Meditation og blændværk: oplysning af blændværk i relationer

Blændværk er negative opfattelser der forhindrer selverkendelse.I relationer opstår der hengivenhed og bindinger som kan skabe illusioner.

Af Roberto Assagioli m.fl. Uddrag fra bogen Skabende meditation.

---

Introduktion

I denne sjette instruktion skal to grupper af blændværk behandles – de blændværk, der generelt er knyttet til relationer, og de, hvor ånden giver sig til kende i stoffet. Disse to kategorier er omfattende og dækker et stort område med tendenser, karaktertræk og problemer. De fleste af disse blændværk vedrører mere eller mindre direkte relationerne i og manifestationerne af livet i formen, men her skal der ses mere indgående på nogle af de blændværk, som vedrører disse to områder, og som er omfattende og skadelige.

Men inden emnet behandles mere detaljeret, må det huskes, at målet med dette års opgaver har været at stimulere en mere klar erkendelse og forståelse af de blændværk, der ved at virke hindrende og forstyrrende på virkeligheden afholder mennesket fra at styre sit liv i harmoni med virkeligheden. Det har betydet, at der rettes større opmærksomhed mod de negative og begrænsende egenskaber end mod de positive og konstruktive egenskaber og kvaliteter, og derfor har nogle af de studerende måske fundet det nedslående og deprimerende.

Men sådan bør reaktionen ikke være. At erkende noget betyder, at tænkeevnen kaster lys over det at forstå noget betyder, at man påkalder hjertets visdom til hjælp i en bearbejdning af det. Og de studerende, der har arbejdet med teknikkerne i disse instruktioner, har oplevet den transmuterende og frigørende virkning, der bliver skabt ved at anvende sådanne erkendelser og forståelser på en intelligent måde.

Disidentifikation

Den første af de teknikker, der blev beskrevet, var om disidentifikation. Hensigten med denne teknik er at kultivere ”jeg’ets” objektivitet og bevidsthed. Denne teknik viser, at man ikke kan bearbejde sine blændværk uden at se på dem fra afstand og uden, at ”jeg’et” har opnået et vist mål af indre styrke og virkelighedsfølelse, og det er netop det, denne øvelse udvikler. Derfor anbefales det, at de studerende genoptager denne teknik (den findes i fjerde års anden instruktion), så snart de føler, at et aktuelt blændværk – både individuelt og i samfundet som helhed – er ved at overvælde dem. En underviser skrev om dette:

”Lad ikke verdensblændværket overvælde jer og pas på, at I ikke trækkes ind i den hvirvel af frygt og pessimisme, der omgiver så mange … En af de ting, som alle skal lære, er at benytte sig af de kræfter og energier, der hører til deres retmæssige medfødte anlæg, men de anvendes sjældent med forståelse af den almindelige mand og kvinde … Kun få véd, hvor formidable de energier er, som de efter ønske kan tappe af … I bør med større hyppighed sigte mod ydre tilkendegivelse af den indre natur og søge at oprette en bevidst forbindelse mellem det ydre og indre på en dynamisk og god måde.”

 Det anbefales at se med mod og tillid på de blændværk, der skal overvindes, og betragte dem som udfordringer, der tvinger til at påkalde hjælp fra sjælen. Man kan altid være sikre på at få hjælp af sjælen, der besidder de ubegrænsede kræfter.

Hengivenhed og idealisme

En af vanskelighederne ved at erkende og derefter nedbryde blændværk i denne sjette gruppe (fjerde års første instruktion) er, at man betragter de fleste af dem som gode egenskaber, og at de til en vis grad giver gode resultater. F.eks. kan personlig hengivenhed virke som en tilskyndelse til selvopofrelse og nyttig tjeneste. Det samme kan man sige om idealisme. Alligevel kan disse egenskaber ofte virke restriktive, da de også kan skabe forskellige former for bindinger og begrænsninger.

I modsætning til den femte gruppe blændværk, som blev beskrevet i forrige instruktion (de blændværk, der har relation til tænkningens analyserende og kritiserende funktioner), så giver den sjette type blændværk impuls til sensible mennesker om, at de skal lukke øjnene for de svagheder, mangler og grove fejl hos de personer, der har deres hengivenhed. De ser kun det, de ønsker at se og nægter at acceptere, at der findes noget mindre godt i de personer, som de beundrer eller i den sag og det mål, de har gjort til deres eget. Dette har i særdeleshed været tilfældet for den personlige hengivenhed, for den har i kollektiv skala skabt en “personlighedsdyrkelse”, som forrige århundrede vidner om med rystende eksempler på verdensplan.

Hengivenhed – et fremtrædende blændværk

Hengivenhed er stadig et af de stærkeste og mest fremtrædende af menneskehedens blændværk, skønt vore dages tendenser og holdninger er begyndt at løsne sit greb. Man kan vise hengivenhed til en god sag, en trosretning, en underviser, en politisk ideologi, en pligt eller et ansvar, og det kan altsammen få hengivenheden til at flamme op, men er man virkelig blevet “fanget på krogen”, så absorberes den hengivne i en sådan grad i sin tjeneste, at der anvendes en overdreven del af livskraften og til sidst kan man miste sin integritet.

Hengivenhed kan føre til store personlige opofringer og til udvikling   af en uselvisk tjenesteånd, men når den bliver alt for yderliggående, så fortaber den hengivne sig i en begejstringsrus over sin egen indsats, en rus der er blevet fremmet af egne ønsker. For hengivenhed er en følelsesmæssig holdning, som ofte har tilknytning til idealisme, der har en mere mental kvalitet. En sådan målrettet hengiven fordybelse beskytter desuden den hengivne mod mange konflikter, ansvar og valg. Mange uønskede og bindende tilsagn undgås ubevidst – nogle gange bevidst – af denne holdning.

Idealer og idealisme

Når idealisme motiverer til den tro, at man bør stræbe efter dette ideal for enhver pris, dvs. på en snæversynet og fanatisk måde, så bliver konsekvenserne ildevarslende. Uanset at et ideal til tider er knyttet til et højere tankeniveau end det normale, så bør det udvikles og manifesteres skridt for skridt. Desuden er menneskene skabt således, at de ikke er i stand til at realisere alle deres idealer på én og samme tid.

Når det drejer sig om ens egen “fuldkommenhed”, er det samme gældende. Perfektionisten, der anspores af idealisme, vil bruge umådelig megen tid og energi i forsøg på at få fuldkommengjort et hvilket som helst mål, der stræbes efter. Når man er alt for opfyldt af et målrettet ønske om at materialisere idealet, så mister man den fornuftige proportionssans. Når man har en for høj og urealistisk “idealmodel” af sig selv, så har man ikke held med at få skabt den, og reaktionen og prisen for dette mislykkede forsøg er for det meste depression, der opstår på grund af selvransagelse og skyldfølelse. Man gør klogt i altid at huske, at mennesket bor i et ufuldkomment univers, og at det derfor kun lidt efter lidt kan skabe en eventuel fuldkommenhed, der her og nu er uopnåelig. Dette kan tjene som et langsigtet perspektiv, når man kan skimte idealet på toppen af det bjerg, man skal bestige. Når man har erkendt denne situation, kan man som et mere kortsigtet perspektiv planlægge den begyndende opstigning og beslutte, hvordan de næste par skridt skal foregå.

Fanatisme og selvopofrelse

Idealisme og fanatisme har tendens til at gå hånd i hånd og blive forbundet med den form for hengivenhed, der her er behandlet. Det blev beskrevet for at vise, at blind hengivenhed til og tro på en persons eller sags fuldkommenhed ikke kan medføre noget godt, hverken til den hengivne person eller til det høje mål. Verdens tilstand er i evig forandring og vækst, derfor bør man kun se på et ideal som en midlertidig form for en ide, som en form, der er velegnet til de eksisterende forhold i samtiden. Og på samme måde, som ideer er i stadig forandring og hele tiden tilfører nye kræfter, må man udvikle idealerne for at kunne medvirke i opbygningen af rigtige mønstre til fremskridt.

Fanatisk fastholden af idealer, doktriner og teologier skaber en begrænset og fordrejet vision af sandheden. Det avler antagonisme og gnidninger hos mennesker med modsatte synspunkter. Historien mangler ikke eksempler på den fjendtlighed, som det kan fremkalde, og som kan udvide

sig til aktiv forfølgelse og til krig. Kristendommen og islam viser i særdeleshed en uheldig rekord i denne retning. Det er muligvis blændværk af denne type, der mere tydeligt og dramatisk end andre kan vise den måde, hvor et fortrin og en dybt rodfæstet altruistisk egenskab, såsom troskab og hengivenhed – når de føres ud til det ekstreme – bliver farlige og destruktive.

Opofrelsens blændværk

Til de “højere” blændværk hører det blændværk, der er knyttet til opofrelse. Det var mere omfattende i tidligere tider, men det kræver stadig mange ofre, der falder i dets fælde, idet de tror, at den rigtigste handlemåde er den, som kræver det største offer og den strengeste forsagelse. Men sådan er det for det meste ikke. F.eks. ofrer mange mødre sig fuldstændigt for deres børn, men de begrænser samtidig deres eget liv og udvikling uden at forstå, hvor dårligt dette kan være over for børnene selv. Når en moder helliger en vis tid og opmærksomhed på udvikling af sin egen personlighed og på at erkende sin sjæl, så bliver hun i stand til at give sine børn en højere form for kærlighed og et rigere fællesskab, efterhånden som de udvikler deres interesser og bestræbelser.

Besiddelsestrang

Besiddelsestrang er et andet blændværk i denne kategori. De mere subtile aspekter i dette blændværk er vanskelige at opfatte. Selv om det helt tydeligt har rødder i berigelse med selviske motiver, så kan det stamme fra et ønske om at beskytte det, man har kært, og bevare det der har værdi. Men hvis det får lov at gå upåagtet hen, så kan det efterhånden blive som en ottearmet blæksprutte, der langsomt men sikkert ikke alene snor sine fangarme omkring det, man ønskede, men også omkring den person, der vil besidde mere.

En alt for besiddende forældre eller partner er et så velkendt problem, at det ikke er nødvendigt at beskrive det. Besiddelsestrang består imidlertid også af andre former, der knytter det til de mere almindelige snæversynede, begrænsende og alt for ensrettede blændværk i denne gruppe. At besidde, at have og at fastholde er ofte en stræben for spændingens skyld og ikke på grund af, om genstanden er nyttig eller har nogen sand værdi. Et slående eksempel på dette er den ågerpris, som samlere er villige til at betale for visse genstande – priser, der er helt ude af proportion i forhold til genstandens virkelige værdi.

Pengebegær

På det materielle område har berigelsestendensen tjent menneskets udvikling op til et vist punkt. Det har lært menneskeheden at planlægge og at samle den tekniske know-how, der har virket som et forbløffende “atelier” for den moderne verden. Men dette blændværk har nu nået helt overdrevne proportioner. Særlig skadelig er den begærlige holdning til penge med sin tendens til at vokse til en overvældende passion og til at manifestere sig i en hensynsløs og endog kriminel adfærd. Det, der er væsentligt for at have den rigtige relation til penge, medfører vanskelige og subtile problemer. Det er blevet beskrevet i en folder Money and the Spiritual Life, (MGNA, P.O. Box 566, Ojai, A 93023). Imidlertid kan man i dag se, at en sund reaktion med modstand mod en alt for intens higen efter materielle besiddelser gør sig gældende specielt blandt ungdommen, hvor mange ikke er særligt interesseret i komfort og sikkerhed (en tvangstanke hos flertallet af voksne), og de unge viser en vilje til at dele, der var sjælden tidligere.

Besiddelsestrang findes inden for det mentale område såvel som inden for det fysiske og følelsesbetonede område. At samle på kundskaber blot for kundskabernes egen skyld kan klassificeres som et af de “højere” blændværk – et blændværk der gør, at man glemmer formaningen om, at det man har samlet sammen, skal man som afbalancering give videre og lade det komme andre til gode.

Den bedste teknik til nedbrydning af besiddelsestrang er tydeligvis at kultivere modsætningen, der er en seriøs indstilling til at ville dele med andre. Men der findes også andre tilgængelige teknikker, der kan hjælpe, så man kan komme af med denne form for selvcentrerethed. Man bør altid prøve at finde årsagerne til et blændværk og ikke kun iagttage den måde, det kommer til udtryk på. Derved kan man bearbejde det ved dets rødder, og det er langt bedre end blot at hindre det i at manifestere sig. De fleste af menneskenes blændværk har oprindelse på langt dybere niveauer end niveauerne lige under overfladen, hvor de træder frem. F.eks. har besiddelsestrang ofte oprindelse i frygt og utryghed.

Følelsesmæssig indstilling og tilknytning

Mange gode mennesker fastholdes i en trælbunden og følelsesmæssig indstilling, som de mener, er kærlighed, men som i virkeligheden for det meste er en følelsesbetonet reaktion, der viser et begær. Når det rettes mod andre mennesker, er det almindeligvis en blanding af et ønske om kærlighed, en længsel efter at blive elsket og iver efter at foretage sig noget, der vil vække denne kærlighed. Rettes det mod genstande kan det tage form som en nostalgisk klyngen sig til ting fra fortiden – ting der engang var knyttet til en svunden lykke, men som man ikke længere har behov for. Det bør man erstatte med andre interesser, der passer bedre til nutiden.

Denne form for tilknytning er almindelig. Man klynger sig ufortøvet   til fortiden, til det kendte, og til det man på dyrebar måde har oplevet, ikke kun fordi det giver en tryghedsfølelse, men fordi man undgår det besværlige at skulle skabe nye kontakter, gøre nye erfaringer og udsætte sig for det ukendte. Status quo synes at være en tilstand i forholdsvis ro og tryghed, hvor man ikke afkræves noget nyt.

Men denne holdning står i direkte modsætning til evolutionens gang, hvor der hele tiden foregår nødvendige ændringer, og det siges, at alt det, der på denne måde skaber forudsætningerne for det næste skridt, kan kaldes “åndeligt”.

Frihedsblændværk

Som det allerede er nævnt, så bliver alle sådanne blændværk skabt eller forstærket af den beskyttelse, personen selv giver det med sit eget engagement og ansvar. Skribenter som Hermann Keyserling og Eric Fromm har peget på, at man ofte kan se en mærkværdig usikkerhed hos nogle mennesker. På den ene side stiller de højlydt krav om frihed, men har samtidig tendens til at gøre oprør mod enhver form for disciplin eller underkastelse, selv om den er legitim og nødvendig. På den anden side gør de meget lidt brug af friheden, når de har opnået den, og kan tværtimod blive involveret i belastende situationer. Eller også er de bange for den og kniber uden om den forpligtelse, der er forbundet med den. Dette får dem til at søge tilflugt bag en ydre autoritet, muligvis i form af en politiker, en lærer eller en leder. På den måde bliver tendensen til selvcentrerethed forstærket, og blændværket med idealistisk og fanatisk hengivenhed bliver styrket.

Tiltrækning til personer eller doktriner kan man godt betragte som en form for en trang til at besidde, men i virkeligheden er det en form for selv at blive besat af en tvangstanke eller i værste fald blive genstand for besættelse. Fanatikere har bogstaveligt talt solgt sig selv til den sag, som de forfægter, fordi de slavebindes af den. Følelsesmæssigt og mentalt og muligvis også fysisk har de mistet deres frihed, for de tænker kun i dens terminologi, ser kun tingene i dens lys, og de tror udelukkende på den “sandhed”, den giver udtryk for. Og det er præcis dette, der er målet for den sag, de er besat af.

Tjenestearbejde

Nu drejer det sig om blændværket “tjeneste”. Det findes blandt de blændværk, der kaldes de “højere blændværk”, men det fanger ret ofte et menneske i sit net på grund af overhengivenhed og fanatisme. Den idealistiske tjener kan blive så opslugt af sit tjenestearbejde, at proportionssansen går tabt og vedkommende bliver overbevist om, at tjeneste er det eneste, der har betydning, og derved underordner dette menneske hele sit liv med den opfattelse.

Med denne uligevægtige holdning overser man det faktum, at der bør være plads i livet til at være, såvel som til at handle. Man ignorerer endvidere, at andre også skal have en chance og mulighed for at “vise sit værd”. Overdreven tjeneste for et menneske kan muligvis fremme en fin uselvisk indstilling i den tjenendes indre, men den kan også fremme væksten af selviskhed hos det menneske, der i overmål bliver tjent. Hvis man ikke overlader nogle ansvarsområder til andre mennesker og ikke kræver noget af dem, så har de kun begrænset mulighed for at praktisere uselviskhed og vokse i åndelig henseende. Uanset hvor velmenende en moders bestræbelser kan være, når hun slider og slæber for sin familie under impuls af dette blændværk, så er det en misforstået tjeneste, og hun har behov for at lære at skabe muligheder, der kan give andre impuls til at tjene.

De mennesker, der opdager, at de selv har tendens til at overdrive den dyd, det er at tjene, kan hente hjælp til bearbejdning af dette blændværk i teknikken til rigtige proportioner. Alle sådanne “overintense” blændværk bør afbalanceres ved at kultivere rigtige perspektiver og ved at udvide sin ensrettede synsvinkel til at omfatte et større billede.

Snæversynet vision og usmidighed

Blændværk med snæversynethed og usmidighed kræver ingen detaljeret forklaring, for det ses tydeligt, at det er begrænsende i sine virkninger. Men man kan ikke altid opdage dem, og derfor kan de nemt snige sig ind af forskellige grunde, f.eks. på grund af at man ønsker at beskytte sig godt og solidt bag mure af bestemte tænkemåder – på grund af det man kunne kalde “mental agorafobi” (udvidet tænkning) eller af frygt for at begive sig ind i nye tankeretninger, eller på grund af mental og følelsesmæssig dovenskab, uvidenhed og en selvtilfredshed, der fremmes af, at man fuldt og helt er optaget af sin egen trosretning, overbevisning og levemåde.

Når man opdager sådanne tendenser i sit eget indre, så må man minde sig selv om værdien af at være “utilfreds med det bestående guddommelige”. Årsagen til, at menneskeheden har fundet vej fra dens oprindelige mørke tilstand til dens nuværende forholdsvis fremskredne udviklingstrin er, at menneskets godhed hele tiden har presset på, og at forskerne har skuet fremad helt fordomsfrit. Viser man en rigtig holdning, men har et lukket sind, så opstår der store forhindringer i sit eget fremskridt og i andres. Som professor Tucei, en autoritet inden for tibetansk buddhisme, har sagt, “undgå den hårdhed, der ligger i ubøjelig sikkerhed”.

 Modsætningen til denne form for snæversyn er ekspansion, og den kan kultiveres på forskellige måder. De mest effektive og direkte metoder til at ekspandere er:

1. Skelneevne – evnen til at se tingene klart uden fordom og med fleksibilitet.

2. Proportionssans – (Se fjerde års anden instruktion).

3. Tolerance – at vise vilje og evne (der kan kultiveres) til at se på et problem fra alle sider og med alle dets aspekter, og at vise så megen vilje som muligt til at stræbe efter at opnå det, der kaldes en “udtømmende synsvinkel”.

4. Objektivitet – at undlade at blive alt for optaget af interesser og at kultivere evnen som “upartisk iagttager”.

Oprigtighed som et blændværk

I tilknytning til det idealistiske blændværk vedrørende oprigtighed er det naturligvis ikke hensigten at nedvurdere denne egenskab, hvis egentlige værdi ligger højt placeret blandt de forskellige fortrin. Som modsætning til falskhed, til påtagethed og til vildledelse m.m. så har det pr. definition et skær af sandhed (eller det, man mener, er sandt).

Da sandheden ofte kan være dynamisk, kraftfuld og rammende i sin virkning, føler mennesker det særdeles ubehageligt at høre den. Når man siger “sandheden” til en person, der ikke er rede eller er modvillig eller begge dele til at høre den, så kan det forvolde alvorlige psykologiske forstyrrelser.

Når “oprigtighed” anvendes ukritisk, selv om det gøres velmenende (“jeg siger altid, hvad jeg tænker”) i situationer, hvor oprigtighed hverken er passende eller velkomment, så kan oprigtighed betegnes som et blændværk, uanset det hører til den gruppe, der betegnes som “ædle”.

Betragter man de motiver, der ligger bag tilkendegivelse af denne form for “oprigtighed”, så ser man, at der er flere. For det første, at sige sandheden kan begrundes i de tilfælde, hvor man er opfyldt af at være sandhedskærlig, og hvor det for det meste er en form for rationalisering (i psykoanalytisk forstand). Den virkelige årsag kan derimod være at bøje sig for en ukritisk impuls til at sige det, der først falder en ind med den overbevisning, at det er en “sandhed”, der giver en retten til – ja, ligefrem narrer en til at tro, det er en pligt – at sige sandheden rent ud.

I andre tilfælde kan motivet ligge på et mindre agtværdigt niveau. En impuls til at kritisere andre, til at påpege manglerne hos andre, kan synes at stamme fra en rosværdig og oprigtig intuition om at forbedre deres egenskaber. Men hvor ofte vil man kunne påstå det, når det i virkeligheden er en trang til at glæde sig selv, til at tilkendegive sin overlegenhed, til at udfolde medfødte evner eller til at anvende viljen-til-magt.

Alligevel, selv når motivet er helt altruistisk, og det ikke har pletter af selvglæde, så er denne teknik fuldstændig vildledende. Når man gør opmærksom på fejlagtige egenskaber, så vækker man automatisk en forsvarsmekanisme hos den person, der kritiseres. På den ene side kan dette forsvar antage form som benægtelse, som modargumenter eller som fjendtlighed mod kritikken. På den anden side kan det at pege på fejl, selv om de accepteres lærevilligt, skabe mindreværdsog skyldfølelser eller avle selvbebrejdelser, hvilket er lige så uheldigt. Kunsten at vejlede er en vanskelig og subtil kunst, og en uvelovervejet “oprigtighed” er ikke en god allieret, når disse problemer skal bearbejdes.

Seriøsitet

At være overseriøs er et karakteristisk blændværk hos mennesker, der har den intense og ensrettede drift, der ligger bag denne sjette gruppe blændværk. En seriøs holdning kan blive for tyngende og hæmmende, hvis den får et for fast greb. Den kan udvikle sig til en ubehagelig og alt for højtidsfuld tankeform, at mennesker, begivenheder, situationer tages alt for højtideligt – ikke mindst én selv. Udover at den har en bestemt ppeerrsonlig påvirkning, så har den tillige en belastende virkning på andre.

Udover at overseriøsitet har rødder i en manglende proportionssans, så skyldes det også, at man lægger for stor vægt på at indtage en så alvorsfuld og højtidelig holdning, at den dæmper de glædelige og håbefulde aspekter i livet. En direkte måde til at få frigjort sig fra dette blændværk på er at kultivere glæde. Det kan gøres på flere måder. Glæde er en sjælsegenskab, som man altid har tilgang til, og ved at øve sig i at vise glæde, kan en ægte glæde efterhånden blive kanaliseret oppe fra og ind i personligheden. Dette er naturligvis ikke altid let, men man kan udvikle evnen til at opretholde en opmuntrende holdning og give den til kende i dagligdagens små anliggender med velvilje. Efterhånden som dette letter atmosfæren for andre, og for én selv, og bidrager til at skabe en aura af glæde, vil man opdage, at den indsats det i første omgang kostede, er det hele værd.

Tendensen til at være overdrevent seriøs kan afbalanceres af en glædesfølelse, af at nyde de undere, man ser omkring sig, og ved at værdsætte alt, der er smukt. Når en sådan holdning bliver etableret, skabes der en kanal til sjælens dybere glæde, og også til den glæde, der lige som et barometer eller termometer kan vise graden af, hvor sjælsinflueret man er. Det er også vigtigt at huske de ord, der er citeret om glæde sidst i tredje års femte instruktion: “Glæde åbner for lyset, og hvor der er glæde, findes der ikke plads til blændværk og misforståelser”.

En anden væsentlig egenskab, der skal kultiveres, er en humoristisk sans. Derved får man et større udsyn og opmuntres til at tænke mere fordomsfrit og glædeligt, og det fjerner – som var det magi – den dystre alvor ved overseriøsitet. Latter er et af de styrkende midler, som naturen har skænket det menneskelige system. Latterens stimulerende indvirkning bringer ikke alene olie til hjulene i det psykologiske liv, men også til nervebetonede og mentale spændinger, samt til ens relationer. Det kan tilføjes, at latter masserer leveren.

En effektiv metode til at minde sig selv om en egenskab, man bør udvikle, er at skrive det med store bogstaver på et kort, og placere det et sted, hvor det hele tiden fanger ens opmærksomhed. Det vil ikke alene tjene til påmindelse om at opøve den pågældende egenskab, men det vil også direkte påvirke det ubevidste. Denne metode, der er kendt som teknikken med evokative ord, er den mest værdifulde måde til påvirkning af det ubevidste, som – selv uden bevidst opmærksomhed – registrerer budskabet og responderer. Den egenskab, man ønsker at kultivere, begynder at tage form med stadig større skarphed og intensitet på tærskelen til klar erkendelse, til de niveauer der er betingende for holdningerne til livet i langt højere grad, end man kan fatte.

Virkelighed og nedbrydning af blændværk med relation til formen

Helt generelt kan man sige, at den syvende gruppe af blændværk, den sidste der skal studeres i år, består af de blændværk, der specielt er forbundet med problemer vedrørende formen og dens udseende. De har således relation til de måder, som livet eller “ånden” (når ordet bruges generelt) manifesterer sig på både kollektivt og individuelt.

Formen

Et fremherskende karaktertræk i vore dage er den store betydning, man i al almindelighed tillægger formen. Et af de mest slående eksempler på dette er den omfattende opmærksomhed, man retter mod det fysiske legemes udseende og velvære. I århundreder har de snævre dualistiske religiøse synspunkter, der vandt hævd i den vestlige verden, tilskyndet til den indstilling, at det fysiske legeme skulle man negligere og endog bruge asketiske øvelser, så det blev udsat for smerter. Men efterhånden som fremskridtet satte ind på alle de områder, der beskæftiger sig med at bevare menneskenes liv i god stand, såsom hygiejne, kemi og lægelig behandling, så gav man lidt efter lidt det fysiske legeme større opmærksomhed og respekt. Men nu svinger pendulet til den anden yderlighed, hvor man retter overdreven opmærksomhed mod det. Der gøres store indsatser for henholdsvis at fremme og bevare den fysiske tiltrækningskraft og vitalitet – i stor udstrækning undervises der i yogaøvelser, fremstillingen af skønhedsprodukter er en stor industri, og der spenderes utrolig megen tid, energi og penge for at følge modens diktater. Et andet eksempel på denne overvurdering af det fysiske legeme og dets fortrin er den ubarmhjertige konkurrence i sportens verden, hvor det gælder om at slå nye rekorder.

Men det værste af de blændværk, der er knyttet til selve formen, er den fremherskende frygt og endog rædsel for den fysiske død. Det er en almindelig udbredt tendens, at man vægrer sig ved at acceptere det naturlige i at dø, og som følge heraf gøres der hektiske indsatser for at forlænge livet i det fysiske legeme. Alt dette har skabt en helt igennem materialistisk livsopfattelse, hvor man som konsekvens negligerer de ikke-materielle værdier, og hvor man ikke beskæftiger sig med skæbnen og fortsættelsen af det liv, der er uafhængigt af den fysiske mekanisme.

Stærke viljer i svage fysiske legemer

Speciel anerkendelse og påskønnelse bør man skænke alle de mennesker, der ofte på helt heroisk måde har overvundet alvorlige fysiske handicaps for at bidrage med varige værdier til menneskeheden. Et fremragende og helt utroligt eksempel er Helen Kellers liv. Hun var fra fødselen både blind og døv, men hendes beslutsomhed bar hende igennem de normale undervisningsstadier, og det førte til sidst til en akademisk doktorgrad. Hun skrev bøger, gav forelæsninger, og hun førte en kampagne for de invalide. Beethoven overvandt på samme måde det, som man normalt betragter som en komponists største handicap, der var hans totale døvhed i hans senere leveår, men han skabte alligevel de fleste af sine symfonier. En anden person er Charles Darwin. Hans fysiske og nervebetonede svækkelse tillod ham kun at arbejde i omkring én time hver dag, men på trods af dette handicap lykkedes det ham at skrive sin lange og banebrydende bag The Origin of Species, og andre værker.

Inden for et andet område er Renoir repræsentativ for gruppen af skabende personer, der har skabt værdifulde kunstværker trods fysiske handicaps. I sine sidste år fortsatte han med at male på trods af intense smerter i sine hænder, der var ramt af artritis (ledbetændelse). Endvidere kan det være interessant at omtale den gruppe af kunstnere, som ikke er i stand til at bruge armene, men som ved hjælp af tålmodighed og øvelse har lært sig at udføre et kunstværk med professionel standard ved at holde penslen i munden eller mellem tæerne. Sådanne mennesker bør man beundre lige så højt, som de mennesker der har opnået berømmelse inden for sport og atletik ved fysiske rekorder.

Eksempler som disse kan hjælpe til at få en korrekt afbalanceret holdning til det fysiske legeme, en holdning, hvor man ikke føler sig afhængig af det, og hvor man absolut er modstander af at blive slavebundet af det. Derved opfatter man det fysiske legeme som det, det bør være, et nyttigt og et livsnødvendigt redskab, en “mekanisme” der står til tjeneste for menneskene.

Relationen mellem menneskehed og det maskinelle

Relationen mellem en bil og dens fører kan hjælpe til at sætte en større problematik i perspektiv, og det er den rigtige relation mellem menneskehed og det maskinelle. Beslutninger om at bruge maskiner udbredte sig meget hurtigt, og det skabte gennemgribende ændringer i menneskenes levemåde, og samtidig udviklede det forskellige holdninger til og vurderinger af resultaterne af denne teknologiske revolution. Indledningsvis skal de yderliggående standpunkter beskrives.

Det ene yderliggående standpunkt indtages af de mennesker, der med stor entusiasme går ind for alle mekaniske og elektroniske komponenter og for automatiske og datamatiske systemer, der alle er konstrueret til at erstatte den enkeltes psykiske beskæftigelse. Det modsatte yderliggående standpunkt er negativt. Det indtages af mennesker med aversion mod teknologien. Denne aversion er vokset frem med baggrund til et kendskab om de farer, som overdreven anvendelse af maskiner kan føre til. Mennesker, der fastholder dette synspunkt, frygter, at menneskeheden må underordne sig og derved blive umenneskeliggjort af maskiner, og at en sådan ekstremisme kan føre til, at den bliver helt forstødt.

Thoreaus, Gandhi og Nehru

Et eksempel på disse standpunkter er Thoreaus fuldstændige afvisning af at have noget som helst at gøre med det mekaniske område under nogen form, men specielt ikke med de restriktive og undertrykkende rutiner i New Englands samfundsorden. Han trak sig tilbage og førte et ensomt liv, og han byggede selv en primitiv hytte ved en sø i skoven. Hans tanker og erfaringer har han berettet om i sin bog Walden, og den er værd at læse på grund af hans intellektuelle og moralske format, selv om hans antisociale holdning ikke deles af læseren.

Et andet eksempel er Gandhi, der prøvede at motivere inderne til at undlade at bruge maskiner. Specielt insisterede han på, at man skulle udskifte de maskindrevne væve med de gamle håndvævemetoder, der er traditionelle i Indien. Hans bestræbelser mislykkedes, for man kan ikke vende tilbage til fortiden. I virkeligheden blev hans store discipel og beundrer Pandit Nehru tvunget til ikke alene at opgive et sådant forsøg, men også at erkende, at den industrielle udvikling i Indien måtte motiveres til at producere aktivt. Gandhis velmenende fejltagelse er et tydeligt bevis på, at uanset om de gode intentioner og de høje motiver er inspireret af åndelige principper, så er det ikke tilstrækkeligt til at tage beslutninger, der både er rigtige og fremgangsrige.

Sådanne beslutninger kræver konstant opmærksomhed, ikke alene hvad angår motiver, men også hvad angår tilstanden, som den er i virkeligheden, og hvad angår de aktuelle muligheder for resultater. Man må tage hele situationen i betragtning og prøve at forudse, i det omfang det er muligt, de sandsynlige resultater af de projekterede beslutninger. Dette gælder alle, der indtager holdningen om totalt at forstøde den moderne civilisation, enten de er intellektuelle som Guenon eller er blandt ungdomsoprørerne i vore dage. Deres berettigede iver efter radikale ændringer tilskynder dem til at forsøge at nedbryde alt uden at have gjort sig tanker om mål for fremtiden og planlægning til genopbygning.

Mål og midler

Med hensyn til den problematik, som menneskeheden har i forbindelse med maskiner, hvor den skal leve side om side med de yderliggående standpunkter for og imod, er det helt grundlæggende et spørgsmål om at etablere de rigtige relationer og proportioner mellem mål og midler. Metoderne – både de indre psykologiske og de ydre praktiske – skal accepteres og vedtages. Men man bør kun vælge de metoder, som passer bedst, og som giver det bedste udbytte af indsatsen. Samtidig er det nødvendigt, at man konstant er vagtsom og med en stærk og vågen vilje sikrer sig, at målet beskyttes mod at blive fordrejet af de metoder, der er valgt til at realisere dem med.

Bilføreranalogien er i ovennævnte henseende meget illustrerende. Den rigtige holdning til brugen af bilen er at se den som et middel til at komme hurtigt og komfortabelt frem til bestemmelsesstedet, enten det er til et arbejde eller en rekreation. Passionen til hurtighed og statussymbolet med “større og bedre” biler har intet med dette at gøre. Alle maskiner kan udnyttes med motiver og til formål, der rækker lige fra en altruistisk til en kriminel intention. En båndoptager kan f.eks. anvendes til at afspille stor musik, til effektivitet i forretningsøjemed, til personlig kommunikation, eller til spionage og pengeafpresning.

Mennesket er problemet – ikke maskinen

Det er menneskeheden og ikke maskinen, der er årsag til problematikken. Der findes maskiner, hvis nyttige enkelhed forebygger misbrug, såsom den skikkelige vaskemaskine, der letter besværet og sparer tid. Der findes andre, som f.eks. den undergørende computer, der aflaster mennesket i sine arbejdsopgaver. Men man bør ikke forvente, at de kan erstatte det enkelte menneske inden for områder, hvor de ikke er i stand til det. Et sådant eksempel var et forsøg på at databehandle oversættelse – computeren oversatte ordet “spirit” til ordet “alkohol”.

Norbert Wiener, en af opfinderne af kybernetik (videnskaben om styringsprocesserne i levende organismer, maskiner og samfund) har givet en vigtig advarsel om dette. “Himlen hjælpe os”, sagde han, “hvis vi overlader til maskinen at tage beslutninger og at vejlede os, uden at vi først har undersøgt de love, der styrer dens funktion, og uden at have opnået sikkerhed for, om principperne i dens udførsel af opgaverne er acceptable”. Det kan tilføjes, at en maskine ikke har og ikke kan have en ansvarsfølelse eller en autonom vilje.

Blændværk ved organisering og orden

Sådanne problemer tårner sig op i et moderne samfund, hvor trivsel for det største antal af de mennesker, der befolker byerne, er helt afhængig af, hvordan lederne for de store industrier og organisationer behandler deres behov. Sådanne komplekse tilstande er årsag til den voksende tendens, at den enkeltes liv såvel som massernes liv bliver ensrettet og organiseret. Selv om dette i en vis grad har bidraget til fremskridt i samfundet, så har det økonomiske pres og andre områders pres, som menneskene lever under, fremtvunget en overbetoning af styring med det resultat, at livet i dag er blevet mere og mere omsluttet af blændværk, såsom bureaukrati, teknologi, statistikker og hurtigt fungerende organisationer.

Inden for alle disse områder, der styres af mennesker, er der tendens til at overse og undervurdere den enkeltes behov. En organisation bliver “virkelig”, selv om dens sande funktion – at sørge for menneskenes behov – får for lidt opmærksomhed. Når det rigtige formål vendes om, så repræsenterer det et blændværk, der er langt mere farligt på grund af dets kollektive karakter. Mange er klar over dette og lider under det, fordi de vanskeligheder – hvis man vil forsøge at gøre modstand – for det meste skaber en følelse af håbløshed. Og dog vil viden om virkningerne af denne tendens række langt til at udligne dens kraft til at påvirke mennesket psykologisk uden dets viden. Man kan også sikre sig ved ikke at bøje sig for fristelsen til at overorganisere sit eget liv.

Det gode for helheden og det gode for den enkelte

En af de dybt rodfæstede farer her er en tilbøjelighed til at give det enkelte menneske ret og integritet til at ofre sig. Dette åbner for det vanskelige problem, der omfatter konflikten mellem det gode for helheden og det gode for den enkelte. Det er et problem, der ikke kan løses ved at vise stor begejstring for en organisation og dens styring. En anden fare er, at det enkelte menneske har tendens til at udøve en organisationsmagt, at iføre sig dens autoritet og at identificere sig med dens funktioner. Dette er god grobund for magt og status.

Med en organisations støtte kan en mindre betydelig person tilegne sig en følelse af at have betydning i rollen som dens repræsentant, der kan handle så at sige på dens vegne. Ulykkeligvis mislykkes det for det meste for sådanne mennesker at repræsentere dens sande formål, og under dække af dens autoritet får deres egne begær, meninger eller tendenser frit løb til at dominere og styre. Bureaukrati er så sandelig et frugtbart område til yngel af ubetydelige diktatorer. En alternativ struktur på en stor organisation har tendens til at anspore dens medlemmer til at smelte sammen med den og gemme sig bag dens imponerende system i en sådan grad, at deres egen identitet og initiativ hæmmes i sin udvikling. Når dette tillige giver en sikkerhedsfølelse, så fremmer det også væksten af de negative blændværk og kan føre til frustration og depression.

Maskiner er tjenere – ikke herrer

Den kraft, der udledes af store bekymringer og af “den gruppetankeform”, de opbygger, gør, at disse tendenser er svære at modstå. Hele situationen bærer ansvaret for, at der udvikles en ny form for et organiseret samfund, der er karakteriseret af det, der er blevet kaldt “den maskinelle kultur”. Men man bør ikke uden at gøre indvendinger acceptere den opfattelse, at dette vil føre til, at al individualitet nedbrydes, og at alle initiativer elimineres. Organisering og maskiner, der fremmes af datamatiseret tænkning, planlægning, orden og systemer, må man fastholde som det, de er – menneskets tjenere og ikke herrer over dets skæbne. Standardisering og ensretning i tænkning, holdning og handling fastholder i varieret grad menneskets ånd i trældom. Men denne trussel kan man modarbejde med kraften fra ånden, der virker som et værn. Standardisering behøver ikke at betyde andet end en samling af noget, der er hensigtsmæssigt for at sætte menneskeheden i stand til at gøre mere effektiv brug af ressourcer, så den får mere tid til at leve et skabende liv. Som Frank Lloyd Wright er citeret for at sige ved et møde i UNESCO:

 ”At vi vil være ivrige efter at afvise det, en maskine kan klare, vil være uundgåeligt i et stykke tid. Men jeg ynder at forestille mig denne ukendte afvisning som en platform, hvor det vil blive muligt for os at få større glæde i livet, end det liv som f.eks. grækerne, romerne, goterne og maurerne kendte. Vi bør kende et liv udover det liv, de kendte, som for os synes at være ikke alene begrænset i målestok og snævert i rækkevidde, men også farvet af blege forestillinger og uden åndens integritet.”

 Ordenssans på godt og ondt

Det, der er blevet sagt om denne type blændværk, har i hovedsagen været gældende kollektivt, men enkeltpersoner som sådan er lige så sensible over for dem. Mange mennesker har en overdreven kærlighed til at organisere, hvor andre mennesker ønsker at ordne deres eget liv. Blændværket vedrørende orden er almindeligt forekommende. Dets ofre er langt mere optaget af at opnå et nydeligt og pænt resultat, end af hensigten med det. Uanset hvor enkel og harmløs dette blændværk kan synes, så kan det alligevel have den virkning, at man ikke alene spreder og spilder tid og energi, men også implanterer den vane at være overdreven opmærksom på formen og det materielle livsaspekt. Disse aspekter bliver fremhævet i for høj grad og overvurderet til skade for hensigten, meningen og de mere kvalitative og åndelige aspekter. Begyndelsen til dette blændværk er således både en subtil tilstand og en ophobning, og det er nødvendigt at “kvæle det i fødslen”. Ordenssansen kan derefter henvises til sin rette plads som et instrument, der fremmer større dygtighed i handling og effektivitet.

Ceremoni og ritual, magi og symboler

Der findes en anden blændværkstype, som nogle mennesker er betaget af, og det er fascination af ceremoni og ritual. Her kan selve formen også blive fremhævet i en sådan grad, at meningen og formålet går tabt. Derved bliver det ritual, man holder af og deltager i, til intet andet end en følelsesmæssig oplevelse, hvorimod en ceremoni eller et ritual bør være en tilkendegivelse af eller et symbol på et princip eller en realitet, der er større end selve ritualet. Funktionen går ud på at skabe en kanal til de højere virkeligheder og væsener, således at de påkaldte åndelige energier kan trænge igennem til de tilstedeværendes bevidsthed og blive forankret der og derefter blive tilkendegivet objektivt.

Alle de store religioner har gjort brug af rituelle øvelser, og helt generelt rækker de rituelle former fra forholdsvis enkle bønner og tilbedelse til unaturlige og forfærdende ofringer af levende væsener, en ceremoni, der går helt tilbage til den tidligste tid, og som stadig udføres visse steder.

Symboler på godt og ondt

Der findes en nær relation mellem alt dette og det blændværk, der er ulø- seligt forbundet med det “hemmelige”, med magi og symboler. Afhængigt af, hvordan man opfatter og anvender symboler, så tjener de enten til at tydeliggøre virkeligheden eller til at tilsløre og skjule den. Når man tager det, som det det er, kun et billede eller en retningsviser til det virkelige, så er et symbol nyttigt i det omfang, det kan bygge bro i forståelsen. Men hvis man forveksler det med det virkelige, hvis man tiltrækkes af selve symbolet, så er det en dynamo til blændværk, og blændværket maskerer virkeligheden, ja rent faktisk hindrer det mennesket i at opdage det virkelige bag symbolet, og som konsekvens skjules symbolets formål.

Farlig viden for de fleste

Den almindeligt udbredte interesse i magi i dens forskellige skikkelser er ledende for blændværk af en speciel farefuld art. Når man anvender de subjektive energier til det, man kender som sort magi og praktiserer den med materielle mål for øje, så er det en grov forvrængning af den levende energi, der kan – når den anvendes til åndelige formål – transmutere, oplyse og forløse. Derfor er det meget uklogt at belyse de subjektive kræfter, der ligger bag alt levende i det ydre. Det er en hellig pligt ikke at gøre det. Lykkeligvis er det en kendsgerning, at de fleste mennesker stort set er uvidende om disse kræfter, og det afholder dem fra at anvende dem i et større omfang. Ikke desto mindre bør alle, som er ved at vågne, og som er blevet interesseret i dem, være ovenud forsigtige i deres holdning til dem. Renhed i motiverne er nøgleordet, og elimination af al selviskhed er den bedste beskyttelse.

Det gamle og det nye

Betydningen og udbredelsen af yderligere to blændværk berettiger til overvejelse, inden studiet afsluttes. Diametralt modsat af hinandens tendenser har man blændværk fra fortiden og blændværk fra nutiden. Her i vor tid er de en konstant kilde til konflikter, ofte forbitrede konflikter med vold på alle niveauer og inden for alle områder. At der unægteligt findes værdier i fortidens bedste traditioner er et stærkt argument for at værdsætte og bevare det, der er godt i dem. På samme tid indvarsler den almindelige udvikling uundgåeligt de nye tendenser, som for det meste præsenterer et virkeligt fremskridt.

Man kan med rimelighed sige, at ingen af disse tendenser nødvendigvis skaber blændværk. Blændværk opstår, når menneskene går til yderligheder og vælger at indtage en ensidig eller overlegen holdning i deres støtte til et standpunkt, og når denne holdning i det ene tilfælde bestyrkes enten af fanatisk fastholden ved fortiden – til tider ved dens værste aspekter – eller i det andet tilfælde ved kritikløs forblindelse til noget, der er nyt. Disse eksplosive elementer skal studeres nærmere.

Mentale og følelsesmæssige former

Først blændværket vedrørende fortiden. Med oprindelse i dybt rodfæ- stede, i længst skabte vaner og rutiner, i følelsesmæssig tilknytning og traditionel observans, tjener det den hævdvundne autoritets interesser og “etablissementer” ved at undgå det nye med de ukendte farer og utryghed. Man må huske, at ideen vedrørende formen ikke er begrænset til det materielle område. Mens former såsom genstande, institutioner, vaner og så fremdeles kan erkendes tydeligt, så er følelser, ideer og ideologier henholdsvis på de følelsesmæssige og mentale niveauer i lige så høj grad former. Og de er ofte hårde som sten. Er de sygelige og vil præge det hele, vil de “være sejlivede”, men de må dø, som alle former må, når de har udtjent deres nyttevirkning.

Den evige sandhed bag formen

Et relevant problem her er det vanskelige i at kunne skelne mellem det, der stadig er gennemførligt og har værdi efter den gamle indstilling,   og det der er forældet må erstattes og kasseres. Løsningen består i at bevare den levende kerne, den evige sandhed, og de rigtige værdier, der er forbundet med den gamle form, mens man må kaste de forældede bestanddele over bord. Den samme målestok kan anvendes til det, der er nyt. Er det selve nyhedens interesse, der kaster en glamourøs trolddom over et menneske, eller udgør det virkelig en kanal for egenskab eller energi, som mangles? De nye indstrømmende energier har tendens til i første omgang at komme til udtryk på barbarisk, overdreven og voldsom måde.  Begyndelsen af hver æra kan vidne om dette fænomen og den nuværende tidsalder er ingen undtagelse. Faktum er, at de former, der skal rumme de nye energier og tilkendegive dem konstruktivt, er endnu ikke forberedt og tilgængelige. Det er nødvendigt, at de udvikles gradvis – imens er tiden beklageligvis ikke i harmoni. Men disse foruroligende tilstande er midlertidige, og det vil være klogt ikke at overdrive bekymringerne og ikke frygte.

Svaret her er det modsatte af at klynge sig til et blændværk, der fastholder fortidens forældede sædvaner og traditioner. Man må fremskynde opbygningen af nye former, der svarer til, at opgaven kan indeholde de nye energier og give dem rigtigt til kende. Som tilstanden er i dag kan man kun føre foreløbige bestræbelser i denne retning, og det bliver med prøvelser og fejl – for det meste med fejl. Men livet er der og presser sig på for at blive manifesteret, og det kan man ikke afvise eller modarbejde. Det kræver samarbejde og de bedste metoder, man kan udtænke for at fremme virkeliggørelsen af det.

Visdom er nøgleordet

Og derved er midlet til begge disse blændværk i høj grad afhængig af, om man indtager den rigtige holdning i denne mellemliggende periode. Uanset hvor ubehagelig og nedslående en tid det er på mange måder, så vil den til sidst føre til en ny og bedre form for civilisation og kultur og til, at man kan anvende de nye og forunderlige energier. Nøgleordet til denne korrekte holdning kan siges med et kort men betydningsfuldt ord: VISDOM. Visdom giver lys og indsigt til at skabe en balance, der kan eliminere de værste aspekter i de fleste af de blændværk, som man selv har, som findes i den samfundsgruppe man tilhører, og som menneskeheden har generelt. Det er ikke muligt at beskæftige sig med visdom på en speciel måde, da mulighederne for at give visdom til kende er uendelige, og da den kan anvendes inden for alle områder, men en enkel regel til anvendelse af visdom anbefales. Den består i 1) at få en klar erkendelse af, hvad der fra fortiden stadig er værdifuldt og værd at bevare og at drage ud af de metoder, der fastholder det, og 2) at være opmærksom på det, der kan forventes af de nye indstrømmende energier, og at søge at systematisere deres udviklingsmuligheder, så de kan anvendes maksimalt til opbygning af en verden, der tilpasses, så de kan manifesteres på en værdig måde.

Yderligere indsigt i emnet blændværk kan man få i bogen Viljens Psykologi af Roberto Assagioli (Kentaur Forlag).

Teknikken til indifferens

Dette er en meget effektiv teknik til at gøre sig fri af alle typer og aspekter af illusion, og specielt af de blændværk, man er mest plaget af, eller man kan sige, som man for det meste er påvirket af, hvis ikke hele tiden.

Når man lidt efter lidt evner at eliminere sine følelsesmæssige reaktioner på de ydre og indre tilstande, som man påvirkes af, så frigøres man i det indre og skaber mulighed for at kunne handle effektivt i det ydre. Det vigtigste krav er at holde afstand til den vedvarende strøm af psykologiske elementer (tanker – billeder – ønsker – impulser – følelser) og til de fysiske sanseindtryk, der normalt optager bevidstheden og fastholder opmærksomheden.

Disidentifikation forudsætter, at den observerende indtager og fastholder en bestemt indre holdning – med andre ord, indtager en holdning i klar selvbevidsthed, dvs. en klar erkendelse om det, der findes i det indre som noget permanent og uforanderligt, det der ligger bag eller snarere over, og det, der midlertidigt i de psykologiske tilstande kan variere i det uendelige.

Proportionssans

Den observerendes holdning har særlig betydning og kræver, at man praktiserer de øvelser, der vedrører disidentifikation og selvidentifikation. De er beskrevet i henholdsvis tredje års tredje instruktion og fjerde års anden instruktion. En anden effektiv teknik er den, der her kaldes proportionssans. Formålet med den er dobbelt:

1. Når den anvendes i relation til tid (rigtige proportioner vedrørende tid), så åbenbarer den, at mange af livets øjeblikke kun er flygtige og betydningsløse set i forhold til de store tidsforløb, man kan se i den lange række af cyklusser: Dage, måneder, år, årtier, århundreder, årtusinder, og i de endnu større kosmiske En sådan langtrækkende synsvinkel kan give en levende opfattelse af, hvor relativ ubetydelig “nu’et”, der hele tiden ændrer sig, er, og derved mindskes den magt, som tiden har.

2. En enkel måde at udføre denne teknik på er at prøve at genkalde sig det, man gjorde og følte eksempelvis den samme dag for to år Hvis det er gået i glemmebogen, hvad det sikkert er, kan det hjælpe til at indse, hvor ubetydelige handlingerne og følelserne var dengang. Omvendt kan man forestille sig, hvor ubetydeligt, det man oplever følelsesmæssigt og fysisk i dag, vil synes i fremtiden. Der er en historie om en indisk konge, der på rammende måde illustrerer denne tanke. Han tilkaldte hofjuveleren og bad ham indgravere et motto i en ring, han altid gik med, som kunne hjælpe ham til at bevare en afbalanceret holdning i både gode og dårlige tider. Juveleren indgraverede ordene “Det vil gå over”. 

3. Denne teknik kan også anvendes i relation til rummet (Rigtige proportioner vedrørende rum). Den moderne astronomi fortæller, at det kendte kosmos er ufatteligt stort, og at det består af mere end tusind millioner galakser, der hver har tusindvis af millioner af Med denne information som baggrund svinder den egocentriske smålighed og forfængelighed samt påstande og personlige bekymringer ind til små ubetydeligheder – denne synsvinkel kan virke som impuls til, at man prøver at frigøre sig fra sådanne tendenser. Som eksempel kan der peges på Theodore Roosevelts øvelse med at betragte himlen om natten for at “komme tilbage til sin beskedne plads”. (Citeret i fjerde års anden instruktion).

“Onde cirkler”

Disse forberedelser vil lette forsøgene med at anvende mere specifikke metoder for at opnå “indifferens”. Den første og mest grundlæggende metode har til formål at eliminere modstanden mod ubehagelige og uønskelige tilstande. Det første skridt i denne retning kræver, at man accepterer disse tilstande som en forberedelse til at udvikle en klar vision, der er nødvendig for at kunne bearbejde dem hensigtsmæssigt. Den bryder den følelsesmæssige kædereaktion eller de “onde cirkler”, der så ofte forstærker og fikserer blændværk. Et eksempel på en sådan kædereaktion kan man se i den proces, der foregår, når et menneske føler sig deprimeret, for efterhånden bliver depressionen dybere, hvilket skaber en endnu dybere depression osv. Det samme er tilfældet med de onde cirkler, når det f.eks. drejer sig om frygt – for man bliver bange for at frygte, og det udvikler en større form for frygt. Og vrede følelser mod et andet menneske avler vrede mod sig selv, fordi man handlede sådan, og så fremdeles. Denne form for følelsesmæssige reaktioner kan også udvikle kombinerede onde cirkler, f.eks. kan vrede vække frygt for at blive presset til voldsomheder, frygt kan føre til depressioner eller gøre depressionerne dybere, etc.

Nøglen til at bryde sådanne kædereaktioners drivkraft er at acceptere den oprindelige følelsesmæssige reaktion. At acceptere betyder, at man er klar over, at sådanne reaktioner er “normale” på det almindelige menneskes eksistensniveau, og at man derfor hverken bliver overrasket eller fortvivlet over dem. Da følelseslivet responderer “automatisk”, skal man blot observere reaktionerne med sindsro.

Disidentifikation

Men det er naturligvis ikke nok kun at acceptere dem. Det er blot det første skridt, men et nødvendigt skridt. Det næste skridt er, at man helt bevidst undlader at identificere sig med de pågældende følelser. Selve processen med at acceptere dem kræver, at man i et vist omfang anvender disidentifikation, dvs. at man skelner mellem det accepterende ”jeg” og den følelse, der opstår. Det næste skridt er at nå frem til at opfatte den kraft, man besidder til at beslutte, hvad der er den rigtige holdning at indtage over for den følelse, der har forårsaget hændelsen eller situationen. Med andre ord, hvad kan man bruge den til? Hvad kan man få ud af den? Hvilken mening kan man tillægge den?

Man kan betragte forløbet som en hændelse, der bringer et budskab, man skal fortolke, eller som en udfordring man må imødekomme, eller som en mulighed man bør gribe. Ved at indtage denne positive holdning kan man ændre eller transformere en situation, der i virkeligheden er en relation mellem den ydre hændelse og personen selv. I samme omfang, som man kan vurdere situationen, kan man tage den som en nyttig advarsel, en opfordring til at vække latente energier, en mulighed for at opøve viljen samt et signal til at gribe til handling. Der findes mange eksempler på sådanne “signaler”, hvoraf de fleste er fysisk smerte. Man kan enten reagere med irritation eller med depression og selvmedlidenhed, eller man kan søge tilflugt i et lindrende middel – men man bør i stedet drage fordel af dem ved at forvisse sig om årsagerne og derefter tage de mest hensigtsmæssige skridt til at eliminere dem.

De situationer, som de fleste har været ude for på et eller andet tidspunkt, og hvor man har reageret, har været, når man blev genstand for andres kritik eller for uvenlige provokationer. I stedet for at give frit løb for det, der er de normale reaktioner – såsom vrede, depression eller forsvarsmekanismer – så kan man beslutte at søge årsagen til den kritik eller det angreb, man har været ude for.

Konstruktiv kritik og farlig ros

En effektiv måde at modvirke sin sensitivitet over for kritik på, er at acceptere det faktum, at man ikke kan undgå kritik, uanset hvilken form for adfærd man giver til kende. Ofte viser en dybere vurdering af situationen, at det har været ens egen holdning eller adfærd over for kritikken eller opponenten, der har været årsag til kritikerens uvenlighed. Denne erkendelse kan hjælpe til at se mildere på sådanne “provokerende” situationer og til at eliminere årsagerne i sit eget indre.

Det gavnlige ved kritik og “fjender” er blevet fremhævet af flere forfattere:

Kong-fu-tse:

“Jeg er så sandelig heldig.
Hver gang jeg begår en fejl,
så opdager andre det altid.”

Plautus:

“Kloge mennesker lærer meget af deres fjender.”

George Sand:

“En dygtig mand får på en måde
altid udbytte af det onde, der siges om ham.”

Inayat Khan:

“Mine venner får mig til at sove sødt,
men mine fjender holder mig vågen.”

 Schiller:

“Min ven er mig kær,
men min fjende er også nyttig:
Den første viser mig, hvad jeg kan gøre,
den anden, hvad jeg bør gøre.”

Et ekstremt paradoksalt udtryk for denne erkendelse er det indiske ordsprog:

“En fjende er lige så nyttig som en buddha.”

 På den anden side er det tilrådeligt at indtage en indifferent og forsigtig holdning til det at blive rost og være populær. G. Dupre advarer:

”Ros er som parfume behagelig at dufte,
men det er bedst at acceptere ros med diskretion,
for den går til hovedet, hvor den beruser
og til tider forvirrer os.
Det er tilrådeligt, at stærkt duftende blomster
ikke tages med ind i stuerne.”

 Lykke og ulykke

En anden betragtning, der kan være til stor hjælp, når man indtager en afbalanceret holdning, er at erkende, at konsekvenserne af en hændelse kan før eller senere vise sig at have en helt anden retning og endog stå  i modsætning til de aktuelle hændelser. At dette kan være tilfældet illustreres meget rammende i en historie, som Lin Yutang citerer: Den store taoist-filosof Liehtse omtalte den berømte lignelse om den gamle mand på fortet:

En gammel mand, der levede med sin søn i et forladt fort på en bakketop, mistede en dag sin hest. Naboerne kom for at vise deres sympati med denne ulykke, og den gamle mand spurgte, “Hvordan ved I, om dette er en ulykke?” Få dage efter kom hans hest tilbage sammen med nogle vilde heste, og hans naboer kom igen og ville nu lykønske ham med dette gode held, og den gamle mand svarede ved at sige, “Hvordan ved I, om dette er et godt held?” Med så mange heste omkring sig begyndte hans søn at ride, og en dag brækkede han sit ben. Igen kom naboerne for at vise deres sympati, og den gamle mand svarede, “Hvordan ved I, om dette er uheldigt?” Næste år blev der krig, og da den gamle mands søn var ukampdygtig, blev han ikke sendt til fronten.”

 Lin Yutang, The Importance of Living, The John Day CO., New York, 1937.

Den “indifferens”, der kultiveres på disse forskellige måder, skal ikke misforstås som noget negativt. Den viser ikke tegn på en manglende sensitivitet eller følelse, men den er kilden til en glædelig virkeliggørelse af den indre frihed og af, at man i sit indre er uafhængig af mennesker og hændelser. Endvidere skænker den to dyrebare gaver: En klar erkendelse af virkeligheden og en evne til at være handledygtig. Ved at eliminere de blændværk, der blev skabt af fejlagtige følelsesmæssige reaktioner, så åbnes der for sandhedens rene lys, der oplyser bevidstheden. Ligeledes hindres den energi i viljen, der presser én til handling, fra at blive afledt eller svækket af at passere gennem de følelsesmæssige niveauer, og derved får kapaciteten frit spillerum til konstruktiv aktivitet.

Således har man en fortrinlig begrundelse til at skole sig i teknikken til indifferens, og til at gøre god brug af den.

Teknik til nærværelse

I fjerde års første instruktion stod der, at erkendelse af det virkelige, som er hovedemnet, kræver, at man både nedbryder illusionerne og blændværkene. Indtil nu har der hovedsageligt været fokus på blændværksgrupperne, for blændværk er mere udbredt end illusioner, hvilket skyldes, at menneskehedens følelsesmæssige polarisation er særlig fremherskende, og at det er meget vanskeligt at nedbryde illusionerne, hvis man ikke i et vist omfang har fået nedbrudt blændværkene.

Nedbrydning af illusion er et meget omfattende emne, som ikke kan beskrives detaljeret i denne instruktion, men teknikken til nærværelse, som her skal beskrives, er en effektiv metode til at frigøre sig fra både illusion og blændværk, da den – som nævnt – er den mest direkte fremgangsmåde til at kunne opfatte det virkelige på (fjerde års første instruktion). Man må også huske, at illusion, der er en mental egenskab, er helt anderledes end blændværk, der hører til det følelsesmæssige område, men alligevel er de ikke helt adskilt i det levende menneske, for de har nær relation til hinanden, og der foregår en konstant vekselvirkning mellem det mentale område og det følelsesmæssige område. Når der skabes en illusion på grund af følelser, hvilket ofte sker, er den i sig selv en kilde til blændværk. Ligeledes kan blændværk opfange en nuance af illusionen og derved fordreje tænkningens indsigt.

Immanens og transcendens

Forståelse af, hvad “nærværelsen” er, kan man få på flere måder og i forskelligt omfang og stadier. Dybest set er det en forståelse af det universelle liv eller den virkelighed, der gennemtrænger både den ydre verden og ethvert menneske. Set fra en filosofisk synsvinkel kaldes denne gennemtrængning immanens eller manifestation af virkeligheden, som i sin essens er transcendent. Set fra en religiøs synsvinkel bliver den benævnt som den allestedsnærværende Gud.

En nøgle til at nå det første stadie i denne forståelse har man i de videnskabelige beviser, der fremhæver, at alle dele i universet er gensidigt afhængige af hinanden, og at der foregår en vekselvirkning mellem dem, hvilket viser, at universet er en organisk enhed eller en “helhed”. Astronomer har opdaget, at der eksisterer utallige galakser i universet, som danner gigantiske grupper, der roterer med utroligt store hastigheder. Det faktum, at udstrålinger, der kommer med en så umålelig intensitet fra så fjerntliggende kilder og rammer Jorden, giver en levende endog dramatisk følelse af denne helhed.

Intuition – et indre syn

Men det synlige univers’ helhed er i virkeligheden kun den ydre manifestation eller genspejling af en enhed, der også eksisterer i de subjektive verdeners indre rum. Nøglen hertil er en anden evne, nemlig intuitionen. Etymologien siger, at intuition er et direkte indre syn, “at se ind i”, en direkte opfattelse af det virkelige. Intuitionen sætter det intuitive menneske i stand til at se “nærværelsen” af den universelle virkelighed i alle manifesterede former og i alle individuelle væsener og enheder. Dette at kunne “se” er en så fantastisk oplevelse, som – skønt den er ubeskrivelig – er blevet beskrevet af nogle, der har oplevet det, i en form, som giver et levende billede af det under, de oplevede.

En af de mest betagende af sådanne beskrivelser findes i den ellevte bog i Bhagavad Gita, hvor Krishna, symbolet på og inkarnationen af den højeste sjæl, imødekommer Arjunas indstændige bøn. Han åbenbarer sin guddommelige fremtræden i utallige former for ham.

“Så se da, Arjuna, i hundredeog tusindvis mine mangfoldige guddommelige former i forskellige farver og skikkelser” 

 (vers 5)

“Se i dag her i mit legeme hele verden med bevægeligt og ubevægeligt forenet …

 (vers 7)

“Således talte Hari, yogaens store Herre, og viste Arjuna sin højeste guddommelige form” …

(vers 9)

“Hvis tusinde soles glans på én gang brød frem på himlen, så ville det svare til denne vældiges glans” …

(vers 12)

Men den guddommelige nærværelse i hele universet er blot ét aspekt af den store Herre, der i tid og rum forbliver i sin essentielle væren, transcendent, fri, og tilbagetrukket i sin egen manifestation. Radhakrishnan knytter nogle oplysende kommentarer til den niende bog i Bhagavad Gita:

”Bhagavad Gita fornægter ikke den verden, der eksisterer gennem Gud og har Gud bag, over og foran sig. Den eksisterer gennem ham, der også uden denne verden ville være det, han er. Til forskel fra Gud har denne verden ingen specifik eksistens i sig selv. Den har derfor kun en begrænset væren og ikke en endelig væren. Læreren henviser ikke til panteismen, der hævder at alt er Gud, men til panenteismen, der hævder, at alt eksisterer i Gud. Den kosmiske proces er ikke udelukkende en manifestation af det endelige. Ingen endelig proces vil nogensinde komme til at give udtryk for det endelige, fordi denne verden er en levende manifestation af Gud.”

 Bhagavad Gita, af Radhakrishnan. Allen and Unwin, London, 1970.

Fuldkommenhed og guddommelig bevidsthed

Syntesen af transcendent og immanent kalder Aurobindo “den højeste hemmelighed”, og det siger han på denne måde:

”Mysteriet om vores væren indebærer nødvendigvis et lignende højere mysterium om væren af purushottama, rahasyan uttaman. Det er ikke en speciel upersonlighed af det endelige, der er den højeste hemmelighed. Den hø- jeste hemmelighed findes i det mirakel, hvor den højeste person og den synlige umådeligt store upersonlighed bliver ét, dvs. en uforanderligt transcendent sjæl i alle skabninger med en ånd, der manifesterer sig her ved selve etableringen af kosmos som en uendelig og mangfoldig personlighed. En personlighed, der virker overalt med en sjæl og en ånd, som vi erfarer som en åbenbaring af det evige, det nærmeste og mest fundamentale og umådelige væsen, der accepterer os og tager os til sig, ikke ind til en eksistens i et begivenhedsløst tomrum, men helt positivt, dybt og forunderligt ind i sin altomfattende ånd og på alle måder ind i sin egen og i vores bevidste eksistens. Denne højeste erfaring og denne omfattende måde at se det på, åbner for noget grundlæggende, bevægeligt og uendeligt, der får betydning for vores karakter og vores viden, vilje, hjertelighed og tilbedelse. Det er ikke alene den detaljerede viden, der kan hjælpe os – der er tilstande og endog uendelige tilstande, hvor hjertelighed og aspiration illumineres og opløftes af viden, af en mere mystisk klarhed, og af en større rolig og passioneret viden.

 Det er på grund af den bestandige og forenede nærhed  af vores hjertebevidsthed, hjernebevidsthed og altomfattende bevidsthed, satatam maccittah, at vi vil få den mest omfattende, den dybeste og den mest integrerede oplevelse af vores enhed med evigheden. Den nærmeste enhed i al væren, der grundlæggende er individuel i den guddommelige passion selv midt i det, som har universel karakter og endog findes på den transcendente top, er her pålagt den menneskelige sjæl som dens måde til at nå det højeste, og til at nå frem til at besidde den fuldkommenhed og den guddommelige bevidsthed, der ifølge sin natur kaldes “ånd”.

 Sri Aurobindo, Essays on the Gita.
Sri Aurobindo Library, New York, 1950, s.490-1

Allestedsnærværelse

Selv om man i Vesten for det meste har defineret “nærværelsen” som en relation og en nær samhørighed af Gud og sjæl, så savnes der ikke beskrivelser af “allestedsnærværelsen” i universel forstand. Plotin bekræfter:

“Gud er ikke ydre for nogen som helst,
men er nærværende i alle,
skønt de er uvidende om det.”

Sixth Ennead, IX, 7

I en samling af udsagn, der tilskrives Jesus, kan man se følgende:

“Løft stenen og du vil finde mig dér,
kløv træet og jeg er dér.”

 Det mest præcise og på samme tid det mest omfattende udtryk for den indre forening af Gud og menneske er Pauli udsagn:

“I ham lever vi, ånder vi og er vi.”

 Apostlenes gerninger, 17:28

Stadier i indre oplysning

Evelyn Underhill har beskæftiget sig med dette emne ret udførligt på en meget klar og forståelig måde i sin klassiske bog Mysticism (udgivet af E.P. Dutton og Co). Den indeholder en rigdom af citater fra kristne mystikere, hvoraf nogle er digtere – inklusiv Dante. Det anbefales, at den studeres grundigt, især kapitlerne om “indre oplysning af sjælen” og “et forenende liv”, hvor forfatteren peger på den fine forskel, der er på de forskellige niveauer for erkendelse af “nærværelsen”. Der findes seks stadier eller grader i denne erkendelse:

1. Indre oplysning
2. Kontakt
3. Midlertidig sammensmeltning
4. Fusion
5. Identifikation
6. Forenende liv

Med visse begrænsninger vises disse stadier af stjernens forskellige positioner i det diagram, der tidligere blev tegnet i tredje års tredje instruktion (Roberto Assagioli: Viljens Psykologi (Kentaur Forlag).

Her illustreres den individuelle transpersonlige eller åndelige relation til den universelle virkelighed udenfor “ovalen”, der symboliserer det enkelte menneske. På det første stadie er stjernen placeret omtrent helt inde i ovalen, hvilket viser det almindeligt udbredte aspekt af bevidstheden. Det andet aspekt viser den position, hvor mennesket har lige stor viden om både de individuelle og de universelle aspekter. På det tredje stadie, som viser et udvidet og universelt erfaringsniveau, der kaldes ekstase, samadhi etc., er erkendelsen af det universelle aspekt det mest fremherskende. Tydelige beskrivelser af denne tilstand, som den hellige Teresa og andre har oplevet, er citeret af forfatteren til Mysticism (p.p. 238-254). Disse stadier vedvarer naturligvis ikke som statiske, for de kan meget hurtigt ændre sig.

Namaskara

Erkendelse af “nærværelsen” er både et objektivt og et endeligt resultat af alle funktioner i det indre, og dette er meditation i sin dybeste betydning. Det gælder specielt i faserne med receptiv stilhed og kontemplation. Åbenbaring af “nærværelsen” kan også forekomme ved at højne sin opfattelse af skønheden i naturen, og ved at være vidne til de processer, der målrettet og med forunderlig intelligens ligger bag skabelsen, udviklingen og opretholdelsen af alle levende former. Nærværelsen i det indre – den erkendelse, at mennesket er en levende sjæl (“Kristus i dig”) – bekræftes og holdes levende i bevidstheden af den smukke indiske hilsen “namaskara” (“Jeg hilser guddommeligheden i dig”).

 Guds vilje

Virkningerne af en klar erkendelse af Guds nærvær kan variere meget, idet de vil svare til den grad af erkendelse, man har opnået, til den tilstand hver enkelt har og til det kulturelle miljø, man er placeret i. På det mentale område tager de form som indsigt, åbenbaringer, mening og hensigt, og i det følelsesmæssige område som en intens glædesfølelse, undren, taknemmelighed, kærlighed og hengivenhed. I det mere aktive område giver de impuls til, at man opgiver at anvende den personlige vilje og i stedet forener den med det, man føler er Guds vilje og med det, der kulminerer i ordene “Ske Din vilje”.

 Det er blevet beskrevet med følgende kloge ord:

Til sidst lærer disciplen sig selv at kende som den, der (når han er i inkarnation) frem for alt styrer kræfter. Han styrer dem fra den guddommelige iagttagers høje stade ved at opnå indre afstand … kunne I blot forstå den fulde betydning og stå afklaret som den, der iagttager og styrer, så ville der ikke forekomme flere spildte kræfter, ikke flere forfejlede træk, ikke flere forkerte fortolkninger, ingen tilflugter på dagliglivets sidespor, ingen forvrængede og intet forudindtaget syn på andre, og frem for alt ikke mere misbrug af kræfter.

 Alle mennesker lever, har deres gang og udtrykker sig i og gennem den samme verden, der hele tiden er i bevægelse og påvirkes af indstrømmende og udstrømmende energier… dér arbejder disciplen. Han bliver en bevidst styrende formidler. På det fysiske plan skaber han det, han ønsker, og det han ønsker er at skabe et mønster og en form på forholdene, sådan som de er blevet skitseret af den store guddommelige arkitekt på den åndelige bevidstheds tegnebord … Derfor bliver han stadig mere vidende om planen, som den eksisterer i den universelle sjæl, og om den hensigt, der motiverer Guds vilje.

Alice A. Bailey: Blændværk, et Verdensproblem, s. 218-219
(Esoterisk Center Forlag)

__________________________________________________________________

Sådan kan du komme videre

Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv

Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli

Læs introartiklen om energipsykologi

Læs introartiklen om integral meditation