• Norwegian Bokmål
  • English
  • HJEM
  • Energipsykologi
    • Hvad er energipsykologi?
    • Energipsykologi – bogomtale
    • Artikler om energipsykologi
    • Energipsykologiske links
  • Meditation
    • Hvad er Integral Meditation?
    • Integral Meditation – De syv meditationsveje til sjælen – Bog
    • Artikler om integral meditation
  • Psykosyntese
    • Hvad er Psykosyntese?
    • Psykosyntesens Sjæl – bogomtale
    • Videoer
  • Artikler
    • Intro til Psykosyntese
    • Roberto Assagioli interviews
    • Diverse Assagioli artikler
    • Psykosyntese og psykoterapi
    • Psykosyntese filosofi
    • Psykosyntese og Selvet
    • Psykosyntese og Undervisning
    • Psykosyntese og Viljen
    • Psykosyntese øvelser
    • Ordbog
  • Produkter
    • coachinguddannelse
    • Foredrag
    • Kurser
    • Seven Types – Business Coaching
    • Webshop
  • Blog
    • En energiarbejders dagbog
  • JivaYou
  • Om

Kenneth Sørensen

Energipsykologi, meditation og psykosyntese - artikler, bøger, videoer ...

  • Ordbog
  • Sitemap
  • Webshop
Du er her: Hjem / Integral Meditation / Meditation og viljen af Roberto Assagioli

Meditation og viljen af Roberto Assagioli

06/06/2017 af sorensen kenneth Skriv en kommentar

Table of content

  • 1 At opdage viljen
  • 2 Mange typer vilje
  • 3 Konstruktiv og destruktiv vilje
  • 4 Viljen i meditation
  • 5 Den styrende vilje
  • 6 Vilje ved påkaldelse og udstråling
  • 7 Meditation på viljen
  • 8 Øvelse til udvikling af viljen
  • 9 Aspekter af viljen
  • 10 Meditation
  • 11 Den frie vilje og anvendelse af viljen
  • 12 Viljens nedbrydende kraft
  • 13 Eftertanke
  • 14 Omrids til meditation over viljen
  • 15 I. Forberedelse
  • 16 II. Refleksiv meditation
  • 17 III. Anvendelse af symboler
  • 18 IV. Receptiv meditation
  • 19 V. Bekræftelse
  • 20 VI. Tilkendegivelse
  • 21 Sådan kan du komme videre med Meditation

Artiklen beskriver hvorledes viljen kan aktiveres i meditationsprocessen og hvorledes meditationen kan give fortsat dybere erkendelser af viljens aspekter og formål.

Af Roberto Assagioli, Oversættelse Ebba Larsen


At opdage viljen

Begrebet vilje er blevet omtalt i artiklen: Tendenser og karakteregenskaber i den nye tid. (læs også artiklerne: Træning af viljen , Viljens Stadier af Roberto Assagioli og Psykosyntese og Den gode vilje) Vi vil nu gå dybere ind i nogle af dette emnes mange aspekter, da det har fået stadig større betydning, at man forstår, hvad vilje er, og hvordan den skal anvendes på den mest rigtige måde og mest effektivt. De problemer, der er forbundet med vilje, er nu for tiden ved at antage nye proportioner. Vilje vil blive et bærende princip i den nye tid, og derfor er det en vigtig rolle i et samarbejde at medvirke til, at den udvikles på rigtigste måde til den nye tids krav.

Vilje opfattes ofte som impuls, intens handlekraft og ydre aktivitet og som visse hårdnakkede eller “viljesfaste” træk i karakteren. Men den sande vilje er noget helt andet, og for at få kendskab til, hvad vilje i virkeligheden er, så må man selv opdage den i sit eget indre, for den er en indre realitet, der ikke kan forklares med ord, men må erfares og erkendes.

Mange typer vilje

Dybest set manifesterer viljen sig på forskellig måde i hver enkelt af os, fordi den motiveres i det indre og fører den enkeltes særlige egenskaber med sig. Den er fx. for nogle menneskers vedkommende dynamisk med en stærk fremdrivende kraft, medens den for andre er mindre tydelig, men med en rolig styrke og vedvarenhed. Der findes mange typer vilje og mange retninger og områder, hvor den specielt kan komme til udtryk, men det er kun ved selv at opdage sin egen vilje, at man kan få indsigt i denne indre krafts sande natur og egenskab, og i hvordan man bør udvikle og anvende den.

Vi kan tydeligt mærke viljen spire frem, når faren truer, eller når vi gennemlever en akut prøvelse. Dette kan være en helt realistisk og markant oplevelse, hvor vi kommer ud af situationen med en følelse af, at der findes en kraftkilde, som man kan trække kraft fra. Et andet eksempel er, at man i en lang periode med nervøsitet og usikkerhed kan føle en indre støtte, og at noget holder én oppe, eller man kan opleve, at vilje er en faktor, der sætter én i stand til at træffe og gennemføre en vanskelig beslutning . Meditation er en helt grundlæggende teknik til at nå frem til forståelse af, hvad vilje egentlig er, og til at få den indsigt, der kræves for at kunne højne metoden til, at den kan komme til udtryk på rigtigste måde. Det er denne proces, vi i hovedsagen beskæftiger os med i dette studium.

Meditation og vilje er forbundet på to måder:

Vilje er nødvendig i meditation.

Meditation er nødvendig for at erkende viljen og for at udvikle og anvende den rigtigt.

Konstruktiv og destruktiv vilje

Man bør altid huske, at viljesenergien kan – ligesom alle andre energier – anvendes både rigtigt og forkert. Den kan anvendes konstruktivt og destruktivt og som en motiverende kraft til det gode eller til selviske formål. Det er en interessant men sørgelig kendsgerning, at menneskeheden har tendens til som det første at anvende energierne forkert – de lavere manifestationer eller fremkomster bliver først tilkendegivet. Det vil sige, at det almindeligvis er de lavere egenskaber i viljen , der anvendes – dens aggressive, destruktive og selviske aspekter.

Men egen-viljen kan og bør transmuteres til den-gode-vilje og til viljen-til-det-gode. Derved vil det enkelte menneske gradvis identificere sig med den højere vilje eller hensigt, den universelle vilje , som vi er en del af – “den kosmiske orden” har Einstein kaldt den. (1)

Her ser vi igen viljens forbindelse til meditation , og da det er nødvendigt, at vi anvender viljen til at meditere på vilje, så vil vi først se på dens rolle på dette område.

Viljen i meditation

Det indledende skridt i al meditation er viljen til at meditere. Det er et selvvalgt initiativ, når det enkelte menneske beslutter at praktisere meditation efter at have erkendt, at meditation er værdifuld og nødvendig. Men for at kunne gennemføre denne beslutning er det nødvendigt, at man på vedvarende måde kan fastholde viljens medvirken.

Det første, viljen skal anvendes til, er at eliminere det, der kan forstyrre meditationsprocessen: den skal fx. anvendes til at “gøre plads” til meditation, hvad angår tid og bevidsthed . “At gøre plads i tidsmæssig henseende” betyder, at der må afsættes et fast tidsrum til regelmæssig meditation. “At gøre plads i bevidstheden” betyder, at den skal beskyttes mod alt det, som forstyrrer, og som altid tilskynder til andre aktiviteter, specielt i det moderne liv. Det betyder således, at viljen skal anvendes til at drive alt det ud af bevidsthedsområdet, som normalt er til stede eller som konstant prøver at trænge ind, såsom sansninger, emotioner, drifter, forestillinger, tanker, erindringer, forventninger og så videre.

Den styrende vilje

Dernæst er det nødvendigt at anvende viljen til mest effektivt at udføre de forskellige faser i meditationen. Der kræves megen vilje til at koncentrere sig om et emne, fx. i refleksiv meditation. Den styrende vilje må fastholde sindet stabilt på opgaven for at forebygge, at det strejfer omkring eller springer over til andre områder. Også ved visualisering, når vi skaber et mentalt billede eller visualiserer med forestillingsevnen, er det viljen, der holder billedet roligt og stabilt og fastholder opmærksomheden på det.

I receptiv meditation er viljens funktion at opretholde bevidstheden i en positiv tilstand med ligevægt og rolig årvågenhed, og at holde sindet i ro og på samme tid undgå en negativ drømmende tilstand.

Det samme gælder kontemplation . Her bliver viljens højeste funktion virksom. I Patanjalis Yoga sutras (13. 1.bog) siges:

“Den rette brug af viljen er en vedvarende stræbenefter at stå i åndelig væren.”

I bogen om Buddha “Essays i Zen Buddhism”, s.115, (Luzak & Co, London, 1927) giver dr. Suzuki indsigt i den rolle, som viljen spiller i de højere sfærer:

“… Buddha gjorde det mest ihærdige forsøg på at løse problematikken vedrørende uvidenhed, og han frembragte den mest intense viljeskraft for at nå frem til et vellykket resultat af sin ihærdighed … Derfor må indre oplysning være forbundet med viljen såvel som med intellektet. Det er en intuitiv indvirkning født af viljen… Han (Buddha) besad en ukuelig vilje. Med den yderste kraftanstrengelse ønskede han at nå ind til selve sandheden i emnet. Han bankede på og bankede på, indtil uvidenhedens døre åbnede sig. Han sprængte dørene ind til nye panoramaer, der aldrig før havde vist sig for hans intellektuelle vision.”

Vilje ved påkaldelse og udstråling

Viljen er ligeledes essentiel ved påkaldelse. For at en påkaldelse kan blive effektiv, skal den styres opad af en stærk, intens vilje.

Udstråling og velsignelse kræver også viljeskraft – i disse tilfælde kombineret med kærlighed. Og som det sidste vil en ydre tilkendegivelse af meditationernes resultater – enten man ønsker at videregive dem skriftligt eller på anden kreativ måde – kræve virkelig og vedvarende brug af viljen, for at en logisk og fyldestgørende form kan skabes og opretholdes på det fysiske plan.

Dette var en kort sammenfatning af viljens rolle i meditation , men det er naturligvis en lang og gradvis proces, idet viljen anvendes mere og mere effektivt i de mange forskellige stadier. Om processen bliver vellykket afhænger af meditationernes kvalitet lige fra begyndelsen, idet koncentration er et af de første problemer, og alle har behov for at påkalde viljen for at nå frem til en løsning af det.

Et citat fra Alice A. Bailey’s bog “Fra intellekt til intuition ” (Lucis Publishing, New York, 1969), beskriver det indledende arbejde ved meditation:

“… det bør bemærkes, at nøglen til succes ligger i en konstant og utrættelig indsats… Sporadiske forsøg fører ikke aspiranten nogen vegne… Nogle få minutters koncentration eller meditation udført regelmæssigt vil bringe aspiranten meget længere end nogle enkelte timers indsats tre eller fire gange om måneden. Det er blevet sagt så rigtigt, at “for at meditation skal være effektiv med hensyn til resultater, må den ikke kun være en lejlighedsvis indsats, når vi føler os tilskyndet til det, men viljens uafbrudte og utrættelige pres.”

Meditation på viljen

Viljens natur er vanskelig at forstå, og det er kun gennem meditation, at vi gradvis kan nå frem til at få en nogenlunde opfattelse af dens natur og egenskaber. Viljen har varierende faser, forskellige mål og formål og mange måder at manifestere sig på. Viljens virkelige essens er gådefuld, idet den befinder sig på de højere niveauer udenfor den normale menneskelige bevidstheds rækkevidde. Dette kan være forklaringen på, hvorfor nutidens psykologi – der beskæftiger sig med de meget “normale” eller almindelige niveauer – praktisk talt ignorerer viljen.

Gennem refleksiv meditation på viljen kan vi nå frem til at få et nogenlunde kendskab til dens varierende aspekter. Via påkaldelse og receptiv meditation kan vi tiltrække og kaste lys over viljens sande natur og substans. Via bøn og meditation kan vi tilpasse den personlige vilje med sjælens vilje og senere koordinere dem begge med Guds vilje.

Når vi har udviklet en del af viljen og vil anvende den rigtigt, så kræver det omhyggelig eftertanke og dømmekraft for at manifestere den klogt, konstruktivt og uden at skade, og til denne proces er refleksiv meditation nødvendig. Det indebærer også, at man skal tage stilling til spørgsmål som “de rigtige valg og beslutninger”, der er aspekter af viljen. Normalt vil en rigtig anvendelse af sindet være tilstrækkelig, men når vi står overfor dybere principper eller i tilfælde af en alvorlig situation eller en uventet begivenhed, kan det være nødvendigt at påkalde sjælens vilje.

Øvelsen på næste side er værdifuld som forberedelse til at få kendskab til ens egen vilje og til at udvikle den.


Øvelse til udvikling af viljen

Sid i en behagelig stilling. Løs alle spændinger – fysiske, emotionelle og mentale.

Genkald dig de forskellige tilfælde og/eller situationer, du står overfor, eller som du sandsynligvis vil komme til at stå overfor, hvor du vil have behov for at anvende viljen. Derefter skal du:

danne et så levende billede som muligt af den skade på dig selv og andre, som din svage vilje kan forvolde eller måske allerede har forvoldt. Formulér disse forestillinger tydeligt. Det kan også være en hjælp at lave en liste over dem. Gør derefter brug af dine følelser af utilfredshed til at støtte et oprigtigt og vitalt ønske om at styrke din vilje. Dan et så levende billede som muligt af alle de fordele, som en udvikling af viljen vil bringe. Undersøg dem og formulér dem tydeligt og vis din entusiasme og glæde ved udsigten til at opnå dem. Som det sidste skal du danne et billede af dig selv, hvor du ser dig selv være i besiddelse af en stærk vilje. Visualisér, at du i alle situationer handler med selv-kontrol og beslutsomhed, og “som om” du kan mestre en både indre og ydre selv-kontrol. Denne øvelse bør underbygges af bestemte viljeshandlinger og øvelsesprogrammer, der kan påkalde og aktivere viljen. Ligesom vi må træne de fysiske muskler for at styrke dem, således vil viljen vokse ved at “blive anvendt”, og psykologer som William James har gjort sig til talsmand for, at man udfører tilsyneladende “nytteløse øvelser” med dette specielle formål, og for at man lærer at anvende viljen uden hjælp af andre motiverende impulser, som fx. ønsker eller hensigt. (2)

Aspekter af viljen

Vi bør imidlertid stræbe højere end at styrke den individuelle eller personlige vilje , og derfor skal vi nu studere de rigtige relationer mellem:

1. Den personlige vilje og Selvets vilje.

2.Den individuelle vilje og andres vilje.

3.Den individuelle vilje og den universelle vilje .

Dette er aspekter snarere end stadier i udviklingen af viljen, for der foregår en parallel udvikling. Den personlige vilje skal nå frem til at adlyde sjælens vilje, og derefter finder der en gradvis sammensmeltning af disse to viljer sted, men da vi er forenet med andre på sjælsniveau, så virker denne proces på samme tid som en hjælp til at opnå en rigtig relation mellem den individuelle vilje og andres vilje og viljen i den gruppe, vi er knyttet til. Dette er en gradvis proces, der fører til opfyldelse af ønsket om at samarbejde og identificere sig med den universelle vilje.

Den gode vilje er en tydelig forudsætning i denne proces. Men det er viljen-til-det-gode, der forbinder os med den universelle vilje. Viljen-til-det-gode betyder, at man koordinerer den individuelle vilje med det gode for helheden, og det forudsætter en positiv og dynamisk indstilling til og overbevisning om, at det gode vil sejre.

Man må være klar over, at dette er noget helt andet end menneskenes blinde og ugennemtænkte accept af passivt at “adlyde Guds vilje”. Det er nødvendigt, at vi har en individuel vilje for at blive i stand til at identificere den med en højere vilje – den må være et udviklet brugbart aspekt i det indre, før den bliver i stand til “villigt” at deltage i et bevidst samarbejde med noget, der er større end den selv.

Dette er i overensstemmelse med nutidens afvisning af at acceptere og adlyde al “autoritet” og den intelligente tvivl der rettes mod alle de traditionelle “bud”. Menneskehedens voksende bevidsthed erkender, at der kræves mere end dette af et tænkende menneske, dog har en sådan opfattelse tendens til at skabe en negativ passivitet eller et udadvendt oprør. I begge tilfælde indebærer det en periode uden tro på en højere magt end menneskeheden og de fysiske kræfter, der kan observeres helt konkret. Det er derfor nødvendigt, at de mere videnskabelige opfattelser af den fremadskridende evolution og af lovene om psykologisk og åndelig udvikling erstatter den “blinde tro” på Gud. Menneskeheden er langsomt ved at bryde igennem til denne mere intelligente opfattelse af en “kosmisk orden” og en universel lov, men det er noget, vi behøver at meditere på for at få en klar opfattelse af, hvad de i realiteten indeholder, og hvor vores rigtige plads findes i dem. Som hjælp til tydeliggørelse kan følgende korte meditation anvendes.

Meditation

1. Slap af – få både emotionel og mental “ro” over dig.

2. Lad en følelse af universets uendelige storhed gennemstrømme hele dit væsen.

3. Opfat dig selv som en ganske lille partikel i dette vældigt store og prægtige univers.

4. Opfat derefter den ekspansion, der sker af det personlige selv i denne proces. Det er i virkeligheden en indre “Kopernicus-revolution”, for vi er ikke længere midtpunktet i universet. En mere sand følelse af relationen til den helhed, som vi er en del af, begynder at udvikle sig. Vi begynder at se de rigtige proportioner i vores egen lille viljes relation først til andres vilje dernæst til større og større gruppers vilje og som det sidste til den universelle eller guddommelige vilje.

5. Bekræft det, du har oplevet, med en tydelig mental formulering. Formulér dit eget standpunkt og anvend det som grundlag for dine handlinger gennem hele dagen.

Selv om denne meditation kan udføres på ret kort tid, skaber den en ny og mere udvidet opfattelse af vores sande væsen, og den giver en værdifuld nyorientering, der kan anvendes ved mødet med dagens aktiviteter og problemer.

Den frie vilje og anvendelse af viljen

Den frie vilje er et yderligere aspekt af dette emne, der skal nævnes, skønt det er et for omfattende tema til at blive beskrevet fuldt ud her.

Den frie vilje er et gode for menneskeheden, men medfører også risici og farer. Hvis vi ikke havde en fri vilje, ville vi være automater, men det er et stort ansvar at anvende den rigtigt. Frihed er som en “berusende” vin. Den har tendens til at stimulere os til at overskride frihedens guddommelige rettigheder, til at sløre vores ellers så gode dømmekraft og til at føre os ud i overmod af forskellig slags. Man kan faktisk sige, at det er et centralt problem for menneskeheden at anvende den frie vilje rigtigt, og det er et problem, der i vore dage er kommet helt op til overfladen.

For at løse dette problem er det nødvendigt, at vi forstår den tidligere nævnte relation mellem den enkeltes “frie” vilje og andres “frie” vilje, og at vi bliver klar over, hvor vores plads er i den universelle helhed. Den forrige meditation vil være en hjælp til at nå et resultat.

Viljens nedbrydende kraft

Viljen er i dag nødvendig som et fremdrivende, afklarende og rensende redskab, men at anvende nogle af dens nedbrydende aspekter er ikke det samme som at anvende den forkert. Nedbrydning af udtjente former må nødvendigvis gå forud for opbygningen af den nye tid. Grunden må renses for fortidens affald, før vi kan rejse en ny verden. Vi må også huske, at mange af de tidligere opbyggede former stadig kan være udmærkede i sig selv, men de er ikke længere tilstrækkelige til den nye mentalitet og de nye livsforhold i vores tid og i fremtiden.

Det nedbrydende aspekt af viljen er således en nødvendighed for at kunne eliminere udtjente former, men vi må anvende dette aspekt af viljen med visdom. En af de største udfordringer er at sammensmelte vilje og kærlighed – den energi, der kan harmonisere disse to egenskaber er visdom. Klog kærlighed og klog anvendelse af viljen er nøglen. Både i det enkelte menneske og i en gruppe kan der forekomme for megen kærlighed i forhold til vilje, eller for megen vilje i forhold til kærlighed, men der kan aldrig forekomme for megen visdom. Der er brug for al den visdom, som overhovedet er muligt.

Så lad os bestræbe os for at identificere den individuelle og “frie” vilje med den vilje, der findes i sjælen, for den besidder visdom og identificerer sig med den universelle vilje og det største gode.

Eftertanke

Viljen har flere funktioner end de ovenstående, men dem har vi ikke kunnet gå ind på her, for det ville blive et for omfattende studium. Men i det følgende meditationsomrids findes der forslag til temaer, hvor man kan opspore disse funktioner og udvikle en rigtig anvendelse af viljen. Fx. vil omhyggelig eftertanke over viljens stadier bringe åbenbaring af potentialerne i denne indre kraft i mange retninger. De fleste af os har endnu ikke registreret eller tappet af den energikilde, som viljen udgør. Alle former for energi skal anvendes rigtigt, også viljesenergien, og derfor er ansvaret yderst vigtigt i denne henseende. Vi bør sørge for at være så informerede som muligt om potentialerne i viljen, og vi bør frem for alt udvikle evnen til at styre den med klogskab.

Omrids til meditation over viljen

I. Forberedelse

Koncentration . Erkend punktet for ren selv-bevidsthed.

Elevation. Ret aspirationen i hjertet og opmærksomheden i sindet mod Selvet .

Identifikation. Identificér dig forestillingsmæssigt og bekræftende med Selvet.

 

II. Refleksiv meditation

Forslag til temaer:

1. Et af stadierne i viljen: Motivation – vurdering – mål Overvejelse Beslutning – valg Bekræftelse Planlægning Retning for iværksættelse af en plan

2. En af egenskaberne i viljen: Energi Koncentration Kraft til beherskelse Beredvillighed Vedvarenhed

III. Anvendelse af symboler

Visualisering: Visualisér et levende og stabilt symbol på viljen fx. en lysende fakkel.

IV. Receptiv meditation

Påkaldelse:“Må sjælens vilje herske over mig og styre mit liv.” Reception:Rolig erkendelse af viljesenergiens nedstrømning til personligheden på alle niveauer (det mentale, det emotionelle og det fysiske).

V. Bekræftelse

“Må selvets vilje-til-det-godekomme til udtryk gennem mine tanker,ord og handlinger.”

VI. Tilkendegivelse

Vælg og formulér en bestemt god anvendelse af viljen, som du kan tilkendegive i dit liv i dag.

NOTER

(1) Roberto Assagioli beskriver i sin bog Viljens Psykologi, (Kentaur Forlag, 2005) forskellige metoder, teknikker og øvelser til en praktisk skoling af viljen og til at kunne anvende den optimalt på alle niveauer af tilværelsen – lige fra det personlige til det transpersonlige og frem til det område, hvor den individuelle vilje smelter sammen med den universelle vilje .

(2) Man kan finde eksempler i Viljens psykologi af Roberto Assagioli.

Sådan kan du komme videre med Meditation

Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv

Læs også artiklen om Integral Meditation

Læs introartiklen om integral meditation

Gemt som: Integral Meditation

© Artikler fra www.kennethsorensen.dk må distribueres videre via e-mail og udprintes uden forfatterens tilladelse. Anden brug, herunder print i medier, visning på andre websites og anden form for distribution, eller brug af denne artikel, eller dele heraf, kræver ophavsretindehaverens tilladelse.

Gem kommentar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

7 gratis meditationer

Styrk dine syv talenter for:

Lederskab, Empati, Innovation, Harmoni, Knowhow, Motivation og Skaberkraft

​

Skriv dig på mit nyhedsbrev og få straks adgang til de syv meditationer

personality profiles

JivaYou’s Personlighedstest

Tre bøger til din personlige og spirituelle udvikling!

energi psykologi
Køb her!

Integral Meditation
Køb her!

Psykosyntesens sjæl
Køb her!
Køb e-bøger

Search

  • Ordbog
  • Sitemap
  • Webshop

Kenneth Sørensen, Ermelundsvej 102, 2820 Gentofte, Tlf. 2513 0502 Email: ks@kennethsorensen.dk web: kennethsorensen.dk


Copyright © 2021 · kennethsorensen.dk · Kenneth Sørensen MA, Psychosynthesis · Informasjonskapsler/cookies