Forestil dig, at du kunne vælge hvilke følelser, tanker og psykologiske tilstande som påvirker dit indre liv. At du kunne mestre dit sind, som var det en radio, hvormed du vælger hvilke stationer du ønsker at lytte til. Ja, ikke nok med det, at du faktisk selv kan skabe det indhold i din bevidsthed, som du ønsker!
Af Kenneth Sørensen, MA, forfatter og psykoterapeut
Jeg har mediteret dagligt i 30 år og det er blevet en helt uundværlig del af mit liv, fordi jeg har fundet et værktøj, hvormed jeg kan ændre mine psykologiske tilstande fra dag til dag.
Det lyder nok som utopi for de fleste, men ikke desto mindre er det målet med meditation, at kunne skabe og forme sit psykologiske liv indefra og ud. Du har formentlig hørt udsagnet at ”som et menneske tænker i sit hjerte, således bliver det”. Det er præcis den filosofi, der ligger bag videnskaben om meditation, for det er faktisk en videnskab, der baserer sig på klare årsags-virkningsmekanismer.
Enhver kan sætte sig ned og eksperimentere med den psykologiske lov, der fortæller at energi følger tanken. Sæt dig eventuelt ned i et øjeblik og brug 10 minutter på at forestille dig det mest modbydelige du kan visualisere og iagttag derefter virkningen i dit sind. Brug dernæst 10 minutter på at forestille dig det mest vidunderlige du kan visualisere og vurder nu virkningen. Du vil nok opleve en markant forskel i dit tankeklima, fordi du bevidst har stillet ind på forskellige psykologiske frekvenser. Vores forestillinger (tanker, billeder og mentale intentioner) påvirker med andre ord vores psykologiske tilstande og det er det, man populært kalder for tankens kraft.
Meditation finder sin stærkeste anvendelse i forbindelse med et ønske om at udvikle sig som menneske. Selvudvikling handler naturligvis om at lære sig selv at kende, men det handler også om at kunne mestre sit liv, det vil sige, være ”herre i eget hus”. Vores personlighed er som et indre hus, der ofte er i splid med sig selv. Det vil sige, de fleste mennesker oplever, at de har konfliktende energier eller ”stemmer” indeni, som kæmper mod hinanden. Der opstår frygt, når vi udfordrer os selv i stedet for blot at følge strømmen. Ofte kan vi opleve det, som om vi bliver kastet hid og did af psykologiske kræfter, vi ikke har kontrol over.
Det gør sig især gældende, når vi er under indflydelse af stærke begær efter magt, indflydelse, kontrol, at være elsket, populær, tryg osv. Disse begær eller ønsker vil uvægerligt dominere og kontrollere os, så længe vi er for stærkt identificeret med dem. De er nemlig ofte knyttet til andre mennesker eller ting, som vi bliver afhængige af og i værste fald kontrolleres af. Vi er ikke frie eller herre i eget hus og slet ikke, når vi begynder at lytte til vores dybeste potentialer.
I vores dybeste væsen har vi en kærlighed, en power og intelligens, der rummer uanede muligheder, hvis vi har modet til at åbne hjertet og lytte. Det kræver dog stort mod, at handle ud fra den man dybest set er, fordi vi ofte må bryde med de sociale konventioner og forventninger, vi er født ind i. Derfor er den personlige udviklingsrejse en helterejse, der fører os ned i de mørkeste afkroge og ind i de inderste lag af vores væsen. Det er i den forbindelse, at meditation er menneskets bedste selvudviklingsredskab.
Da jeg påbegyndte meditation i 1988 var det i forbindelse med en dybtgående krise og forvandlingsproces, jeg befandt mig i. Jeg var ved at forstå eller vågne op til, hvorfor mit liv var så besværligt. Det meste af min ungdom var præget af ensomhed, mindreværd og et dybtliggende selvhad, som jeg slet ikke forstod årsagen til. Jeg følte mig ekstremt begrænset i min udfoldelse fordi jeg var hæmmet af sårbare sider, som jeg måtte beskytte og aggressive kræfter, jeg måtte kontrollere. Jeg var et par år før begyndt at interessere mig for astrologi og selvudvikling, hvilket gav mig et håb om, at jeg kunne gøre noget ved min situation. Jeg var begyndt at gå i psykoterapi, men ville også frigøre mig på en daglig basis, fra den mørke psykologiske smog, der lå som en kvælende tåge over min bevidsthed.
Skabende meditation
Jeg blev anbefalet at meditere på en sol i midten af min brystkasse, som jeg fik fortalt, rummede alle de psykologiske kvaliteter, jeg havde behov for: kærlighed, tillid, accept, mod, ærlighed osv. Meditationen var tilstrækkelig enkel til at jeg forstod den og det var som at komme hjem, da jeg første gang satte mig ned. Det var meningsfuldt også selvom jeg ikke umiddelbart oplevede de store ændringer. Selve tanken om, at jeg kunne ændre min bevidsthed indefra og ud gennem en enkelt positiv visualisering appellerede dog stærkt til mig. Jeg vidste med mig selv, at dette ville jeg være god til. Dette skulle blive min redning.
Meditation er ikke sværere at lære end at spille på guitar. Det kræver øvelse, en god underviser og en tålmodig disciplin hver dag. De første uger og måneder, man øver sig på at spille guitar lyder det nok ikke specielt godt. Det samme gør sig gældende med meditation. Det er svært at styre sit sind, at fastholde visualiseringen på den strålende sol i brystområdet. Men gradvist begynder man at fornemme at noget sker, hvis man er vedholdende. Jeg mediterede specielt på tillid og accept fordi jeg havde det vanskelig med mig selv. Jeg havde analyseret mig frem til, at det var præcis de kvaliteter, der var lægemidlet eller bevidsthedsmedicinen til den selvfordømmelse, jeg led af.
Jeg begyndte efterhånden, at mærke en åbenhed i hjerteområdet i midten af brystkassen. En behagelig varme og kærlig stemning, som spredte sig indeni. Det var som en åbenbaring for mig, det var en revolution i min selvoplevelse, at jeg faktisk kunne påvirke mit eget humør. Meditation på solen har den samme effekt, som solen har på en tåge ude i naturen. Gradvist som solen bliver stærkere, oplyser den tågerne i sindet. Dette er ikke et spørgsmål om tro, for det virker selvom man ikke tror på det, men naturligvis giver troen en stærkere energi til at være vedholdende. At stille ind på den samme kanal hver dag gennem lang tid vil efterhånden skabe et permanent spor i bevidstheden, så det bliver lettere at fremkalde de tilstande, man mediterer på.
Meditation på en sol er en såkaldt skabende meditation. Den baserer sig på visualisering og selvom man kan understøtte den med musik, røgelse, mantraer og yogapositioner, så er de dybest set ikke nødvendige for udbyttet. Den er skabende fordi den kan bidrage til at skabe en helt ny personlighed, som man kan udfolde sig gennem. Jeg har naturligvis fortsat mange besværlige tilstande i mit sind, jeg er på ingen måde oplyst, men jeg har fundet et redskab hvormed jeg hver morgen kan oplyse mit sind. Jeg kan i dag forholdsvist nemt fremkalde de psykologiske kvaliteter, i mit sind som jeg har behov for. Nogle gange ændrer meditationen mit psykologiske miljø markant, andre gange bidrager den med en vigtig nuance, som gør det nemmere at holde et positivt sindelag op gennem dagen.
Man kan naturligvis visualisere andre billeder end en sol, et bjerg, en diamant eller overfladen på en blikstille skovsø, hvor månen spejler sig er også gode objekter.
Iagttager meditation
Skabende meditation er ikke den eneste type meditation der eksisterer og jeg vil derfor kort præsentere to andre typer af meditationer, som jeg betragter som grundlæggende. Den iagttagende og reflekterende meditation. Vores opgave som udviklende mennesker er at opdage os selv på dybere og dybere niveauer og dernæst bringe de indsigter ud i vores levede liv. Skabende meditation hjælper os især med at udtrykke os autentisk, fordi vi gradvist bygger nye kvaliteter ind i vores personlighed, som vi opfatter som autentiske. Vi bliver med andre ord gradvist en bedre udgave af os selv. Den iagttagende meditation derimod handler mere om at opdage nye sider af vores natur og selve fundamentet for vores bevidste eksistens. Den handler om selverkendelse. Når vi i meditation begynder at iagttage selve bevidsthedens natur, begynder vi at opdage at vi kan iagttage alt, der opstår i vores bevidsthed af tanker, billeder, følelser og sansninger. Vi får en stærkere erkendelse af, at vi ikke er kroppen, følelserne, tankerne, men derimod den iagttager, det vågne selv, der kan observere disse tilstande.
Denne form for meditation kendes også som mindfulness og der er mange måder at praktisere den på. Men en af de vigtigste er at rette iagttagelsen mod bevidstheden selv. Det vil sige, undersøge hvad der er bevidst inden i. Stille sig det spørgsmål: hvem eller hvad er bevidst og observere det?
Dette iagttagende nærvær vil efterhånden skabe et stabilt center, hvorfra vi altid kan trække os tilbage og studere hvad vi er under indflydelse af. Den vil også give os en erkendelse af, at vi først og fremmest er bevidsthed, det vågne, nærværende og erkendende center i vores væsen. Men den vil også skabe et stille sted, en indre ro bag personlighedens mange stemninger. Iagttagermeditation vil gøre os i stand til at hvile mere i os selv, fordi vi ikke bliver så indviklet i alle de kræfter, som påvirker os.
I en vis forstand er iagttager meditation nok den vigtigste form for meditation vi kan starte med at udøve, fordi den etablerer en mere klar opfattelse af, hvem vi er. På den anden side er det også en af de sværeste typer at meditationer at udøve, fordi vi ikke er vant til at være fokuseret på nærværets kilde. Der sker umiddelbart ingen ting og det er udfordrende og dog er der netop i stilheden og vågenheden, et sted man kan falde til ro. Selverkendelse er udgangspunktet for at vælge i hvilken retning, vi ønsker at udvikle os. Derfor bringer denne meditation også viljen i spil, som evnen til at vælge på et bevidst grundlag, hvilke formål, mål, ønsker og behov, der skal styre vores liv. Ikke bare langsigtet men på daglig basis.
Refleksiv meditation
Den sidste form for meditation jeg ønsker at skrive et par ord om, er den reflekterende meditation. Det er en slags dybdetænkning over vigtige spørgsmål, som kan give nye inspirationer, indsigter og erkendelser. Den egner sig især til de mere mentale typer, som godt kan lide at bruge deres intellekt og dog fører den også ind i en stille kontemplativ fase, hvor man holder sindet åbent for nye indtryk.
Man kan meditere over mange spørgsmål man ønsker dybere indsigt i. Lad mig give et eksempel på et enkelt emne: Reflekter fx over: ”Hvad er kærlighed”? Anvend nedenstående spørgsmål til at komme hele vejen rundt omkring emnet.
Hvad er den virkelige betydning af kærlighed? – Hvad er kærlighed? – Hvor mange og hvilke typer af kærlighed er der? – På hvilke måder er jeg i stand til at elske? – Hvordan forsøger jeg at elske? – Hvem elsker jeg og hvem lykkes det mig at elske? – Er det altid lykkedes for mig at elske, som jeg ønskede det? – Hvis ikke, hvorfor ikke? – Hvad har været og er hindringerne, og hvordan kan jeg eliminere dem? – I hvor høj grad afhænger min kærlighed af de mennesker, den er rettet imod, og hvor meget afhænger af min egen natur?
Tager du alle disse vinkler med ind i din meditation og går dybt ind i besvarelsen af spørgsmålene, vil du gradvist få dybere indsigt i din opfattelse og udfoldelse af kærlighed. Den vil også udvikle dit intellekt, så det bliver skarpt og gennemskuende.
I en så kort artikel er det ikke muligt at komme hele vejen rundt omkring meditation, jeg har derfor blot givet dig nogle antydninger af, hvad meditation kan anvendes til. Har du lyst til at vide mere om emnet vil jeg anbefale dig at besøge min website www.kennethsorensen.dk hvor der er flere artikler om meditation. Her kan du også købe min bog Integral Meditation og signe op til mit nyhedsbrev, som giver dig adgang til 7 forskellige typer af guidede meditationer inklusiv de ovenstående.
Jeg ønsker dig alt det bedste på din meditationsrejse.
Vibeke Rubeck Solstar says
Wow. Det var da en fantastisk brugbar fortælling om meditation. 🙏 Tak.
Det giver mig en klar måde hvorpå jeg kan fastholde mit fokus. Samt vide at jeg skal have tillid og acceptere mit manglende resultat som en del af processen.
Bh Vibeke
admin says
Lyder godt Vibeke, held og lykke med din meditationsproces 🙂