åndedrætsrytmen, og andre funktioner i det autonome nervesystem. Patienten bliver bedt om at visualisere sig i centrum af en kugle fyldt med en given farve, eller at forestille sig en situation eller et objekt med en bestemt farve som f.eks. en blå bjergsø; eller en geometrisk form fyldt med farve som f.eks. en blå cirkel eller en gul diamant.

b. I den anden tilgang til kontrolleret visualisering af dynamiske symboler søger selvet at ændre billedet i en på forhånd aftalt retning. Dette tillader anvendelse af levende symboler. Blandt disse er symboler på transformation (f.eks. transformeringen af en larve til en puppe til en sommerfugl) og symboler på vækst som f.eks. rosen, jeg allerede har nævnt, eller et frø der vokser til træets fulde styrke og modenhed (som f.eks. et ege- eller fyr­retræ), der er i stand til at modstå elementernes rasen. Jeg havde en meget interessant oplevelse med en patient, der under sin første session blev bedt om at visualisere et frø. (Jeg vil som regel gerne have patienten til at opleve det i terapien, hvorefter han kan arbejde videre med det på egen hånd). Træet begyndt at vokse og ønskede at vokse så hurtigt, at stammen ikke var stærk nok til at bære grenene. Det blev aldrig et træ, men blev i stedet vil en vinstok, der holdt sig ved jorden som en hængeranke, og som var et levende billede på den måde, patienten var afhængig af andre. I hans tilfælde var det en del af terapien at få ham til at begynde at ska­be rum for en naturlig vækst.

2. Kontrolleret visualisering af symbolske situationer

I den anden grundlæggende type kontrolleret visualisering, nemlig kontrolleret visualisering af symbolske situationer, gøres brug af bevægelsesdynamikker, ikke kun i forhold til et enkelt symbol som f.eks. et træ i vækst, men i forhold til en visualiseret række af begivenheder. Symbolske situationer kan komme på tale ud fra patien­tens egne frembringelser. Eksempelvis oplevede en mandlig patient, der havde seksuelle problemer, i en dag­drøm visse vanskeligheder, når han søgte at spille ping-pong med en kvinde. Han blev bedt om igen og igen at visualisere denne situation med henblik på gradvist at forbedre sit spil og mindske sin angst. Ved symbolsk at spille ping-pong med en kvinde kunne noget af den angst, der for ham var forbundet med heteroseksuelle forhold, eventuelt fjernes.

Symbolske situationer kan foreslås af terapeuten, afhængigt af patientens behov. Disse scener inkluderer følgen­de:

(1) Symbolsk visualisering af ønskelige personlighedstræk, så som at tålmodigt at binde en knude op, vågne fra en slumrende tilstand til klar oplevelse, tæmme og træne en vild hest. I denne forbindelse kan en vild hest repræsentere personligheden som helhed; og konkret kan den repræsentere de aggressive drifter, som må tæmmes, trænes (men ikke undertrykkes), så de kan frisættes og udtrykkes på konstruk­tiv måde.

(2) Symbolske repræsentationer af processen med at rekonstruere personligheden. Eksempelvis at bygge et hjem eller et tempel til erstatning for et faldefærdigt hus; eller at sætte en forsømt have i stand og visu­­alisere dens vækst i skønhed, dag efter dag i nogle minutter, indtil den virkelig bliver et udtryk for skøn­hed.

(3) Et symbolsk handlingsforløb, der repræsenterer opdagelsen og identificeringen af et forenende center, som personlighedens konflikter kan løses omkring. Eksempelvis at nå i sikkerhed i et fyrtårn på en klippe efter en farefuld svømmetur i det frådende hav, klatre op i toppen af fyrtårnet og fra dette punkt betragte havet med bevidstheden om, at dette handlingsforløb kan repræsentere evnen til at stå fast midt i følelsesmæssigt stormvejr, og at overleve sine konflikter med en holdning af iagttageren, der er identificeret med selvet , ”jeg’et”, bevidsthedens center. Set i dette lys er fyrtårnet mere end symbolet på det mandlige seksuelle organ; det bliver et symbol på selvet.

(4) Symbolske repræsentationer af inter-individuel psykosyntese , nemlig parrets, gruppens, menneskehedens psykosyntese – som f.eks. at spadsere sammen som et par eller en gruppe ad samme vej, hvor man hjælper hinanden til at overvinde de forhindringer, man møder på sin vej.

B. Spontan symbolsk visualisering

Det forud fastlagte forløb med udvikling af billeder i kontrolleret symbolsk visualisering kan ændres ved indtrængningen af spontant symbolsk indhold. I teknikkerne med spontan symbolsk visualisering bliver denne tendens til at tage imod spontane billeder næret, og der gøres ingen forsøg på forhånd på at fastlægge formen eller rækkefølgen af de symbolske repræsentationer, skønt der kan gives et billede at starte på for at igangsætte processen. Spontaniteten i den symbolske billedskabelse fremmes ved, at patienten ligger afslappet ned. I den foregående teknik visualiserede selvet eller ego’et et forudbestemt billede. I denne teknik ønsker vi at være mere receptive i forhold til disse uventede billeder og at lade dem kommer igennem på en mere spontan måde; så det er tilrådeligt, at patienten ligger ned, selvom det er af relativt mindre betydning. Jeg vil gerne her give en meget vigtig advarsel.

Hvor kontrolleret symbolsk visualisering (som jeg allerede har talt om) kan udføres af personen på egen hånd, finder spontan visualisering bedst sted, når der er en trænet psykoterapeut til stede. Dermed mener jeg en pro­fessionel psykoterapeut, der er specifikt trænet i denne teknik, som har prøvet det selv, og som ved, hvad det indebærer; som ikke føler sig fortabt, hvis en patient pludselig oplever, at han er ved at blive slugt af en drage. Jeg ville ikke råde nogen af os til at begive os ud i spontan symbolsk visualisering på egen hånd. Gør vi det, er det på egen risiko.

En af de mest ustrukturerede teknikker til spontan symbolsk visualisering er Jungs ”aktive visualisering”, hvor patienten eksempelvis bliver bedt om at fortsætte en afbrudt drøm, eller at forestille sig en dialog med drømme­figurerne. I Tyskland har Hanscarl Leuner fra Tübingens Universitet udviklet en teknik til ”bevidst symbolsk projektion”, som han anvender i sit psykodiagnostiske arbejde, og senest også i terapeutisk øjemed. Han anven­der en systematisk serie på omkring 20 symbolske situationer, som han foreslår patienten; for eksempel at vente på, at en person kommer ud af en hule. En af mine kvindelige patienter oplevede, at det var en løve, der kom ud af hulen. For at fremme hendes psykosyntese bad jeg hende om at blive gode venner med dette farlige dyr. Hun blev bange og troede, at hun ville blive ædt af løven. Men i en forudgående session havde hun haft en åndelig oplevelse, hvor hun så sig selv helt omgivet af hvidt lys, og jeg bad hende genkalde sig denne oplevelse, som hun tidligere havde forbundet med styrke og kærlighed. Idet hun gjorde det, oplevede hun ikke længere, at løven ville æde hende, selvom den stadig var meget vild. Jeg bad hende klatre over løven og at sætte sig op på den som en symbolsk repræsentation af hendes integration med sin dyriske natur. Denne fremgangsmåde var specielt vigtig for denne kvinde, som var meget spirituelt orienteret, men som havde brug for yderligere integration med sin fysiske og emotionelle natur. Til at starte med var det løven, som førte hende til sin hule, hvor hun mødte løvemor og ungerne. Idet jeg benyttede Desoilles ”guidede dagdrøm” (”Rêve Eveillé”), foreslog jeg hende at bestige et bjerg med løven. Symbolsk fremkaldte dette en sublimering af hendes dyriske drifter, repræsenteret ved løven, og igennem denne proces kunne hun nu lettere kontrollere disse drifter. Faktisk fandt hun, da hun nåede toppen af bjerget, at hun kunne dirigere løven, så da hun vendte tilbage til dalen, var hun og løven som en rytter til hest. Meget kort tid efter denne symbolske oplevelse begyndte patienten (som ikke havde kunnet skrive i de seneste to år) at opleve en bølge af kreativitet og genoptog sin skrivekarriere.

Desoille’s ”guidede dagdrømme” teknik gør på markant måde brug af nedadgående bevægelse for at kontakte truende symbolske repræsentationer af indre og inter-personelle konflikter, og af opadgående bevægelse i løsningen af konflikter, sublimering og menneskeliggørelse. Senest har Desoille struktureret sin terapi i en foreløbig serie af symbolske temaer inklusive at bestige et bjerg, nedstige i oceanets dybder, møde en heks i en hule (heksen repræsenterer ofte moderen, hustruen eller søsteren), eller at møde en troldmand (som kan repræsentere faderen, ægtemanden eller terapeuten).

Hvad der adskiller disse teknikker fra de sædvanlige dagdrømme, hvor angstfyldte situationer ofte undgås og mål nås uden anstrengelse, er ansporingen til at indtage en aktiv rolle i forhold til det truende symbol. Den te­ra­peutiske proces kan forklares med lære-teoretiske begreber som substitueringen af tidligere neurotiske reaktioner med frygt og undgåelse med sunde måder at reagere på. Hvis f.eks. man møder en blæksprutte i havets dybder, bliver patienten opfordret til at fange den på trods af sin intense angst og bringe den op til overfladen, op i dagslyset, hvor den nogle gange kan transformeres til moderens eller faderens ansigt. Patienten kan således opleve, at hans moder har kvalt eller overbeskyttet ham og således forhindret ham i at udvikle sin egen selv-identitet; eller at han var bange for sin fader, hvis faderen kommer frem som billede. Derefter visualiserer patienten, at han bestiger et bjerg sammen med moderen eller faderen. Han kan eventuelt opdage visse værdier hos den anden person gennem denne sublimering af sine ”lavere” drifter og i aktualiseringen af hans ”højere” tilbøjeligheder, og derigennem kan han blive bevidst om visse kvaliteter hos disse mennesker, som han ikke fuldt ud havde erkendt tidligere. Han kan endda begynde at opleve nye følelser af forståelse og kærlighed. Så i virkeligheden er det en metode til psykosyntese ”par excellence”. Man rejser ned i oceanernes dybde, ind i jor­dens indre, og derpå helt op til toppen af et bjerg og videre ind i himlen, ind i det universelle kosmos – og således forbinder man symbolsk ånd og stof i sig selv og integrerer sine åndelige aspirationer med sin fysiske natur.

I næste session vil jeg fortsætte med at tale om spontan visualisering, og derpå vil jeg give et konkret eksempel på en terapisession.