Meditation og træning i selverkendelse, af Roberto Assagioli

Roberto Assagioli giver i denne artikel en meget dyb og viis præsentation af meditation og kunsten at meditere korrekt.

Af Roberto Assagioli m.fl. Uddrag fra bogen Skabende meditation.

---

”Personlig” meditation og ”tjenestemeditation”

Den omfattende interesse for meditation i hele verden viser, at der foregår en betydelig udvidelse af den menneskelige bevidsthed. I mange tidaldre har menneskeheden udforsket alle områder inden for den fysiske eksistens, men den stigende interesse for bevidsthedsområdet viser, at menneskeheden er nået frem til nye niveauer i søgen efter viden og foståelse, og det viser også, at den er ved at gå ind i den nye tidsalder.

Meditation – en videnskabelig proces

Meditation er en metode til udforskning af de mere subtile bevidshedsområder og til at trænge ind i det overbevidste område, og den bør derfor betragtes som en særlig videnskabelig proces og ikke udelukende som abstrakt tænkning på de mere konkrete eksistensniveauer. Det er nødvendigt at fremhæve dette, fordi mange har tendens til at opfatte meditation som en metode, der ikke har et specielt mål eller et skabende formål, og i dagens stressede liv opfatter mange meditation som en ”flugtmekanisme”.

Meditation – en mental metode

Sand meditation er langt fra en flugt til uhåndgribelige sfærer eller til unormale oplevelser. Sand meditation er en mental metode til at nå stadigt bredere og dybere bevidsthedsområder. Den forstærker den personlige udvikling og kreativitet.

Meditation kan anvendes på to måder:

1. Til udvikling af egen selverkendelse.
2. Som tjeneste for menneskeheden og for planeten.

Det er nødvendigt at forstå forskellen i disse to punkter, for det er to forskellige metoder, og de har ikke samme formål. Man bør derfor blive klar over, hvilket af dem man ønsker at anvende, og hvordan man ønsker at kombinere dem i specielle meditationer.

To meditative evner

I meditationsgrupper i den nye tidsalder vil man hovedsagelig kocentrere sig om meditation som tjeneste for den nye tidsalder. Men for at kunne opfylde dette mål, må man nødvendigvis udvikle sine egne meditative evner og egen selverkendelse. Disse to evner kompletterer hinanden, og anvendes de sammen, kan de skabe en sand og fuldkomengørende ekspansion af det indre liv. Når den åndelige erkendelse øges via meditation på sjælen, så skærpes evnen til at tjene. Når tjeneste udføres med åndelig kreativitet og udstråling, så påkaldes sjælen, og man får større kendskab til det. Kreativitet og udstråling kompletterer og afhænger af hinanden.

Endvidere må man være klar over, at psykologiske og åndelige aktivteter kan ikke realiseres, når de udføres hver for sig, for der foregår et aktivt samspil mellem dem. Tænkning kan vække følelse og vice versa, og både følelse og tænkning har plads i sand meditation. Den omfatter den følelsesmæssige side såvel som den mentale, og aspiration og invkation er vigtige faktorer. Viljen er ligeledes et vigtigt element, idet den tilfører påkaldende og dynamisk energi. Det er en sammenblanding i forskellige proportioner af alle disse facetter, der resulterer i en stærk, synteseskabende indre handling.

Definition af forskellige meditationer

Da ordet meditation anvendes i mange forbindelser og almindeligvis ret overfladisk, vil det gavne at begynde det tredje år med en kort beskrivelse af de to grundlæggende typer, der blev introduceret i det andet år:

1. Refleksiv meditation.

Den anvendes ofte som koncentreret tænkning på et særligt emne, og den omtales også som meditation på et ”nøgleord”. Dette indebærer, at man skal definere og udvikle nøgleordet og opnå indsigt i dens forbindelser og anvendelsesmuligheder.

Ved refleksiv meditation er det overraskende, hvor mange aspekter og betydninger man kan opdage, endog i forbindelse med et emne, som man mener at have særdeles godt kendskab til. (Et eksempel er beskrevet i andet års anden instruktion vedrørende kærlighed).

2. Receptiv meditation

Når man ikke kan finde mere om emnet ved hjælp af tænkeevnen, så må man bestræbe sig på at løfte bevidsthedscentret så højt op som muligt til sjælen. Derved standser tænkningen, og emnet fastholdes i bevidsthedscentret med en rolig, stille og afventende holning. Som hjælp til at fastholde bevidstheden fokuseret på denne måde, kan man for sig selv langsomt gentage ordet eller ordene, der minder om emnet. Det synes ofte, som om intet hænder, men til andre tider ”falder” der noget nyt og uventet ind i bevidsthedsområdet. Af og til kan det være en levende erkendelse med dybere betydning, end man tidligere var i stand til at opnå. Dette kan benævnes som intuitiv opfattelse. Det kan være nyttigt at opfatte dette stadie således: Man lytter med et indre øre og/eller ser opad med et mentalt øje.

Ved begge disse meditationstyper må man være meget påpasselig med ikke at falde i en passiv, drømmeagtig og næsten mediumistisk tilstand, og man må være særdeles agtpågivende over for de illusioner eller blændværk, man kan komme i berøring med. (Det fjerde år af disse instruktioner vil forklare mange af sådanne blændværk).

Glem ikke de grundlæggende meditationsteknikker

Disse forskellige aspekter i meditation blev beskrevet sidste år, hvor det drejede sig om de grundlæggende teknikker, og om hvordan de kan anvendes til at støtte de love og principper, der er behov for i den nye tidsalder. Det, der dengang blev studeret, bør ikke glemmes, da det daner grundlaget for al meditation. Det andet års instruktioner kan meget vel anvendes sideløbende med det nuværende materiale. F.eks. kan det være vanskeligt at nå frem til en ”højere” meditation uden at skole sig  i de forberedende trin med koordination og koncentration. Skal alle fremtidige meditationer blive vellykkede, så afhænger det af, om man forstår og mestrer de grundlæggende teknikker.

I det andet års instruktion fulgte receptiv meditation efter refleksiv mditation, men det kan også forekomme omvendt, hvilket kan opleves i tredje års instruktion. Når den kommer før refleksiv meditation vil det føre til den inspiration og de nøgleord, som man vil fokusere på i det refleksive stadie.

Karakteregenskaber og tendenser

I dette tredje år vil flere aspekter vedrørende meditation blive studeret, og for at uddybe forståelsen af lovene og principperne vil den nye tidsalders karakteregenskaber og tendenser blive gennemgået, og der vil blive givet forslag til meditationer, der har relation til dem. På denne måde bliver det muligt at udvikle forståelsen og praktiseringen af både ”personlig” meditation og ”tjenestemeditation”.

Meditation er indre handling

Som tidligere nævnt er meditation en særlig form for indre handling – en særlig form for at arbejde med indre Der findes endnu kun begrænset erkendelse af de enorme kræfter, som disse indre energier har til at skabe forandringer og endog virkelig forvandling – ikke kun for det enkelte menneske, men gennemføres det af grupper også af tilstande i verden. Meditationsgrupper i den nye tidsalder har en stor forpligtelse til at anvende disse energier rigtigt med ubegrænset mulighed for at arbejde konstruktivt for det gode.

Skabende meditation

Det skal nu gennemgås, hvordan refleksiv meditation og receptiv medtation kan anvendes sammen og i udvidet form som en positiv skabende kraft. Effektiv skabende meditation har følgende faser eller stadier:

1. Forberedelse, der hovedsageligt består af:

a. At i så høj grad som muligt at eliminere alle de fordomme, som bevidstheden måtte indeholde – det gælder tanker, følelser, ønsker og lignende.

b. At løfte bevidsthedscentret og koordinere og forankre det på det mentale niveau.

c. At løfte bevidstheden yderligere op til sjælens niveau.

2. Receptiv meditation, der sædvanligvis fører til, at tanken oplyses af sjælens lys, hvorved den bliver i stand til at modtage ideer og at opnå intuitiv forståelse af tendenser, der vedrører den nye tidsalder og det specielle område af den, som man retter sin opmærksomhed mod.

3. Refleksiv meditation, hvor man ved koncentreret og styret tænkning på disse ideer bestræber sig på at forstå dem stadig klarere og dybere, og at finde frem til alle de udviklingog anvendelsesmuligheder, som de har og bør have.

4. Skabende meditation. Denne meditation indebærer, at man skal avende den oplyste tanke, da den har kontakt til sjælen, for at skabe og opbygge tankeformer, der indeholder et positivt element af den indsigt og de intuitive indtryk, man har modtaget og reflekteret over. Dette bringer større klarhed over det, der er kommet kontakt til under meditationen. Det vil endvidere muliggøre og også tillade, at den berørte energi bliver tilgængelig for den mediterende og for andre. Efter at have opbygget en tydelig tankeform, der har relation til meditationens tema, skal der tilføres følelsesenergi, således at kraften fra ens egne følelser lidt efter lidt indpodes i tankeformen, hvilket giver bedre retning for meditationen. (Denne proces med at bringe tænkeevnens styrke og hjertets styrke sammen blev beskrevet i andet års femte instruktion i delen om invokation og evokation). Det næste vil være, at menneskeheden kan visualisere de frugtbare virkninger, der vil opstå efter modtagelsen af en tankeform.

5. Udstråling. For at fuldføre processen er det nødvendigt at frigøre den kontaktede energi, da man kan blive overstimuleret ved at fastholde energi, som har betydning for menneskeheden, og som den kan avende. Udstrålingsprocessen og værdien af udstråling er beskrevet i andet års sjette instruktion. Man vil muligvis også have glæde af at genopfriske de forskellige grundlæggende regler i ”tjenestemedittion”, der findes i andet års instruktioner.

Man bør vide, at skabende meditation ikke betyder, at man selv skaber skitserne for den nye tidsalder ud af intet, for de findes allerede, idet de er udarbejdet af bevidstheder, der er langt mere udviklet end menneskets. Men man kan medvirke ved at skabe nye tankeformer, som disse skitser kan iklædes, dvs. et nødvendigt hylster eller ”legeme”, så de kan blive tilkendegivet i det ydre.

Skabende arbejde

Det, der forsøges i meditationsgruppen for den nye tidsalder, er at skabe de nye tankeformer, der kan virke som grundlag til opbygning af en positiv fremtid, og at udbrede dem, således at de kan blive til gavn for menneskeheden. Skabende arbejde i den nye tidsalder vil sigte mod at skabe former, der i sig har nye og højere tanker og nye former med en fyldestgørende og mere hensigtsmæssig tilkendegivelse af de åndelige love og principper, som der mediteres på. Grundlaget for det skabende arbejde bør være tilskyndet af en dynamisk vilje-til-det-gode, en velovevejet vilje-til-at-tjene eller i det mindste en aktiv god vilje.

Levendegørelse af eksisterende tankeformer

Udover den skabende aktivitet man selv, eller den gruppe man tilhører, udarbejder, kan man støtte og samarbejde i et udviklingsarbejde og i ”levendegørelse” af tankeformer, der er skabt af andre. Dette kan gøres på flere måder:

1. Ved klar tænkning og korrekt formulering. At det er betydningsfuldt at formulere tanker og ideer rigtigt er blevet gentaget af alle filosoffer lige siden den tidlige kinesiske tid.
2. Ved at anvende imagination, der i sig har en skabende kraft på grund af billeddannelsers impulser og tilskyndelser.
3. Ved at vitalisere tankeformerne med varmen fra egne følelser, med styrken i ens egne ønsker og med kraften i ens egen egenvilje.
4. Ved kommunikation:
   1. Subjektiv udbredelse af tanken ved hjælp af direkte indre udstråling. Muligheden for at anvende telepati på denne måde erkendes mere og mere, og denne form for telepati er årsag til, at ideer og følelsesladede tanker udbredes så overaskende hurtigt gennem menneskeheden.
   2. Objektiv udbredelse af det formulerede ideal ved hjælp af tale og skrift og symboler og ved at anvende alle tilgængelige ydre kommunikationsmidler til at informere enkeltpersoner og masserne.

Et advarende ord

Et advarende ord bør lyde her. Man bør ikke blive så ivrig, at man identificerer sig med den ide, der er ved at udvikle sig. En sådan identifikation kan føre til, at man bliver ”tappet” og udmattet og ligeledes til, at man kan blive besat eller overskygget af de ideer eller former, som de har udviklet sig til, da det kan føre til snæversynethed og fanatisme. Ingen ide eller form uanset hvor smuk bør slavebinde et menneske.

Der findes endnu en fare, som man bør være opmærksom på. Når den oprindelige ide daler ned til ydre tilkendegivelse, kan den blive reduceret, fordrejet eller endog forvansket og anvendt til selviske formål af den enkelte eller af gruppen.

Meditationens mål og midler

En form for fordrejning, som man specielt skal være på vagt overfor, er den generelle tendens til at tillægge de metoder, der anvendes for at nå målet, for stor betydning, hvorved målet tabes af syne eller det underornes metoderne. Det sker ofte, at en organisation bliver et mål i sig selv.

Men alle disse hindringer og farer kan undgås ved at anvende loven om rigtige relationer, som i dette tilfælde bør anvendes til at etablere rigtige relationer mellem ideen og formen, dvs. mellem den brændende iver eller nødvendige entusiasme og med en bred synsvinkel og dygtighed   i handling. Dette indebærer en erkendelse af det nødvendige i, at der sker en gradvis overgang fra det gamle til det nye, og i et vist mål med rigtige og midlertidige kompromiser under overgangsperioden. Det kan alt sammen sammenfattes ved at anvende visdom.

Realisering af sjælen

I vor tid har problematikken vedrørende selvidentitet fået stor opmærsomhed. Tidligere blev den generelt ignoreret, og psykologien tog endog ikke sjælen i betragtning. Men den nuværende eksistentielle nysgerrighed og søgen efter mening har bragt problematikken om selvidentitet frem i forgrunden  – dvs. problematikken om: “Hvem er jeg”.

 Dette spørgsmål er psykologer og psykiatere begyndt at stille, og svarene er interessante og til tider overraskende. Det viser sig, at de fleste afslører en indre usikkerhed, for når man generelt tager sig “selv” for givet, så forvirres og desorienteres man let, når man stilles over for dette spørgsmål.

Identifikation og rollespil

Vanskeligheden består i, at man konstant identificerer sig med det, man indeholder i bevidstheden. Man siger hele tiden “Jeg er træt”, “Jeg er vred”, “Jeg tror dette” og “Jeg mener dette”, hvilket betyder, at man identificerer sig med det fysiske legeme, sine følelser og sine tanker. Man går fra den ene identifikation til den næste. Det samme er tilfældet med de roller, man spiller i livet. Man siger “Jeg er en søn”, fader, hustru, læge, eller hvad det måtte være. Man siger alt andet end, at man er sin “sjæl”. Dette belyses og illustreres i følgende diagram fra Roberto Assagiolis bog, Psykosyntese (Kentaur  Forlag).

1. Det lavere
2. Den mellemste
3. Den højere ubevidste eller overbevidstheden.
4. Bevidsthedsområdet.
5. Det bevidste “jeg”.
6. Det højere, åndelige selv eller sjælen.
7. Det kollektive

Betragt punktet i midten af ovalen og området omkring den. Punktet repræsenterer “jeg’et” og cirklen omkring den er området med den normale bevidsthed . Der findes imidlertid en konstant identifikation og forvirring mellem “jeg’et” og bevidsthedens indhold.

 Underbevidsthed og overbevidsthed

Omkring dette område er der en stor region med de tre ubevidste niveauer – det lavere ubevidste, det mellemste ubevidste og overbevidsheden. Fra disse niveauer og fra den ydre verden bryder der konstant nye elementer ind i bevidsthedsområdet, og således bliver det stakkels “jeg” så at sige overdækket og tilsløret af mange typer “indhold”, der bliver det, som den normalt identificerer sig med.

Det første skridt i selvidentifikation er derfor disidentifikation med alle disse typer “indhold”. Den følgende øvelse vil være til stor hjælp i denne henseende og i udviklingen af en virkelig forståelse af “jeg’et” i centrum, dvs. “jeg’et”, der henvises til i andet års instruktioner som “iagttager” eller “observatør”.

Øvelse i disidentifikation

(udarbejdet af Roberto  Assagioli)

“Når øvelsen udføres af en gruppe, så taler den, der leder øvelsen, helt naturligt i første person, men hver især kan tilpasse sig til det, der siges. Øvelsen kan udføres som følger:

Du sætter dig i en behagelig og afslappet stilling med lukkede øjne. Derefter bekræfter du: Jeg har et fysisk legeme, men jeg er ikke mit fysiske legeme. Mit fysiske legeme kan have forskellige helbredeller sygdomtilstande og kan være enten udhvilet eller udmattet, men det har intet at gøre med mit virkelige ”jeg”. Mit fysiske legeme er mit dyrebare redskab, hvormed jeg kan handle og opnå erfaring, men det er blot et redskab. Jeg behandler det godt. Jeg søger at holde det i en god helbredtilstand, men det er ikke mig selv. Jeg har et fysisk legeme, men jeg er ikke mit fysiske legeme.

Jeg har følelser, men jeg er ikke mine følelser. Mine følelser er utallige, indbyrdes modstridende og foranderlige, og alligevel ved jeg, at jeg altid forbliver mig selv, både i tider med håb eller fortvivlelse, i glæde eller sorg, i en irritabel eller rolig tilstand. Siden jeg kan iagttage, forstå og bedømme mine følelser, og derved i stadig højere grad beherske, styre og anvende dem, er det helt tydeligt, at de ikke er mig selv. Jeg har følelser, men jeg er ikke mine følelser.

Jeg har begær, men jeg er ikke mine begær, der skabes af fysiske og følelsesmæssige pres og af ydre påvirkninger. Begær er også foranderlige og indbyrdes modstridende og kan ændre tiltrækning til frastødning. Jeg har begær, men de er ikke mig selv.

Jeg har et intellekt, men jeg er ikke mit intellekt. Det er mere eller mindre udviklet og aktivt, og det er udisciplineret, men kan modtage undervining. Det er et organ til viden i relation til den ydre verden såvel som til den indre, men det er ikke mig selv. Jeg har et intellekt, men jeg er ikke mit intellekt.

Efter denne disidentifikation af det bevidste “jeg” (det aspekt af sjælen, der er inkarneret i personligheden) fra det, som bevidstheden indeholder (sansninger, følelser og tanker), erkender og bekræfter jeg, at jeg er et center med ren selvbevidsthed. Jeg er et center af vilje, der er i  stand til at beherske, styre og anvende alle mine psykologiske processer og mit fysiske legeme.”

Mennesket er slave af sine identifikationer

Denne øvelse synes at være nem, men det er den på ingen måde. Man har konstant vænnet sig til ovennævnte identifikation, så det er vanskeligt at gøre sig fri af det, den specielt indeholder. Man anvender faktisk hele tiden ordet “jeg” som tom snak, for når man identificerer sig med de forskellige indhold, så bliver man slaver af dem.

Det første skridt i selverkendelse og frigørelse er at erkende, at “jeg er et rent center af selvbevidsthed – jeg er Jeg”. Forskellen mellem det bevidstheden indeholder, og “jeg’et”, bliver tydelig, når man medterer på det. Indholdet er mangfoldigt, forskelligt og ofte modstridende, hvorimod “jeg’et” er selvidentisk, permanent og stabil og er derfor af en helt anden natur end de forskellige indhold.

Indre transformation

Ovennævnte øvelse fører til den mest betydningsfulde opdagelse, som et menneske kan opleve – en åbenbaring af det, man virkelig er – af den essentielle natur. Man kan have tilegnet sig en teoretisk viden eller en mental overbevisning om den realitet, at “jeg’et” er noget helt andet end en form for holdning eller egenskab, men dette er ikke en vital erkendelse, der skaber en indre transformation og giver en tiltagende beherskelse af den indre verden. Hvis man ønsker at gøre fremskridt ved at gå fra intellektuel kundskab til levende erfaring, så er det nødvendigt med meditationsøvelser, der er rettet mod dette mål.

For at undgå eventuelle misforståelser og tvivlsspørgsmål skal det siges helt tydeligt, at denne øvelse ikke fører til nogen form for seloptagethed, til nogen form for egoisme eller selvhævdelse, idet “selvet”, der her henvises til, ikke er den rene selvbevidsthed, men det er det bevidste ”jeg”, der således identificerer sig med selviske begær, frygt, håb, planer etc., som man bliver fange af.

Selverkendelse er en videnskabelig proces

Udvikling af selvbevidsthed kan med rette kaldes en videnskabelig proces, fordi den kan baseres på observation, erfaring og eksperimenter uden nogen form for forudfattede tanker eller overbevisninger.

Processen begynder med en direkte og primær erfaring, nemlig erkendelse af, at man som menneske er en bevidst eksistens. (I denne forstand kan den kaldes “eksistentiel”). Med denne grundlæggende erfaring har man en naturlig tilskyndelse til at udforske menneskets natur og konsttution, hvilket så at sige gælder både den psykologiske og fysiologiske anatomi. Derefter fortsætter man til de vitale forbindelser med andre mennesker og til den overpersonlige realitet, idet selvbevidsthed blot er det første stadie. Dette stadie er dog ikke tilstrækkeligt at erkende den personlige adskilte  selvidentitet, da det ikke er tilfredsstillende og kan endog fremkalde en kvalfuld følelse.

Vejen til selverkendelse

Trinene op ad stigen eller de stadier, som man skal igennem for at nå op til at kunne opfatte og opleve de åndelige realiteter, kan antydes på følgende måde:

1. Find dig selv – dit bevidste “jeg”.
2. Find sjælen.
3. Find andre sjæle.
4. Find den Ene sjæl – det universelle væsen, den allerhøjeste

Primitive folkeslag og børn har ingen eller meget lidt selvbevidsthed eller erkendelse af deres adskilte “jeg”. Deres bevidsthed er smeltet samen med den ydre verden og med den indre verden med forestillinger  og følelser. De identificerer sig med andre, med samfundet eller stamen. Dette bør ikke overraske, hvis man ved, at gennemsnitsmennesket normalt identificerer sig successivt med det skiftende indhold af dets bevidsthedsområde og ikke med sit ”jeg”.

Men når man har frigjort “jeg’et”, fra dens identifikation og bindinger, kan man og bør man bestræbe sig på at føre det op ad den symbolske bevidsthedstråd til dets oprindelse, det åndelige selv eller sjælen, der i diagrammet illustreres med en sol.

Find sjælen

Det andet skridt er mere vanskeligt at forstå og endog mere vanskeligt at opnå, men forståelsen kan igen få hjælp ved at studere diagrammet. Dette fører til den erkendelse, at den personlige jeg-bevidsthed kun er en svag refleksion af den sande fuldkomne Sjælsbevidsthed, bevidstheden  om den åndelige identitet.  Generelt  er  man  ikke  vidende om vores sande sjæl, men den personlige Jeg-bevidsthed kan gradvis nærme sig og få større og større glimt af den frem til den tid, hvor de to smelter sammen.

Stadierne i denne anden erkendelse – identifikation med sjælen – kan beskrives på følgende måde:

1. Først tror man eller er overbevist om, at man har en sjæl.
2. Derefter erkender “jeg’et” sin identitet med sjælen, og også at sjælen ikke er det samme som indholdet i ovebevidstheden. Inspiration fra og alle højere aktiviteter i overbevidstheden er ikke sjælen.
3. Sjælen erkender først sin kommunikation med andre sjæle og derefter sin forening med andre sjæle og med den universelle sjæl, og det er sådan, man i psykologi og filosofi omtaler Gud.

Samhørighed eller broderskab

Det åndelige selv er en betegnelse, der er identisk med det, der i religionen kaldes sjælen, da den ikke er begrænset i personligheden. I den åndelige realitets verden er den sammenkædet med andre sjæle, med andre åndelige “gnister” så at sige. Den er ikke blot sammenkædet med dem, den erkender også sin essentielle identitet med dem. Dette er sand åndelig samhørighed eller broderskab med baggrund i ensartethedens og essensens natur (se pil 2 i følgende diagrammet):

 

Fra det punkt, som den nedadgående pil 3 viser, kan man kommunikere med og have en kærlig forståelse af sine medmenneskers hele persolighed. Dette er broderskab, som man oplever det på det personlige niveau i det aktuelle liv på  Jorden.

Pil nr. 4 viser det fjerde stadie, hvor man erkender, at alle menneskers sjæle er identiske med den Ene sjæl, med den Ene realitet, med det universelle væsen, der i den religiøse terminologi kaldes den “transcendente Gud”.

Overmenneskelige væsener

Der findes muligvis endnu et stadie (pil nr. 5) mellem de to sidstnævnte, og det markerer en forbindelse til væsener af en højere orden, dvs. til overmenneskelige væsener. Dette kan lyde mærkeligt for nutidens tænning, men til alle tider og på alle steder har man troet på, at der eksisterer væsener højere udviklet end mennesket. Ved gudstjenester er dette kommet til udtryk, og i mange tilfælde er det blevet bekræftet, at man har haft bevidst kontakt og relation til dem. Uden at dvæle for længe ved dette må det være rimeligt at sige, at uanset hvor åndelig menneskeheden er i sin essentielle natur, så er den ikke det højest mulige væsen næst efter Gud, og at der mellem menneskeheden og Gud eksisterer større og højere udviklede væsener med kosmiske funktioner. At afvise dette postulat helt vil være at afsløre mangel på indsigt.

Erkendelsesstadierne går fra det bevidste “jeg” til sjælen, fra sjælen til forening med andre sjæle i en altid udvidende sjælsbevidsthed og   til sidst til den universelle sjæl eller Gud, hvor menneskets sjæl og Gud bliver ét.

Transmutation af personligheden

Her er et advarende ord nødvendigt. I flere religiøse og filosofiske skrifter, specielt de orientalske, tales der om “destruktion” af “jeg’et”, eller destrution af personligheden og om at “fortabe” sig i den universelle bevidsthed – i den universelle Disse udtryk er misvisende, hvis man tager dem bogstaveligt, for de vildleder i sondringen mellem hele personlihedens sammensætning og punktet med selvbevidsthed.

Det, der skal “destrueres” eller snarere transmuteres, er personligheden, sådan som den er på det givne tidspunkt, det vil sige med alle dens bgrænsninger, alle dens identifikationer, men ikke punktet med selvbevdsthed.

Dette beskriver Lama Anagarika Govinda meget tydeligt i sin bog “The Way of the White Clouds”,  p. 124,

“Individualitet er ikke kun en nødvendig og kompletterende modsætning til universalitet, idet den også er det eneste fokuseringspunkt, hvorigennem universalitet kan blive efaret. Undertrykkelse af individualitet og en filosofisk eller religiøs afvisning af dens værdi eller betydning kan kun føre til fuldstændig indifferens og opløsning, der muligvis kan føre til frigørelse fra lidelse, men det bliver en negativ frigørelse, da den forhindrer os i at opnå den højeste erfring, som individualiseringsprocessen synesatstræbe imod: At erfare et fuldkomment indre oplyst buddhaskab, hvor universaliteten i det sande væsen bliver erkendt.

 Hvis man udelukkende siger, at man ’smelter sammen med helheden’ som ’en dråbe i havet’ uden at have opfattet denne helhed, så er det kun en poetisk måde at acceptere udslettelse på og at vige uden om det problem, som det er en kendsgerning, at vores individualitet udgør. Hvorfor skulle universet udvikle individualiserede livsformer og bevidstheder, hvis det ikke sker i overensstemmelse med eller ikke har en uløselig forbindelse til selve ånden og naturen i universet?” 

Flugten fra individualitet

Dette er en meget aktuel problematik. Nu for tiden specielt blandt de unge er der mange, der prøver at vige uden om individualitet. De er utilfredse med personlighedslivets ordinære niveau, og den indstilling er helt rigtig, men de prøver at undgå det ved at eliminere al opfattelse af identitet og ansvar, og de prøver endog ved hjælp af drugs og specielle øvelser at frigøre sig, at glemme sig selv, at opnå en slags hypnotisk eller ekstatisk tilstand, eller en lyksalig tilstand, der kun kan være midlertidig. Man kan ikke vige uden om den kendsgerning, at man er et individ med dets forpligtelser.

På en måde kan man sige, at omkredsen kan udvides i det uendelige, men centrum forbliver. En hindu-filosof, Radhakrishnan, har udtrykt det på følgende måde:

“Det specielle privilegium for menneskets sjæl er, at det både kan følge helheden og arbejde for den og give konkret udtryk for helhedens formål i sit eget liv. De to faktorer individualitet, f.eks. entydighed (selvcentrerethed) og universalitet (altomfattende) udvikles sammen, indtil det til sidst når det stadie, hvor det mest entydige bliver det mest universelle.”

 

Og en anden lærer har udtrykt det mere præcist på denne måde:

“Der findes ingen identitet, der er adskilt fra universlitet, og ingen forståelse af universet uden den individuelle virkeliggørelse.”

 Derfor er det rigtigt at stræbe mod det universelle, for det ligger i “jeg’ets” natur, idet den altid vil stræbe mod sin oprindelse, og det liger i sjælens natur at smelte sammen med den universelle sjæl. Disse tre stadier danner tilsammen en syntese – det individuelle, det åndelige og det universelle.

 Konstant åndelig stræben via gruppebevidsthed

Når der nu fortsættes fra dette generelle billede til dets praktiske virkeligørelse, vil man opdage ved egen erfaring, at man ikke permanent og fuldstændigt kan nå fra personligheden eller det individuelle til det universelle. Man kan få flygtige symbolske syn, ekstatiske øjeblikke, men man er bundet til at komme tilbage til “Jorden”. Den omtalte idetifikation kan kun opnås gradvis og ved en konstant åndelig stræben.

Hvad er det, der er broen mellem det individuelle og det universelle? Det er gruppen – man kan blive gruppebevidst. Man kan som det første forene sig med et andet menneske via de højeste kærlighedsspekter. Derefter kan man forene sig med en mindre gruppe, derefter med en større gruppe, derefter med en endnu større gruppe og gradvis med større og større grupper, indtil man opnår en bestemt grad af unversel bevidsthed.

Gradsforskellen til at kunne deltage i det universelle er illustreret ved solens placering i hvert af de tre eksempler i følgende diagram fra Roberto Assagiolis bog, Viljens Psykologi, (Kentaur Forlag):

I den første tegning sender sjælen – der illustreres af en sol øverst oppe – næsten alle sine “stråler” mod individet, og det betyder, at det skaber en intens følelse af individualitet med en svag følelse af at være delagtig i det I den anden tegning har sjælen – illustreret ved en sol -plads ved kontaktpunktet mellem det individuelle og det universelle område, og det viser, at bevidstheden er mere eller mindre ligeligt abalanceret mellem disse to områder. Den tredje tegning illustrerer en høj grad af universel erkendelse, og at der altid findes noget individuel selvbevidsthed.

Forskellige erkendelsesstadier

I sin egen meditation og kontemplation kan man få en klar erkendelse af svingningen mellem den individuelle og den universelle erkendelse, for der sker ikke alene en gradvis åndelig udvikling, man kan på forskelige tidspunkter tillige nå forskellige erkendelsesstadier. Alt dette er ikke alene et resultat af meditation, det forekommer også under andre vilkår, f.eks. i naturen eller i det ydre univers og specielt i udveksling af tanker med andre mennesker.

Lige som det er en forklaring på det, man selv erfarer, så forklarer det også meget af det, der for tiden sker blandt mange unge mennesker, og også deres forsøg på at skille sig ud fra gennemsnittet, fra det såkaldt normale, fra det rent personlige, men uden at have sand indsigt, sand styring og rigtige metoder. Meditation i alle faser byder på en mere sikker vej fra det individuelle via gruppeidentifikation til det universelle.

Vilje

Begrebet vilje blev omtalt i forrige instruktion i forbindelse med emnet positiv tænkning, handling og dynamik. Det er nu tanken at gå dybere ind i nogle af dette emnes mange aspekter, da det har fået stadig større betydning, at man forstår, hvad vilje er, og hvordan den skal anvendes på den mest rigtige måde og mest effektivt. De problemer, der er forbundet med vilje, er nu for tiden ved at antage nye proportioner. Vilje vil blive et bærende princip i den nye tidsalder, og derfor er det en vigtig rolle i et samarbejde at medvirke til, at den udvikles på rigtigste måde til den nye tidsalders krav.

Vilje opfattes ofte som impuls, intens handlekraft og ydre aktivitet og som visse hårdnakkede eller “viljesfaste” træk i karakteren. Men den sande vilje er noget helt andet, og for at få kendskab til, hvad vilje i virkeligheden er, så må man selv opdage den i sit eget indre, for den er en indre realitet, der ikke kan forklares med ord, men må erfares og erkendes.

Mange typer vilje

Dybest set manifesterer vilje sig på forskellig måde i hvert enkelt meneske, fordi den motiveres i det indre og fører den enkeltes særlige egenskaber med sig. Den er f.eks. for nogle menneskers vedkommende dynamisk med en stærk fremdrivende kraft, mens den for andre er midre tydelig, men med en rolig styrke og vedholdenhed. Der findes mange typer vilje og mange retninger og områder, hvor den specielt kan komme til udtryk, men det er kun ved selv at opdage sin egen vilje, at man kan få indsigt i denne indre krafts sande natur og egenskab, og i hvordan man bør udvikle og anvende den.

Man kan tydeligt mærke viljen spire frem, når faren truer, eller når man gennemlever en akut prøve. Dette kan være en helt realistisk og markant oplevelse, hvor man kommer ud af situationen med en følelse af, at der findes en kraftkilde, som man kan trække kraft fra. Et andet eksempel er, at man i en lang periode med nervøsitet og usikkerhed kan føle en indre støtte, og at noget holder én oppe, eller man kan opleve, at vilje er en faktor, der sætter én i stand til at træffe og gennemføre en vanskelig beslutning. Meditation er en helt grundlæggende teknik til at nå frem til forståelse af, hvad vilje egentlig er, og til at få den indsigt, der kræves for at kunne højne metoden til, at den kan komme til udtryk på rigtigste måde. Det er denne proces, der i hovedsagen vil blive fokuseret på i dette studie.

Meditation og vilje er forbundet på to måder:

1. Vilje er nødvendig i meditation.
2. Meditation er nødvendig for at erkende viljen og for at udvikle og anvende den rigtigt.

 Konstruktiv og destruktiv vilje

Man bør altid huske, at viljesenergien kan – lige som alle andre eenneergier – anvendes både rigtigt og forkert. Den kan anvendes konstruktivt og destruktivt og som en motiverende kraft til det gode eller til selviske formål. Det er en interessant, men sørgelig kendsgerning, at menneskheden har tendens til som det første at anvende energierne forkert – de lavere manifestationer eller fremkomster bliver først tilkendegivet. Det vil sige, at det almindeligvis er de lavere egenskaber i viljen, der anvedes – dens aggressive, destruktive og selviske aspekter.

Men egenvilje kan og bør transmuteres til den-gode-vilje og til viljen-tidet-gode. Derved vil det enkelte menneske gradvis identificere sig med den højere vilje eller hensigt, den universelle vilje, som man er en del af – “den kosmiske orden” har Einstein kaldt den. Roberto Assagioli bbbee– skriver i sin bog Viljens Psykologi, (Kentaur Forlag) forskellige metoder, teknikker og øvelser til en praktisk skoling af vilje og til at kunne anvende den optimalt på alle niveauer af tilværelsen – lige fra det personlige til det transpersonlige og frem til det område, hvor den individuelle vilje smelter sammen med den universelle vilje. Her ses igen viljens forbindelse til meditation, og da det er nødvendigt at anvende viljen til at meditere på vilje, så vil dens rolle på dette område blive beskrevet først.

Vilje i meditation

Det indledende skridt i al meditation er viljen til at meditere. Det er et selvvalgt initiativ, når det enkelte menneske beslutter at praktisere mditation efter at have erkendt, at meditation er værdifuld og nødvendig. Men for at kunne gennemføre denne beslutning er det nødvendigt, at man på vedvarende måde kan fastholde viljens medvirken.

Det første, viljen skal anvendes til, er at eliminere det, der kan forstyrre meditationsprocessen: Den skal f.eks. anvendes til at “gøre plads” til meditation, hvad angår tid og bevidsthed. “At gøre plads i tidsmæssig henseende” betyder, at der må afsættes et fast tidsrum til regelmæssig meditation. “At gøre plads i bevidstheden” betyder, at den skal beskyttes mod alt det, som forstyrrer, og som altid tilskynder til andre aktiviteter, specielt i det moderne liv. Det betyder således, at viljen skal anvendes til at drive alt det ud af bevidsthedsområdet, som normalt er til stede eller som konstant prøver at trænge ind, såsom sansninger, følelser, fremdrift, forestillinger, tanker, erindringer, forventninger og så videre.

Den styrende vilje

Dernæst er det nødvendigt at anvende viljen til mest effektivt at udføre de forskellige faser i meditationen. Der kræves megen vilje til at kocentrere sig om et emne, f.eks. i refleksiv meditation. Den styrende vilje må fastholde tanken stabilt på opgaven for at forebygge, at den strejfer omkring eller springer over til andre områder. Også ved visualisering, når man skaber et mentalt billede eller visualiserer med forestillingevnen, er det viljen, der holder billedet roligt og stabilt og fastholder opmærksomheden på det.

I receptiv meditation er viljens funktion at opretholde bevidstheden i en positiv tilstand med ligevægt og rolig årvågenhed, og at holde tankerne og følelserne i ro og på samme tid undgå en negativ drømmende tilstand.

Det samme gælder kontemplation. Her bliver viljens højeste funktion virksom. I et sutra af Patanjali (13. 1.bog) siges:

“Den rette brug af viljen er en vedvarende stræben efter at stå i åndelig væren.”

 I bogen om Buddha “Essays i Zen Buddhism”, s.115, (Luzak & Co, Lodon, 1927) giver dr. Suzuki indsigt i den rolle, som viljen spiller i de højere sfærer:

“… Buddha gjorde det mest ihærdige forsøg på at løse problematikken vedrørende uvidenhed, og han frembragte den mest intense viljekraft for at nå frem til et vellykket resultat af sin ihærdighed … Derfor må indre oplysning være forbundet med viljen såvel som med intellektet. Det er en intuitiv indvirkning født af viljen … Han (Buddha) besad en ukuelig vilje. Med den yderste kraftanstrengelse ønskede han at nå ind til selve sandheden i emnet. Han bankede på og bankede på, indtil uvidenhedens døre åbnede sig. Han sprængte dørene ind til nye panoramaer, der aldrig før havde vist sig for hans intellektuelle vision.”

 Vilje og påkaldelse

Viljen er ligeledes essentiel ved påkaldelse. For at en påkaldelse kan blive effektiv, skal den styres opad af en stærk, intens vilje.

Udstråling og velsignelse kræver også viljekraft – i disse tilfælde kobineret med kærlighed. Og som det sidste vil en ydre tilkendegivelse af meditationernes resultater – enten man ønsker at videregive dem skrifligt eller på anden kreativ måde – kræve virkelig og vedvarende brug af viljen, for at en logisk og fyldestgørende form kan skabes og opretholdes på det fysiske plan.

Dette var en kort sammenfatning af viljens rolle i meditation, men det er naturligvis en lang og gradvis proces, idet viljen anvendes mere og mere effektivt i de mange forskellige stadier. Om processen bliver velykket afhænger af meditationernes kvalitet lige fra begyndelsen, idet koncentration er en af de første forudsætninger, og alle har behov for at påkalde viljen for at nå frem til en afklaring.

Et citat fra Alice A. Baileys bog Fra intellekt til intuition (Esoterisk Center Forlag), beskriver det indledende arbejde ved meditation:

“… det bør bemærkes, at nøglen til succes ligger i en kostant og utrættelig indsats … Sporadiske forsøg fører ikke aspiranten nogen vegne … Nogle få minutters koncentrtion eller meditation udført regelmæssigt vil bringe aspranten meget længere end nogle enkelte timers indsats tre eller fire gange om måneden. Det er blevet sagt så rigtigt, at “for at meditation skal være effektiv med hensyn til resultater, må den ikke kun være en lejlighedsvis indsats, når vi føler os tilskyndet til det, men viljens uafbrudte og utrættelige pres.”

Meditation på vilje

Viljens natur er vanskelig at forstå, og det er kun gennem meditation, at man gradvis kan nå frem til at få en nogenlunde opfattelse af dens natur og egenskaber. Viljen har varierende faser, forskellige mål og formål og mange måder at manifestere sig på. Viljens virkelige essens er gådfuld, idet den befinder sig på de højere niveauer uden for den normale menneskelige bevidstheds rækkevidde. Dette kan være forklaringen på, hvorfor nutidens psykologi – der befinder sig på meget “normale” eller almindelige niveauer – praktisk talt ignorerer viljen.

Gennem refleksiv meditation på viljen kan man nå frem til at få et nogelunde kendskab til dens varierende aspekter. Via invokation og receptiv meditation kan man tiltrække og kaste lys over viljens sande natur og substans. Via bøn og meditation kan man tilpasse den personlige vilje med sjælens vilje og senere koordinere dem begge med Guds vilje.

Når man har udviklet en del af viljen og vil anvende den rigtigt, så kræver det omhyggelig eftertanke og dømmekraft for at manifestere den klogt, konstruktivt og uden at skade, og til denne proces er refleksiv meditation nødvendig. Det indebærer også, at man skal tage stilling til spørgsmål som “de rigtige valg og beslutninger”, der er aspekter af viljen. Normalt vil en rigtig anvendelse af tænkningen være tilstrækkelig, men når man står over for dybere principper eller i tilfælde af en alvorlig situation eller en uventet begivenhed, kan det være nødvendigt at påkalde sjælens vilje. Følgende øvelse er værdifuld som forberedelse til at få kendskab til ens egen vilje og til at udvikle den:

Øvelse til udvikling af vilje

 Sid i en behagelig stilling

Løs alle spændinger – fysiske, følelsesmæssige og mentale.

Genkald dig de forskellige tilfælde og/eller situationer, du står overfor, eller som du sandsynligvis vil komme til at stå overfor, hvor du vil have behov for at anvende viljen. Derefter skal du:

1. danne et så levende billede som muligt af den skade på dig selv og andre, som din svage vilje kan forvolde eller måske allerede har forvoldt. Formulér disse genkaldelser tydeligt. Det kan også være en hjælp at lave en liste over dem. Gør derefter brug af dine følelser af utilstrækkelighed til at støtte et oprigtigt og vitalt ønske om at styrke din vilje.
2. Dan et så levende billede som muligt af alle de fordele, som en skoling af viljen vil Undersøg dem og formulér dem tydeligt og vis din entusiasme og glæde ved udsigten til at opnå dem.
3. Som det sidste skal du danne et billede af dig selv, hvor du ser dig selv være i besiddelse af en stærk vilje. Visualisér, at du i alle situationer handler med selvkontrol og beslutsomhed, og “som om” du kan mestre en både indre og ydre Denne “som om”-teknik blev omtalt i andet års fjerde instruktion.

Denne øvelse bør underbygges af bestemte viljeshandlinger og øvesesprogrammer, der kan påkalde og aktivere viljen. Lige som man må træne de fysiske muskler for at styrke dem, således vil viljen vokse ved at “blive anvendt”, og psykologer som William James har gjort sig til talsmand for, at man udfører tilsyneladende “nytteløse øvelser” med dette specielle formål, og for at man lærer at inddrage viljen uden hjælp af andre motiverende impulser, som f.eks. ønsker eller hensigt. Man kan finde eksempler i den tidligere omtalte bog Viljens Psykologi af Roberto Assagioli – Kentaur Forlag.

Aspekter af vilje

Man bør imidlertid stræbe højere end at styrke den individuelle eller personlige vilje, og derfor er det nu hensigten at studere de rigtige reltioner mellem:

1. Den personlige vilje og sjælens vilje.
2. Den individuelle vilje og andres vilje.
3. Den individuelle vilje og den universelle vilje.

Dette er aspekter snarere end stadier i udviklingen af vilje, for der forgår en parallel udvikling. Den personlige vilje skal nå frem til at adlyde sjælens vilje, og derefter finder der en gradvis sammensmeltning af disse to viljer sted, men da mennesket er forenet med andre på sjælsniveau, så virker denne proces på samme tid som en hjælp til at opnå en rigtig relation mellem den individuelle vilje og andres vilje og viljen i den gruppe, det enkelte menneske er knyttet til. Dette er en gradvis proces, der fører til opfyldelse af ønsket om at samarbejde og identificere sig med den universelle vilje.

Der er tidligere – i studiet af gruppebestræbelse og samstemmighed – givet indsigt i, hvordan man kan relatere sin vilje til andres vilje. Den gode vilje er en tydelig forudsætning i denne proces. Men det er viljetil-det-gode, der forbinder mennesket med den universelle vilje. Viljetil-det-gode betyder, at man koordinerer den individuelle vilje med det gode for helheden, og det forudsætter en positiv og dynamisk indstilling til og overbevisning om, at det gode vil sejre.

Man må være klar over, at dette er noget helt andet end menneskenes blinde og ugennemtænkte accept af passivt at “adlyde Guds vilje”. Det er nødvendigt at have en individuel vilje for at blive i stand til at identificere den med en højere vilje – den må være et udviklet brugbart aspekt i det indre, før den bliver i stand til “villigt” at deltage i et bevidst samarbejde med noget, der er større end den selv.

Dette er i overensstemmelse med nutidens afvisning af at acceptere og adlyde al “autoritet” og ved at stille intellektuelle tvivlsspørgsmål om alle traditionelle “bud”. Menneskehedens voksende bevidsthed erkender, at der kræves mere end dette af et tænkende menneske, dog har en sådan opfattelse tendens til at skabe en negativ passivitet eller et positivt oprør. I begge tilfælde indebærer det en periode uden tro på en højere magt end menneskeheden og de fysiske kræfter, der kan observeres helt konkret. Det er derfor nødvendigt, at flere videnskabelige opfattelser af en freadskridende evolution og af lovene om psykologisk og åndelig udvikling kan erstatte den “blinde tro” på Gud. Menneskeheden er langsomt ved at bryde igennem til denne mere intelligente opfattelse af en “kosmisk orden” og en universel lov, men det er noget, man behøver at meditere på for at få en klar opfattelse af, hvad de i realiteten indeholder, og hvor ens rigtige plads findes i dem. Som hjælp til tydeliggørelse kan følgende korte meditation anvendes.

Meditation

1.  Slap af – få både følelsesmæssig og mental “ro” over dig.
2. Lad en følelse af universets uendelige storhed ggeennnneemm– strømme hele dit væsen.
3. Opfat dig selv som en ganske lille partikel i dette vældigt store og prægtige univers.
4. Opfat derefter den ekspansion, der sker af personliheden i denne proces. Det er i virkeligheden en indre “Kopernicus-revolution”, for man er ikke længere midt punktet i universet. En mere sand følelse af relationen til den helhed, som man er en del af, begynder at udvikle sig. Du begynder at se de rigtige proportioner i din egen lille viljes relation først til andres vilje dernæst til større og større gruppers vilje og som det sidste til den universelle eller guddommelige vilje.
5. Bekræft det, du har oplevet, med en tydelig mental ffoormulering. Formulér dit eget standpunkt og anvend det som grundlag for dine handlinger gennem hele dagen.

Selv om denne meditation kan udføres på ret kort tid, skaber den en ny og mere udvidet opfattelse af dit sande væsen, og den giver en værdifuld nyorientering, der kan anvendes ved mødet med dagens aktiviteter og problemer.

Den frie vilje og anvendelse af viljen

Den frie vilje er et yderligere aspekt af dette emne, der skal nævnes, skønt det er et for omfattende tema til at blive beskrevet fuldt ud her.

Den frie vilje er et gode for menneskeheden, men medfører også risici og farer. Hvis menneskene ikke havde en fri vilje, ville de være automter, men det er et stort ansvar at anvende den rigtigt. Frihed er som en “berusende” vin. Den har tendens til at stimulere til at overskride de guddommelige rettigheder, til at sløre den ellers så gode dømmekraft og til at føre mennesker ud i overmod af forskellig slags. Man kan faktisk sige, at det er et centralt problem for menneskeheden at anvende den frie vilje rigtigt, og det er et problem, der i vore dage er kommet helt op til overfladen.

For at løse dette problem er det nødvendigt, at man forstår den tidligere nævnte relation mellem den enkeltes “frie” vilje og andres “frie” vilje, og at man bliver klar over, hvor ens plads er i den universelle helhed. Den forrige meditation vil være en hjælp til at nå et resultat.

Viljens nedbrydende kraft

Vilje er i dag nødvendig som et fremdrivende, afklarende og rensende redskab, men at anvende nogle af dens nedbrydende aspekter er ikke det samme som at anvende den forkert. Nedbrydning af udtjente former må nødvendigvis gå forud for opbygningen af den nye tidsalder. Grunden må renses for fortidens affald, før man kan rejse en ny verden. Man må også huske, at mange af de tidligere opbyggede former kan stadig være udmærkede i sig selv, men de er ikke længere tilstrækkelige til den nye mentalitet og de nye livsforhold i vor tid og i fremtiden.

Det nedbrydende aspekt af viljen er således en nødvendighed for at kunne eliminere udtjente former, men man må anvende dette aspekt  af viljen med visdom. Som nævnt i sidste instruktion er en af de største udfordringer at sammensmelte vilje og kærlighed – den energi, der kan harmonisere disse to begreber er visdom. Klog kærlighed og klog anvedelse af viljen er nøglen. Både i det enkelte menneske og i en gruppe kan der forekomme for megen kærlighed i forhold til vilje, eller for megen vilje i forhold til kærlighed, men der kan aldrig forekomme for megen visdom. Der er brug for al den visdom, som overhovedet er muligt.

Det er derfor vigtigt at bestræbe sig på at identificere den individuelle og “frie” vilje med den vilje, der findes i sjælen, for den besidder visdom og identificerer sig med den universelle vilje og det største gode.

Eftertanke

Viljen har flere funktioner end de ovenstående, men det har ikke været muligt at gå ind på dem her, for det ville blive et for omfattende studie. Men i det følgende meditationsomrids findes der forslag til temaer, hvor man kan opspore disse funktioner og udvikle en rigtig anvendelse af vijen. F.eks. vil omhyggelig eftertanke over stadierne bringe åbenbaring af potentialerne i denne indre kraft i mange retninger. De fleste har endnu ikke registreret eller tappet af den energikilde, som viljen udgør. Alle former for energi skal anvendes rigtigt, også viljesenergien, og derfor er ansvaret yderst vigtigt i denne henseende. Man bør sørge for at være så informeret som muligt om potentialerne i viljen, og man bør frem for alt udvikle evnen til at styre den med klogskab.

Forsigtighed ved udførelse af meditation

I alle former for skoling er det klogt at være opmærksom på de faldgrber, man kan falde i, og på de eventuelle fejltagelser man kan begå, hvis man gennemfører skolingen alt for ihærdigt eller på en forkert måde. Dette gælder specielt meditationsprocessen, for her benyttes en særlig arbejdsmetode, der påvirker hele personligheden – det gælder de fysiske, de følelsesmæssige og de mentale aspekter i hele mennenskets væsen.

I meditation “varmer” man så at sige bevidstheden op, så man kan få mulighed for at blive koordineret med, blive modtagelig for samt genemstrømmet af højere og mere subjektive egenskaber og energier. Ved at bringe det fysiske legeme til ro – en proces der inkluderer hjernen – ved at berede det til den forestående opgave, ved at åbne følelsesnaturen for et højere mål og ved at rette tankerne opad, så bringer man sig selv i samklang med højere og mere subtile vibrationer. Derefter stimulerer disse vibrationer hele personligheden – det mentale, det astrale og det fysiske legeme.

Dette viser tydeligt, hvorfor forsigtighed er nødvendig, og hvorfor man skal udvikle hver enkelt fase i meditationsprocessen støt og roligt uden hastværk. Sjælens højere energier er styrkende og berigende, men de skal assimileres gradvist af det “lavere” ydre legeme, for ellers vil der ske en overstimulering, der forårsager ubehagelige og til tider farlige reaktioner.

Det svarer til at skifte gear i en bil for at køre hurtigere – man kan ikke gå fra det laveste gear direkte til det højeste gear uden at have aktiveret de mellemliggende gear, og for at opnå en jævn kørsel skal motorens omdrejninger hele tiden være synkrone med hjulenes omdrejningsfart.

Synkronisering af personlighed og sjæl

Sjælen har en langt højere vibration end personligheden, og derfor tager processen med at synkronisere sjæl og personlighed lang tid. Den omdannelsesproces, hvor de to skal nærme sig hinanden, må således foregå gradvis for at undgå uheldige reaktioner. Assimilationsprocesserne følger for det meste det samme mønster, hvad enten de foregår på det fysiske, psykologiske eller åndelige niveau, og absorptionen af de højere vibrationer, der afstemmes i meditationen, skal foregå langsomt, støt og klogt.

Overstimulering

Personligheden har meget at tilpasse i sine forskellige dele. De tanker, begreber og åndelige intuitive opfattelser, som bevidstheden kan nå i meditationen, kræver god tid for at kunne blive assimileret i bevidsheden. Tanker kan meget ofte strømme ind i bevidstheden under medtationen, og de kan forholdsvis nemt overstimuleres, hvilket kan bevirke, at man handler overilet i mange henseender, når man ikke kan styre dem, gennemtænke dem og foretage de nødvendige tilpasninger.

Der kan endvidere være tale om at skulle foretage endnu større følelsemæssige tilpasninger, for påvirkning af højere egenskaber eller energier, der udstråler fra sjælen, kan have en forstyrrende virkning på de dele af naturen, der endnu ikke er transmuteret. Det vil blive beskrevet senere. Først er det vigtigt at se på det, der sker rent fysisk, når man mediterer, for i det fysiske legeme medfører meditation også forandringer.

Fysiske virkninger af meditation

Som oven for nævnt retter man, når man mediterer, al opmærksomhed mod højere bevidsthedsniveauer end de sædvanlige, og ved at fokusere tankerne forbindes man direkte med energier, hvis egenskaber ligger højere end de normale. En af de første reaktioner bliver mærkbar i nervesystemet, fordi det er det “netværk”, hvorigennem hjernen – der registrerer tænkningens aktivitet – styrer det fysiske legeme. I det fysiske legemes nervesystem findes mange specielle centre, der er knyttet til kirtlerne, og det er dem, der meget let kan blive overstimuleret. Man bør aldrig rette sin opmærksomhed mod eller meditere på et særligt center eller område i det fysiske legeme med den hensigt at ville “udvikle” det. Katastrofale resultater kan blive følgen af en sådan “forceret” og ensidig proces. Menneskets åndelige vækst bør foregå som en jævn stigende udvikling af evnen til at kunne erkende de højere bevidsthedsområder, derfor bør man ikke presse et eneste af de specielle følsomme centre til en for hurtig aktivitet.

Det sensitive solar plexus center

Et eksempel herpå er solar plexus centret, da det ofte er meget sensitivt specielt hos følelsesbetonede mennesker – hvem har ikke haft “sommerfugle i maven”? Hvis man i meditationen tankemæssigt støtter den proces, der stimulerer dette center, kan det fremkalde store vanskeliheder både følelsesmæssige og fysiske, og det vil kunne føre til udvikling af lavere psykisme, hvilket på ingen måde hører til sand skabende medtation. Derfor bør man ikke rette sine tanker mod dette center eller mod nogen som helst anden del af det fysiske legeme udover at observere, om der er reaktioner, der skal neutraliseres.

Hovedpine og andre reaktioner

F.eks. bør enhver stimuleret følelse i hjertecentret eller halscentret ofattes som et varsel om at “gå langsomt frem” eller eventuelt helt ophøre med at meditere et stykke tid, og f.eks. bør enhver fornemmelse eller lyd i hovedcentret nøje observeres, og hvis det er en tendens, der gentager sig, eller hvis man får hovedpine efter at have mediteret, så bør man straks helt undlade at meditere eller i hvert fald ikke så ofte og ikke så længe. Såfremt symptomerne vedvarer, skal man holde helt op i en periode, for det vil i det lange løb være den hurtigste metode til at opnå de nødvedige tilpasninger. Alle de reaktioner man bemærker, bør fortage sig og forsvinde helt naturligt i så høj grad, som det er muligt, ved ikke at tænke på dem med overdreven opmærksomhed, så de “styrkes”.

Følelsesmæssig sensitivitet

Følelsesbetonede mennesker kan opleve, at meditation i begyndelsen øger følelsesmæssige tendenser. F.eks. kan tendenser til nervøsitet, frygt, irritation, depression eller andre former for følelser blive stimuleret af den energi, der fremkaldes i meditationen. Den eneste rigtige metode til at modvirke sådanne reaktioner på er at rense følelsesnaturen og at transmutere de lavere følelser til højere egenskaber. F.eks. kan aspira tion, kærlighed, hengivenhed og glæde stimuleres og styrkes såvel som tendensen til vrede og forbitrelse. De sidstnævnte følelser bør med tålmodighed blive transmuteret en ad gangen til højere egenskaber. Prøver man at ændre sig helt og fuldkomment på én gang, kan det resultere i fejlslag og modløshed. Hvis følelserne bliver meget oprørte, er det et signal om, at man går for hurtigt frem, og så bør man begrænse meditationen eller stoppe helt i en periode.

Udvikles der en større sensitivitet over for tilstandene i omgivelserne og i påvirkningerne, kan det være et andet resultat af overstimulering. Sanserne bliver overintense, hvilket fører til stort ubehag, fysisk såvel som følelsesmæssigt. Den bedste måde at overvinde dette på er at udvikle mental positivitet og at løfte bevidsthedens fokusering fra de følelsesmæssige niveauer til de mentale niveauer. Det er derfor, at et studie altid anbefales sideløbende med meditation, for det medvirker til at udvikle tænkeevne og aktivitet, og det fører ikke kun til en afbalanceret fremgang, men det fører også mennesket op på højere niveauer.

Psykisk sensitivitet

Der findes imidlertid også en anden baggrund for at udvikle og skole tænkningen, idet en af de mest omfattende vanskeligheder i de første meditationsstadier muligvis er, at der opstår psykisk sensitivitet i en eller anden form, og i det tilfælde vil en afbalancering af tænkningen og dens forskellige kræfter have stor betydning og værdi. Det er ved at opøve de højeste kræfter i modtagelighed (til inspiration og intuitiv indsigt) og i skabende tankeformopbygning, at man søger at gøre det muligt for den fysiske hjerne at opfatte, at den åndelige verden virkelig eksisterer. Alice A. Bailey skriver i bogen Fra Intellekt til Intuition, side 167 (Esoterisk Center Forlag):

“Det er imidlertid sandsynligt, at det varer længe, før den mediterende kan trænge ind i den åndelige verden. Derfor må han lære at skelne mellem de forskellige bevidsthedområder, der måske åbner sig for ham, efterhånden som han bliver mere sensitiv, og at lære naturen at kende af det han ser og hører.”

Lavere psykiske fænomener

På dette stadie kan lavere psykiske fænomener bringe begynderen ud af balance, hvis man er åben for dem. Medmindre man er forberedt og véd, hvad de er, vil man umiddelbart tro, at man har nået noget helt unikt og højt åndeligt. Budskaber synes at komme fra en høj kilde – måske endog fra Kristus. En strøm af inspirerede skrifter og automatskrift kommer flydende, og man er tilbøjelig til at tro, at man er en “udvalgt kanal”. Her er igen et citat fra Alice A. Baileys bog Fra Intellekt til Intuition, side 168 (Esoterisk Center Forlag):

“Hvad er der i virkeligheden sket? … Her må man huske på den banale sandhed, at “tanker er skabte ting”, og at alle tanker antager en form. To forhold har fremkaldt hændelsen, hvis det virkelig er sket og ikke er resultatet af en livlig og overstimuleret fantasi. Den skabende forestilingsevnes kraft er først lige begyndt at være mærkbar, og det er i høj grad muligt at se netop det, man ønsker at se, selv om det overhovedet ikke findes. Aspirantens ønske om at gøre fremskridt – og hans ihærdige anstrengelser – har tvunget ham til at være vågen eller bevidst på det psykiske plan, de forfængelige forestillingers plan, begærets og dets illusoriske opfyldelses plan. I denne verden kommer han i kontakt med en tankeform … Illusionens verden er fuld af disse tankeformer, der er opbygget af menneskers hengivne tanker ned gennem tiderne, og det menneske, der arbejder via sin psykiske natur (som for flertallet er den mindste modstands vej), kommer i berøring med en sådan tankeform, forveksler den med virkeligheden og forestiller sig, at den til ham siger alle de ting, han ønsker, der skal siges. Han vil gerne opmuntres, han søger som så mange andre retfærdiggørelse af sin stræben ved ydre fænomener, han stilner hjernen og glider blidt ind i en psykisk og negativ tilstand. Når han er i denne tilstand, begynder hans fantasi at fungere, og han ser det han ønsker at se, og hører de anerkendelsens storslåede ord, han længes efter.”

 Når man begynder at meditere, er der fare for at blive vildledt på denne måde, hvis ens skelneevne ikke er på vagt, og hvis man er åben for sådanne smigrende tankeformer på grund af en længsel efter  “åndelig fremtræden”, eller på grund af et mindreværdskompleks, der trænger til at blive neutraliseret.

Positiv meditation

En af de bedste beskyttelsesforanstaltninger er at erkende, at når man er sensitiv over for psykiske fænomener, så vidner det ikke om en høj åndelig status. Det er et bevidsthedsstadie, og man må huske, at det er et stadie, menneskeriget deler med dyreriget. Det skyldes stort set, at man er modtagelig for negativitet. For at beskytte sig mod det, skal man fastholde en positiv meditation. De skabende meditationer, der er beskrevet i andet og tredje års instruktioner til den nye tidsalders medtationsgrupper er gode eksempler på “positive meditationer”. De viser, hvordan man skal anvende tænkeevnen til at opbygge tankeformer og til at påkalde åndelig hjælp. Man forsøger at deltage aktivt og konstruktivt på de indre niveauer, snarere end at åbne sig passivt for de indre kræfter, man eventuelt kommer i kontakt med. Denne form for meditation vil derfor ikke føre den mediterende ind i psykiske vanskeligheder.

Det er en god regel, at hvis der viser sig tegn på overstimulering, på ubehag eller på en uvelkommen påvirkning i meditationsprocessen, enten den er fysisk, følelsesbetinget eller mental, så bør man neutralisere den ved at afslutte meditationen. Udfører man derefter noget fysisk aktivt, som f.eks. at gå en tur eller at udføre de daglige sysler, så hjælper det med til at overskuddet af energi cirkulerer og distribueres, og derved “forankres” man igen på det fysiske og praktiske niveau.

Meditation og tjenestearbejde

Man bør altid huske, at hensigten med meditation er, at den skal bringe personligheden i berøring med sjælen, og at sjælens højere og positive energi vil øge personens kreativitet og give nyt “liv”, som kan komme til udtryk efter behov. Det er derfor, meditation altid bør kædes sammen med tjeneste.

Tjenestearbejde er den bedste metode til at distribuere såvel som til at anvende de energier, der er modtaget via meditationen. Det er tillige en absolut nødvendighed, at de kommer til udtryk for at undgå “ophobning”. Tjeneste kan ydes enten på de indre eller på de ydre niveauer, men helst på begge. På de indre niveauer, kan man tjene via skabende meditation samt med forskellige former for invokation, udstråling og velsignelse. På de ydre niveauer kan man give udtryk for sjælens energi gennem skrift og tale såvel som på andre måder. Denne form for tjeneste skaber et udløb for den energi, der er modtaget. Anvend, tilbyd, afgiv er en lov for de åndelige såvel som for de materielle økonomier.

Meditation, studie og tjenestearbejde

En gylden regel er at afbalancere meditation, studie og tjenestearbejde – for det første “meditation” for at nærme sig de højere kilder, for det andet “studie” for at lære om det man udfører, og om hvordan det skal fortolkes, og om hvordan man kan udvikle tænkeevnen og anvende skeneevnen, og for det tredje “tjenestearbejde” for at anvende det lærte til det bedste for andre, samt hvordan man kan blive medhjælper i Guds altoverskyggende “plan” og hensigt.

Kontemplation

Dette er tredje års sidste instruktion, hvor det er hensigten at studere de stadier i meditationsprocessen, der kan kaldes “stadier med modsat fortegn”. Det gælder stadiet kontemplation, der indtræder, når medittionen har nået sit højdepunkt, og det gælder udstråling, der som resultat kommer til udtryk i det ydre.

Flere forskellige meditationsformer er blevet belyst i andet års instrutioner, men kontemplation måtte vente indtil nu, da det er et stadie i meditationen, som er vanskeligt at opnå, og det er ligeledes et vanskeligt emne at beskrive af flere grunde. Det vanskelige består i at sætte ord på et indre bevidsthedsniveau, der ifølge sin natur ligger langt over den “normale” og almindeligt kendte bevidsthedstilstand. Alle, der har oplevet en kontemplativ tilstand, har fremhævet, at den er “ubeskrivelig”.

Kontemplation er ikke meditation

Evelyn Underhill har beskrevet emnet meget omfattende i sin bog Mystcisme (E.P. Dutton & Co., Inc., New York, 1961). Den blev skrevet for mange år siden, men er stadig en meget værdifuld bog for den, der studerer dette emne, både fordi den har en rigdom af citater af mystikeres skrifter, og fordi forfatteren giver en dybtgående analyse og forklaring af emnets substans. Her er nogle af hendes mere betydningsfulde kommentarer:

“Kontemplation er ikke – som i meditation – et enkelt stadie, der styres af en række psykiske tilstande. Kontemplation er ét navn for en stor række af stadier, der delvis styres – lige som alle andre former for mystisk aktivitet – af personens temperament og delvis ledsages af følelsesmæsige stadier. Disse stadier kan variere lige fra en særdeles udpræget fredfyldthed eller “fred i et mislykket liv” til en vildt begejstret og aktiv kærlighed, hvor “tanken bliver til sang”. Nogle former for kontemplation er uløseligt flettet sammen med fænomenerne “intellektuel vision” og “indre stemmer”. I andre former kan man finde det, der synes at være en udvikling af “stilheden”: Det er en tilstand, som personen beskriver som en sløret absorption, et mørke eller en “kontemplation i et tågeslør”. En kontemplativ person har fortalt, at han til tider går gennem dette mørke ud  til lyset, og til andre tider synes han, at han for altid vil komme til at stå i et velgørende mørke” …

 Med dette væld af personlige erfaringer er det nødvendigt at anvende en klassificeringsmetode og nogle regler, der kan hjælpe den mediterende med at skelne mellem sand kontemplation og andre indre tilstande. En sådan metode er ikke nem at finde. Jeg tror dog, at der findes to tegn, der kan vise, om tilstanden er rigtig: (A) Helhedsindtrykket …(B) Sjælsintegrationen … Disse to grundbegreber kan man uden risiko anvende i et forsøg på at bestemme, hvilket niveau kontemplationen ligger på.

(A) Uanset hvilke udtryk mystikeren vil anvende til sin beskrivelse af den, og uanset hvor svag og konfus hans intuitive forståelse kan være, så er det, han oplever i kontemplationen, en oplevelse af altet … Det er i sandhed det absolutte, der åbenbares for ham – det er ikke som i meditation og vision nogle enkelte symboler eller aspekter af det.

(B) Denne åbenbarede virkelighed opfatter han på grund af sin måde at deltage på, og ikke på grund af sin måde at observere på. Den passive modtagelighed af stilheden udvikles her til en aktiv udadrettet selvovergivelse … En “given og tagen” – en guddommelig osmoses – er arrageret mellem det endelige og det uendelige ”

 Den mystiske kontemplation

Den franske psykolog Henri Delacroix har i “Etudes sur le Mysticism” også givet en god beskrivelse af kontemplation. Når kontemplation forekommer, siger han:

“(a) Kontemplation skaber generelt en tilstand med indiferens, hvor man føler frihed og fred, stiger højt op over verden og har en salighedsfølelse … Personen ophører med at opfatte sig selv som en del af sin egen almindelige bevidstheds mangfoldighed. Han er steget op over sin egen personlighed. En dybere og renere sjæl kom i stedet for den normale personlighed.

(b) I denne tilstand, hvor oplevelsen af at være en persolighed og opfattelsen af verden forsvinder, er mystikeren bevidst om, at han har en nær relation til Gud selv, og om, at han deltager i guddommelighed. Kontemplation implmenterer en metode til væren og viden. Disse to begreber har endvidere dybest set tendens til at blive én. Mystikeren får et stadigt større indtryk af at være det, som han ved, og at vide det som han er.”

Men disse beskrivelser – uanset hvor værdifulde de er – dækker ikke hele emnet. De handler om den mystiske kontemplation, men der findes andre former for kontemplation, som ikke har den specifikke religiøse karakter, der tillægges “mysticisme” i dens mere afgrænsede og accepterede form.

Kontemplation kan have æstetisk karakter – kontemplation over skønhed, kontemplation over virkeligheden, sådan som den manifesteres og findes i den synlige verden – eller den kan have “poetisk” karakter – kontemplation over den kosmiske orden og over den dynamiske og stadige forandring i det universelle liv.

Inspiration og indre oplysning

Det er nu tanken at relatere kontemplation til de øvrige stadier i “indre handling”, der er beskrevet i tidligere instruktioner. Kontemplation kan (men ikke altid) blive en følge af den refleksive meditation. Sommetider kan den forekomme spontant, ja, man kan sige næsten uundgåeligt, men for det meste er den et resultat af den “mediterendes” velovervejede hanling – dvs. en handling, hvor viljen anvendes. Al mental aktivitet og al tænkning er standset. Opmærksomheden og det mentale søgelys er rettet opad mod et område med ren og klar erkendelse. På det næste stadie, løftes hele bevidstheden opad, og man bliver i stand til at dvæle i kortere eller længere tid inde i det højere niveau af virkelighed og af væren. Det er en tilstand i dyb, men positiv “stilhed”, en tilstand med en rolig “indre spænding”. På dette stadie kan man modtage lys og energi. Man kan praktisere den højeste form for receptiv meditation. Man har kaldt det “kilden til inspiration og indre oplysning”. Det er en “genopladning, en tid med indre vækst, der tappes fra den åndelige energis kilder.

Det højeste resultat af indre udvikling

Af ovennævnte beskrivelser træder to grundlæggende fakta frem:

1. Sand kontemplation er ikke en passiv, drømmeagtig tilstand, som man ofte har betragtet den som, men deimod en tilstand med øget intuitiv opfattelse, med klar erkendelse, der kan fremkaldes og opretholdes med en viljeshandling.
2. Den fører til en bevidst og direkte virkeliggørelse af unversalitet.

Evelyn Underhill skriver:

“Fra den kontakt, der er skabt med dette universelle liv … drager mystikeren en forbløffende styrke, en ubevægelig fred og en kraft til at beskæftige sig med omstændihederne, som er en af det forenende livs mest markante karakteregenskaber”.

 Dette er så sandelig det højeste resultat af en indre udvikling. Det er den virkeliggørelse af det sidste princip, som de andre love og principper for Guds rige fører til – princippet for essentiel guddommelighed.

Transformationens nødvendighed

Men denne transcendens af dualitet, selv af den højeste type og af dette forløb fra vision til identifikation, kræver transformation og regeneration af personlighed.

For at kunne gennemføre denne transformation af alle “lavere” elementer, må man som det første opdage og “acceptere” de mørke sider i ens egen natur. I den udstrækning de er til stede, udgør de det materiale, der skal bearbejdes og transformeres og til sidst resultere i hele den rigdom og syntese en regenereret “ny person” besidder. Under forløbet af de kritiske faser i denne erkendelseog transformationsproces, passerer det enkelte menneske gennem smertefulde perioder med tørke og indre mørke.

Nødvendigheden af at beskæftige sig med “den mørke side”, med “skyggen”, er blevet fremhævet af de mere intuitive psykologer som C.G. Jung og Rollo May. Men før dem har det været erkendt fuldt ud af mystikere gennem alle tider, men med forskellige terminologier, og de har fremhævet renselsen i transformationen og – hvad angår de kristne mystikere – nødvendigheden af Guds indvirkning.

Dette hjælper til at forstå naturen og betydningen af en anden og helt modsat form for kontemplation. Evelyn Underhill sammenfatter dens natur med ordene: “det bevidste Jeg, befinder sig i mørke, fordi det er blændet af et lys, der er stærkere end det kan tåle”, og citatet fortsætter med en åbenbarende forklaring udtalt af St. Johannes af Korset:

“Jo mere klart lyset er, jo mere vil den naives øjne blive blindet, og jo mere vi prøver på at se mod Solen, jo svagere bliver vores syn og jo mere formørkes vores svage øjne. På samme måde vil kontemplationens guddommelige lys, når det skinner på den sjæl, der endnu ikke er fuldstændig renset, fylde sjælen med åndeligt mørke, ikke kun på grund af lysets stråleglans, men fordi det paralyserer sjælens naturlige intuitive opfattelse. Den smerte, som sjælen føler, er den samme som svage og syge øjne føler, når de pludseligt rammes af et stærkt lys. En sådan smerte er intens, når den endnu ikke rensede sjæl finder sig omgivet af dette rensende lys. For i dette rene lys, der rammer urenhederne for at fordrive dem, opfatter sjælen sig selv som så uren og så elendig, at det synes. som om Gud selv har sat sig imod det …”

 

Mindre drastiske former af dette mørke – såsom en form for “tørhed”, et indre tomrum og tab af livsglæde – kan også forekomme i de tidlige meditationsstadier.

De kommer specielt (men ikke kun) hos følelsesbetonede mennesker og hos mennesker, som har større eller mindre tendens til det mystiske, og som forpligter sig til at anvende og udvikle tænkeevnen bevidst. Disse faser med mørke og tomhed danner en del af de uundgåelige svingniger i det indre liv. Man bør være bekendt med dem på forhånd, og deres rensende og derfor gavnlige funktion bør man påskønne og værdsætte. På denne måde kan megen unødig lidelse undgås.

De mennesker, der passerer gennem disse stadier med mørke må stå fast i den tro, der er baseret på utallige medpilgrimmes erfaring, at sådanne stadier så sandelig er forbigående og midlertidige, og at de gennem dem vil nå op til højere niveauer for virkeliggørelse og til endnu stærkere lys og større glæde.

Udstråling

Gentagen gange i dette studie er der blevet fokuseret på betydningen af, at man skal give udtryk for den energi, man har fået kontakt til, og som er et resultat af meditationen, og at man bør anvende de ideer og inspirationer man har modtaget. I andet års sjette instruktion blev emnet Udstråling og tilkendegivelse beskrevet specielt, og de studerende anbefales at læse den instruktion igen. Men på grund af den store betydning som dette “slutresultat” af meditationen har, kommer her nogle flere forslag i form af en kort oversigt som afslutning på det nuværende år.

Oversigt over udstråling

1. Hvad er udstråling?
   1.  Den stråler ud fra enhver speciel forms essens eller radioaktivitet.
   2. Den tilkendegiver energi, og dens lavere modsvarighed til den åndelige udstråling fra alle guddommelige væseners sjæle kan man se i atomet, mineralet, blom sten og dyret.
   3. Den er den virkning, der skabes, når man når et stadie med vibratorisk aktivitet.
   4. Den tiltager i styrke, når sjælskontakt og sjælsintegration stimuleres.
2. Typer af udstråling forbundet med meditation
   1.  Telepati
      • Receptiv.
      • Projekteret.
   2. Intuitive indtryk.
      • Modtages.
      • Udsendes.
   3. Projektion.
      • Opad – koordination og kontakt med sjælen eller højere væsener.
      • Udad – udstråling til omgivelserne, hvorved alt okringværende påvirkes, betinges og forandres.
   4. Gennemtrængning.
      • Opad – til højere og indre bevidsthedssfære.
      • Nedad – til områder med særlige formål.
3. Virkninger
   1.  Kreativitet. Dette kan antage mange former afhængig af den enkeltes karakteregenskaber og evner, og man bør ikke kun opfatte det som kunstnerisk Man kan være kreativ på mange praktiske måder i hverdagslivet, ikke mindst med en generel positiv holdning, der kreativt transmuterer omgivelserne.
   2. Glæde. Den udstrålende værdi ved glæde blev gennemgået i dette års femte instruktion.
   3. Nedbrydning af blændværk. Dette emne vil blive gennemgået senere. Det er et kompliceret og omfattende emne, men meget betydningsfuldt.
   4. Velsignelse er en bestemt form for overførsel af energi. Dette er forklaret i Blessings For a Total World, der kan rekvireres fra Meditation Mount, P.O.Box 566, Ojai, CA 93023, og den er anbefalelsesværdig.
   5. Healing. Dette er ligeledes et for stort emne at gå nærmere ind i, men man bør være klar over, at man besidder en “healingsenergi” i samme udstrækning, som man udstråler kærlighed, harmløshed, positivitet, rigtige relationer og kvaliteter af lignende natur.

Udstrålingens styrke

Den nye tidsalders tendenser, såsom positivitet, dynamik, udadvendthed og glæde, har alle en udstrålende kvalitet. Det kan derfor forventes, at udstråling bliver en stærkere og bedre forstået faktor i menneskenes  liv i fremtiden. Mange fysiske former for udstråling bliver allerede nu studeret videnskabeligt inden for forskellige områder, og dette bereder vejen til større opmærksomhed vedrørende de mere subtile former for udstråling – følelsesmæssig, mental og åndelig – som man skal lære at styre og at anvende.

Det siges, at “udstrålingssfæren” er et kraftfuldt instrument i tjenestearbejdet, og at udstrålingen i virkeligheden er en af menneskets største forpligtelser. Alle mennesker udsender hele tiden noget til andre – og derfor er det vigtigt at huske, at man kan udstråle god vilje lige så effetivt som vrede – og ofte langt nemmere. Man kan være hjælpsom eller hindrende. Man kan have en opløftende, transmuterende og healende indflydelse, hvor end man er, og udstråling er en af de bedste måder at anvende sjælskvalitet på.

 

Sådan kan du komme videre

Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv

Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli

Læs introartiklen om energipsykologi

Læs introartiklen om integral meditation