I denne artikel beskriver Assagioli de syv veje til spirituel erkendelse og til selvrealisering. Den heroiske vej, kærlighedens vej, handlingens vej og skønhedens vej etc. er alle veje til oplysning
Af Roberto Assagioli M.D., Oversættelse Annabritt Jakielski
Helt frem til i dag har udtrykkene ‘spirituel’ og ‘religiøs’ generelt været betragtet som synonyme, men den specifikt religiøse opfattelse af Virkeligheden, af Gud, er blot en af de forskellige mulige veje. Ordet spirituel anvendes faktisk ofte på en løs måde; det er på samme tid et udtryk, som vækker en vis mistro eller forudindtagethed hos mange, og for nylig begyndte en gruppe fremadtænkende psykologer – blandt dem den nu afdøde Abraham Maslow , som indledte et videnskabeligt studie af de højere aspekter af menneskelivet – at anvende ordet transpersonlig .
Det er et godt udtryk, eftersom det er neutralt og generelt, og samtidig bekræfter den særlige kvalitet ved de erfaringsverdener, som er ”trans” – udover – det normale og som så at sige ligger over det personlige livs almene niveau. Der er en række af disse psykologer, og der udgives et tidsskrift om transpersonlig psykologi , ”Journal of Transpersonal Psychology”, som fremhæver dette nye studie.[1]
De forskellige åndelige veje til virkeligheden er længe blevet anerkendt i Østen, navnlig i Indien, og i det store poetiske værk, Bhagavad Gita, siges det klart, at:
”På hvilken som helst måde mennesker tilbeder mig, på samme måde opfylder Jeg deres ønsker, for uanset hvilken vej mennesker betræder, er det Min vej, O’Pârtha”. (4. kapitel, vers 11)
Kapitlerne i dette poetiske værk fremstiller på fortræffelig vis de forskellige veje, som hver især egner sig for specielle typer af mennesker og deres varierende grader eller niveauer af indre udvikling. Jeg anbefaler Radhakrishnans oversættelse af Bhagavad Gita, da den har en fortrinlig indledning og oplysende kommentarer.[2]
Der er syv overordnede veje til åndelig eller transpersonlig erkendelse. Vejene er ikke skarpt opdelt, men overlapper faktisk til dels hinanden. Nogle mennesker følger eventuelt to eller tre veje på samme tid, da der ikke er nogen rendyrkede typer, og eftersom det gælder for os alle, at forskellige veje eller kvaliteter kommer til udtryk i de forskellige aspekter eller på de forskellige planer af vort væsen. Men alle veje fører til samme store mål, og derfor er det sådan, at jo mere balanceret et menneske er, desto større overlapning er der mellem de forskellige veje, og den måde de interagerer og smelter sammen på. Lad os med afsæt i denne tydeliggørelse tage et fugleperspektiv på hver af disse veje.
Den første kan kaldes Den Heroiske Vej, eller Viljens Vej. Den er spirituel eller transpersonlig, fordi den fører os frem til at overvinde de dybest forankrede personlige instinkter, som handler om selvopholdelse og tilknytningen til vores personlighed. Den rummer opgivelsen af det personlige selv og kan kaldes for selvopofrelsens vej, ofringens vej. Det er den generelle holdning, men den kommer til udtryk i forskellige grader og på forskellige niveauer.
Den Heroiske Vej rummer først og fremmest det at ofre sig til sin familie eller kære, eller til sit land. Der var navnlig tidligere en villighed til at udsætte sig for farer eller endog at ofre sit liv for sit land.
Andre dedikerer sig til en sag, til et ideal, og andre til hele menneskeheden. Der har været helte inden for forskellige områder, helgener inden for det religiøse område, og de store humanitære forkæmpere inden for det sociale område. Dette behøver ingen yderligere forklaring, da det er en meget klar og direkte vej. Men at følge den er noget ganske andet, og for tiden er det ikke nogen særligt populær vej. Den har aldrig været, hvad der kunne kaldes populær, men er det nu mindre end nogensinde før.
Den anden vej til åndelig erkendelse er Kærlighedens Vej eller vejen til indre oplysning og erkendelse. Den Heroiske Vej kan anses for udadvendt , hvorimod denne vej klart er indadvendt i ordets positive betydning; eller vi kan sige ”supra-rettet”, det vil sige rettet opad. Denne vej kan generelt kaldes Raja Yoga Vejen. Den starter med koncentration og kontrollen over det uregerlige sind. Herefter anvendes dette i definitiv meditation , hvor det billedligt talt fører bevidstheden opad gennem forskellige stadier af ren kontemplation på verdenerne, anskuet fra Sjælens perspektiv.
Det heldige udfald af denne opadgående vej er oplysning, en følelse af lys, som ofte er strålende og nærmest blændende i intensitet. Oplevelsen af lys kommer til tider ganske uforberedt, pludseligt og uventet. Apostlen Pauls oplysning på vejen til Damaskus er det ypperste og bedst kendte eksempel på dette; Saul blev til Paul fra Tarsus igennem en pludselig og uventet illumination . Andre har haft tilsvarende oplevelser, omend i ringere grad. Oftere kommer oplysningen dog gradvist eller i en bølge af voksende ”oplysninger”.
Disse oplysninger kaster ikke blot lys indad, men åbenbarer samtidig guddommen, eller virkeligheden, i andre og i hele skabelsen. De største og bedst kendte eksempler på de, der har fulgt denne vej, er Buddha og Kristus; Buddha betyder ”Den Oplyste”. Og Kristus sagde, ”Jeg er Verdens Lys”.
Den tredje spirituelle vej er Handlingens Vej, Karma Yogaens Vej. Denne handlingens vej er i en vis betydning en udadvendt vej som den første, men den har også et indadvendt eller supra-vendt, dvs. opadrettet, aspekt – dedikationen af handlingerne til Gud, til den højere virkelighed. Den indbefatter at vie alle handlinger til en højere virkelighed eller et højere formål, hvor det at vie har samme betydning som hellighed, og der er derfor tale om en helliggørelsens vej. Dette er også meget fint illustreret i forskellige kapitler af Bhagavad Gita, hvor denne vej kaldes Vejen til Forsagelse af Handling. Det betyder ikke at forsage i form af ikke-handling, men forsagelse af frugterne af ens handling. Og, som det formuleres i Stilhedens Røst: “Både handling og ikke-handling vil have bolig i dig”. Der udføres en handling, men der er samtidig tale om ikke-handling i den forstand, at der ikke handles med personligt formål for øje.
Den fjerde vej er en af de bedst kendte – Den Æstetiske Vej. Den kan kaldes erkendelsen af den iboende guddommelighed igennem skønhed. Det er blevet sagt, at skønhed er Guds kendemærke. Skønhedens under i naturen og hos levende væsener er indikationen af, at noget er til stede i formen, noget højere, som formen udtrykker.
Denne vej er bedst fremstillet af Platon. Han taler om ”Skønhedens stige”, hvor vi først beundrer de fysiske formers skønhed, dernæst erkender og beundrer vi den indre skønhed i det højere, i de indre kvaliteter eller evner. Derfra vender vi os imod idéen om skønhed, kilden til al skønhed, som i sig selv er frigjort fra alle former, men som kommer til udtryk i alle smukke former.
Denne form for erkendelse er spontan hos alle, hos hvem den æstetiske sans i større eller mindre grad er udviklet. Kunstnere søger ivrigt, og til tider desperat, at genskabe den i deres værker, malerier, skulpturer og musik. Men dens grundlæggende åndelige natur er ikke synlig og erkendes ikke nemt, og forvanskninger er ofte resultatet af disse anstrengelser. Alligevel er de mere eller mindre heldige forsøg på at fange noget immaterielt, som ikke har med formen at gøre, men som bibringer den skønhed, og derfor er den en vej til åndelig erkendelse. For nogle er det den eneste vej til transpersonlig erkendelse. (Der kan siges meget mere om denne æstetiske sans, men vi vil her begrænse os til et kort panoramisk overblik).
Dernæst har vi den Videnskabelige Vej. Den er ikke ny, med det er en vej, som på det seneste har tiltrukket sig stigende opmærksomhed, fordi videnskaben med sine store opdagelser har åbnet alles øjne for universets under og ufattelige udstrækning.
De overordnede skridt på denne vej har været: Først udbredelsen af det ptolemæiske synspunkt, at jorden var universets centrum, dernæst det kopernikanske synspunkt, at jorden blot er en planet, der er i kredsløb omkring solen. Derfra er videnskaben nået langt videre, og solen anses alene for én stjerne blandt talløse andre i en galakse. Men i de senere år er samme galakse, Mælkevejen, der tidligere blev anset for – og er – enorm, blevet erkendt som blot én af millioner af galakser, der findes i universets uendelighed. Hertil er astronomien kommet, men der gøres nye opdagelser nærmest hver dag. En af disse opdagelser går ud på, at der antageligt eksisterer usynlige himmelske legemer, der knytter an med den esoteriske lære om visse planeters æteriske manifestation og eksistensen af højere væsener. Alt dette giver en følelse af under og ærefrygt og fører frem til erkendelse af det overmenneskelige.
Endnu mere vigtigt er det, at videnskabelige studier af universet har peget på eksistensen af en kosmisk orden og på, at de himmelske legemer er underlagt bestemte love. Lad os erkende underet i, at disse bevægelser kan udregnes og forudses tusinder af år ud i fremtiden. Eksempelvis kender vi det eksakte tidspunkt for, hvornår det er fuldmåne. Universets underfulde orden er underlagt love, som kan udtrykkes på matematisk formel. Pythagoras sagde, at ”Gud skaber geometrien”, og nyere videnskabsfolk – og navnlig Einstein – har opdaget matematiske formler, der både beskriver disse store astronomiske kendsgerninger og inden for fysikkens verden de love, der styrer livet helt ned på mikroskopisk plan. Einstein og andre videnskabsfolk, astronomer og fysikere er nået frem til en spirituel verdensforståelse igennem denne videnskabelige tilgang.
Det er en vej, der appellerer til de unge, og de af os, som interesserer os for åndelige anliggender, vil stå os vel i at gøre os bekendt med denne vej; først og fremmest af hensyn til vores egen dybere forståelse, og dernæst som en vej til at vække de unge menneskers interesse og åbne deres øjne for en større påskønnelse af de højere verdener. Fysikerne har gjort lige så meget som astronomerne med hensyn til at påvise, at alt er energi. Det er blevet sagt, at åbenbaringen af, at Gud er energi, bør anses for om muligt endnu større end erkendelsen af, at Gud er kærlighed. Der er tale om to aspekter af samme ultimative virkelighed.
Erkendelsen af, at Gud er kærlighed, antyder den sjette vej, Den Mystiske Vej eller Hengivenhedens Vej. Det er den mest kendte af de syv veje, fordi næsten alle religioner fremhæver den, og fordi utallige mennesker igennem tiden har haft mystiske erfaringer. Det er Hengivelsens Vej, men ikke så meget hengivenhed igennem handling, som hengivenhed igennem følelse og igennem kærlighed. Det er en specifikt religiøs vej – den mystiske forening med Gud igennem kærlighed. I Østen kaldes det for Bhakti Yoga Vejen, og kristendommens mystikere har alle fulgt denne vej. De har søgt at udtrykke deres erfaringer, som i sandhed ligger udover, hvad der kan udtrykkes verbalt, igennem kærlighedens symbolik, og dette er ofte blevet misforstået og tolket i menneskelige termer.
Kærlighed som tiltrækning mellem polære modsætninger eksisterer på alle planer fra det fysiske til det guddommelige, og der er en fælles kvalitet i alle disse former for tiltrækning. Den store forskel mellem menneskelig kærlighed og mystisk kærlighed er, at fysisk og emotionel kærlighed er tiltrækning på samme plan; der er tale om en horisontal tiltrækning, som er udmærket på rette sted og i sin rette funktion. Mystisk kærlighed, derimod, er vertikal; det er tiltrækningen eller dragningen oppefra og aspirationen nedefra (formuleret i relative begreber), der skaber en gradvis tilnærmelse og endelig forening.
Vi kan sige, at der også er en mellemliggende retning af hengivenhed mellem den horisontale og den vertikale – nemlig den diagonale. Der er her tale om hengivenhed over for noget højere, et højere væsen, et ideal eller en idé eller årsag, som ikke er den ultimative virkelighed, men den ligger over det almene menneskelige niveau. Der er således en grundlæggende kvalitet i alle former og niveauer af kærlighed, men der er meget store forskelle mellem dem i forhold til deres retning. Dette bør være genstand for øget opmærksomhed og ægte videnskabelige studier.
For at vende tilbage til den generelle mystiske erfaring, så ligger den udover, hvad ord kan beskrive; den er uudsigelig, lige som det på en måde er tilfældet med alle højere erfaringer. Den kan kun symbolsk beskrives i ord, men de kan ikke formidle den direkte. Det samme er tilfældet med den æstetiske sans; enten har vi den, eller også har vi den ikke. Ingen kan formidle den igennem ord, eller formidle virkeligheden af en æstetisk erfaring eller dens betydning til et menneske, der ikke er åben for den. Tilsvarende kan vi ikke forklare i ord, hvad rød eller grøn er for et menneske, som er født blind, og der eksisterer derfor en psykologisk blindhed, som ikke tillader os at forstå eller erkende andres erfaringer. Ord kan kun fremkalde noget, vi allerede rummer i os, og bringe det op i bevidstheden fra det ubevidste; de kan tydeliggøre, bekræfte og retfærdiggøre noget, men de kan ikke skabe det, som ikke er der.
Endelig er der den syvende vej – Den Rituelle Ordens Vej eller Den Ceremonielle Vej. Den er baseret på den kraftfulde indflydelse fra lyd, farve, duft, symbolske handlinger, rytmiske bevægelser og anvendelsen af ord, formler og mantraer. Alle ortodokse religioner har gjort og gør omfattende brug af ritualer til at vække religiøse følelser og skabe en kommunikationskanal, som kan bane vej for en ægte kommunion, en ægte forbindelse, til højere væsener og verdener.
Den højeste brug af denne rituelle vej fandt sted i de gamle mysterier. Vi ved ikke præcist, hvad der fandt sted i de gamle mysterier. Vi kender ikke præcist deres indhold, men vi ved, at de førte til åndelig erkendelse hos de, der deltog i dem. Der var uomtvisteligt tale om indvielsesritualer, og igennem den kombinerede brug af de nævnte elementer – lyd, farve, dufte og særlige symbolske handlinger – var de i stand til at vække, nogle gange pludseligt og på dramatisk vis, den åndelige bevidsthed hos de, der deltog.
Det siges, at der er højere væsener til stede ved sådanne rituelle ceremonier, og at de er i stand til at handle igennem dem. Disse mysterier og ceremonier har eksisteret inden for alle civilisationer. Det er kun nu, i vor civilisation, at de negligeres, forklejnes eller ignoreres – bortset fra af visse religiøse mennesker. Vi må formode, at mysterierne vil blive genindført i Den Ny Tidsalder.
Dette vil være et afgørende skridt i skabelsen af en ny hellighed. Følelsen af hellighed er en af de veje, hvorigennem vi tager del i de højere transcendente virkeligheder. Vi kan begynde at genvække den i os selv og hos de, vi er i kontakt med, og således bidrage til udviklingen af den nye hellighed.
Vi bør nævne endnu en vej for at fuldkommengøre billedet – Transcendensens Vej, Vejen til Ren Transcendens og Identifikation. På en vis måde ligger denne vej udover de nævnte, men der kan kun siges lidt om den, fordi der ingen ord er til at beskrive den. Vi kan kun sige, at den eksisterer, og søge at forstå mere af den igennem Buddhas benægtelsens vej: Den er ikke dette, den er ikke hint, og den er ikke noget. Visse af de østlige skoler betoner denne vej til åndelig erkendelse, og visse af de vestlige mystikere, navnlig Mester Eckehart, har søgt at beskrive den og give visse pejlemærker. Men det er en vej, der kun er for fåtallet.
Det er indlysende, at det har værdi at have et vist kendskab til disse forskellige veje til åndelig erkendelse. Det hjælper os til at forstå og værdsætte de forskellige typer af mennesker og de veje, de vælger; det bibringer os den tolerance, som er så nødvendig inden for det åndelige felt. Der har igennem århundrederne været omfattende konflikter og endog krige inden for det religiøse område, men igennem denne uddybende forståelse kan vi blive i stand til at skabe den nødvendige ”religiøse fred”. Det er tilmed en vigtig del af den kærlige forståelse, som er en af forudsætningerne for et sandt åndeligt liv.
Vi kan imidlertid gå videre end blot til en simpel forståelse og påskønnelse af disse syv veje på andre menneskers vegne. Alle har vi latente muligheder, og der viser sig ofte muligheder, når vi er i stand til at gå disse forskellige veje, eller anledninger, som vækker en eller anden af disse veje hos os. Dette sker oftest igennem skønhed. Hvis vi betragter smukke ting ikke blot fra den rent objektive og æstetiske side, kan de minde os om den højere kilde til al skønhed. Gennem kontemplation på de smukke ting, vi er omgivet af – en blomst, et smukt sceneri eller et andet udtryk for skønhed – bliver vi mindet om og endda bragt i kontakt med dens kilde, dens ophav, dens essens, som har sit udspring i Det Ene Liv.
Det samme gør sig gældende med handling. Når vi foretager en handling, kan vi minde os selv om, at der er en stor, en højeste handlingens kilde, en stor Skaber. Vi opfylder alle på vores egen ydmyge og begrænsede måde de samme funktioner som de store skabere og den højeste Skaber. Når vi skaber noget i den ydre verden, og så meget mere når vi reproducerer os selv, så gør vi grundlæggende set – i lille målestok – hvad de store skabere gør. Det kan sammenfattes i den kendsgerning, at mikrokosmos er en afspejling af makrokosmos, eller ”Som foroven, således forneden”. I denne betydning kan vi for alvor anse os for medarbejdere, samarbejdspartnere og medskabere i den store skabelse. Det bibringer alle vore handlinger en ny mening og en ny værdighed.
Vi kan på denne måde fortsætte vores vandring med forståelse og fællesskab med alle andre pilgrimme, uanset hvilken vej de følger. Vi kan erkende fælles aspiration, og at vi har ét og samme mål trods de forskellige veje og metoder. Metode, eller etymologisk “oprindelse”, betyder “vej”. Igennem denne enhed i forskellighed, gennem denne samstemmighed, kan vi gøre forenede åndelige fremskridt i retning af den grundlæggende guddommelighed i alle og i den store helhed.
[1] Kan fås hos: P.O. Box 4437, Stanford, 94305 Californien, USA[2] Udgivet af Allan & Unwin, London
Sådan kan du komme videre
Her kan du modtage syv gratis meditationer
Læs introartiklen om integral meditation
Gem kommentar