Table of content
Der er forsket en del i forbønnens virkning og Assagioli giver i denne artikel et indblik i lovene bag den udstrålende velsignelse og dens virkninger
Af Roberto Assagioli , oversættelse: Britt Jakielski
Første del: Udstråling og velsignelse
Værdien af den ældgamle anvendelse af Velsignelse har brug for at blive genbekræftet. Det er en bevidst og villet anvendelse af udstråling og er et af de største bidrag, vi kan give til vore medmenneskers trivsel.
Velsignelse er således en tjeneste, der er baseret på de lovmæssigheder, der styrer energi og udstråling, og for at kunne velsigne effektivt, må vi have en vis forståelse af udstråling, dens natur og lovmæssigheder.
I generelle at lære vendinger er Velsignelse en udadrettet projicering af energi fra en udspringende kilde. Det er et emne, som videnskaben i dag i stadig stigende grad forsker i, og den omfattende forskning inden for dette felt, som eksempelvis foretages af The Radiation Laboratory of the University of California, er et udtryk for dens voksende betydning i takt med, at Nye Tids videnskab vokser frem.
Som et resultat af disse undersøgelser kan vi forvente meget mere om dette gamle middel til at sprede velgørenhed. Lad os i mellemtiden huske på, at udstråling er magnetisk, og tilsvarende at Velsignelse er en handling, der velsigner såvel de, der giver den, som de der modtager den. Når vi søger at velsigne, placerer vi os selv i et guddommeligt velsignelseskredsløb.
Hvad er udstråling?
Aktiv, eller bevidst, menneskelig udstråling har en nær analogi i udsendelsen af radio- eller fjernsynsbølger fra en sender. Den kan anvendes på to måder:
1. I alle retninger uden noget specifikt mål eller fokus, som f.eks. ved radio- eller TV-udsendelser, og rettet mod ”alle, den har budskab til”, til alle der måtte være i stand til eller villige til at modtage budskabet eller virkningen. For at være virkningsfuld kræver denne type udstråling en betydelig grad af indre kraft, en høj åndelig ”spænding”.
2. Specifik udstråling, rettet mod et konkret mål. Dette er analogt til de æteriske bølger, der udsendes i én bestemt retning. Denne metode kræver ikke så høj ”spænding”, fordi virkningen øges igennem fokuseringen af energien, meget på samme måde som solens stråler kan forstærkes tilstrækkeligt ved koncentration igennem en linse for at antænde en ild.
Hvad vi kan udstråle
Igennem mental og åndelig telepati kan vi udstråle idéer: enten rent abstrakte idéer eller idéer, der er iklædt en tankeform. Vi kan også udstråle kvaliteter, aspekter, egenskaber så som Kærlighed, Lys, Glæde, Styrke, Vilje . Disse to former for udstråling kan kombineres, dvs. vi kan udstråle idéer eller tankeformer, der er formet eller vitaliseret af åndelige kvaliteter.
Vi udstråler alle nødvendigvis og uundgåeligt, hvad vi er. Vi må indse og blive bevidste om de muligheder, som dette indebærer, og det ansvar som det medfører, så vi bevidst kan udnytte denne kraft til fulde og udelukkende anvende den på konstruktive og gavnlige måder. Udstråling kan anses for en form for telepati; det er en måde at ”indpræge”, som har såvel generelle som specifikke aspekter. Det udtrykker, hvad vi virkelig er, hvilket i både en højere og lavere betydning er langt mere, end vi er bevidste om.
Emerson skrev i sit værk om Sociale mål (”Social Aims”): ”Sig ikke ting. Hvad du er står over dig og tordner, så jeg ikke kan høre, hvad du siger, som eventuelt modsiger det. Vi kan skjule et tonefald, men hjertets udstråling kan ikke forfalskes”.
Teknikker til udstråling
Lad os se på, hvordan vi udstråler. Dette er vigtigt, for at vi kan have succes i vore bestræbelser.
1. Indledningsvis er der en generel forberedelse, hvor vi koncentrerer på det, vi ønsker at udstråle. Når det drejer sig om en spirituel kvalitet, består en effektiv forberedelse i, at vi i os selv vækker den kvalitet, selv identificerer os med den idé, den følelse, den kvalificerede energi. Derved stråler den spontant ud. På denne måde kan vi kombinere både spontan og villet, retningsbestemt udstråling.
En anden faktor, som forøger effektiviteten af udstråling er glæde. Dette kan i første omgang synes overraskende, men vi overbevises let, når vi indser, at glæde altid har en stimulerende og livgivende virkning, som fremmer og styrker effektiviteten af enhver handling.
2. Efter denne forberedelse kommer den præcise formulering eller visualisering af idéen. Den kan bestå af et ord eller en sætning, og – når muligt – af et ideal eller et billede.
3. I tredje fase forbinder vi os med og tuner ind på modtageren. Dette gøres på to måder:
a. Ved at visualisere personen, nationen, verden etc.
b. Ved at sende en bølge af kærlighed i samme retning. Kærlighed er en stærk forbindende og forenende energi.
4. Fjerde fase rummer den faktiske projiceren. Dette gøres bedst ved at visualisere en kanal eller stråle af lys, der rettes imod målet; eller, når der er tale om generel udstråling, stråler af lys i alle retninger.
Ansvar i forbindelse med udstråling
Det rummer en virkelig fare, når vi som følge af vores vilje-til-kraft fristes til at påtrykke andre vores udstrålende indflydelse. Selv hvis vi gør dette ud fra de bedste motiver, kan det være skadeligt. Lad os huske, at vi aldrig har ret til at krænke andres frihed, og vi må være bevidste om ikke at påtrykke andre vores ”idealbillede” af dem, eller hvad vi mener, de bør være.
Denne meget almindelige fejl gøres ofte af forældre. Det sker enten som et ydre udtryk for autoritet eller igennem ”overtalelse” og forslag, men det kan være lige så subtilt harmfuldt, hvis det gøres igennem udstråling. Vi må derfor indse vores ansvar i denne sammenhæng og aldrig søge at øve indflydelse i nogen specifik retning.
Den samme advarsel kan gives i forbindelse med ”bøn” eller projicerede tanker, der anvendes til på konkret måde at øve indflydelse på politiske eller religiøse ledere.
Udstråling kan også være for intens, og dette kan have to virkninger: Den kan støde modtageren bort og fremkalde den modsatte virkning, eller den kan ”brænde” og være destruktiv. Solens stråler er et godt eksempel. Solen er kilden til alt liv, og dens stråler er velgørende, healende og livgivende, men når de er for intense, trækker vi ind i skyggen, da vi ellers kan blive forbrændt og endda få solstik, hvis vi bliver i solen. Men det er ikke solens fejl, men derimod vores egen dumhed.
Udstråling og magnetisk tiltrækning og deres forløsende virkning
Udstråling og tiltrækning forekommer i starten at være modsatrettede. Men udstråling skaber tiltrækning; virkningen er tiltrækning, og modtageren af udstråling drages mod det udstrålende center eller kilde. Et godt eksempel på dette er en plantes respons på sollys; solen udstråler lys til planten, som tiltrækkes og rækker imod solen. Solen udstråling er således magnetisk.
Det samme gør sig gældende for Sjælens eller Selvets lys, der er rettet imod personligheden; Sjælen udstråler sit lys, og personlighedens rette reaktion er en længsel efter denne kilde til lys; det er dens gensvar på Sjælens magnetiske tiltrækning. Men personligheden reagerer ikke altid på denne positive måde; sommetider er den ikke bevidst om, eller ligefrem modsætter sig Sjælens indflydelse.
Magnetisk tiltrækning finder også sted i inter-personelle forhold; hvis en person udstråler lys og kærlighed imod andre mennesker, tiltrækkes de. Den normale virkning af udstråling er derfor tiltrækning-magnetisme. Den tiltrækker i retning af kilden til udstråling.
Åndelig udstråling
Åndelig udstråling er en forløsende proces, der skaber, hvad der kan kaldes en næsten ”kemisk forandring” i menneskeheden og planeten. Vi bidrager alle til det hele tiden, og gruppebidraget – udstrålingen fra grupper, der er samlet omkring et konkret formål – er en voksende faktor i livet på jorden i dag.
Efterhånden som vi udvikles, bliver vi stadigt mere udstrålende og magnetiske, og vi er nødt til at respondere i forhold til de mennesker, der tiltrækkes af denne magnetisme. Det er inspirerende at se, at hvert skridt, vi tager opad, forandrer, højner og intensiverer vores spirituelle udstråling.
Den bevidste projiceren af tanker og velsignelsens bevidste, udstrålende arbejde er konkrete typer af udstråling. For at være effektiv må denne udstråling flyde fra den sjælsgennemstrømmede – eller i det mindste relativt sjælsgennemstrømmede – personlighed.
En velsignelse eller benediktion må anses for ”en overførsel af åndelig energi”. Dette kaster lys over begrebet udstråling. Når et menneske med åndelig kraft velsigner et andet menneske, og velsignelsen ikke er formel eller overfladisk, er det en transmission af energi, en form for udstråling.
Velsignelse og healing er ligeledes forbundet, og en sand velsignelse kan have en healende virkning. Healingen sker ikke nødvendigvis fysisk, men kan være psykologisk og åndeligt velgørende. Imidlertid er der også i healing behov for forsigtighed. Eksempelvis kan det have uønskede virkninger, hvis vi koncentrerer opmærksomheden på patientens sygdom eller de berørte dele af kroppen.
Under Loven om Årsag og Virkning sker frigivelsen af åndelig energi som udstråling, og evolutionens forløsende proces bliver på den måde ført ud i livet. Så velsignelse bliver derved en del af evolutionens forløsende proces.
Når udstråling har en åndelig kvalitet, når den udstrømmer fra et menneske, der har nået en høj grad af selvrealisering, er dens virkning kraftfuld. En moderne psykolog, A.H. Maslow fra Brandeis-universitetet, beskriver virkningen af en sådan udstråling på denne måde:
”… i selv-aktualisering ”udstråles” kreativitet på samme måde som radioaktivitet og rammer alt liv uanset problemer, på samme måde som et glad menneske ”udstråler” glæde uden formål eller hensigt, og endda ubevidst. Den udstråles på samme måde som solskin; spreder sig overalt og får ting til at gro (som kan gro)”.(”Creativity in Self-Actualisering People” (Kreativitet hos selv-aktualiserende mennesker), s. 12).
Keyserling har udtrykt det samme på en stærk måde:
”… en helgens blotte eksistens er en velsignelse – en helts blotte eksistens skaber styrke og mod; den blotte eksistens af et dybt troende menneske skaber tro; og den blotte eksistens af et menneske med stor tillid skaber tillid. Ydermere er det den stille, uanstrengte udstråling af dyb væren, der skaber den mest kraftfulde handling på afstand. Dette har vist sig at være sandt i tusindvis af tilfælde i rum såvel som i tid”.(Herman Keyserling, ”From Suffering to Fulfilment” (Fra lidelse til fuldførelse), s. 90).
Set ud fra menneskeligt evolutionært perspektiv kan det siges, at kun når sjælsaspektet er fremtrædende, fuldender responsapparatet (menneskets formnatur) sin bestemmelse, og kun da er sand og ren udstråling af lys mulig.
Den kreative evne fungerer i kraft af udstråling og magnetisme. De bringer til deres indehaver materialet for skabelse og en magnetisk evne, som i passende form og skønhed tilvejebringer, hvad udstrålingen har fremkaldt. Kreativitet er en konsekvens af en bestemt sindstilstand og en særlig bevidsthedstilstand; den betegner et udviklingsmæssigt punkt, hvor personen er klart ”radioaktiv”.
Udstråling og magnetisme er et udtryk for det energetiske eller dynamiske aspekt af kærlighed, og vores forsøg på at forstå åndelig kærlighed styrkes ved erkendelsen af, at det er en magnetisk kraft.
Vi kan og burde alle være ”et udstrålende center”, der påvirker andre centre og liv, hvorigennem vi opfylder vor del af planetens forløsning. Vi har alle vores sfære af udstråling; det er vores ansvarsområde, og inden for den sfære – som er større, end vi tror – kan vi på effektiv måde tjene Det Guddommelige Formål.
”Fornemmelsen af jorden, der åbner sig og eksploderer opad i Gud, og fornemmelsen af Gud, der tager bolig og finder næring nedad i jorden. En personlig, transcendent Gud og et univers i udvikling, som ikke længere udgør to indbyrdes modstridende punkter af tiltrækning, men som træder i hierarkisk forbindelse med henblik på samlet at hæve den menneskelige masse. Således er den sublime transformation, som vi med rette kan forudse, og som faktisk begynder at gøre sin virkning gældende i et stigende antal sind, fritænkere såvel som troende; idéen om universets åndelige udvikling. Selve den transformation, som vi har søgt”.(Pierre Teilhard de Chardin i The Future of Man (Menneskets fremtid)).
Anden del: Velsignelsesteknikker
Et problem, vi konstant konfronteres med, er hvorledes vi gør brug af de energier, der vækkes eller modtages igennem meditation , bøn, affirmationer og påkaldelser. Disse energier skal anvendes af to årsager:
1. For at undgå forstoppelse og overstimulation hos os selv
2. Fordi de er meget værdifulde, og det er vores pligt og privilegium at anvende dem til gavn for menneskeheden.
Disse energier kan udstrømmes eller udstråles på åndelige, mentale og emotionelle niveauer. Realiteten af en sådan udstråling har altid været anerkendt, måske bortset fra i den moderne, materialistiske kulturelle epoke, som vi er ved at vågne op fra.
Moderne fysiske processer og tekniske landvindinger hjælper os til at erkende såvel muligheden for og fremgangsmåden omkring udstråling. To eksempler er fænomenet med spontan radioaktivitet, som f.eks. med radium, og med induceret radioaktivitet gennem bombardement af atomer i cyklotroner. Radio og TV er ligeledes eksempler på muligheden af transmission af lyd og billeder igennem æteren ad ikke-materiel vej i betydningen synligt stof.
Hvis disse ting er mulige på de æteriske planer og med æteriske energier, er det ikke overraskende, at de forekommer på de mere subtile planer, i de psykologiske og åndelige verdener eller virkeligheder. Vi finder her fænomenerne med spontan telepati, som så ofte finder sted, og tillige den eksperimentelle telepati, som i de senere år er blevet videnskabeligt studeret og dens ægthed tilstrækkeligt påvist, således at kun de færreste kan tvivle på den.
Velsignelse gennem meditation
Et vigtigt faktum, som vi må gøre os klart, er, at Sjælen eller Selvet til enhver tid søger at gennemstrømme personligheden. Vi behøver ikke at ”bestorme” Sjælen; den rækker altid ud efter personligheden. Denne gennemstrømning kan betragtes som Sjælens velsignelse af personligheden.
”Den tænkende, kærlige Sjæl, som strammer sit greb om responsapparatet, benytter enhver lejlighed i forbindelse med alle fremskridt, som formen gør, og anvender enhver indflydelse til at fuldbyrde sit store arbejde …. Sjælsgennemstrømning skaber glæde”.
Meditation er klart det bedste middel til at transmittere udstråling eller velsignelse fra Sjælen og de åndelige verdener. På de følgende sider beskrives forskellige former for velsignelse, som antyder de mange forskellige måder, hvorpå vi kan velsigne.
Naturligvis kan vi ikke udføre dem alle hver dag, men det vil forøge vores evne til at velsigne, hvis vi lærer at praktisere de forskellige teknikker, og ved udvikle en vane med at velsigne sætter vi os selv direkte i centrum for dens ”guddommelige nedstigen”.
I meditation er formålet at passere hurtigt igennem stadierne for koncentration (igennem brug af viljen ), gennem hurtig indtuning af det stilnede fysiske, følelsesmæssige og lavere sind til Sjælens planer; dette kan visualiseres som en opadgående stræben imod Sjælen. Derefter bør vi forblive stille og receptive.
Vi bør ikke se efter bevidste resultater, men udføre arbejdet dagligt i tillid. Der må udvikles sensitivitet i forhold til Sjælen; der er så mange jordiske energier, der kæmper om vores opmærksomhed, at vi ikke er bevidste om Sjælens energi, men hvis vi er vedholdende og ”bliver ved med at blive ved”, vil vi opnå sjælsgennemstrømning. Alle teknikker må praktiseres vedholdende for at blive effektive. Se f.eks. vores store musikere, kunstnere, videnskabsfolk, atleter og alle, som har succes på det fysiske plan.
Enhver kraftfuld velsignelse gør brug af viljen. Dens første anvendelse er at eliminere forhindringer; dette kan udtrykkes som at ”skabe plads” i tid og bevidsthed .
”At skabe plads i tid” vil sige regelmæssigt at dedikere en vis tid til velsignende meditation, og at beskytte denne tid imod alle de ting og krav, der søger at presse os til ydre aktivitet.
”At skabe plads i bevidstheden” vil sige at holde alle de ting ude af bevidstheden, som normalt fylder den eller søger at invadere den: fornemmelser, følelser, billeder, tanker, forventninger, erindringer etc.
Der er brug for en stærk vilje for at koncentrere sig om aktiv velsignelse og undgå en negativ, drømmeagtig tilstand. Men lad os først og fremmest søge en oplyst sammensmeltning af vores individuelle vilje med den guddommelige Vilje – til bedste for helheden og for hele menneskeheden.
Velsignelse af de lavere riger
Denne velsignelse er først og fremmest baseret på anerkendelsen af de lavere rigers gaver til os og er et udtryk for den taknemmelighed, vi skylder dem. I en bredere betydning, fra et universelt synspunkt, er det inspireret af erkendelsen af, at alt er del af den guddommelige manifestation, at de ubevidst går frem ad evolutionens vej, og at menneskehedens opgave er at hjælpe dem på deres vej og i sidste ende at forløse dem. En effektiv måde hertil er velsignelse.
Vores tætteste forhold til de andre naturriger er vor anvendelse af dem som føde. På denne måde giver de os en nødvendig gave, som vi bør være taknemmelige for. På vor side transmuterer vi dem ved at optage dem i os. Det er denne basis (om end ikke erkendt), der ligger til grund for den gamle vane eller ritual med at velsigne maden og takke for den. På nuværende tidspunkt indtager vi generelt maden på en forhastet, fraværende måde, hvor det at spise og drikke med taknemmelighed og påskønnelse ville højne vort udbytte.
Der er mange måder, hvorpå vi kan velsigne maden, men her er en, som rummer taknemmelighed i forhold til de lavere riger:
Den føde, vi skal til at indtage, er Din gave, Gud og den er frugten af mange væseners indsats. Vi takker for den og velsigner den. Må den give os styrke, helse og glæde, og må den øge vores kærlighed.
Velsignelse af penge
Denne velsignelse har en speciel betydning, formål og brugbarhed, der knytter sig til objektets ejendommelige karakter.
Penge kan anses for materialiseret eller fortættet åndelig energi. I sin essens er penge derfor noget godt og rent. Men i anvendelsen af penge bliver de forurenet af onde lidenskaber, lave begær, bekymringer og frygt, og af de selviske tilknytninger hos alle, de midlertidigt tilhører.
Dette er ikke udelukkende en symbolsk eller psykologisk forbindelse. Onde kræfter bliver knyttet til penge og besiddelser. Dette er en af hovedårsagerne til de problemer, den individuelle og kollektive kamp, og den mangelfulde tilpasning og ulige fordeling, der knytter sig til materielle goder, og i særdeleshed penge. Hvis denne årsag er af subjektiv karakter, bør den sande løsning, det effektive middel, være af samme karakter: Primært subjektiv, psykologisk og åndelig. Faktisk afhænger den korrekte brug af penge af ret motivation, som er en subjektiv, psykologisk tilskyndelse, der afgør de rette valg .
Men der er en mere konkret måde at modvirke det, der kunne kaldes den ”forbandelse”, der knytter sig til penge. (Denne ”forbandelse” er det centrale tema og den dybe betydning af Wagners serie af musikalske dramaer, ”Nibelungens Ring”). Den åndelige renselse og forløsning af penge kan opnås igennem vor bevidste brug af de åndelige og psykologiske energier. Den kan opnås igennem brug af koncentreret tanke, belivet af ret følelse (eller emotionel kraft), båret frem af viljen , gennem brugen af affirmationer, formuleret i ord.
Hvis vi lod alle penge, der passerer gennem vore hænder, gennemgå en sådan ”behandling”, og hvis stadigt flere mennesker bevidst gjorde det, ville mange problemer, der ikke finder hverken ydre eller tekniske løsninger, finde deres løsning. Dette kan synes overraskende, fordi vi i vores materialistiske civilisation er så lidt vant til at gøre os sande praktiske overvejelser med hensyn til virkeligheden af og styrken af de subjektive kræfter. Men sådan forholder det sig, og hvis vi er vedholdende i vores åndelige overbevisninger, kan vi ikke undgå at erkende det.
Det er i virkeligheden en form for velsignelse. En hvilken som helst passende formulering af den kan være virkningsfuld. Det følgende, som anvendes af mange grupper og enkeltpersoner, kan foreslås:
Må disse penge være velsignet. De er et symbol på guddommelig substans og energi.
Må de forløses fra enhver uren indflydelse, Fra alle tilknytninger og begær.
Jeg påskønner dem og tager imod dem som en guddommelig gave. Jeg vil udelukkende anvende dem til gode, rette, passende formål. Idet jeg anvender dem, velsigner jeg dem igen og takker for dem.
Denne velsignelse kan udvides til alle materielle besiddelser og objekter. En velsignelse kan også rettes imod de, der giver penge eller andre ejendele til åndelige formål, og dette kan også inkludere fremtidige, ukendte ”givere”.
Velsignelse af forhindringer
Denne form for velsignelse kan synes at være den mest vanskelige af alle. Vores første naturlige reaktion over for forhindringer er almindeligvis oprør eller modvilje. Ud fra vores psykologiske type kommer det til udtryk som irritation eller selvmedlidenhed. Men der er gode grunde til dels at acceptere vanskeligheder med taknemmelighed, og dels til dernæst at velsigne dem.
Den første årsag er, at negative reaktioner forøger vanskelighederne og har en negativ indflydelse på vores psykologiske og fysiske helbred. Der ligger en anbefalet overvejelse i anerkendelsen af vanskeligheders universelle karakter som helhed betragtet. Den kendte psykoterapeut Alfred Adler har udtrykt det på denne måde: ”Jeg lever i en verden fuld af vanskeligheder, og mine vanskeligheder knytter sig til mig. Hvorfor skulle jeg argumentere med dem?”. Hans levnedsskildrer, Phyllis Bottome, bemærkede det på denne måde: ”Denne tro på Livet som en velgørende kollega gav ham den ekstraordinære lethed og styrke, der karakteriserede ham”.(Alfred Adler, s. 3)
Det er blevet sagt, at formålet med vanskeligheder er at drage vores latente vilje frem. Således læser vi i bogen ”Heart” (Hjerte) (Agni Yoga-serien): ”Velsignet være vanskeligheder, for de lærer os enhed og evne til at stå imod”.
Den positive betydning af vanskeligheder anerkendes ofte ubevidst, navnlig af de unge; de tager afstand fra det nemme liv og opsøger eventyr og risici med alt, hvad det indebærer. Generelt kan man sige, at i sport og spil skaber vi forhindringer for at opnå den tilfredsstillelse, der ligger i at overvinde dem.
Ydermere hjælper vores villige accept af vanskeligheder og anerkendelse af deres formålstjenlighed os til at overvinde og eliminere dem, indimellem på overraskende måde.
Vi kan derfor passende, når vi står over for vanskeligheder, sige: ”Velsignet være vanskeligheder”.
En overordnet velsignelse er blevet kaldt ”at udstråle en regnbue af velsignelser over verden”. Her er en form, der dagligt anvendes af mange:
Morgenvelsignelse
Må alle ting og alle væsenersom jeg er eller i dag vil komme i kontakt medvære velsignet – nu og for altid.
En anden kort form for morgenvelsignelse er:
Velsignet være denne dag i fuldbyrdelsen af Den Guddommelige Plan.
Velsignende meditation for verden
1. Indtuning
Dette nødvendiggør at stilne personligheden, så der ikke er noget, der stiller sig i vejen for enhed med Sjælen, for det er Sjælen, Selvet , der velsigner. De tre stadier er som følger:
a. Kroppen sidder afslappet
b. Følelseslegemet stilnes, så det ikke forstyrrer (”stille som en bjergsø”).
c. Herefter iagttager vi ”abesindet” (som det er blevet kaldt, fordi det hopper omkring). Dette må også stilnes og, hvis det hopper væk, bringes tilbage til stilhed for at møde Sjælen.
2. Meditation
Når vi således har stilnet vore legemer, hæver vi bevidstheden imod Sjælen og bestræber os på at træde i forbindelse igennem en valgt sædtanke eller meditation på en åndelig kvalitet som f.eks. god vilje , glæde, fred eller erkendelse af verdens behov.
3. Udstråling
”Ånd idéerne ud” som formulerede tankeformer ind i den store strøm af mental substans, der altid øver indflydelse på den menneskelige bevidsthed .
Visualisering og brug af hænderne i velsignelse
Visualisering er af speciel værdi i velsignelse. Den ikke blot øger koncentrationen, men tilfører til den velsignelse, vi søger at give, kraften af vores kreative forestillingsevne og den positive faktor, der ligger i at ”se” den velsignelse, vi udsender, nå modtageren. Den følgende øvelse er et eksempel på dette:
Visualisér et gyldent lys, som du ser dig selv i. Fra dette center holder du bevidstheden så højt og roligt du kan, idet du siger:
”Jeg står i mit åndelige Center og tjener, som Sjæl. Jeg står i Lyset, og idet Lyset skinner igennem min form, udstråler jeg dette Lys.
Jeg står i Guds Kærlighed, og idet denne Kærlighed strømmer igennem og fra mit hjerte, velsigner jeg alle, jeg søger at hjælpe”.
Visualisér denne velsignelse nå ud til:
a) Din nære kreds af familie og venner
b) Alle, som du kommer i kontakt med
c) Alle i verden, som varetager ansvarsfulde poster
d) Menneskeheden som helhed.
Se dette velgørende lys og velsignelse strømme ud, idet du holder dine hænder med håndfladerne udad i velsignelse.
Hænderne kan spille en kraftfuld og ofte ikke erkendt rolle i transmissionen af åndelig energi. ”At lægge hænderne på” er ingen tom talemåde, og den er heller ikke begrænset til biskoppernes religiøse virke.
Håndstillinger hjælper os til at koncentrere sindet , fokusere vores bevidsthed og dirigere energistrømmen. Fysiske bevægelser bidrager til at give os en fornemmelse af realitetssans, men deres værdi er hovedsageligt symbolsk, og når det ikke er muligt at foretage bevægelser, kan de udføres i bevidstheden, dvs. visualiseres. På denne måde er de effektive som følge af forestillingsevnens kreative kraft.
Fem stillinger, der kan anvendes til velsignelse
1. Samle tankerne – koncentration
Efter at armene er åbnet horisontalt, foldes de foran brystet ud for hjertet, og hænderne foldes. Denne stilling og positur repræsenterer den fase, hvor vi samler og koncentrerer os. Bevidstheden, som er spredt og distraheret af et væld af fornemmelser, følelser og mentale aktiviteter, fokuseres i centret, hvor det personlige ”jeg”, egoet eller selvet (lille s) dvæler (ren individuel selv-bevidsthed).
2. Hæve bevidstheden – fordybelse
Den anden stilling udføres ved at række armene opad med hænderne samlet, som vi holder dem, når vi beder. Det symboliserer den måde, hvorpå vi hæver det personlige bevidsthedscenter, ansporet af vor aspiration, imod de overbevidste planer, planet for Lys, Glæde, Kærlighed og Kraft, hvor det Åndelige Selv, Sjælen, evigt dvæler. Dér, som ”levende, kærlige, villige Sjæle” er vi bevidste om vort samvær med andre Sjæle (Gruppebevidsthed). ”Menneskesjælene er ét, og jeg er ét med dem” i Det Ene Liv (Énstemmighed).
3. Påkaldelse – levendegørelse – indoptagelse
Hænderne åbnes med håndledene samlet, idet fingrene samles til en gral (”Gralsbægeret”). I denne stilling påkalder vi med tillid, glæde og taknemmelighed den velsignende nedstrømning af guddommelige energier (Lys – Kærlighed – Kraft) og forbliver i en indre tilstand af ærbødig, stille modtagelighed.
4. Nedstrømning – gennemstrømning
Armene og hænderne sænkes og bringes tilbage til udgangsstillingen med foldede hænder foran brystet. Denne bevægelse og holdning repræsenterer den bevidste manifestation af Lys, Kærlighed og Kraft i personligheden, som på denne måde gennemstrømmes og gennemtrænges af disse kvaliteter.
5. Udstråling – Velsignelse
Armene strækkes ud horisontalt med håndfladerne fremad. I denne stilling udfører vi den faktiske velsignelse, som er forstærket igennem forberedelsen og opladningen i de forudgående faser. Vi udstråler de guddommelige energier telepatisk i alle retninger imod alle levende væsener.
Den store buddhistiske velsignelse af de fire tilstande
1. KÆRLIGHED TIL ALLE VÆSENER
Nord – syd – øst – vest – over – under
Kærlighed til alle væsener
(stilhed)
2. MEDFØLELSE OVER FOR ALLE VÆSENER
Nord – syd – øst – vest – over – under
Medfølelse med alle væsener
(stilhed)
3. GLÆDE TIL ALLE VÆSENER
Nord – syd – øst – vest – over – under
Glæde til alle væsener
(stilhed)
4. SJÆLEFRED TIL ALLE VÆSENER
Nord – syd – øst – vest – over – under
Sjælefred til alle væsener
(stilhed)
Sådan kan du komme videre
Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv
Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli
Læs introartiklen om integral meditation
Gem kommentar