Det overbevidste og Selvet, Assagioli om Selvets inderste natur

Assagioli beskriver udførligt og meget dybtgående om Selvets inderste natur og hvorledes vi må skelne det fra højdepunktsoplevelser. Vel nok en af Assagiolis mest dybtgående artikler om spiritualitet, derfor er den også avanceret.

Af Roberto Assagioli , oversættelse Annabritt Jakielski

Den måske største forvirring, når vi har at gøre med den menneskelige naturs højere områder, er manglen på en klar forståelse af sondringen mellem det overbevidste og Selvet .
Det er muligt at foretage en sådan sondring. Den vil være til stor praktisk hjælp for de, der ønsker at forstå deres egne oplevelser, og som søger en klar retning med stabile og genkendelige ”vejskilte” i den transpersonlige dimension.

Assagiolis ovaldiagram

Det overbevidste eller højere ubevidste

Lad os begynde med det overbevidste også kaldet det højere ubevidste . Strengt taget er ”overbevidst” blot et begreb, der betegner det højere, åndelige eller transpersonlige område af psyken (se diagrammet, figur A). I det findes de forskellige psykologiske funktioner, processer og energier på samme måde som i personligheden, selvom de i det overbevidste kan udvise langt større aktivitet og forskelligartethed. Så forskellen mellem det overbevidste og personligheden har at gøre med niveau, og ikke med selve dets natur. Overbevidste oplevelser handler grundlæggende set om at blive bevidst om den aktivitet, der finder sted på den menneskelige bevidstheds højere niveauer. Eksempelvis tilhører tilstande af ekstase, af glæde, af kærlighed for alle levende væsener, som mange mystikere beretter om, impulser til selvopofrelse af flokinstinktet, kunst­ne­rens kreative glimt, alle tilhører de over­be­vidst­hedens højere niveauer.

Det transpersonlige Selv , derimod, er ”ontologisk”. Onto betyder ”at være”, som ikke handler om en proces, men er noget som står i sig selv.

For at give en meget enkel analogi er Selvet som omdrejningspunktet eller et dør­hængsel; døren åbner, men hængslet for­bliver stabilt. Alligevel er Selvet ikke kun fokuspunktet, som de mange over­be­vid­ste processer opstår omkring; det er og­så årsagen til disse processer og kilden til den energi, som muliggør dem. Så Selvet er den uforanderlige, evige vir­ke­lig­hed; et stabilt livscenter på sit eget ni­ve­au, som har funktioner, men som ikke er en funktion.

Grundtanken finder vi i Bhagavad Gita: »Efter at have gennemtrængt hele uni­ver­set med et fragment af Mig selv, forbliver Jeg«. Det, der ”forbliver”, er Selvet på dets eget niveau. Men samtidig med at det forbliver der, kan det gennemtrænge og gennemtrænger hele personlighedens univers og gør det igennem det overbe­vid­ste.

Vi kan få en fornemmelse af dette tilsyneladende paradoks, hvis vi ser på analogien med det elektriske system i vore storbyer. Ved kilden – generatoren, der befinder sig på et fjernt sted – er der elektricitet af en vis styrke eller spænding. Denne elektricitet gennemtrænger hele dette forbløffende komplekse og indviklede forsyningsnet i storbyen og nedtransformeres i spænding undervejs i forsyningsnettet ved hjælp af transformatorer, men styrken (strømspændingen) ved kilden forbliver stabil og uforandret. Ligeledes er der en uændret strømspæn­ding ved alle kontakter i hjemmet. Alligevel udgør strømmen – den elektriske energi, som flyder igennem forsyningsledningerne for at give kraft til en mængde maskiner, apparater, lyskilder etc. – en stor og stadigt skiftende proces, der gennemtrænger og beliver storbyen.

På samme måde er Selvet uforandret i dets essens, men det udsender energier, der nedtransformeres i intensitet, og som transmitteres igennem det overbevidste, hvor de modtages, absorberes og anvendes af personligheden. Det er interessant at bemærke, at den tyske filosof Herman Keyserling taler om intensitet som Selvets særlige karakteristika. Jung siger, at arketyper og symboler (som er vigtige elementer i det overbevidste) er transmittere og formidlere af energier[1].

Det transpersonlige Selv er som solen

Fra et andet synspunkt er det, som om Selvet var solen. Solen flytter sig ikke i forhold til Jorden. Den er centrum i solsystemet og forbliver dér. Den gennemtrænger hele solsystemet med sin udstråling, samtidig med at den opretholder det og holder det sammen igennem sin tiltrækningskraft.

Derfor er den rene oplevelse af Selvet – af kontakt og i sidste ende identifikation med Selvet – meget forskellig fra overbevidste oplevelser eller udvidede bevidsthedstilstande. Vi kan begynde at forstå denne forskel igennem en grundlæggende og meget vigtig analogi: Selvet er for det overbevidste, hvad jeg’et eller det personlige selv er i forhold til personlighedens elementer og funktioner, med den forskel, at jeg’et ofte er identificeret med personlighedselementerne, hvor Selvet ikke er identificeret med det overbevidste.

Oplevelsen af Selvet kan nås i den grad, som jeg’et – der er Selvets projektion eller emanation – stiger op imod Selvet, identificerer sig med det, og midlertidigt absorberes af det.

Det første skridt hen imod en oplevelse af Selvet består i at opnå jeg’ets oplevelse. Jeg’et er det personlige center af bevidsthed og vilje . Det er iagttageren og instruktøren, og det er noget andet end bevidsthedens indhold. For at nå dette må vi først disidentificere os fra følelser, tanker, ønsker, drifter, kropssansninger og impulser – fra den personlige bevidstheds myriader af indhold. Med andre må vi først slippe den fejlagtige følelse af at være nogen af disse. Dette er naturligvis ikke på nogen måde ensbetydende at afskrive eller undertrykke nogen af personlighedens funktioner. Tværtimod kan vi – frem for at være identificeret med dem og derfor være underlagt en eller flere dem på samme tid ud fra flygtige indskydelser – nu dirigere og regulere dem med viljen . Vi kan anvende en eller dem alle på ethvert tidspunkt som et redskab til at udtrykke os i verden.
Opnåelsen af denne tilstand af identifikation med jeg’et og indre mesterskab og harmoni er et overordnet mål i den personlige psykosyntese[2].

Oplevelser af det overbevidste

I den grad det lykkes jeg’et at frigøre sig fra sin identifikation med disse fejlagtige identifikationer på personlighedens niveau, bliver det i stand til opstigning igennem den overbevidste eller transpersonlige virkelighed imod Selvet (se diagrammet, figur A). Igennem denne proces kan der være en forøget intensitet af følelsen af identitet eller selvbevidsthed på grund af den tættere nærhed til Selvet såvel som bevidstheden om og oplevelsen af de overbevidste processer.

En af disse to oplevelser vil være fremherskende, afhængigt af den psykologiske type. Eksempelvis vil oplevelsen af det overbevidste, når vi anvender den syvfoldige inddeling, der er nævnt i Viljens psykologi[3], generelt være fremherskende hos ”kærlighedstypen” og ”den kreativt-kunstneriske type”, hvor den forøgede identitetsfølelse sandsynligvis er den fremherskende hos ”viljestypen”, hos ”den videnskabelige type” og i en vis grad hos ”den aktive-praktiske type”.

Dette er en grundlæggende, eller man kunne næsten sige ”konstitutionspræget” forskel. Men den relative tilstedeværelse af de to oplevelser kan også skifte hos samme menneske til forskellig tid, afhængigt af en række faktorer, eksempelvis det konkrete udviklingsniveau eller som resultat af en bevidst aktivitet med dette for øje, såsom f.eks. meditationsøvelser.

Hvis oplevelsen af det overbevidste er stærkere end følelsen af selvidentitet, kan der være en identifikation hos jeg’et med indholdet af det overbevidste, ligesom der på det forudgående udviklingstrin var identifikation med indholdet af personlighedens bevidsthed.

Denne identifikation med højere og højere aspekter af det overbevidste er nyttig, idet den kan udgøre en stige imod Selvet, og således repræsenterer den for mange mennesker den mindste modstands vej og den mest hensigtsmæssige.

Disidentifikation med det overbevidste

Men for at få en sand oplevelse, måske endda den første, af Selvet er det nødvendigt at dis-identificere sig også fra det overbevidste. Det er meget vanskeligt, for de transpersonlige bevidsthedstilstande er så glædesfyldte, så tillokkende, at der er risiko for at blive afhængig af dem og viklet ind i dem. Maslow har kaldt dette for ”et højere sidespor”. Disse højdepunktsoplevelser er smukke og ofte ekstatiske og kan, hvis de forstås og assimileres på korrekt måde, være af virkelig værdi, men de udgør ikke den rene oplevelse af Selvet.

Det er interessant at iagttage, at risikoen for overdreven afhængighed af det overbevidste er blevet mere eller mindre tydeligt anerkendt af mange åndelige lærere i fortiden. For at undgå risikoen for at komme ud på et højere sidespor er der skabt en række metoder til bevidst fuldt og helt at vende sig bort fra det overbevidste¬.

Denne holdning kan meget vel have været den mest passende tidligere, hvor der kun var ringe psykologisk viden, og der eksisterede megen forvirring med hensyn til menneskets højere virkelighed. Den gør imidlertid ikke brug af den belejlige bro til Selvet, som det overbevidste udgør, og medfører derfor en unødvendigt vanskelig, ”streng” vej, som kun få er i stand til at følge til ende. Vi har set, at Selvet har brug for overbevidstheden som redskab til at udtrykke sig ligesom jeg’et behøver personligheden som sit redskab i verden. Hvis det overbevidste derfor til stadighed benægtes i opstigningen imod Selvet, vil det senere være nødvendigt at bruge tid på at udforske og udvikle det. Når det overbevidste ikke er tilstrækkeligt udviklet, kan en intens oplevelse af Selvet føre til ego-inflation og desorientering. På den anden side er der, hvis den modsatte ekstrem følges, hvor der sker en flyden ind i det overbevidste uden at en tilstrækkelig følelse af selvidentitet er udviklet, en risiko for at fortabes i det og eventuelt regrediere til en udifferentieret ”massebevidsthed”.

Vi vil senere i denne artikel på ny tage disse to ekstreme tilstande op. Her vil jeg understrege værdien af et grundlæggende princip inden for Psykosyntesen, nemlig at ”vi kan have gavn af – og udnytte – alle funktioner og elementer i psyken, hvis vi forstår dens natur og formål og sætter den i den rette relation til det større hele”.

Såfremt vi er udstyret med et passende landkort og en bevidsthed om faldgruberne, der er på vejen, da vil en afbalanceret vægt på udviklingen af selvidentitet og på bevidsthed om de overbevidste processer føre frem til vores mest harmoniske, glædesfyldte og effektive udvikling i den transpersonlige virkelighed. Som vi tidligere har påpeget, vil enten den ene eller den anden normalt være fremherskende, afhængigt af en række faktorer; pointen er at undgå en overdreven ensidighed. Dette sker ofte utilsigtet, hvis interessen er for fokuseret på den side, som er mest udviklet – og derfor rigere og mere interessant – hvorved vi udvikler den endnu mere. Men vi kan også ”nære” det mindst udviklede aspekt ved bevidst at fokusere vor interesse og opmærksomhed på det.

I praksis er dette ofte lettere at gøre med hensyn til det overbevidste end med hensyn til Selvet. På grund af Selvets transcendente natur, som ofte ligger langt ud over vort normale erfaringsområde og således udover vor forestillingsevne , danner vi ofte en forestilling om Selvet ud fra vore overbevidste oplevelser. En sådan forestilling må nødvendigvis være fejlagtig og fordrejet. Senere sker det ofte, at vi tror, vi er i kontakt med Selvet, hvor vi faktisk fortsat oplever nogle af det overbevidstes højere aspekter.

Forvirring mellem det transpersonlige selv og det overbevidste

Der kan gives visse indikationer med henblik på at undgå denne forvirring, men vi må huske på, at det er helt umuligt at beskrive oplevelsen af Selvet på andet end en overfladisk måde. I et forsøg på at give en indikation af det, som er ufatteligt og udover enhver beskrivelse, er der anvendt forskellige udtryk: Atman, Tao (i dets transcendente betydning), det tomme rum, sådanhed, den ubevægelige bevæger, Omega-punktet.

Oplevelsen af Selvet har en kvalitet af fuldkommen fred, afklaret ro, rolig stilhed, renhed og rummer en paradoksal blanding af individualitet og universalitet.

Selvet oplever universalitet uden at ”miste” sig selv i det uendelige, Universelle Selv. Det forbliver i centrum, ubevægeligt. Én måde vi kan begynde at fatte dette på er ved at åbne os for oplevelsen af uendeligheden. For vi kan have bevidsthed om uendeligheden, en forståelse af det uendelige rum, uden at miste vor individualitet. Det vil sige, at det er det bevidste jeg , som har opfattelsen og oplevelsen af uendeligheden. Uendeligheden er … og mennesket famler sig frem til en svag, men stadig dybere erkendelse af dens eksistens. Det samme kan siges vedrørende evigheden. Erfaringen af evighed og uendelighed i forening fører til en syntese af dem; til oplevelsen af universalitet.

Selvet udvider således gradvist sin bevidsthed og identifikation ”opad”, ind i det Universelle Selvs umådelige virkelighed, men forbliver dog fast, bevidst om sig selv. Den grundlæggende kendsgerning er, at identifikation med det universelle ikke er ensbetydende med tab af identitet, men derimod med dens udvidelse og intensivering. Radhakrishnan har på klar måde formuleret det således:

”Det menneskelige selvs særegne privilegium er, at det bevidst kan deltage i og arbejde for helheden og i sit eget liv legemliggøre helhedens formål … selvidentitetens to elementer: Særegenhed (hver-for-sig-hed) og universaliteten (altsammenheden) vokser sammen, indtil det mest unikke til sidst bliver det mest universelle”[4]

I Østen er dette repræsenteret ved den strålende juvel i midten af lotusblomsten. Lotusblomstens blade repræsenterer hvirvlerne eller de forskellige energiers vortexer af forskellig kvalitet, og i takt med at disse vortexer udvikler sig, interagerer og bliver meget organiseret, symboliserer de lotusblomstens åbning. De relaterer sig til de transpersonlige, overbevidste funktioner og processer. Den strålende juvel i lotusblomstens midte repræsenterer centrum, kernepunktet, Selvet … en gnist af universalitet, den ubevægelige bevæger. Her finder vi igen alle processer opretholdt og i en vis betydning indeholdt i en uforanderlig virkelighed. Dette findes udtrykt i det østlige mantra ”Om Mani Padme Hum”, ”Hil dig, Juvelen i lotusen”.

Den kendsgerning, at alle processer kan indeholdes i en ubevægelig, central kerne er et andet aspekt af Selvets paradoksale natur. Alligevel er dette erfaringsmæssigt blevet erkendt af man­ge mennesker. Her er en sådan beskrivelse, der med usædvanlig klarhed og detaljesans beskriver kulminationen af en indre udforskning ved hjælp af en guidet visualiseringsteknik:

”… Det er som en sløjfe af hvidt lys … det er meget klart uden at være skærende … du kan se direkte på det … det er smukt. (Guiden: Lad det langsomt komme nærmere … lad det blive ét med dig). Ja. Ja, det har jeg gjort. Det er dét, jeg er! Jeg kan se det meget klarere nu. Det hvirvler meget, meget hurtigt … det er meget vigtigt for mig … det roterer omkring et hvidt punkt i centrum … helt hvidt … og jeg kan træde ind i den hvide prik, og når jeg gør det, går det ud, og det er som at rejse frit igennem universet. Jeg kan rejse, hvorhen jeg vil, alle stjernerne er indeholdt i den hvide prik; alt er indeholdt i den hvide prik. Det er svært at lade være med at glide med i det. (Guide: OK – fortsæt …). Jeg er igennem. Nu er jeg der; jeg bevæger mig omkring og betragter, bare rummet. Jorden er der … jeg er bevidst om den, bevidst om det hele. Alt dette er både i og uden for mig. Det er det samme … (lang pause) … Jeg føler mig meget hjemme … Der er intet at sige”[5].

Det er vigtigt at understrege, at selvom dette emne var ganske avanceret, var han på samme tid meget naiv med hensyn til det overbevidste og havde endnu ikke på nogen måde oplevet Selvet. Alligevel kan vi nemt genkende lysets hurtigt roterende sløjfe som et symbol på det overbevidste, og det centrale punkt som et symbol på Selvet. I takt med at oplevelsen skrider frem, er der først identifikation med det overbevidste (bemærk, at det allerede var sket spontant, da guiden foreslog det), og dette fører igen til bevidsthed om Selvet, derefter til kontakt med det, og den efterfølgende samtidige oplevelse af individualitet og universalitet.

Jeg sagde bevidst kontakt frem for identifikation med Selvet. Igennem hele denne oplevelse var der vægt på processerne, på bevægelserne og på formerne. ”Punktet af hvidt lys i centrum” var, selvom det ikke havde nogen form eller farve, stadig et symbol. Der var en oplevelse af at gå igennem det. Så det bør ikke anses for en ren oplevelse af Selvet, men som en overbevidst oplevelse, der kulminerede i et glimt af kontakt med Selvet og et glimt – og ikke på nogen måde den fulde oplevelse – af syntesen mellem individualitet og universalitet.

Skelne mellem det overbevidste og Selvet

Som jeg har givet udtryk for, tror mange, som har haft endog intense transpersonlige oplevelser – oplevelser fulde af skønhed og ekstatiske følelser, af lys, af indsigt – at de har haft kontakt med Selvet, hvor de faktisk kun har oplevet de overbevidste bevidsthedsniveauer. Når vi rækker ud imod Selvet, er det vigtigt at vide, hvordan vi kender forskel. Alt, hvad der bevæger sig, forandrer sig, er i aktivitet, har retning, grænser, dimensioner, begrænsninger, grænser eller nogen form for konkrete kvaliteter, med andre ord alt, hvad der er mindre end det evige og uendelige, set fra vort normale synspunkt, og som indeholder eller antyder nogen som helst form for differentiering, er ikke Selvet.

Læseren kan her indvende, at jeg endnu ikke har sagt, hvad Selvet virkelig er. Selvets transcendente natur placerer det imidlertid uden for enhver mulighed for at beskrive det med det konkrete sind og dermed med ord. Den eneste løsning er at beskrive, hvad Selvet ikke er. Denne tilgang har været meget anvendt i Østen, hvor det er blevet kaldt ”negationens vej”. Formålet er ikke så meget at formidle information om Selvet, men derimod gradvist at hæve tankeprocesserne ud over dualitetens plan og ud over den konkrete tanke. I Vesten er dette som regel blevet misforstået. Ofte, når vi hører, at Selvet er uforanderligt, forestiller vi os, at det er statisk; hvis det ikke har nogen aktivitet, konkluderer vi, at det må være passivt; hvis det ikke har grænser, må det være formløst; hvis det ikke har nogen kvaliteter, må det være kedeligt. Så hvis det i sandhed skulle indeholde hele universet, kunne universet kun være kedeligt og frastødende. Igen har vi forsøgt at forstå Selvet ud fra vore normale oplevelser og er nået frem til en opfattelse, som ikke på nogen måde er i overensstemmelse med Selvets sande natur. ”Negationens vej” må nødvendigvis genfortolkes i dens sande betydning. Når vi siger, at alt, der har kvaliteter, ikke er Selvet, mener vi alt, der har konkrete kvaliteter. Selvet har ingen kvalitet, men er samtidig syntesen af alle kvaliteter i den betydning, at alle kvaliteter er indeholdt i det og er harmonisk integreret. Såvel mørke som hvidt lys kan siges ingen farve at have, og alligevel indeholder hvidt lys alle farver og de korrekte proportioner. Selvets udstråling kan på samme tid opleves som mørke eller som rent, intenst, hvidt lys. Dette er beskrevet af mange mystikere, hvor den mest berømte er Johannes af Korset, som anvendte ”Sjælens mørke nat” til at beskrive den tilstand, som går forud for, og som fører frem til oplevelsen af Selvet. Andre mystikere har talt om den kosmiske ”stilhedens røst” eller ”sfærernes musik”, der kan høres, når alle normale lyde ophører, men som dog indeholder alle lyde. Oplevelsen af intetheden – transcenderingen af det begrænsede rum og af alt, som er indeholdt i rummet – er blevet beskrevet som forfærdende eller lyksaligt under forskellige forhold[6]. Denne Selvets paradoksale natur findes måske bedst beskrevet i den buddhistiske talemåde, ”Hverken væren eller ikke-væren – ej heller både væren og ikke-væren – og: ikke væren, men heller ikke ikke-væren”!

Billeder kan føre os på afveje

Så vi har brug for at huske, at enhver idé eller ethvert billede på oplevelsen af Selvet, som vi måtte have inden en faktisk oplevelse, sandsynligvis vil føre os på afveje, hvis vi tager den for pålydende. Det, der er vigtigt, er ikke at forsøge at forstå på forhånd, hvordan oplevelsen vil være, men faktisk at have oplevelsen ved først at identificere med jeg’et, dernæst som jeg’et at stige op imod Selvet og blive ét med det. For at gøre dette må vi på den ene side anerkende de aspekter, som ikke er Selvet, for derigennem at blive i stand til at disidentificere os fra dem, når de holder os tilbage. På den anden side kan vi i stigende grad kultivere og udvikle følelsen af selv-identitet – som den vej, der fører til Selvet – og samtidig, idet vi åbner os for og i så høj grad som muligt erkender, følelsen af evigheden, af uendeligheden og universaliteten som de aspekter, der hjælper os til at gå frem ad denne vej.

Jeg sagde før, at oplevelsen af Selvet har en kvalitet af fuldkommen fred, afklaret ro, klarhed etc.; men disse er ikke kvaliteter i den normale betydning, men snarere tilstande, som peger i retning af syntese, af helhed og enhed. Selvet er således i realiteten både den fuldkomne, ubevægelige, uudtømmelige kilde og det universelle, altomfattende punkt, hvor alt forenes, af ultimativ fuldbyrdelse. Det er alene i identifikationen med Selvet, at vi permanent kan overvinde den iboende følelse af separation og alenehed, som vi næsten er kommet til at acceptere som et uundgåeligt aspekt af det at være menneske.

For at anvende Maslows ord,
”… Dette er en særlig, fænomenologisk tilstand, i hvilken personen på en måde opfatter hele Kosmos eller i det mindste dets enhed og integration og af alt i det inklusiv dets eget Selv. Han oplever det, som om han rettelig tilhører Kosmos. Han bliver én af familien frem for en forældreløs. Han kommer ind i det frem for at betragte det udefra. Han oplever på samme tid at være lille på grund af universets storhed, men også som et vigtigt væsen, fordi han er der som en retmæssig del. Han er en del af universet frem for en fremmed i forhold til det, eller som en, der bryder ind i det”[7].

Identifikation med Selvet giver frihed

Identifikation med Selvet giver frihed fra alle grænser og begrænsninger i det personlige liv og – såfremt det overbevidste er tilstrækkeligt udviklet – frihed til at handle i verden i kraft af viljen frigjort fra alt, i overensstemmelse med det erkendte behov med det transpersonlige for øje og til gavn for alle væsener.

Denne meget høje tilstand er imidlertid ikke på nogen måde en ultimativ tilstand. Den udgør kulminationen på en cyklus, der fører frem til begyndelsen på en ny, på samme måde som frøet, der udvikles i mørket, skyder møjsommeligt op igennem jorden og kommer til syne i friheden til en ny eksistens i lyset og det åbne rum. På tilsvarende måde finder vi igennem identifikationen med Selvet og bevidstheden om universaliteten vor retmæssige plads i den større helhed, og herigennem træder vi ind i en ny cyklus; den, som de Østlige mystikere har kaldt ”Den højere evolutions vej”.

Vi sagde, at vi for at opnå en ren oplevelse af det transpersonlige Selv må disidentificere os fra det, som ikke er Selvet, og at for at være i stand til at gøre dette, må vi først have en oplevelse af det personlige selv, jeg’et.

Til dette formål må vi anvende viljen: først til at opnå bevidsthed om det personlige jeg og identificere os med det, og dernæst til at række opad fra jeg’et imod Selvet. På samme tid tiltrækker Selvet igennem den transpersonlige vilje det personlige jeg, som det udstrålede, og genabsorberer det. Dette indikerer en koordineret handling mellem den personlige vilje og den transpersonlige vilje[8].

Jeget er nært forbundet med det transpersonlige selv

Som det fremgår af diagrammet, figur A, (ovaldiagrammet) er jeg’et nært forbundet med det transpersonlige Selv, og mere præcist er jeg’et en projektion eller refleksion af Selvet, en forlængelse af Selvet i personlighedens verden. Det er vigtigt at erkende dette, idet forsøget på at nå Selvet ved at slippe jeg’et er en fejl, der bunder i en misforståelse. Mange forsøger ud fra de bedste intentioner og med stor smerte til følge at ”ødelægge” det personlige jeg, egoet. Vi finder her en vigtig forskel mellem Psykosyntesen og forskellige andre metoder. I Psykosyntesen fastholder vi, at intet skal bandlyses, ødelægges eller elimineres. Som jeg før har givet udtryk for, kan vi have gavn af, og udnytte, enhver funktion og ethvert element i psyken, forudsat at vi forstår dens natur og formål, og at vi relaterer den korrekt til det større hele.

Jeg’et skal således ikke ødelægges. Den personlige selv-identitet er dyrebar. Den er resultatet af en meget lang evolution og kan ikke bortkastes. Hvad vi derimod skal eliminere, er vor binding til den, da det personlige selv må bringes tilbage til Kilden. Og, som vi har sagt, sker dette igennem koordination og skabelse af samklang mellem den personlige vilje og den transpersonlige vilje, som fører til det personlige selvs genforening med det transpersonlige Selv.

En klar forståelse af denne proces vil vise, at forsøg på at ”dræbe egoet” ikke blot ikke vil hjælpe med til at opnå denne genforening, men faktisk vil føre i den modsatte retning. Dette udtrykkes klart af Lama Angarika Govinda:
”Individualitet er ikke blot universalitetens nødvendige og komplementære modsætning, men også det fokus, hvorigennem universaliteten kan opleves. Undertrykkelsen af individualiteten, den filosofiske eller religiøse benægtelse af værdien eller vigtigheden af denne kan kun føre til en tilstand af fuldkommen ligegyldighed og opløsning, der muligvis kan være en frigørelse fra lidelse, men en helt igennem negativ frigørelse, da den berøver os den højeste oplevelse, som individuationsprocessen søger at nå frem til: oplevelsen af fuldkommen oplysning, af Buddhaskab, hvori vort sande væsens universalitet erkendes. Dét, kun at ”blive ét med helheden” som ”dråben med havet” uden at erkende helheden, er en poetisk måde at acceptere udslettelse og at undvige det problem, som kendsgerningen om vor individualitet udgør. Hvorfor skulle universet udvikle individualiserede livs- og bevidsthedsformer, hvis dette ikke var i tråd med eller del af selve universets natur eller ånd”[9].

Den lille vilje og den store vilje

Jeg’ets bestræbelse på af egen drift at bringe sin vilje i samklang med det transpersonlige Selvs vilje er en meget vanskelig opgave og en kulminerende handling, som kun et stærkt jeg med en fuldt udviklet vilje er i stand til at opnå, og som enhver viljeshandling i personlighedens verden i en vis forstand kan ses som en forberedelse på og træning i.
Så jeg’ets forening med Selvet bliver først mulig, når jeg-følelsen, følelsen af personlig identitet, har nået en tilstrækkelig intensitet – og den personlige vilje har nået en tilsvarende styrke – til frit og bevidst at disidentificere sig fra personlighedsfunktionerne og hæve sig tilstrækkeligt til at fremkalde en tilsvarende handling hos Selvet.

Læseren kan her korrekt indvende, at nogle mennesker har rapporteret om uigendriveligt ægte oplevelser af Selvet, som opstår mere eller mindre uventet uden nogen bevidst anstrengelse fra personens egen side. I dette tilfælde er det det transpersonlige Selv, som skaber processen*. Sådanne ægte, spontane oplevelser af Selvet er ekstremt sjældne og i kraft af deres natur derfor meget uforudsigelige. Så selve det, at de opstår, er af dyb, psykologisk interesse, men til ringe nytte for det menneske, der søger en tilgang til og en vej, han kan følge i sin egen udvikling i den transpersonlige virkelighed.

Ydermere er sådanne spontane oplevelser sædvanligvis af kort varighed, selvom deres virkninger kan være dramatiske og gavnlige. De efterlader sædvanligvis personen med den dybeste higen efter at ”vende tilbage”, efter igen at opleve denne bevidsthedstilstand. Dette menneske vil da meget sandsynligt påbegynde en aktiv søgen efter ”vejen hjem”.

Denne fase er afgørende – og ofte meget smertefuld. Det er måske i denne periode, at vi lettest kommer på afveje og oplever, at vi er faret vild. Spontane oplevelser optræder typisk med ringe eller ingen anstrengelse, medens personen er optaget af helt andre ting. Ofte vil vi imidlertid ubevidst antage, at det er denne handling, som intet har med oplevelsen at gøre, der fremkaldte oplevelsen, og senere vil vi – i et forsøg på at fremkalde oplevelsen igen – søge at finde ud af, ”hvad vi gjorde”, som fik det til at ske, og som følge deraf spilde megen tid og gå til farlige yderligheder i forsøget på at genskabe de omstændigheder, under hvilken oplevelsen fandt sted. Eller måske vil vi, når vi husker den tilstand af fred, af klarhed, af væren, som vi oplevede under kulminationen af oplevelsen, beslutte at reducere alle personlighedens aktiviteter til et minimum eller helt suspendere dem, idet vi anser dem for et forstyrrende element og en antitese til den tilstand, vi søger at opnå. Sådanne forsøg er i stigende grad almindelige i dag, og de er udtryk for en forvrænget holdning, som alene er gyldig og passende på sit eget niveau.

Gralslegenden

Denne korrekte holdning kan måske bedst illustreres igennem Wagners symbolske legende om Gralen[10]. Titurel, ridderen, bestiger med stor møje og stort mod bjerget. Efter at have nået toppen tilbringer han natten i bøn, hvor han beder om inspiration og venter i stilhed. Som svar på denne bøn viser der sig en hær af engle (symbol på det overbevidste) og de bringer ham kalken (Gralen, som er symbol på den transpersonlige kærlighed) og sværdet (symbol på den åndelige kraft og vilje). Vi ser her først den aktive fase, og derefter den receptive fase. Denne rækkefølge er afgørende. Ridderen, som lægger verden bag sig og bestiger bjerget under store anstrengelser, er symbolet på jeg’et, når det disidentificerer sig fra alle personlighedens funktioner og aspekter, og derpå igennem en viljeshandling hæver sig så højt, det kan, imod Selvet. Når det når toppen, indtager det en receptiv, kontemplativ holdning igennem meditation , kontemplation og stilhed[11]. Dette kan, når det udføres korrekt, føre til en indstrømning fra det overbevidste (som overfører de nødvendige transpersonlige kvaliteter til personligheden)[12] og senere til kontakt med Selvet. Så vi må først ”nå toppen” og derpå antage den rette indre holdning, hvor vi gør os stille på alle niveauer af personligheden, men fra et fokuseret spændingspunkt orienteret opad.

Det er en almindeligt forekommende fejl at indstille alle aktiviteter, inden vi har nået toppen, eller endog inden vi har påbegyndt opstigningen. Dette kan gøre os åbne for uønskede eller farlige indflydelser, og det er under alle omstændigheder en tilstand af passivitet, som fører til stagnation. Den modsatte fejl består i at forsøge at fortsætte klatringen eller at glemme at rette opmærksomheden opad, når vi har nået bjergets top. I så fald forhindrer ”støjen” i vor fysiske, emotionelle og mentale aktivitet os i at høre og vende os imod den transpersonlige virkeligheds mere subtile ”lyde”.

Igen her gælder, at vi hverken skal afvise aktivitet eller modtagelighed. Begge er nyttige og endog nødvendige, forudsat at vi forstår deres funktion og anvender hver på rette tid og sted.

Jeg gav udtryk for, at jeg’et er en projektion og forlængelse af Selvet. Der er en permanent forbindelse mellem de to, hvorigennem energien kan strømme. Når der er opnået en rigelig grad af ægte personlighedsbevidsthed, udgår der strømme af energi fra det transpersonlige Selv til jeg’et. Denne energi er igen forskellig fra den energi, der strømmer fra de overbevidste niveauer, for de har intet konkret indhold og ingen konkrete intuitioner.

De er tilkendegivelser fra det transpersonlige Selv og opleves som en intensivering af selv-bevidstheden. Denne oplevelse giver derfor en akut følelse af selvbevidsthed, kombineret med en lyksalighedsfølelse. Sat Chit Ananda – ”Du er Dét”.

Det transpersonlige selv er virkeligheden

Det transpersonlige Selv er virkeligheden; dets natur er den samme som den universelle virkeligheds natur. Dets energi er derfor ladet med kraft og lyksalighed og er uden bestemt indhold. Det er af denne grund, at den ultimative virkelighed, som det er del af, er blevet omtalt som renhed. Det er fraværet af konkrete kvaliteter, som nås igennem en harmonisk syntese af alle kvaliteter (ligesom det hvide lys, fraværet af farve, er en kombination af alle farver). Det er intetheden i positiv betydning, ”intethedens sådanhed”; en intethed, som rummer alt liv, som alt er del af, og i hvilket alt forenes.

Dette er den sande kontakt med Selvet. Alt resten er kontakt med det overbevidste.

Selvet er uden dimensioner; det er både et geometrisk punkt, der intet rum optager; det er både nul og uendeligheden; ”Laya-punktet”, Aristoteles’ ”ubevægelige bevæger”. Og det udsender stråler af energi; udstråler et energifelt. Et aspekt af denne energi når det overbevidste. Et andet når Jeg’et. Forholdet mellem Selvet og jeg’et er et direkte forhold, som det overbevidste ikke har del i. Vi må lære at passere igennem det overbevidstes virkelighed uden at se os til højre eller venstre, så at sige, og dette er meget vanskeligt, fordi det er så tillokkende – forståeligt nok. Vi må imidlertid huske på, at dets dragning kan udgøre det ”højere sidespor”, som Maslow taler om.

På den anden side er det overbevidste af stor vigtighed i vor udvikling, og det er nødvendigt, at vi anerkender og forstår dets vigtige plads, fordi der – samtidig med den øgede intensitet, der er forbundet med erkendelsen af selv-bevidsthed – der kan anses for en opstigning eller vertikal fremadskriden – er nødt til at være oplevelse, ekspansion og udtrykkelse på alle niveauer ad horisontal vej.

Personlig psykosyntese vigtig

Selv på personlighedens niveau lever vi ikke – og bør ikke leve – i jeg’ets rene selv-bevidsthed. Jeg’et skaber sin personlighed. Personlig psykosyntese er netop dét – skabelsen af jeg’ets fuldt harmoniserede og integrerede personlighed; det personlige selv. Jeg’et må være i stand til at udtrykke sig på alle personlighedens niveauer, må anvende alle energierne og funktionerne uden en påtvunget identifikation med nogle af disse. Jeg’et må være fri til at være enten fuldt disidentificeret eller delvist identificeret med enhver funktion eller gruppe af funktioner, afhængigt af formål og det på et hvert givent øjeblik og med vilje. Det personlige selv må i løbet af udfoldelses- og vækstprocessen gøre brug af sine kvaliteter for at udtrykke sin styrke, sin vilje, og at gennemtrænge personlighedens lille univers, samtidig med at det forbliver i centeret.

På tilsvarende måde må det transpersonlige Selv på sit eget niveau anvende det overbevidste som erfaringsredskab og til at udtrykke sig igennem, og som et redskab hvorigennem dets energi ”transformeres” eller ”nedtrappes”* til en form, som personligheden kan udnytte.

Dette er det normale udviklingsforløb; en vej, som fører til øget sundhed og helhed. På samme måde som avancerede overbevidste processer uden en tilsvarende udvikling af selvbevidsthed kan være overvældende og bevirke, at benene bliver slået væk under os, og i særligt vanskelige tilfælde, at vi regredierer til massebevidstheden, så kan en for tidlig indstrømning af energi direkte fra Selvet uden evnen til at kanalisere energien ind i og gennem det overbevidste skabe ubalance og forvirring – og i ekstreme tilfælde endog føre til psykose. Intensiteten er for voldsom, og evnen til at forstå og assimilere oplevelsen og sætte den i relation til dagsbevidstheden og handle i overensstemmelse dermed er ikke til stede. Oplevelsen af Selvet forbliver urelateret. Dette kan føre til en meget smertefuld følelse af splittelse og manglende evne til at forstå, eller til mangel på evne til at udtrykke det i verden – nærmest som at være handicappet. I ekstreme tilfælde kan der være en afvisning af den ydre verden som uvirkelig**. I den modsatte yderlighed kan der optræde forvirring af niveauerne, hvor vi efter oplevelsen tror, at vi stadig er identificeret med Selvet, men faktisk er ”steget ned” igen til jeg’ets plan. Dette kan skabe ego-inflation og en følelse af omnipotens, og i ekstreme tilfælde siger dette menneske, som taler fra det personlige selv, ”jeg er Gud”, hvorved han tillægger jeg’et en åndelig natur, som i virkeligheden hører Selvet til.

Når der samtidig med vor rækken opad imod Selvet tillige er en udvikling af overbevidste funktioner og processer, og der er en sund og frugtbar vej, som energien kan flyde igennem, så kan vi anvende medfølelse og visdom såvel som styrke, kraft og vilje. Styrke og kraften til at udtrykke medfølelse på baggrund af visdom; visdommen og medfølelsen til at anvende kraften i det højestes tjeneste.

[1] C.G. Jung, Contributions to Analytical Psychology, Harcourt, Brace, New York, 1928, p.147
[2] Se “Identification Exercise”, Psychosynthesis Institute, Redwood City, California; og R. Assagioli, Psykosyntese – En samling af grundlæggende skrifter, Kentaur Forlag 2007, side 128
[3] R. Assagioli, Viljens psykologi, Kentaur Forlag, 2005, Appendix V, ”Differentialpsykologi, s. 208
¬ I det sprog, som de kristne mystikere anvender, hvor “Sjælen” er det emotionelle aspekt af personligheden, “Gud” er det transpersonlige Selv, og “visioner” relaterer til det overbevidste, er advarslen imod visioner velkendt. Tilsvarende holdninger eksisterer i Østen, eksempelvis inden for mange Zen-buddhistiske retninger.
[4] Sarvepalli Radhakrishnan, ”Human Personality”, i Clark Moustakas (Ed.), ”The Self”, Harper & Row, New York, 1956, p. 118 (se også “Viljens psykologi”, Kentaur Forlag, s. 113)
[5] S. Vargiu, “Phychosynthesis Case Studies”, Psychosynthesis Institute, Redwood City, California, 1971, s. 15
[6] K. Durkheim, “Horror Vacui – Benedictio Vacui”, Hermes, N. 6, 1969, s. 63 ff.
[7] A. Maslow, “The Farther Reaches of Human Nature”, Viking, New York, 1971, s. 277
[8] R. Assagioli, supra note 3, kapitel 9, “The Transpersonal Will”
[9] A. Govinda, “The Way of the White Clouds”, Shambhala Publications, Berkeley, California, 1970, s. 124-125
* Spørgsmålet om, hvem der skaber, og hvem der responderer på, oplevelsen kan være misvisende. Her taler jeg fra personlighedens synspunkt, som i sagens natur er begrænset og fragmentarisk. Fra Selvets side – hvis synspunkt ikke er begrænset af tid og rum, og som derfor i langt højere grad er i overensstemmelse med virkeligheden, er jeg’ets rækken ud efter Selvet og Selvets dragen jeg’et til sig to aspekter af én og samme rytmiske proces og kan derfor ikke anskues hver for sig, men kan snarere siges at optræde samtidig
[10] R. Assagioli, ”Psykosyntese – En samling af grundlæggende skrifter”, Kentaur Forlag, s. 226
[11] R. Assagioli, supra note 3, Appendix II, “Meditation”
[12] Se “Evoking and Developing Desired Qualities”, Psychosynthesis Institute, Redwood City, California
* En sådan nedtransformering eller nedtrapning af energi er ganske normal, såvel i naturen som når det handler om menneskeskabte ting. Elektriske transformatorer, gearet i biler og cykler opfylder netop denne funktion. I naturen interagerer den kraftfulde og farlige høje energiudstråling (gamma-stråler og røntgenstråler), som solen udsender i Jordens øvre atmosfære, med de frie elektroner i en proces, der kaldes Compton-effekten, hvorefter den nedtrappes til det synlige lys og varme, som er af afgørende betydning for den biologiske verden.
** Dette er en grundlæggende erfaringsmæssig forvirring: verden er virkelig. Det, som ikke er virkeligt, er vores opfattelse af den, som fysikerne påviste ved begyndelsen af 1900-tallet. De har vist, at det, vi opfatter som fysisk stof, i virkeligheden er nærmest fuldkommen tomt rum, hvori atomerne – som selv er energihvirvler – interagerer med samme afstand som stjernerne i vor galakse.

 

Sådan kan du komme videre

Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv

Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli

Læs introartiklen om energipsykologi

Læs introartiklen om integral meditation