Table of content
“Verden bliver aldrig bedre end de mennesker der befolker den og de følelser og tanker de udtrykker i dagligdagen. Den afgørende udfordring bliver at lære mennesker at håndtere deres sårede indre børn og komplekser, og først og fremmest at starte med sig selv.” Denne erkendelse blev et vendepunkt i mit liv.
Af Kenneth Sørensen
Jeg har i knap 10 år været interesseret i Roberto Assagiolis psykosyntese . Det var dog først efter en større eksistentiel krise i begyndelsen af det nye årtusinde, at behovet for at uddanne mig til psykosynteseterapeut for alvor meldte sig. Den erkendelse som banede vejen for den beslutning var opdagelsen af, at jeg selv og mine omgivelser i forbløffende grad var styret af helt »banale« følelsesmønstre.
Det på trods af regelmæssig meditation gennem mange år og intensive filosofiske studier. Man kan også sige, at det var en opdagelse af den afgrundsdybe forskel mellem intellektuel teori og levet praksis, som med stor virkning rev illusionens forhæng fra mine øjne.
Opvågningen var smertefuld og skuffelsen dyb. For hvordan kunne vi opføre sig som om »helt almindelige mennesker«? Havde vi ikke netop grinet af og lagt afstand til især det politiske miljø, med alle dets magtkampe og intriger. Var verden netop ikke af lave, fordi landet og verden savnede politisk lederskab af mænd og kvinder der kunne »walk the talk«?
Men en ting er højstemte analyser noget andet er håndtering af dybe følelsesmæssige sår, der springer op, når virkeligheden begynder at kradse hårdt. Jeg vil ikke her gå nærmere ind i de endeløse blændværk, der rullede sig op for mine øjne med forbløffende klarhed, men blot fastslå min hovedkonklusion. Jeg selv og mine omgivelser havde identificeret os med fine filosofiske begreber uden at der var følelsesmæssigt belæg for dem.
Vi havde forvekslet intellektuel ekspertise med praktisk kunnen. Kort sagt: Vi var en samling middelmådige bønder i ridderrustning.
Det vanskelige følelsesliv
Da den værste skuffelse og afsky havde lagt sig og realismens kølige vinde havde gjort sin velgørende virkning kom selvransagelsens stund. »En bonde i ridderrustning, det er da ikke så ringe endda.« Bonden er et godt symbol på praktisk kunnen. Ridderrustningen et tydeligt symbol på den aspiration, der trods alt levede i hjertet på mig selv og mine omgivelser. Det er vidnesbyrdet om noget højere og bedre, som kaldte på min sjæl – men som jeg desværre ikke kunne aktualisere … endnu.
Var det jeg oplevede ikke en ganske almenmenneskelig erfaring? Hvor mange idealistiske mennesker har netop ikke fået sønderrevet deres idealer på følelseslivets skær. Med et langstrakt suk, der udfoldede sig gennem flere måneder udkrystalliserede sig en bærende ide, der var så banal som nogen ide kan være, men som ikke desto mindre trængte sig på som en uimodsigelig sandhed. Ideen kan formuleres i følgende udsagn: »Verden bliver aldrig bedre end de mennesker der befolker den og de følelser og tanker de udtrykker i dagligdagen. Den afgørende udfordring bliver at lære mennesker at håndtere deres sårede indre børn og komplekser, og først og fremmest at starte med sig selv.«
Den ide var på ingen måde ny for mig. Den var faktisk så genkendelig og indlysende, at jeg ikke havde tænkt nærmere over de dybere implikationer der lå i sætningen … at starte med sig selv.
Jeg havde i mange år vidst dette udsagn var sandt. Fra 1989-1991 afsluttede jeg en psykoterapeutisk uddannelse , og jeg havde siden da arbejdet fokuseret på at forædle min karakter, så hvad havde ændret sig?
Svaret står klart i dag: min holdning til følelseslivet.
Når meditation ikke er nok
Jeg havde indtil disse skelsættende begivenheder (ubevidst) betragtet følelseslivet som en besværlig faktor, man måtte leve med samt forsøge at forædle oppefra og ned. Det var en opfattelse jeg delte med mange mennesker i min omgangskreds. At personligheden – tanker, følelser og krop – kan forædles ved at påkalde Selvets kræfter gennem bøn og meditation . Denne praksis leder energien fra Selvet ind i personligheden og renser tanker, følelser og krop. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at denne praksis er virkelig værdifuld, effektiv og vigtig. Den er bare ikke altid nok.
Den var ikke nok for mig, for jeg havde hver eneste dag i over 12 år netop arbejdet på den måde. Når metoden anvendes som den eneste vej til personlig forvandling kan den, ifølge mine erfaringer, dække over en frygt for den smerte, som en nedstigning i dybderne altid indebærer. Men som Roberto Assagioli sagde: »smerten er ikke i vejen – den er vejen«.
Mange idealistiske mennesker ønsker kun at opleve højderne, sjælens glæde, ekstasen, kontakten med det guddommelige. Men denne stræben kan, hvis den ikke er afbalanceret med erfaringen i dybderne, og ønsket om at være til gavn for andre og yde en indsats i samfundet, føre til neurotisk adfærd. Det forstod jeg nu. Jeg havde så mange gange set, oplevet og erfaret hvorledes ellers kompetente mennesker opførte sig som plagede børn. Konklusionen var ret entydig. Først når vi går direkte ned i mørket og konfronterer os med de mangfoldige skikkelser der bor i vores indre rum, har vi en chance for at blive herre i eget hus. Jeg påbegyndte nu uddannelsen til psykosynteseterapeut og kombinerede oppefra og ned med nedefra og op.
Mødet med psykosyntesen og børnene
Mødet med psykosyntesen på uddannelsen til samtaleterapeut i psykosyntese var som at komme hjem. At dele sin følelsesmæssige smerte og længsel med mennesker i øjenhøjde – blot give udtryk for den følelsesmæssige sandhed der eksisterede her og nu, uden at dække sig ind og have paraderne oppe, var dybt forløsende.
At overgive sig til en kompetent terapeut, der kunne vejlede til større følelsesmæssig forståelse, fordi hun tog udgangspunkt i sin egen selverkendte smerte og psykosyntesens filosofiske afklarethed, var rigtigt. Men hvad er så psykosyntese? Jeg vil først og fremmest indledningsvis lade de levende indtryk få mund og mæle, afslutningsvis samler jeg psykosyntesens principper i fire faser.
De første jeg mødte på uddannelsen, og i de psykoterapier som jeg kastede mig ud i med liv og lyst, var børnene. Mine egne indre børn og de fantastiske børn som mine medkursister lod mig få indblik i.
De sårede, trodsige, depressive, fortvivlede, glade, ukuelige og livslystne børn, som fortsat lever inde bag huden af den voksne overfrakke, vi alle har iført os.
Det var virkelig en overvindelse at skulle til at give mig i kast med »det indre barn«. Et begreb jeg, for ikke så længe siden, betragtede som topmålet af selvoptaget navlepilleri. Men fakta er: De indre børn lever i os, hvad enten vi vil det eller ej. De udøver en ikke ubetydelig indflydelse på vores instinktive reaktioner på livet. Og forhindrer os ofte i at udtrykke vores bedste sider.
Delpersonligheder og det indre barn
Når jeg taler om de indre børn, så mener jeg de delpersonligheder eller ubevidste tankebilleder, som lever i vores ubevidste. Rundt omkring kernen af vores Jeg – den indre bevidsthed og tænker – lever der en række tankebilleder vi har identificeret os med, ubevidst såvel som bevidst. Disse delpersonligheder kommer til udtryk og giver sig til kende gennem en række bestemte personlighedstræk, der karakteriserer vores adfærd. Et af mine grundlæggende karaktertræk er en tendens til sårethed. En sårbarhed der gav mig store problemer som teenager og som fortsat udøver stærk indflydelse, når den aktiveres i mellemmenneskelige konflikter.
Delpersonligheden, som jeg gennem psykosyntesens metoder fik identificeret som mit indre sårede barn, har kostet adskillelige vanskeligheder og brudte forhold. Men det terapeutiske arbejde med det sårede barn har sat ansigt på et dominerende karaktertræk. Jeg har tegnet og malet dets form, beskrevet dets adfærd og følt dets afmagt, fortvivlelse og ensomhed. Arbejdet med »Lille Kenneth« har frem for alt givet mig en begyndende medfølelse og forståelse for de sårede følelser, der altid har været en irriterende barriere for mit personlige udtryk.
At have, men ikke være en delpersonlighed
Der er formentlig intet unikt i delpersonlighedsarbejdet, som det står beskrevet i det ovenstående, set i forhold til hvordan andre humanistiske og psykoterapeutiske retninger arbejder med det ubeviste. Men psykosyntesens særlige styrke består i holdningen til delpersonlighederne. Psykosyntesen tror ikke på, at mennesket blot er summen af dets delpersonligheder, som mange andre psykologiske retninger gør. Psykosyntesen er en psykologi med en sjæl, der kaldes Selvet .
Den identificerer det egentlige menneske som et center af ren selvbevidsthed og vilje , der har nogle tanker følelser og en krop, men ikke er disse. Det egentlige menneske er det indre vidne og iagttager. Den indre bevidsthed der oplever de mangfoldige psykiske kræfter, som lever i den samlede psyke og som den forsøger at samle til en helhed og syntese . Det er den holdning, der gør forskellen i det terapeutiske arbejde.
Opgaven består nemlig først og fremmest i at disidentificere sig fra de mangfoldige selvbilleder, der præger vores karakter efter vi har gennemlevet og oplevet dem. Roberto Assagioli udtrykker det således:
»Vi er domineret af alt hvad vores Selv identificerer sig med. Vi kan dominere og dirigere alt, som vi kan disidentificere os fra«.
Den terapeutiske proces har derfor det mål, at vi opnår den grad af frihed, hvor vi som herre i eget hus kan vælge, hvordan vi vil reagere. Det er her viljen kommer ind som en væsentlig faktor. Der er ikke tale om at fornægte nogen del af vores natur, men om at opnå evnen til at vælge tid og sted for hvornår og hvordan, vi ønsker at udtrykke os. Hvordan det opleves i praksis følger her.
Samtale med det indre barn
Det er min og mange andres erfaring, at man i forbindelse med et valg om at ville møde sine indre børn og »dæmoner« oplever en samtidighed (synkronicitet) i forbindelse med det ydre liv. I det samme jeg havde sagt ja til at se på børnene, udløste begivenheder i mine omgivelser de selv samme sårede følelser. Det var som om en meget ubehagelig – men meningsfuld sammensværgelse havde konspireret.
Igen og igen oplevede jeg »svigt« og efterfølgende udløsning af de gamle magtfulde følelser af had, fortvivlelse og dybe drivende kræfter der søgte at kappe båndende over til de mennesker, der trykkede på knapperne. I terapien arbejdede vi med at identificere følelserne – og igen og igen kom det sårede barn på banen. Efterhånden lykkedes det mig at få identificeret den smerte, der var bundet i delpersonligheden ved at gennemleve og »føle med«.
De utroligt stærke billeder, som det lykkedes mig at tegne uden besvær, indledte jeg samtaler med. Det er her disidentifikationsprocessen begynder. Ved at betragte delpersonligheden som et selvstændigt liv uden for mig, kunne jeg langsomt lære den nærmere at kende.
Jeg arbejdede løbende med den gestaltterapeutiske metode »de varme og tomme stole«. Gennem denne metode identificerede jeg mig henholdsvis med det sårede barn ved at sidde på én stol for derefter at flytte stol og identitet til voksen bevidsthed . Denne træden ind og ud af rollen giver erfaring med disidentifikationsholdningen.
Det daglige arbejde med disidentifikation
I dagligdagen muliggjorde dette arbejde, at jeg efterhånden lærte at kende det følelsesregister der hørte til det sårede barn og kunne disidentificere mig fra det. Når en begivenhed udløser den gamle smerte i maven, og jeg bliver grebet af en følelse af selvmedlidenhed og vrede, der instinktivt søger at »give tilbage« eller bryde forbindelsen, vælger jeg i dag en ny strategi. Jeg registrerer følelsen og identificerer den efterhånden hurtigt som min sårede delpersonlighed . Jeg forsøger at acceptere, at jeg føler som jeg gør ved at rumme følelsen og vende den med mine nærmeste. Efter et passende tidsrum, hvor smerten har fået lov til at fylde, spørger jeg delpersonligheden hvad den har behov for. Det forsøger jeg at opfylde under hensynstagen til de værdier jeg har for mit liv og situationen i øvrigt. Ofte oplever jeg, at en ærlig samtale med de mennesker som har udløst følelsen, og hvor jeg tager ansvar for min del, har den stærkest healende virkning på mig.
Det er min erfaring, at disse åbenhjertige samtaler kan skabe nye og stærke broer til mennesker og faktisk styrker forbindelsen. Det er som om sårbarhed og mange andre følelser kan blive en intim kanal for kærlighed og omsorg mellem mennesker, når de håndteres bevidst. De vækker det smukkeste i os selv og andre på nøjagtig samme vis som de ydre børn gør.
Delpersonligheder som højere transpersonlige muligheder
Princippet om, at vores skyggesider rummer vores højere åndelige muligheder, er fremstillet forbilledligt i mangfoldige eventyr – hvor skyggefiguren får prinsessen og det halve kongerige. Jeg oplever, at disse forkrøblede og fordømte sider i vores natur, meget ofte er de indgange hvorigennem kærligheden kan strømme. Ved at lukke af for disse sårbare sider i elitær selvtilfredshed eller ud fra holdningen om, at det er infantilt navlepilleri, opretholder vi kun de barrierer og den distance, som vi nødvendigvis må bygge op for at beskytte os selv.
I værste fald ødelægger de vores relationer fordi kun forsvarsmekanismerne, de aggressive og manipulative kræfter tillades frit løb, i retfærdig harme overfor »angrebene udefra«. »Man har vel lov til at forsvare sig«, er ræsonnementet. Men det man aldrig opdager er, at det i virkeligheden er et lille bange barn i en voksen krop, som styrer begivenhederne. En særdeles farlig cocktail.
Naturligvis skal arbejdet med de indre skyggesider ikke blive livets mål og mening, for så forveksler man midler med mål. Målet er altid at blive det bedste man kan blive. At udtrykke det sande, det gode og det smukke i et skabende samfundsengagement, det er holdningen i psykosyntesen.
Det bringer mig frem til et andet væsentligt punkt, der identificerer Assagiolis psykologi som et helt enestående udviklingsværktøj. Det er ikke arbejdet i dybderne, der frembringer den egentlige psykosyntese . Det er et nødvendigt forstadium, der forankrer personligheden i den følelsesmæssige virkelighed og fortid. At blive det bedste vi kan blive forudsætter en personlig vision vi kan forfølge – en kontakt med de højest realiserbare potentialer i vores transpersonlige natur, den indre identitet psykosyntesen kalder Selvet .
Hvordan vi bliver os selv gennem fire faser
Jeg vil nu for overblikkets skyld gennemgå en række af de faser som psykosyntesen arbejder med og selv om gennemgangen er mere akademisk end det foregående, så er der tale om reelle oplevelser og erfaringer der gennemleves. At blive sig selv er nemlig en rejse, der set med psykosyntesens perspektiv indebærer en række stadier, som ikke nødvendigvis kommer i forlængelse af hinanden, men som udfolder sig sideløbende undervejs. 1. Vi må forstå vores personlighed. 2. Vi må lære at være herre i eget hus og derfor styre personlighedens forskellige funktioner. 3. Vi må erkende vores virkelige Selv – og skabe en personlig vision der kan virke som et forenende center. 4. Vi må bevidst arbejde på at fremkalde en psykosyntese , der er skabelse af en helstøbt personlighed omkring det nye center. Lad mig uddybe disse fire punkter.
1. Vi må forstå vores personlighed
Det er ikke nok blot at lave en »inventarliste« over de allerede kendte egenskaber og personlighedstræk. Vi må også foretage, siger Assagioli: »en umådelig udforskning af de vidtstrakte ubevidste regioner«. Det gælder såvel de dybe og mørke områder af det lavere ubevidste , men også de ubevidste regioner i det mellemste og højere ubevidste (se figur 1.), hvor vores højeste og indtil nu urealiserede potentialer befinder sig. Denne rejse kan ske, både gennem en individuel daglig refleksion, meditation , samtale med gode venner og egentlig psykoterapi. Denne udforskning har jeg beskrevet elementer af gennem min personlige beretning ovenfor.
2. Mestring af personlighedens forskellige funktioner
Efter at have opdaget de nye sider af os selv må vi arbejde på gradvist at opnå kontrol over dem. Den mest effektive metode til det er gennem disidentifikation , således som jeg tidligere har beskrevet det. I dette princip ligger hemmeligheden om vores slavebundethed eller frihed. Hver gang vi identificerer os med en »fejl«, en frygt eller enhver personlig følelse eller drivkraft, begrænser og paralyserer vi os selv. Hvis vi i stedet, når vi oplever en begrænsende følelse, siger: »en bølge af modløshed prøver at oversvømme mig« – eller »en vredesimpuls forsøger at overmande mig« så er situationen en helt anden. To modsatrettede kræfter konfronterer hinanden. På den ene side vores årvågne bevidste Jeg og på den anden side modløsheden eller vreden. Selvom Jeg’et skulle tabe magten over disse impulser, så er det kun et slag der er tabt, ikke selve kampen. For det kan efterfølgende trække sig tilbage og forberede sig på andre situationer af samme slags. Psykosyntesen bidrager med et væld af metoder til at opbygge sin vilje og mentaltræne sig til at håndtere disse vanskeligheder. Den vigtigste regel her er aldrig at fordømme eller fortrænge nogen af de impulser vi registrerer. Vi må 1. identificere virkeligheden 2. acceptere den 3. imødekomme den helt eller delvist, for derigennem: 4. forvandler vi den. Disse stadier er beskrevet i ovenstående afsnit der hedder: Det daglige arbejde med disidentifikation.
3. Erkendelse af det virkelige Selv – og opdagelsen eller skabelsen af et forenende center
Det er ikke svært at forklare teoretisk, hvorledes vi opnår bevidst kontakt med de højeste potentialer i os, men i virkelighedens verden er det et umådeligt stort arbejde, og ikke alle er parat til det. Vejen mod fuld realisering af vore højeste potentialer indebærer mange stadier undervejs, og de af os der ikke formår at skabe en direkte kontakt med Selvet i dens essens, kan skabe et billede og et ideal af den perfektionerede personlighed i tanken. Disse mentale idealbilleder, der kun kan skabes gennem nøje analyser af vores værdier og refleksion over vores højere potentialer, bærer en stor kraft i sig. Man kan også sige, at vi må vide hvad vi virkelig kunne blive, for at blive det. Det, der tales om er en personlig vision af den vi kunne tænke os at være. Det, der kendetegner succesfulde topatleter, videnskabsmænd, kunstnere m.fl. er at de ofte er bærere af en vision, der som et lys leder dem gennem mange vanskeligheder til deres mål. Vi må derfor vedvarende spørge os selv: »hvad er det jeg virkelig vil«? Her er det dog væsentligt at advare imod, at man opbygger urealistiske idealbilleder. Derfor er det også vigtigt at det første stadie er påbegyndt, så man kender sine indre ressourcer godt. Men det er desværre her, at så mange især idealistiske mennesker vælger at springe fra. Smerten er for stor og de fortrængte sider er for mørke og for langt fra idealet. Disse drifter og komplekser udgør dog en helt nødvendig »motorkraft« og rummer vigtige potentialer, hvis vi skal gøre os håb om at realisere de højere sider af vores natur.
4. Psykosyntese – formeringen eller rekonstruktionen af personligheden omkring det nye center.
Når det enhedsskabende center er fundet (idealkarakteren og den personlige vision), kan vi ud fra det center forme en ny personlighed – sammenhængende, organiseret og forenet. Alle de identificerede ressourcer i personligheden sættes nu ind mod at nå dette mål. Det er ud fra denne proces at Assagioli kaldte sin psykologi for psykosyntese. Målet er en fuldkommen sammensmeltning eller syntese af det bevidste Jeg og det højere Selv. En syntese, hvor det personlige selvbevidste Jeg anvender alle sine ressourcer på at identificere sig med og udtrykke sine højeste potentialer. Det højere Selv vil nemlig altid søge at udtrykke sig i et skabende samfundsengagement, fordi det netop er et udtryk for de højeste æstetiske, etiske og transpersonlige impulser mennesket er i besiddelse af.
I praksis hører punkt tre og fire i høj grad ind under meditationens område, selvom vi også arbejder i praksis på at realisere visionen. Meditation er den koncentrerede anvendelse af forestillingsevnen idet vi dagligt reflekterer over visionen gennem lang tid. Denne fokuserede indre holdning skaber handlinger og karakter.
Man kan sige, at vi i denne fase arbejder oppefra og ned. Men i praksis er personligheden langt mere kompliceret, derfor må vi sideløbende arbejde nedefra og op, således som de første to punkter angiver. Afslutningsvis vil jeg konkludere, at kontakten til bonden, som symbol på alt det ubearbejdede og uslebne i karakteren er nødvendig, hvis de ædle motiver og visionen, som rustningen er et symbol på, skal indfries.
Sådan kan du komme videre
Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv
Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi
Gem kommentar