Psykosyntens horisonter, anvendelsesmuligheder for psykosyntese

En kort omtale af Assagioli om de områder hvor psykosyntesen kan gøre sig gældende. Hovedområderne er uddannelse, terapi og mellemmenneskelig psykosyntese.

Af Roberto Assagioli , oversættelse Britt Jakielski

Kære venner, jeg vil gerne hermed give jer en introduktion til psykosyntesens mange muligheder. I lyset af den tid, vi har til rådighed, er det kun muligt at give et kort overblik over de forskellige aspekter og omtale dem kort, men jeg vil samtidig udlevere teksten til min introduktion til jer, således at I kan anvende den i forbindelse med jeres indlæg, skriftlige kommentarer og forskellige tiltag. Hvis det er muligt, kan vi senere mødes for sammen at gå dem igennem.

Møderne, såvel her på Instituttet som i jeres respektive centre, vil ligesom tidligere år bestå af lektioner og øvelser, hvor vægten altid vil være på øvelserne. Med hensyn til lektionerne kunne temaerne være som følger: Først en præsentation med kommentarer fra min seneste bog ”Principper og metoder til terapeutisk psykosyntese”. Dernæst temaet om viljen , som nogle af jer allerede er startet på. Jeg vil udlevere oversættelsen af nye kapitler til jer; det vil sige de af kapitlerne, I ikke allerede har i papirerne fra de seneste par år. Dette kunne være starten på det, jeg i bogen kalder ”Viljesprojektet”. Der er ligeledes et spørgeskema til jer, et startværktøj fra Viljens Psykologi. I kan selv vælge de andre temaer. Generelt vil jeg tilråde jer at begrænse jer, så at sige, til psykosyntesens område, der – som jeg senere vil vise – er bredt. I kan også tale om nogle af de fagfolk, der er positive over for psykosyntesen: Maslow , Frankl og Rogers.

Det er passende i forbindelse med præsentationen af bogen at sige, at den ikke blot vedrører terapi. De beskrevne teknikker og øvelser kan anvendes også i den individuelle psykosyntese (selv-træning) og i psykosyntese-undervisning. Vi oplever mere og mere, at der ingen klare grænser er, og heller ingen vigtige forskelle, mellem et sundt menneske og et menneske, der er sygt. Faktisk er der – som I ved – en, der med tydelig overdrivelse har sagt, at ”der findes ingen syge mennesker”, men at det er samfundet, der er ”sygt” og gør de, der er domineret af det, syge.

Alt efter de lokale forhold og muligheder kunne det være en god idé at gøre dette separat, eller opdelt i to kurser: Et for begyndere, som er et grundlæggende kursus, der forklarer psykosyntesens grundteser, principper og holdninger. Og et for andre, som har deltaget i nogen tid, hvor de mere omfattende udviklingsmuligheder drøftes.

Jeg vil gerne her tale om psykosyntesens anvendelsesmuligheder:

· Først og fremmest inden for træning og selv-træning, hvor vi begynder med os selv og fortsætter livet ud.

· For det andet, uddannelsesområdet.

· For det tredje, det terapeutiske område, der kan opdeles i det specialiserede, dvs. for de, der arbejder med neuropsykiske forstyrrelser, og det generiske og psykosomatiske område for læger, der anerkender samspillet mellem kroppen og psyken.

· For det fjerde, det interpersonlige område – forholdet mellem mennesker – hvor det primært handler om parforhold, men også om forholdet mellem forældre og børn, lærere og studerende, arbejdsgivere og medarbejdere, og – generelt – mellem dem, der leder andre og dem, der bliver ledet.

· For det femte, det socialt-individuelle område mellem grupper af mennesker, fra familiegruppen til de forskellige grupper, vi er en del af; professionelt, nationalt etc., med en hældning imod den menneskelige psykosyntese.

Det er naturligvis ikke i et et-årigt program – og heller ikke i et flerårigt – muligt fuldt ud at gennemføre aktiviteten inden for alle disse områder. Hvert center kan vælge det eller de område(r), som det skønner nødvendigt ud fra præferencer og dispositioner, og ud fra miljø og lokale muligheder.

Det er vigtigt inden for hvert område at skelne mellem det personlige og det transpersonlige område. I mange tilfælde kan eller bør man begrænse sig til den personlige psykosyntese uden at gå ind i det transpersonlige område. Men optimalt set kan man, når det er muligt, desuden tale om det transpersonlige område; først og fremmest fordi mennesker med alle deres spørgsmål tvinger os hertil. Vi må altid erindre, at transpersonlige oplevelser er virkelige, og i lyset heraf kan de undersøges videnskabeligt, dvs. empirisk og objektivt igennem en videnskabelig metode i ordets bredeste betydning.

Det interessante, men også svære, er undersøgelsen af de tilfælde, der kan kaldes ”blandede”, dvs. hvor det handler om reaktionerne i personligheden på indstrømningen af transpersonlig energi på den ene side, og aspirationer og tendenser i personligheden i forhold til transpersonlige mål på den anden. Vi kan sige, at der i en højere oktav er en kompleks vekselvirkning, der er analog til den, der finder sted mellem kroppen og psyken.

Mange af os mener, at der bør udvikles tættere bånd, først og fremmest mellem de forskellige centre i Italien, og dernæst til foreningerne, institutterne og centrene verden over. En metode hertil er gensidigt at invitere medarbejderne ved et center til at tale for medarbejderne ved et andet center.

En anden udvikling vil være at prioritere dannelsen af centre, hvor sådanne endnu ikke eksisterer. Den ideelle situation ville være, at der var et center i hvert administrativt center for en region, og desuden i mange mindre områder. Men det er ikke nødvendigt at have hastværk, da det alt sammen afhænger af, HVEM der er i stand til at lede disse centre. Inden der vælges et sted, er det derfor vigtigt at finde eller træne en person, der kan fremme og stå i spidsen for et sådant centers aktiviteter. Normalt er det sådan, at organisationen følger efter og skal være til rådighed for ”den levende del” af arbejdet.

Så vil der være store muligheder for udvikling: at arbejde inden for nye områder eller inden for dem, der indtil nu ikke har været genstand for særlig udvikling. Først og fremmest psykosyntese inden for uddannelsesområdet, primært inden for familien, og dernæst introduceret til skoler på alle niveauer fra folkeskoler til universiteter. Børn udfører ofte og gerne grundlæggende øvelser så som stilhed, visualisering etc.

Endelig er publicering af skriftligt materiale en effektiv metode til at sprede psykosyntesen: først og fremmest igennem boganmeldelser; dernæst igennem artikler i forskellige magasiner og tidsskrifter, og igennem oversættelser. Også her vil det være hensigtsmæssigt at have en god kommunikation for at undgå, at det samme arbejde gøres to gange. Det vil være hensigtsmæssigt at fortsætte den fri distribution af bøger og brochurer til biblioteker og kulturelle institutioner, først ”Harmoni i livet igennem psykosyntese”, som er af mere generel interesse, og dernæst de brochurer, der retter sig imod forskellige miljøer.

Dette fører os frem til det grundlæggende problem, nemlig forberedelsen af dem, der skal stå for det. Det er vigtigt her at skelne mellem de tre overordnede grupper af aktører:

· De, der arbejder inden for det generelle område, hvor det handler om at udbrede psykosyntesen, og som ikke behøver en specialiseret certificering: Hvis de har en sådan, er det fint, men det er tilstrækkeligt, at de har et grundigt kendskab til psykosyntesen.

· De, der arbejder inden for uddannelsesområdet, og hvor det er nødvendigt, at der er lærere, som arbejder inden for skoleområdet, eller psykologer der udfører psykologiske tests, og som – i denne forbindelse – kan udføre en omfattende psykosyntese.

· Det terapeutiske område er det mest vanskelige. Der er inden for dette område, som I vil vide, noget nyt: Ministeriet for Offentlig Uddannelse forbereder en bølge af psykosynteseterapeuter, som også vil omfatte ikke-medicinske psykoterapeuter. Vi må huske på, at flertallet af psykoterapeuter ikke er uddannede læger, men generelt psykoanalytikere. Det samme gør sig gældende for Jungs efterfølgere: Mange af dem er ikke læger. Det er derfor passende, at også de psykoterapeuter, der er trænet inden for psykosyntese, træder frem og bliver bannerførere for psykoanalytikere, for Jungs efterfølgere og andre.

Dette har givet anledning til stiftelsen af en ”Forening for Terapeutisk Psykosyntese”. Jeg vil gerne gøre det klart, at denne Forening er velegnet til at legalisere psykosyntesen og gøre den offentligt anerkendt; men den må være fuldkommen uafhængig af Istituto di Psicosintesi, da denne – eftersom den er registreret som en non-profit velgørende organisation – er en kulturel institution og derfor ikke kan udføre nogen form for terapi. Det er derfor godt, at Foreningen er fuldkommen uafhængig af Instituttet. Nogle af jer kan helt klart arbejde inden for begge områder, men på en tydeligt afgrænset måde.

I dette forum kan vi udveksle idéer og forslag om det, der er blevet omtalt.

(Bestyrelsesmøde i Foreningen af Italienske Psykosyntese-Centre, december 1973).