Assagioli describes in detail and in great depth the inner nature of the Self and how we must distinguish it from peak experiences. Probably one of Assagioli’s most profound articles on spirituality, which is why it is also advanced.
By Roberto Assagioli, translation Annabritt Jakielski
Perhaps the greatest confusion when dealing with the higher realms of human nature is the lack of a clear understanding of the distinction between the superconscious and the Self.
It is possible to make such a distinction. It will be of great practical help to those who wish to understand their own experiences and who are seeking a clear direction with stable and recognizable “road signs” in the transpersonal dimension.
Assagioli’s oval diagram
The superconscious or higher unconscious
Let us begin with the superconscious, also called the higher unconscious. Strictly speaking, the “superconscious” is simply a term that designates the higher, spiritual, or transpersonal realm of the psyche (see diagram, figure A). In it are found the various psychological functions, processes, and energies in the same way as in the personality, although in the superconscious they may exhibit much greater activity and diversity. So the difference between the superconscious and the personality has to do with level, and not with its very nature. Superconscious experiences are fundamentally about becoming aware of the activity that takes place at the higher levels of human consciousness. For example, states of ecstasy, of joy, of love for all living beings, as many mystics report, impulses to self-sacrifice of the herd instinct, the creative flashes of the artist, all belong to the higher levels of the superconscious.
The transpersonal Self, on the other hand, is “ontological.” Onto means “to be,” which is not about a process, but is something that stands in itself.
To give a very simple analogy, the Self is like the pivot or hinge of a door; the door opens, but the hinge remains stable. Yet the Self is not only the focal point around which the many superconscious processes arise; it is also the cause of these processes and the source of the energy that makes them possible. So the Self is the unchanging, eternal reality; a stable center of life on its own level, which has functions, but which is not a function.
The basic idea is found in the Bhagavad Gita: “Having permeated the entire universe with a fragment of Myself, I remain.” What “remains” is the Self on its own level. But while it remains there, it can and does permeate the entire universe of the personality, and does so through the superconscious.
We can get a sense of this apparent paradox by looking at the analogy of the electrical system in our cities. At the source—the generator, located in a distant place—there is electricity of a certain strength or voltage. This electricity permeates the entire amazingly complex and intricate supply network of the city and is transformed down to a voltage along the way in the supply network by means of transformers, but the strength (voltage) at the source remains stable and unchanged. Similarly, there is an unchanged voltage at all the switches in the home. Yet the current—the electrical energy that flows through the supply lines to power a multitude of machines, appliances, light sources, etc.—is a vast and ever-changing process that permeates and animates the city.
Similarly, the Self is unchanged in its essence, but it emits energies that are transformed down in intensity and transmitted through the superconscious, where they are received, absorbed and used by the personality. It is interesting to note that the German philosopher Herman Keyserling speaks of intensity as a special characteristic of the Self. Jung says that archetypes and symbols (which are important elements of the superconscious) are transmitters and mediators of energies[1].
The transpersonal Self is like the sun
From another point of view, it is as if the Self were the sun. The sun does not move in relation to the Earth. It is the center of the solar system and remains there. It permeates the entire solar system with its radiance, while at the same time sustaining it and holding it together through its attraction.
Therefore, the pure experience of the Self—of contact and ultimately identification with the Self—is very different from superconscious experiences or expanded states of consciousness. We can begin to understand this difference through a basic and very important analogy: the Self is to the superconscious what the ego or personal self is to the elements and functions of the personality, with the difference that the ego is often identified with the personality elements, whereas the Self is not identified with the superconscious.
The experience of the Self can be achieved to the extent that the I – which is the projection or emanation of the Self – rises towards the Self, identifies with it, and is temporarily absorbed by it.
The first step towards an experience of the Self consists in attaining the experience of the I. The I is the personal center of consciousness and will. It is the observer and the director, and it is something other than the content of consciousness. To achieve this we must first disidentify ourselves from feelings, thoughts, desires, drives, bodily sensations and impulses – from the myriad contents of personal consciousness. With others we must first let go of the mistaken feeling of being any of these. This is of course not in any way tantamount to writing off or suppressing any of the functions of the personality. On the contrary – rather than being identified with them and therefore subject to one or more of them at the same time on the basis of fleeting impulses – we can now direct and regulate them with the will. We can use any or all of them at any time as a tool for expressing ourselves in the world.
The attainment of this state of identification with the I and inner mastery and harmony is an overarching goal of personal psychosynthesis[2].
Experiences of the superconscious
To the extent that the ego succeeds in freeing itself from its identification with these mistaken identifications at the personality level, it becomes capable of ascending through the superconscious or transpersonal reality towards the Self (see diagram, figure A). Throughout this process there may be an increased intensity of the sense of identity or self-awareness due to the closer proximity to the Self as well as the awareness and experience of the superconscious processes.
One of these two experiences will be predominant, depending on the psychological type. For example, the experience of the superconscious, when we use the sevenfold division mentioned in The Psychology of the Will[3], will generally be predominant in the “love type” and the “creative-artistic type”, while the heightened sense of identity is likely to be predominant in the “will type”, in the “scientific type” and to some extent in the “active-practical type”.
This is a fundamental, or one could almost say “constitutional” difference. But the relative presence of the two experiences can also change in the same person at different times, depending on a number of factors, such as the specific level of development or as a result of a conscious activity with this in mind, such as meditation exercises.
If the experience of the superconscious is stronger than the feeling of self-identity, there may be an identification of the ego with the content of the superconscious, just as at the previous stage of development there was identification with the content of the personality’s consciousness.
This identification with higher and higher aspects of the superconscious is useful in that it can constitute a ladder towards the Self, and thus for many people it represents the path of least resistance and the most expedient.
Disidentification with the superconscious
But to have a true experience, perhaps even the first, of the Self, it is necessary to dis-identify also from the superconscious. This is very difficult, for the transpersonal states of consciousness are so joyful, so alluring, that there is a risk of becoming addicted to them and entangled in them. Maslow has called this “a higher sidetrack.” These peak experiences are beautiful and often ecstatic and, if understood and assimilated correctly, can be of real value, but they do not constitute the pure experience of the Self.
It is interesting to note that the risk of over-reliance on the superconscious has been more or less clearly recognized by many spiritual teachers in the past. To avoid the risk of getting sidetracked, a number of methods have been devised for consciously turning away from the superconscious completely.
This attitude may well have been the most appropriate in the past, when there was little psychological knowledge and much confusion about man’s higher reality. However, it does not make use of the convenient bridge to the Self that the superconscious constitutes, and therefore leads to an unnecessarily difficult, “rigorous” path that few are able to follow to the end. We have seen that the Self needs the superconscious as a vehicle for its expression, just as the ego needs the personality as its vehicle in the world. If, therefore, the superconscious is continually denied in the ascent toward the Self, it will later be necessary to spend time exploring and developing it. When the superconscious is not sufficiently developed, an intense experience of the Self can lead to ego inflation and disorientation. On the other hand, if the opposite extreme is followed, where there is a flow into the superconscious without a sufficient sense of self-identity having been developed, there is a risk of getting lost in it and possibly regressing to an undifferentiated “mass consciousness”.
We will return to these two extremes later in this article. Here I will emphasize the value of a fundamental principle within Psychosynthesis, namely that “we can benefit from – and utilize – all functions and elements of the psyche if we understand its nature and purpose and place it in the right relationship to the greater whole.”
If we are equipped with an appropriate map and an awareness of the pitfalls that lie in the way, then a balanced emphasis on the development of self-identity and on awareness of the superconscious processes will lead to our most harmonious, joyful, and effective development in the transpersonal reality. As we have previously pointed out, either one or the other will usually predominate, depending on a number of factors; the point is to avoid excessive one-sidedness. This often happens unintentionally if interest is too focused on the side that is most developed—and therefore richer and more interesting—and we develop it even more. But we can also “nourish” the least developed aspect by consciously focusing our interest and attention on it.
In practice this is often easier to do with the superconscious than with the Self. Because of the transcendent nature of the Self, which often lies far beyond our normal range of experience and thus beyond our powers of imagination, we often form an idea of the Self from our superconscious experiences. Such an idea is necessarily erroneous and distorted. Later on it often happens that we believe we are in contact with the Self, when in fact we are still experiencing some of the higher aspects of the superconscious.
Confusion between the transpersonal self and the superconscious
Certain indications may be given to avoid this confusion, but we must remember that it is quite impossible to describe the experience of the Self in any other than a superficial way. In an attempt to give an indication of that which is inconceivable and beyond all description, various terms have been used: Atman, Tao (in its transcendental sense), the empty space, suchness, the unmoved mover, the Omega point.
The experience of the Self has a quality of perfect peace, clear calm, calm stillness, purity, and contains a paradoxical blend of individuality and universality.
The self experiences universality without “losing” itself in the infinite, Universal Self. It remains at the center, motionless. One way we can begin to grasp this is by opening ourselves to the experience of infinity. For we can have consciousness of infinity, an understanding of infinite space, without losing our individuality. That is to say, it is the conscious self that has the perception and experience of infinity. Infinity is … and man gropes towards a faint but ever deeper realization of its existence. The same can be said of eternity. The experience of eternity and infinity in union leads to a synthesis of them; to the experience of universality.
Selvet udvider således gradvist sin bevidsthed og identifikation ”opad”, ind i det Universelle Selvs umådelige virkelighed, men forbliver dog fast, bevidst om sig selv. Den grundlæggende kendsgerning er, at identifikation med det universelle ikke er ensbetydende med tab af identitet, men derimod med dens udvidelse og intensivering. Radhakrishnan har på klar måde formuleret det således:
”Det menneskelige selvs særegne privilegium er, at det bevidst kan deltage i og arbejde for helheden og i sit eget liv legemliggøre helhedens formål … selvidentitetens to elementer: Særegenhed (hver-for-sig-hed) og universaliteten (altsammenheden) vokser sammen, indtil det mest unikke til sidst bliver det mest universelle”[4]
I Østen er dette repræsenteret ved den strålende juvel i midten af lotusblomsten. Lotusblomstens blade repræsenterer hvirvlerne eller de forskellige energiers vortexer af forskellig kvalitet, og i takt med at disse vortexer udvikler sig, interagerer og bliver meget organiseret, symboliserer de lotusblomstens åbning. De relaterer sig til de transpersonlige, overbevidste funktioner og processer. Den strålende juvel i lotusblomstens midte repræsenterer centrum, kernepunktet, Selvet … en gnist af universalitet, den ubevægelige bevæger. Her finder vi igen alle processer opretholdt og i en vis betydning indeholdt i en uforanderlig virkelighed. Dette findes udtrykt i det østlige mantra ”Om Mani Padme Hum”, ”Hil dig, Juvelen i lotusen”.
Den kendsgerning, at alle processer kan indeholdes i en ubevægelig, central kerne er et andet aspekt af Selvets paradoksale natur. Alligevel er dette erfaringsmæssigt blevet erkendt af mange mennesker. Her er en sådan beskrivelse, der med usædvanlig klarhed og detaljesans beskriver kulminationen af en indre udforskning ved hjælp af en guidet visualiseringsteknik:
”… Det er som en sløjfe af hvidt lys … det er meget klart uden at være skærende … du kan se direkte på det … det er smukt. (Guiden: Lad det langsomt komme nærmere … lad det blive ét med dig). Ja. Ja, det har jeg gjort. Det er dét, jeg er! Jeg kan se det meget klarere nu. Det hvirvler meget, meget hurtigt … det er meget vigtigt for mig … det roterer omkring et hvidt punkt i centrum … helt hvidt … og jeg kan træde ind i den hvide prik, og når jeg gør det, går det ud, og det er som at rejse frit igennem universet. Jeg kan rejse, hvorhen jeg vil, alle stjernerne er indeholdt i den hvide prik; alt er indeholdt i den hvide prik. Det er svært at lade være med at glide med i det. (Guide: OK – fortsæt …). Jeg er igennem. Nu er jeg der; jeg bevæger mig omkring og betragter, bare rummet. Jorden er der … jeg er bevidst om den, bevidst om det hele. Alt dette er både i og uden for mig. Det er det samme … (lang pause) … Jeg føler mig meget hjemme … Der er intet at sige”[5].
Det er vigtigt at understrege, at selvom dette emne var ganske avanceret, var han på samme tid meget naiv med hensyn til det overbevidste og havde endnu ikke på nogen måde oplevet Selvet. Alligevel kan vi nemt genkende lysets hurtigt roterende sløjfe som et symbol på det overbevidste, og det centrale punkt som et symbol på Selvet. I takt med at oplevelsen skrider frem, er der først identifikation med det overbevidste (bemærk, at det allerede var sket spontant, da guiden foreslog det), og dette fører igen til bevidsthed om Selvet, derefter til kontakt med det, og den efterfølgende samtidige oplevelse af individualitet og universalitet.
Jeg sagde bevidst kontakt frem for identifikation med Selvet. Igennem hele denne oplevelse var der vægt på processerne, på bevægelserne og på formerne. ”Punktet af hvidt lys i centrum” var, selvom det ikke havde nogen form eller farve, stadig et symbol. Der var en oplevelse af at gå igennem det. Så det bør ikke anses for en ren oplevelse af Selvet, men som en overbevidst oplevelse, der kulminerede i et glimt af kontakt med Selvet og et glimt – og ikke på nogen måde den fulde oplevelse – af syntesen mellem individualitet og universalitet.
Skelne mellem det overbevidste og Selvet
Som jeg har givet udtryk for, tror mange, som har haft endog intense transpersonlige oplevelser – oplevelser fulde af skønhed og ekstatiske følelser, af lys, af indsigt – at de har haft kontakt med Selvet, hvor de faktisk kun har oplevet de overbevidste bevidsthedsniveauer. Når vi rækker ud imod Selvet, er det vigtigt at vide, hvordan vi kender forskel. Alt, hvad der bevæger sig, forandrer sig, er i aktivitet, har retning, grænser, dimensioner, begrænsninger, grænser eller nogen form for konkrete kvaliteter, med andre ord alt, hvad der er mindre end det evige og uendelige, set fra vort normale synspunkt, og som indeholder eller antyder nogen som helst form for differentiering, er ikke Selvet.
Læseren kan her indvende, at jeg endnu ikke har sagt, hvad Selvet virkelig er. Selvets transcendente natur placerer det imidlertid uden for enhver mulighed for at beskrive det med det konkrete sind og dermed med ord. Den eneste løsning er at beskrive, hvad Selvet ikke er. Denne tilgang har været meget anvendt i Østen, hvor det er blevet kaldt ”negationens vej”. Formålet er ikke så meget at formidle information om Selvet, men derimod gradvist at hæve tankeprocesserne ud over dualitetens plan og ud over den konkrete tanke. I Vesten er dette som regel blevet misforstået. Ofte, når vi hører, at Selvet er uforanderligt, forestiller vi os, at det er statisk; hvis det ikke har nogen aktivitet, konkluderer vi, at det må være passivt; hvis det ikke har grænser, må det være formløst; hvis det ikke har nogen kvaliteter, må det være kedeligt. Så hvis det i sandhed skulle indeholde hele universet, kunne universet kun være kedeligt og frastødende. Igen har vi forsøgt at forstå Selvet ud fra vore normale oplevelser og er nået frem til en opfattelse, som ikke på nogen måde er i overensstemmelse med Selvets sande natur. ”Negationens vej” må nødvendigvis genfortolkes i dens sande betydning. Når vi siger, at alt, der har kvaliteter, ikke er Selvet, mener vi alt, der har konkrete kvaliteter. Selvet har ingen kvalitet, men er samtidig syntesen af alle kvaliteter i den betydning, at alle kvaliteter er indeholdt i det og er harmonisk integreret. Såvel mørke som hvidt lys kan siges ingen farve at have, og alligevel indeholder hvidt lys alle farver og de korrekte proportioner. Selvets udstråling kan på samme tid opleves som mørke eller som rent, intenst, hvidt lys. Dette er beskrevet af mange mystikere, hvor den mest berømte er Johannes af Korset, som anvendte ”Sjælens mørke nat” til at beskrive den tilstand, som går forud for, og som fører frem til oplevelsen af Selvet. Andre mystikere har talt om den kosmiske ”stilhedens røst” eller ”sfærernes musik”, der kan høres, når alle normale lyde ophører, men som dog indeholder alle lyde. Oplevelsen af intetheden – transcenderingen af det begrænsede rum og af alt, som er indeholdt i rummet – er blevet beskrevet som forfærdende eller lyksaligt under forskellige forhold[6]. Denne Selvets paradoksale natur findes måske bedst beskrevet i den buddhistiske talemåde, ”Hverken væren eller ikke-væren – ej heller både væren og ikke-væren – og: ikke væren, men heller ikke ikke-væren”!
Billeder kan føre os på afveje
Så vi har brug for at huske, at enhver idé eller ethvert billede på oplevelsen af Selvet, som vi måtte have inden en faktisk oplevelse, sandsynligvis vil føre os på afveje, hvis vi tager den for pålydende. Det, der er vigtigt, er ikke at forsøge at forstå på forhånd, hvordan oplevelsen vil være, men faktisk at have oplevelsen ved først at identificere med jeg’et, dernæst som jeg’et at stige op imod Selvet og blive ét med det. For at gøre dette må vi på den ene side anerkende de aspekter, som ikke er Selvet, for derigennem at blive i stand til at disidentificere os fra dem, når de holder os tilbage. På den anden side kan vi i stigende grad kultivere og udvikle følelsen af selv-identitet – som den vej, der fører til Selvet – og samtidig, idet vi åbner os for og i så høj grad som muligt erkender, følelsen af evigheden, af uendeligheden og universaliteten som de aspekter, der hjælper os til at gå frem ad denne vej.
Jeg sagde før, at oplevelsen af Selvet har en kvalitet af fuldkommen fred, afklaret ro, klarhed etc.; men disse er ikke kvaliteter i den normale betydning, men snarere tilstande, som peger i retning af syntese, af helhed og enhed. Selvet er således i realiteten både den fuldkomne, ubevægelige, uudtømmelige kilde og det universelle, altomfattende punkt, hvor alt forenes, af ultimativ fuldbyrdelse. Det er alene i identifikationen med Selvet, at vi permanent kan overvinde den iboende følelse af separation og alenehed, som vi næsten er kommet til at acceptere som et uundgåeligt aspekt af det at være menneske.
For at anvende Maslows ord,
”… Dette er en særlig, fænomenologisk tilstand, i hvilken personen på en måde opfatter hele Kosmos eller i det mindste dets enhed og integration og af alt i det inklusiv dets eget Selv. Han oplever det, som om han rettelig tilhører Kosmos. Han bliver én af familien frem for en forældreløs. Han kommer ind i det frem for at betragte det udefra. Han oplever på samme tid at være lille på grund af universets storhed, men også som et vigtigt væsen, fordi han er der som en retmæssig del. Han er en del af universet frem for en fremmed i forhold til det, eller som en, der bryder ind i det”[7].
Identifikation med Selvet giver frihed
Identifikation med Selvet giver frihed fra alle grænser og begrænsninger i det personlige liv og – såfremt det overbevidste er tilstrækkeligt udviklet – frihed til at handle i verden i kraft af viljen frigjort fra alt, i overensstemmelse med det erkendte behov med det transpersonlige for øje og til gavn for alle væsener.
Denne meget høje tilstand er imidlertid ikke på nogen måde en ultimativ tilstand. Den udgør kulminationen på en cyklus, der fører frem til begyndelsen på en ny, på samme måde som frøet, der udvikles i mørket, skyder møjsommeligt op igennem jorden og kommer til syne i friheden til en ny eksistens i lyset og det åbne rum. På tilsvarende måde finder vi igennem identifikationen med Selvet og bevidstheden om universaliteten vor retmæssige plads i den større helhed, og herigennem træder vi ind i en ny cyklus; den, som de Østlige mystikere har kaldt ”Den højere evolutions vej”.
Vi sagde, at vi for at opnå en ren oplevelse af det transpersonlige Selv må disidentificere os fra det, som ikke er Selvet, og at for at være i stand til at gøre dette, må vi først have en oplevelse af det personlige selv, jeg’et.
Til dette formål må vi anvende viljen: først til at opnå bevidsthed om det personlige jeg og identificere os med det, og dernæst til at række opad fra jeg’et imod Selvet. På samme tid tiltrækker Selvet igennem den transpersonlige vilje det personlige jeg, som det udstrålede, og genabsorberer det. Dette indikerer en koordineret handling mellem den personlige vilje og den transpersonlige vilje[8].
Jeget er nært forbundet med det transpersonlige selv
Som det fremgår af diagrammet, figur A, (ovaldiagrammet) er jeg’et nært forbundet med det transpersonlige Selv, og mere præcist er jeg’et en projektion eller refleksion af Selvet, en forlængelse af Selvet i personlighedens verden. Det er vigtigt at erkende dette, idet forsøget på at nå Selvet ved at slippe jeg’et er en fejl, der bunder i en misforståelse. Mange forsøger ud fra de bedste intentioner og med stor smerte til følge at ”ødelægge” det personlige jeg, egoet. Vi finder her en vigtig forskel mellem Psykosyntesen og forskellige andre metoder. I Psykosyntesen fastholder vi, at intet skal bandlyses, ødelægges eller elimineres. Som jeg før har givet udtryk for, kan vi have gavn af, og udnytte, enhver funktion og ethvert element i psyken, forudsat at vi forstår dens natur og formål, og at vi relaterer den korrekt til det større hele.
Jeg’et skal således ikke ødelægges. Den personlige selv-identitet er dyrebar. Den er resultatet af en meget lang evolution og kan ikke bortkastes. Hvad vi derimod skal eliminere, er vor binding til den, da det personlige selv må bringes tilbage til Kilden. Og, som vi har sagt, sker dette igennem koordination og skabelse af samklang mellem den personlige vilje og den transpersonlige vilje, som fører til det personlige selvs genforening med det transpersonlige Selv.
En klar forståelse af denne proces vil vise, at forsøg på at ”dræbe egoet” ikke blot ikke vil hjælpe med til at opnå denne genforening, men faktisk vil føre i den modsatte retning. Dette udtrykkes klart af Lama Angarika Govinda:
”Individualitet er ikke blot universalitetens nødvendige og komplementære modsætning, men også det fokus, hvorigennem universaliteten kan opleves. Undertrykkelsen af individualiteten, den filosofiske eller religiøse benægtelse af værdien eller vigtigheden af denne kan kun føre til en tilstand af fuldkommen ligegyldighed og opløsning, der muligvis kan være en frigørelse fra lidelse, men en helt igennem negativ frigørelse, da den berøver os den højeste oplevelse, som individuationsprocessen søger at nå frem til: oplevelsen af fuldkommen oplysning, af Buddhaskab, hvori vort sande væsens universalitet erkendes. Dét, kun at ”blive ét med helheden” som ”dråben med havet” uden at erkende helheden, er en poetisk måde at acceptere udslettelse og at undvige det problem, som kendsgerningen om vor individualitet udgør. Hvorfor skulle universet udvikle individualiserede livs- og bevidsthedsformer, hvis dette ikke var i tråd med eller del af selve universets natur eller ånd”[9].
Den lille vilje og den store vilje
Jeg’ets bestræbelse på af egen drift at bringe sin vilje i samklang med det transpersonlige Selvs vilje er en meget vanskelig opgave og en kulminerende handling, som kun et stærkt jeg med en fuldt udviklet vilje er i stand til at opnå, og som enhver viljeshandling i personlighedens verden i en vis forstand kan ses som en forberedelse på og træning i.
Så jeg’ets forening med Selvet bliver først mulig, når jeg-følelsen, følelsen af personlig identitet, har nået en tilstrækkelig intensitet – og den personlige vilje har nået en tilsvarende styrke – til frit og bevidst at disidentificere sig fra personlighedsfunktionerne og hæve sig tilstrækkeligt til at fremkalde en tilsvarende handling hos Selvet.
Læseren kan her korrekt indvende, at nogle mennesker har rapporteret om uigendriveligt ægte oplevelser af Selvet, som opstår mere eller mindre uventet uden nogen bevidst anstrengelse fra personens egen side. I dette tilfælde er det det transpersonlige Selv, som skaber processen*. Sådanne ægte, spontane oplevelser af Selvet er ekstremt sjældne og i kraft af deres natur derfor meget uforudsigelige. Så selve det, at de opstår, er af dyb, psykologisk interesse, men til ringe nytte for det menneske, der søger en tilgang til og en vej, han kan følge i sin egen udvikling i den transpersonlige virkelighed.
Ydermere er sådanne spontane oplevelser sædvanligvis af kort varighed, selvom deres virkninger kan være dramatiske og gavnlige. De efterlader sædvanligvis personen med den dybeste higen efter at ”vende tilbage”, efter igen at opleve denne bevidsthedstilstand. Dette menneske vil da meget sandsynligt påbegynde en aktiv søgen efter ”vejen hjem”.
Denne fase er afgørende – og ofte meget smertefuld. Det er måske i denne periode, at vi lettest kommer på afveje og oplever, at vi er faret vild. Spontane oplevelser optræder typisk med ringe eller ingen anstrengelse, medens personen er optaget af helt andre ting. Ofte vil vi imidlertid ubevidst antage, at det er denne handling, som intet har med oplevelsen at gøre, der fremkaldte oplevelsen, og senere vil vi – i et forsøg på at fremkalde oplevelsen igen – søge at finde ud af, ”hvad vi gjorde”, som fik det til at ske, og som følge deraf spilde megen tid og gå til farlige yderligheder i forsøget på at genskabe de omstændigheder, under hvilken oplevelsen fandt sted. Eller måske vil vi, når vi husker den tilstand af fred, af klarhed, af væren, som vi oplevede under kulminationen af oplevelsen, beslutte at reducere alle personlighedens aktiviteter til et minimum eller helt suspendere dem, idet vi anser dem for et forstyrrende element og en antitese til den tilstand, vi søger at opnå. Sådanne forsøg er i stigende grad almindelige i dag, og de er udtryk for en forvrænget holdning, som alene er gyldig og passende på sit eget niveau.
Gralslegenden
Denne korrekte holdning kan måske bedst illustreres igennem Wagners symbolske legende om Gralen[10]. Titurel, ridderen, bestiger med stor møje og stort mod bjerget. Efter at have nået toppen tilbringer han natten i bøn, hvor han beder om inspiration og venter i stilhed. Som svar på denne bøn viser der sig en hær af engle (symbol på det overbevidste) og de bringer ham kalken (Gralen, som er symbol på den transpersonlige kærlighed) og sværdet (symbol på den åndelige kraft og vilje). Vi ser her først den aktive fase, og derefter den receptive fase. Denne rækkefølge er afgørende. Ridderen, som lægger verden bag sig og bestiger bjerget under store anstrengelser, er symbolet på jeg’et, når det disidentificerer sig fra alle personlighedens funktioner og aspekter, og derpå igennem en viljeshandling hæver sig så højt, det kan, imod Selvet. Når det når toppen, indtager det en receptiv, kontemplativ holdning igennem meditation , kontemplation og stilhed[11]. Dette kan, når det udføres korrekt, føre til en indstrømning fra det overbevidste (som overfører de nødvendige transpersonlige kvaliteter til personligheden)[12] og senere til kontakt med Selvet. Så vi må først ”nå toppen” og derpå antage den rette indre holdning, hvor vi gør os stille på alle niveauer af personligheden, men fra et fokuseret spændingspunkt orienteret opad.
Det er en almindeligt forekommende fejl at indstille alle aktiviteter, inden vi har nået toppen, eller endog inden vi har påbegyndt opstigningen. Dette kan gøre os åbne for uønskede eller farlige indflydelser, og det er under alle omstændigheder en tilstand af passivitet, som fører til stagnation. Den modsatte fejl består i at forsøge at fortsætte klatringen eller at glemme at rette opmærksomheden opad, når vi har nået bjergets top. I så fald forhindrer ”støjen” i vor fysiske, emotionelle og mentale aktivitet os i at høre og vende os imod den transpersonlige virkeligheds mere subtile ”lyde”.
Igen her gælder, at vi hverken skal afvise aktivitet eller modtagelighed. Begge er nyttige og endog nødvendige, forudsat at vi forstår deres funktion og anvender hver på rette tid og sted.
Jeg gav udtryk for, at jeg’et er en projektion og forlængelse af Selvet. Der er en permanent forbindelse mellem de to, hvorigennem energien kan strømme. Når der er opnået en rigelig grad af ægte personlighedsbevidsthed, udgår der strømme af energi fra det transpersonlige Selv til jeg’et. Denne energi er igen forskellig fra den energi, der strømmer fra de overbevidste niveauer, for de har intet konkret indhold og ingen konkrete intuitioner.
De er tilkendegivelser fra det transpersonlige Selv og opleves som en intensivering af selv-bevidstheden. Denne oplevelse giver derfor en akut følelse af selvbevidsthed, kombineret med en lyksalighedsfølelse. Sat Chit Ananda – ”Du er Dét”.
Det transpersonlige selv er virkeligheden
Det transpersonlige Selv er virkeligheden; dets natur er den samme som den universelle virkeligheds natur. Dets energi er derfor ladet med kraft og lyksalighed og er uden bestemt indhold. Det er af denne grund, at den ultimative virkelighed, som det er del af, er blevet omtalt som renhed. Det er fraværet af konkrete kvaliteter, som nås igennem en harmonisk syntese af alle kvaliteter (ligesom det hvide lys, fraværet af farve, er en kombination af alle farver). Det er intetheden i positiv betydning, ”intethedens sådanhed”; en intethed, som rummer alt liv, som alt er del af, og i hvilket alt forenes.
Dette er den sande kontakt med Selvet. Alt resten er kontakt med det overbevidste.
Selvet er uden dimensioner; det er både et geometrisk punkt, der intet rum optager; det er både nul og uendeligheden; ”Laya-punktet”, Aristoteles’ ”ubevægelige bevæger”. Og det udsender stråler af energi; udstråler et energifelt. Et aspekt af denne energi når det overbevidste. Et andet når Jeg’et. Forholdet mellem Selvet og jeg’et er et direkte forhold, som det overbevidste ikke har del i. Vi må lære at passere igennem det overbevidstes virkelighed uden at se os til højre eller venstre, så at sige, og dette er meget vanskeligt, fordi det er så tillokkende – forståeligt nok. Vi må imidlertid huske på, at dets dragning kan udgøre det ”højere sidespor”, som Maslow taler om.
På den anden side er det overbevidste af stor vigtighed i vor udvikling, og det er nødvendigt, at vi anerkender og forstår dets vigtige plads, fordi der – samtidig med den øgede intensitet, der er forbundet med erkendelsen af selv-bevidsthed – der kan anses for en opstigning eller vertikal fremadskriden – er nødt til at være oplevelse, ekspansion og udtrykkelse på alle niveauer ad horisontal vej.
Personlig psykosyntese vigtig
Selv på personlighedens niveau lever vi ikke – og bør ikke leve – i jeg’ets rene selv-bevidsthed. Jeg’et skaber sin personlighed. Personlig psykosyntese er netop dét – skabelsen af jeg’ets fuldt harmoniserede og integrerede personlighed; det personlige selv. Jeg’et må være i stand til at udtrykke sig på alle personlighedens niveauer, må anvende alle energierne og funktionerne uden en påtvunget identifikation med nogle af disse. Jeg’et må være fri til at være enten fuldt disidentificeret eller delvist identificeret med enhver funktion eller gruppe af funktioner, afhængigt af formål og det på et hvert givent øjeblik og med vilje. Det personlige selv må i løbet af udfoldelses- og vækstprocessen gøre brug af sine kvaliteter for at udtrykke sin styrke, sin vilje, og at gennemtrænge personlighedens lille univers, samtidig med at det forbliver i centeret.
På tilsvarende måde må det transpersonlige Selv på sit eget niveau anvende det overbevidste som erfaringsredskab og til at udtrykke sig igennem, og som et redskab hvorigennem dets energi ”transformeres” eller ”nedtrappes”* til en form, som personligheden kan udnytte.
Dette er det normale udviklingsforløb; en vej, som fører til øget sundhed og helhed. På samme måde som avancerede overbevidste processer uden en tilsvarende udvikling af selvbevidsthed kan være overvældende og bevirke, at benene bliver slået væk under os, og i særligt vanskelige tilfælde, at vi regredierer til massebevidstheden, så kan en for tidlig indstrømning af energi direkte fra Selvet uden evnen til at kanalisere energien ind i og gennem det overbevidste skabe ubalance og forvirring – og i ekstreme tilfælde endog føre til psykose. Intensiteten er for voldsom, og evnen til at forstå og assimilere oplevelsen og sætte den i relation til dagsbevidstheden og handle i overensstemmelse dermed er ikke til stede. Oplevelsen af Selvet forbliver urelateret. Dette kan føre til en meget smertefuld følelse af splittelse og manglende evne til at forstå, eller til mangel på evne til at udtrykke det i verden – nærmest som at være handicappet. I ekstreme tilfælde kan der være en afvisning af den ydre verden som uvirkelig**. I den modsatte yderlighed kan der optræde forvirring af niveauerne, hvor vi efter oplevelsen tror, at vi stadig er identificeret med Selvet, men faktisk er ”steget ned” igen til jeg’ets plan. Dette kan skabe ego-inflation og en følelse af omnipotens, og i ekstreme tilfælde siger dette menneske, som taler fra det personlige selv, ”jeg er Gud”, hvorved han tillægger jeg’et en åndelig natur, som i virkeligheden hører Selvet til.
Når der samtidig med vor rækken opad imod Selvet tillige er en udvikling af overbevidste funktioner og processer, og der er en sund og frugtbar vej, som energien kan flyde igennem, så kan vi anvende medfølelse og visdom såvel som styrke, kraft og vilje. Styrke og kraften til at udtrykke medfølelse på baggrund af visdom; visdommen og medfølelsen til at anvende kraften i det højestes tjeneste.
[1] C.G. Jung, Contributions to Analytical Psychology, Harcourt, Brace, New York, 1928, p.147
[2] Se “Identification Exercise”, Psychosynthesis Institute, Redwood City, California; og R. Assagioli, Psykosyntese – En samling af grundlæggende skrifter, Kentaur Forlag 2007, side 128
[3] R. Assagioli, Viljens psykologi, Kentaur Forlag, 2005, Appendix V, ”Differentialpsykologi, s. 208
¬ I det sprog, som de kristne mystikere anvender, hvor “Sjælen” er det emotionelle aspekt af personligheden, “Gud” er det transpersonlige Selv, og “visioner” relaterer til det overbevidste, er advarslen imod visioner velkendt. Tilsvarende holdninger eksisterer i Østen, eksempelvis inden for mange Zen-buddhistiske retninger.
[4] Sarvepalli Radhakrishnan, ”Human Personality”, i Clark Moustakas (Ed.), ”The Self”, Harper & Row, New York, 1956, p. 118 (se også “Viljens psykologi”, Kentaur Forlag, s. 113)
[5] S. Vargiu, “Phychosynthesis Case Studies”, Psychosynthesis Institute, Redwood City, California, 1971, s. 15
[6] K. Durkheim, “Horror Vacui – Benedictio Vacui”, Hermes, N. 6, 1969, s. 63 ff.
[7] A. Maslow, “The Farther Reaches of Human Nature”, Viking, New York, 1971, s. 277
[8] R. Assagioli, supra note 3, kapitel 9, “The Transpersonal Will”
[9] A. Govinda, “The Way of the White Clouds”, Shambhala Publications, Berkeley, California, 1970, s. 124-125
* Spørgsmålet om, hvem der skaber, og hvem der responderer på, oplevelsen kan være misvisende. Her taler jeg fra personlighedens synspunkt, som i sagens natur er begrænset og fragmentarisk. Fra Selvets side – hvis synspunkt ikke er begrænset af tid og rum, og som derfor i langt højere grad er i overensstemmelse med virkeligheden, er jeg’ets rækken ud efter Selvet og Selvets dragen jeg’et til sig to aspekter af én og samme rytmiske proces og kan derfor ikke anskues hver for sig, men kan snarere siges at optræde samtidig
[10] R. Assagioli, ”Psykosyntese – En samling af grundlæggende skrifter”, Kentaur Forlag, s. 226
[11] R. Assagioli, supra note 3, Appendix II, “Meditation”
[12] Se “Evoking and Developing Desired Qualities”, Psychosynthesis Institute, Redwood City, California
* En sådan nedtransformering eller nedtrapning af energi er ganske normal, såvel i naturen som når det handler om menneskeskabte ting. Elektriske transformatorer, gearet i biler og cykler opfylder netop denne funktion. I naturen interagerer den kraftfulde og farlige høje energiudstråling (gamma-stråler og røntgenstråler), som solen udsender i Jordens øvre atmosfære, med de frie elektroner i en proces, der kaldes Compton-effekten, hvorefter den nedtrappes til det synlige lys og varme, som er af afgørende betydning for den biologiske verden.
** This is a fundamental experiential confusion: the world is real. What is not real is our perception of it, as physicists demonstrated at the beginning of the 20th century. They have shown that what we perceive as physical matter is in reality almost completely empty space, in which atoms – themselves energy vortices – interact at the same distance as the stars in our galaxy.
How to move forward
Here you can receive seven free meditations where you develop different aspects of yourself.
Also read the article Psychosynthesis an Integral Psychology and the biography of Roberto Assagioli
Read the introductory article about energy psychology
Read the introductory article about integral meditation
