Psykosyntesen og Evolutionær Panenteisme

Af Kenneth Sørensen, MA i Psykosyntese

Denne citatsamling af Assagioli tekster er skabt med det formål at supplere informationerne i min bog: Psykosyntesens sjæl. Heri opstiller jeg den hypotese, at faderen til Psykosyntese, Roberto Assagioli (1888-1974) har skrevet sine psykologi ind i en filosofisk tradition, der kendes som evolutionær panenteisme.

Roberto Assagioli fortæller, at psykosyntesen ikke søger at give en ”metafysisk eller teologisk forklaring på det store Mysterium” (1975, s. 16). Dette udsagn bliver ofte citeret af folk med baggrund i psykosyntese og selvom Assagioli uden tvivl bevarede en åbenhed overfor de mange metafysiske forklaringer, så viser hans skrifter en klar tendens. Rundt omkring i hans bøger og artikler finder man metafysiske udtalelser, som meget ofte ser ud til at pege i den samme retning. Jeg vil i dette kapitel forsøge at sandsynliggøre, at evolutionær panenteisme er den overordnede metafysiske filosofi, som Assagioli lader skinne gennem sine bøger og tekster. Min opgave er ikke at sandsynliggøre, om panenteisme er sandheden, men blot om Assagioli var inspireret af denne ide.

Det er et begreb, som også Ken Wilber og medstifteren af Esalen Institute Michael Murphy bruger til at forklare deres filosofi ud fra. I sin artikel om Panenteisme viser Murphy, hvordan nogle af historiens største intellektuelle giganter er kommet frem til denne antagelse under forskellige navne (Murphy, 2012).[1]

Murphy nævner bl.a.: Johann G. Fichte (1762- 1814), Friedrich Schelling (1775-1854), G.W.F. Hegel (1770-1831), Henri Bergson (1859-1941), Teilhard de Chardin (1881-1955), Paul Tillich (1886-1965), Alfred North Whitehead (1861-1947), Sri Aurobindo (1872-1950).
Først er det vigtigt at skelne begrebet fra panteisme, som er den antagelse, at der ikke er nogen forskel på Gud og naturen, at de udgør den samme helhed. Den afgørende forskel som pan-en-teisme tilføjer er, at Den Ene (Gud, Brahman, Ånden) gennemtrænger universet med sit liv og dog transcenderer det. Den Ene er såvel transcendent og immanent tilstede i skabelsen. Den Ene er i alt, men er samtidig større end det skabte univers.
Kort fortalt betyder det, at Gud (Brahman, Ånden, den Ene) gennemtrænger og transcenderer universet, således at Gud er såvel transcendent som immanent tilstede i skabelsen. Gud er i alt, men er samtidig større end det skabte univers. Det er gennem evolutionen og dermed også menneskeheden, at Gud udfolder sine iboende potentialer. Den menneskelige sjæl og alle andre væsener er ifølge denne teori ”emaneret” fra Gud eller ”Pleroma,” eller psykologisk set fra Selvet. Emanation kommer fra ”emanare”, som betyder at ”flyde ud fra” Guds overflod eller fylde. Alle væsener er på den måde ”udstrømmet” fra samme guddommelige kilde og ned gennem de forskellige indre bevidsthedsniveauer til den fysiske verden, hvor mennesket glemmer sin oprindelse. Det er den ubevidste/bevidste længsel efter den oprindelige enhed, som ifølge teorien får alle levende væsener til at søge tilbage til kilden, og det kaldes for

evolution. Når det evolutionære perspektiv bringes med ind, så bliver hele formålet med den menneskelige eksistens at vågne op til det guddommelige potentiale, som vi er kommet for at udfolde, så vi kan manifestere det på jorden.

At Den Ene er til stede overalt i naturen og derfor i mennesket betyder ikke, at fuldkommenhed, perfekt kærlighed, er en realiseret virkelighed. Den ene er tilstede, som livet i alt, som et guddommeligt potentiale, der er indfoldet og gemt i de fysiske, følelsesmæssige, mentale og overbevidste eksistensniveauer. Det Murphy fortæller er, at ”selvom disse bebudere perspektiverede deres vision forskelligt, så var de enige om, at den kosmiske historie var drevet af Guds begær efter at manifestere sig i den fysiske verden.”
Murphy beskriver evolutionær panenteisme på denne måde: “Den er baseret på blot et par få grundlæggende principper, som: for det første; evolution er et faktum (selvom dens opdagelse har fostret forskellige teorier omkring den); for det andet; at vores univers er opstået fra og betinget af en verdenstranscenderende højere virkelighed, kald det Den Ene, Gud, Brahman, det Absolutte, Buddhanatur, Geist, eller Tao; og for det tredje; den kan erkendes gennem umiddelbar oplevelse enten spontant eller ved hjælp af transformative praksisser” (Murphy, 2012).

Det store spørgsmål er nu, om dette metafysiske perspektiv var det Assagioli lod skinne gennem sine tekster? Jeg vil i det følgende præsentere en række citater af Assagioli og perspektivere dem i forhold til panenteismen.

Det jeg specielt vil kigge efter i Assagiolis skrifter er følgende:

1. En transcendent virkelighed, der er større end sit skaberværk – universet.b. En transcendent virkelighed, som skaber universet gennem emanation eller involution, det vil sige, skaber en række indre verdener der kulminerer i den materielle og hvor guddommen er immanent tilstede i skabelsen. (Er markeret med orange i nedenstående tekster)
2. En transcendent virkelighed der opretholder og udvikler universet gennem evolution, det vil sige, at det guddommelige liv, via mineralrige, planterige, dyrerige og menneskerige strømmer tilbage til guddommen efter at den først har været forankret i det fysiske, men nu bevidstgjort med erfaringerne i de forskellige verdener. (Er markeret med blå i nedenstående tekster)
3. At det transpersonlige selv eller sjælen er et iboende aspekt af denne involutionære og evolutionære rejse, med det formål at manifestere det guddommelige liv på jorden.

Universets skabelse

I artiklen Modsætningernes afbalancering og syntese indleder Assagioli sin artikel med følgende perspektiv.

1) ”Polaritet er en universel kendsgerning der er iboende den kosmiske manifestation. Det er sandt at den ultimative og allerhøjeste virkelighed er den Ene, den Absolutte og Transcendente, men denne virkelighed kan kun defineres af det, den ikke er.

Fra selve det øjeblik, hvor den kosmiske manifestation begynder at udfolde sig bliver dualiteten født. Den første grundlæggende dualitet er præcis den der eksisterer mellem det manifesterede og det umanifesterede. I Bhagavad Gita bliver dette udtrykt i ordene: ”Efter at have gennemtrængt hele universet med et fragment af mig selv, består jeg”. I manifestationsprocessen er den grundlæggende polaritet mellem Ånd og Stof. ” (Assagioli, 1972)

I ovenstående citat bekræfter Assagioli, at han tror på, at alt udspringer fra en transcendent virkelighed, som kun kan defineres af, hvad den ikke er. At den transcendente virkelighed skaber det manifesterede univers ”med et fragment” af sig selv og består. Dette kan tolkes i en panenteistisk retning, som at den transcendente virkelighed er større end det skabte univers, da den kun har gennemtrængt universet med et fragment af sig selv. Dette relaterer til punkt (a) i ovenstående.

I næste citat definerer Assagioli, hvad han mener med ånd og bekræfter at ånden er immanent i skabelsen og at den vækker bestemte kvaliteter til live i os og vækker drivkraften mod forening med det Allerhøjeste:

2) ”I forsøget på at definere den rigtige betydning af ordet “ånd” er det nødvendigt, at vi tydeligt skelner mellem det, der i essensen er dens ultimative virkelighed, og det, der er dens forskellige manifestationer. Det vil sige mellem de egenskaber, der åbenbares for os, og de måder, som vi bemærker og opfatter dem på i vores indre, i andre, i naturen og i historien. Ånden er i sig selv den allerhøjeste virkelighed, når man ser den ud fra transcendente begreber. Med andre ord er den absolut og fri af enhver form for begrænsning og kan ikke defineres konkret. Således transcenderer ånden enhver begrænsning i tid og rum og enhver materiel begrænsning. Ånden er dybest set evig, uendelig, fri og universel. Denne allerhøjeste, absolutte virkelighed kan ikke opfattes med intellektet, fordi den transcenderer det menneskelige sind, men den kan dog formuleres med rationelle udtryk, forædles intuitivt og til en vis grad erfares ad mystisk vej. På baggrund af ovenstående vil vi nu studere de af åndens manifestationer, der er lettere tilgængelige for os og berører os mere direkte. Ånden er den del i enhver manifestation, både hvad angår det enkelte menneske og hele samfundet, der er transcendent, ophøjet, evig, kraftfuld, frigørende, indre virkelighed, kreativitet, harmonisk og synteseskabende. Derfor kan begrebet “åndelig” (i varierende grad) tilskrives alt, der tvinger en person til at transcendere sin selviske eksklusivitet, sin frygt, sin inerti og sin trang til fornøjelser, dvs. alt det, der tilskynder ham til at disciplinere, kontrollere og styre de uregerlige kræfter, instinkter og emotioner, der koger i hans indre, og alt det, der motiverer ham til at erkende en større, mere ophøjet virkelighed, socialt eller som et ideal, samt at blive ét med det, der udvider personlighedens begrænsninger. I den forstand er følgende – til en vis grad – åndelige manifestationer:

• mod, fordi det kan overvinde selvopretholdelsesinstinktet,
• kærlighed og hengivenhed til et andet menneske, til sin familie, til sit land og til menneskeheden helt generelt, for alt dette kan overvinde selviskhed,
• ansvarsfølelse,
• samarbejdsånd, social samvittighed, solidaritet,
• uselviskhed, og også hengivenhed og offervilje,
• viljen i dens sande betydning, som et princip og som en kraft til selvkontrol, valg, disciplin og syntese,
• forståelse, det vil sige udvidelse af vores bevidsthedsområde og medfølende identifikation med andre mennesker og med andre manifestationer af det universelle liv – og frem for alt en forståelse af dette universelle liv og erkendelse af dets mening og formål. Endvidere en erkendelse af en intelligent, klog og kærlig vilje og kraft, hvorfra universet har sin oprindelse, og hvormed dets evolution styres og fører det fremad mod et strålende mål.” (Assagioli, Transpersonlig udvikling, s.198-199)

I de næste tre citater beskriver han lidt mere om det transcendente og dets manifestation:

3) Alt hvad der er sagt (om kærlighed) vedrører kun den manifesterede virkelighed eller den manifesterende proces, hvor der er grader af transcendens. Intet kan siges om det umanifesterede eller den absolutte transcendente virkelighed. Det kan kun antydes gennem negationer: Ikke-det, ingenting og tomheden. Dette aspekt af virkeligheden er betonet af nogle af den nordlige buddhismes skoler og i Vesten af Meister Eckhart.  (Assagioli, Viljens Psykologi, s. 115)

4) Alle er En i essensen, i Væren , men i tilblivelse, i manifestation, i livsprocessen, er der utallige. Det vil jeg ikke komme ind på her. ”Alt liv er En” og denne Ene har valgt at reflektere sig på utallige måder. (Samtaler om Selvet)

5) ”Den rene ånd eller for at være mere præcis den absolutte væren, som ikke kan opfattes med sanserne, er dybest set uden egenskaber, hvilket betyder, at denne væren er hinsides det gode og det onde. Men fra det første øjeblik i den kosmiske manifestation har den evige Ene været to – det vil sige, der opstod en polaritet, en uendelig række af modsætninger, en god og en ond. ” (Assagioli, Transpersonlig Udvikling, s. 158)

6) ”Endelig er der kærlighed til Gud, eller hvilken betegnelse man nu foretrækker for det Universelle Væsen eller Væren: Den Allerhøjeste Værdi, det Kosmiske Sind, den Allerhøjeste Virkelighed, såvel transcendent som immanent. Iboende i mennesket er en fornemmelse af ærefrygt, under, beundring og tilbedelse, der ledsages af trangen til at forene sig med den Virkelighed. Den er til stede i enhver tidsalder og i ethvert land og er årsag til de mange forskellige religiøse og spirituelle traditioner og former for tilbedelse, der er opstået i overensstemmelse med de fremherskende kulturelle og psykologiske omstændigheder. Den har sin blomstring i mystikerne, der oplevede at erfare forening gennem kærlighed.” (Assagioli, Viljens Psykologi, s. 85)

I næste citat uddyber Assagioli sin opfattelse af skabelsesprocessen gennem emanation, også kaldet involution, som er bevægelsen ned i stoffet og den modsatrettede bevægelse op igennem bevidsthedsplanerne, som er evolution. Ken Wilber (1999a: 626) beskriver det på følgende måde, og hans diagram kan måske hjælpe med at forstå processen. Når ånden skaber og inkarnerer i universet og indfolder sig i stoffet, så kalder han denne proces for involution og emanation. Involution er den nedadgående bevægelse, hvor ånden glemmer sig selv i fortsat lavere niveauer og på den måde bliver immanent i naturen. Men åndens immanente tilstedeværelse i naturen er kun en svag afspejling af den oprindelige åndelige kilde, og når den forankrer sig på det fysiske plan, som er åndens tungeste og mindst bevidste niveau, så er det stort set ikke genkendeligt. (Wilber, 2003:5-6)

Med det i hukommelsen, lad os så se hvad Assagioli skriver:

6) ” Når vi behandler emnet kærlighed, er det nødvendigt at huske hele den åndelige sammenhæng. For det første har vi den oprindelige enhed, fri for nogen form for differentiering, dvs. det absolutte, transcendente og ikke-manifesterede. Det er herfra, vi har opnået den manifestation og differentiering, vi kan betragte som en projektion, emanation eller selvudfoldelse af Den Allerhøjeste. Denne store kosmiske proces har flere stadier. Det første er stadiet for dualitet: Den Ene bliver to. Den første grundlæggende forskel er blevet introduceret, nemlig ånd og stof, det subjektive og det objektive aspekt, energi og modstand, aktivitet og passivitet, en positiv pol og en negativ pol, et maskulint aspekt og et feminint aspekt. Indtil nu har vi kun talt om det objektive aspekt af stoffet som noget, der er udifferentieret, men vi har ikke talt om stof, der allerede er differentieret, sådan som vi kender det. Det er det oprindelige stadie, som vi kan kalde relationen mellem de to.

Disse to store aspekter af væren forbliver ikke adskilte, som om de var indifferente over for hinanden, men udvekslinger finder sted – der er aktion og reaktion – og virkningen af denne vitale tiltrækningskraft er skabelsen eller manifestationen af universet, sådan som vi kender det – det fuldt udviklede, konkrete univers. Det fik ikke sin nuværende form på et øjeblik, idet der var successive stadier med differentieringer ved selve begyndelsen af skabelsen. Der var tegn på stadig mere konkrete og materielle planer eller niveauer for liv, og stadig mere begrænsede bevidsthedsstadier. Og på hvert niveau foregik der utallige nye og successive differentieringer, til vi nåede frem til den nuværende højt opdelte tilstand med inddeling og forskel mellem skabninger i ordets bredeste betydning.

Dette er den struktur eller det stadie, som vil danne grundlaget for vores forståelse af kærlighed. I den nuværende tilstand med opdeling, forskelligheder og adskilthed på forskellige områder og i forskelligt omfang har disse skabninger en fjern og tåget erindring om deres oprindelige enhed, en svag fornemmelse af en fælles oprindelse og en ubevidst, skønt kraftfuld længsel efter at vende tilbage til oprindelsen. Enhver skabning, ethvert enkelt væsen, føler sig mangelfuld, utilstrækkelig og utilfreds. Det savner fred og søger noget, skønt det ikke ved, hvad dette noget er. Efterhånden som det søger, begår det fejl og lider under den ene skuffelse efter den anden, men det kan ikke lade være med at fortsætte sin søgen. Det tilskyndes ubarmhjertigt, og dets tørst bliver aldrig slukket. Der findes faktisk ikke noget alternativ, fordi denne tilskyndelse og denne længsel er et udtryk for den store lov om evolution. Dette giver os et glimt af hemmeligheden vedrørende kærlighedens natur og funktion. Dette alvorlige ønske om at blive fuldkommen, at blive én, at smelte sammen med noget andet eller en anden end sig selv, er selve essensen i kærlighed. ” (Assagioli, Transpersonlig Udvikling, s. 265-266)

I ovenstående beskriver Assagioli såvel emanationen fra Den Allerhøjeste, der skaber de forskellige niveauer af bevidsthed og længslen hjem til kilden via evolution. I forhold til involutionsprocessen skriver Assagioli følgende om moderskabet:

7) ” Moderskabet, betragtet i sin bredeste og dybeste betydning, var et kosmisk princip, inden det blev en menneskelig funktion. Stoffet, den substans, der modtog Åndens kreative impuls og siden uddybede den og udtrykte den i en myriade af væsener, er den Universelle Moder. Den – eller hun – gør eksistensen af det manifesterede univers mulig. På vor planet kaldes dette Universelle Moderskab for Naturen, den jordiske moder, som skaber og nærer alle væsener. Dette har været forstået og følt på et dybere plan af alle mennesker fra de tidligste tider. (Assagioli, Kvinden og hendes psykosyntese)

I ovenstående tekster bliver det tydeligt, at Assagioli beskriver såvel det transcendente aspekt af ånden, og dets manifestation i universet gennem emanation og involution. Han beskriver også dets opstigning gennem evolution. Vi vil nu fokusere på immanens og transcendens i nedenstående citater.

Immanens

1) ”Vi har allerede henvist til to store aspekter af guddommelighed – immanens og transcendens. De er begge virkelige og nødvendige, men hver for sig er de ensidige: Det er nødvendigt, at de integreres og smelter sammen. Når immanensaspektet får overtaget, er der fare for, at den guddommelige ide og alle guddommelige manifestationer formindskes eller forringes. Det, der sker på det æstetiske område, når dette aspekt og denne form bliver fremherskende, er, at vi får Parnassianernes og neoklassicisternes yndefulde, behagelige, elegante og kolde fuldkommenhed. Inden for det religiøse område har vi den sentimentale mysticisme, hvor den personlige kærlighed til Gud bliver menneskelig, alt for menneskelig. Inden for det filosofiske område vil vi se en guddommeliggørelse af mennesket som menneske, således som visse idealistiske retninger har givet udtryk for. På den anden side, når det transcendente aspekt fremhæves specielt, så lægges der alt for stor vægt på dualitet. Dvs. naturen og Gud placeres i hvert sit hjørne, hvorved der dannes en kunstig modsætning mellem dem – mellem skabelsen og skaberen. Der opstår derved en alt for dyb kløft mellem mennesket og Gud. Det, der er nødvendigt, som jeg nævnte tidligere, er integration – en syntese mellem de to, og for at nå dette rent praktisk må vi lægge vægt på det aspekt, der er størst behov for i vores indre eller i den tid, vi lever i. Den fremherskende tendens i dag er helt tydeligt på immanensens side. Det er videnskabens tidsalder – en tidsalder, hvor alle ydre tilsynekomster giver os en større fornemmelse af det sublime. Da den fremherskende tendens er udadvendthed og søgen efter sandhed og skønhed såvel som efter magt både i den ydre verden og i naturen, så er behovet i dag, at vi lægger vægt på det andet aspekt, som er, at vi både som enkeltpersoner og som menneskehed generelt har behov for at komme tilbage til den transcendente følelse, til igen at føle den skælven, når man står over for et mysterium og får en fornemmelse af uendelighed. ” (Assagioli, Transpersonlig Udvikling, p. 262-263)

2) ”Man kan sige, at intuition er et lysende glimt af et bestemt aspekt eller en særlig manifestation af virkeligheden. Indre oplysning er mere vidtstrakt og længerevarende. Det er en vision, der viser den essentielle natur og synteseskabende enhed i al virkelighed og i betydningsfulde aspekter af denne virkelighed. Det er den indre opfattelse af lys, der afviger fra det fysiske lys, for det er et lys, der kommer i lige linje fra selve virkeligheden. Denne type af indre oplysning kan betragtes som en åbenbaring af den immanente guddommelighed, og som en åbenbaring af det universelle livs enhed, der kommer til udtryk i utallige former. Den bedste beskrivelse findes i Bhagavad Gita, hvor den omtales som en ”åbenbaring af den universelle form”. Mange digtere har oplevet denne indre oplysning og har forsøgt at forklare den. Den største blandt dem er Dante. Hans ”Paradis” er fuld af lysforekomster. I begyndelsen af bogen siger han helt klart, at han har haft en ubeskrivelig oplevelse af det overjordiske lys, det lys, der skinner i den højeste himmel nærmest den allerhøjeste virkelighed, Gud.

Udstrålingen fra Ham, der sætter alt i bevægelse, gennemtrænger universet og skinner mere i en del og mindre i en anden. Jeg har været i Himlen, der får mest af Hans lys, og jeg har set ting, der ikke kan fortælles, sandsynligvis af ingen, der kommer ned deroppe fra.

For når vi nærmer os genstanden for vores ønske, er vores intellekt så dybt absorberet, at hukommelsen ikke kan følge den hele vejen.

Når denne lysmanifestation åbenbares i det bevidste sind, kan den antage forskellige former, eller den kan med andre ord – afhængig af beskuerens udviklingstrin – antage former, der er mere fremtrædende end andre, fordi disse former er ikke uafhængige, men gennemtrænger hinanden og smelter sammen i varierende grad. Ofte er den dominerende faktor skønhed, som i Tagores tilfælde, og i andre tilfælde er det det kognitive aspekt, der optager sindet, fx for Plotins og Eckharts vedkommende. For de kristne mystikere såvel som for Østens mystikere forenes dette fænomen med kærlige følelser og med tilbedelse. Hos andre vækker den indre oplysning den største følelse af glæde, der kan nå op til en ekstatisk tilstand i salig fryd. Jeg vil dog gentage, at vi studerer tilstande, hvor ét aspekt fremhæves frem for andre, men generelt er de alle til en vis grad til stede. Dante gav godt udtryk for den måde, som de smelter sammen på. (Assagioli, Transpersonlig Udvikling, s. 69)

Hvad angår guddommens immanens i skabelsen, må det også her konkluderes, at Assagioli arbejder med det aspekt. I nedenstående 19 citater er der mange eksempler på, hvordan anvendelsen af involution, emanation og evolution indgår i hans teorier. Jeg vil lade citaterne tale for sig selv.

Involution – emanation – evolution

1) ”For fuldt ud at forstå skønhedens natur og kraft er det nødvendigt at huske det åndelige begreb, der fastsætter, at alt, hvad der eksisterer i det ydre i konkret form og individuelt, er manifestationen, virkningen og afspejlingen af en højere, transcendent åndelig virkelighed. Dette er det store princip om involution eller emanation. Ud fra en grundlæggende, oprindelig absolut virkelighed er en række niveauer af liv, intellekt, følelser og fysisk liv blevet udviklet gennem gradvise differentieringer til et punkt, hvor det er blevet uorganisk stof. Således er enhver kvalitet og egenskab i den ydre verden, i selve stoffet og i de utallige forskellige væsener blot en bleg og dunkel afspejling af en kvalitet og egenskab i den åndelige virkelighed, i det guddommelige væsen. Dette er i særlig grad sandt, når det gælder skønhed. (Assagioli, Transpersonlig Udvikling, s. 255)

I ovenstående citat er Assagioli i overensstemmelse med Ken Wilber, når han omtaler, at den ydre verdens kvaliteter blot er en svag afspejling af åndens virkelighed. Dette er i fin overensstemmelse med emanationsteorien. I nedenstående citat bekræfter Assagioli hele forestillingen omkring ”The Great Chain of Being”.

2) ”SP: Er betegnelserne individuelt selv og gruppeselv blot betegnelser, da alle er En? Skal vi opleve det individuelle selv og derefter gruppeselvet på vejen til at blive En?

RA: Det giver mig mulighed for at tage et andet essentielt punkt op i forbindelse med psykosyntese, nemlig de forskellige virkelighedsplaner. Der er forskellige virkelighedsplaner, eller med et moderne udtryk – energifelter. De har hver deres kvaliteter og love. For eksempel er det således at visse kemiske love på det atomare plan ikke gælder på det subatomare plan, men de ophæves eller erstattes ikke. På andre planer virker andre love.

Vi springer lige og ser bort fra de mellemliggende trin som i senere kan finde ud af. Udsagnet: ”Alle er En” er en dyb metafysisk sandhed på dette plan, men uheldigvis bringer mange den vidunderlige virkelighed ned på menneskelige planer, eller andre manifestationsplaner, hvor den simpelthen ikke virker, og mange af de såkaldt metafysiske bevægelser, og også nogle østlige metoder, tager ikke denne grundlæggende forskel i betragtning.

Alle er En i essensen, i Væren , men i tilblivelse, i manifestation, i livsprocessen, er der utallige. Det vil jeg ikke komme ind på her. ”Alt liv er En” og denne Ene har valgt at reflektere sig på utallige måder. Da han gjorde det, må vi formode at han havde sine gode grunde, men det er hans og ikke vores problem. Vi kan sige at den stor involutionsproces kulminerede i mineralet, så vidt vi ved, og derpå startede den modsatte bevægelse eller evolutionsprocessen. Lidt optimistisk kan vi sige at vi er midtvejs. Vi har passeret gennem mineral-, plante-, dyre- og delvist menneskeriget. Så vi må fortsætte dette evolutionære arbejde hen imod den ”Ene”, men det er stadig lagt væk.

Her opstår den forveksling af de to selv, som gør så megen skade. Når vi siger ”Jeg er dette Selv” er det ganske vist at jeg er den Ene, men det er vi overhovedet ikke i dagligdagen. Det ville være paranoia. Som jeg har skrevet er der nogle paranoide som opfatter det bogstaveligt, og når de får et glimt tror de, at de er Gud. Det passer alt sammen med virkelighedsplanerne. ” (Samtaler om Selvet)

3) ”Ethvert menneske er en lille verden, et mikrokosmos, hvori alle naturens riger er repræsenteret: Mineralriget i vores knogler etc., plantelivet, de dyriske instinkter og derefter de ”menneskelige vilkår” fra det primitive menneske til de højeste menneskelige muligheder. På nuværende tidspunkt repræsenterer vi summen af hele fortidens evolution fra mineralriget og op. Men evolutionen stopper ikke med den såkaldte Homo Sapiens: Evolutionen er ubrudt, og vores opgave er at føre og nære denne store evolutionære impuls, uden at vi afviser de foregående stadier.” (Assagioli, Viljens Psykologi, s. 125)

4) ”Det, Nietzsche opfattede intuitivt, var den cykliske egenskab i den kosmiske manifestation eller den evolutionære proces. Dette er den orientalske opfattelse af de store cyklusser med tilsynekomst og forsvinden af verdener, stoffets periodiske emanation og dets evolution i utallige former, fulgt af en senere genabsorption i den formløse ånd. Nylige opdagelser inden for astronomien, der arbejder med dannelse og nedbrydning af stjerner og galakser, støtter fuldt ud denne opfattelse. Ifølge Østens filosofi foregår det samme på det menneskelige niveau, og det kommer til udtryk som en cyklisk manifestation af en række legemer (reinkarnation). Men det betyder ikke en tilbagevenden til samme form, det er snarere en genkomst i stadig højere former, da evolutionen foregår i en opadgående spiral. Nietzsches tanker er et tydeligt eksempel på en fejlagtig fortolkning af en ægte intuition. ” (Assagioli, Transpersonlig Udvikling, p. 72)

5) ”Forekomsten af forskellige eksistensplaner, der har forskellige værdier, er en indlysende og ubestridelig manifestation af evolutionens storslåede lov, som udvikler sig fra simple og grove til stadig mere raffinerede og højt organiserede stadier. Ved at anvende den på kærlighedens område og se bort fra spørgsmålet om forholdet mellem seksualitet og kærlighed, er det indlysende, at en kærlighed, der er dominerende, besiddende, jaloux og blind, er på et lavere niveau end den, der er blid og opmærksom på den elskede som person, som søger denne persons velfærd, og som ønsker en forening af de bedste aspekter i begge personligheder. På et endnu højere niveau finder vi den altruistiske kærlighed, med dens brede humanitære perspektiv, belivet af medfølelse og trangen til at lindre lidelser og sygdomme, der plager menneskeheden – den kærlighed, der kaldes caritas eller agape. Hvordan kan følgelig de evolutionære forskelle med hensyn til udviklingsgrad, niveau og værdier i de forskellige typer af kærlighed ignoreres? Det samme er lige så sandt og indlysende i forhold til viljen, der, som vi har set, kan være hård og egoistisk på sit laveste niveau og stræbe efter magt og dominans, ubarmhjertigt og grusomt. På den anden side rettes viljen på de højere niveauer mod mål og formål, som er blottet for egoisme og egocentrisk indhold.” (Assagioli, Viljens Psykologi, s. 88)

6) ”Maslow har præsenteret et oplysende forslag til en fremadskridende evolutionær udvikling i fem stadier. De typer, der hører til de første to stadier, hører under Teori X. De er primært bestemt af mangelbehov. Den tredje og fjerde type hører ind under Teori Y. De er primært styret af drifterne mod selvaktualisering. Den femte type kommer under det, han kalder Teori Z. Dette er personen, som samstemmer sit liv med transcendente værdier.” (Assagioli, Viljens Psykologi, s. 107)
7) ”Alt er relativt i forhold til individet, i forhold til vedkommendes evolutionære stade, til dets miljømæssige betingelser og til mange andre faktorer. For at sige det på en oversimplificeret måde: Hvad der er ”godt” i ét menneske, er ”ondt” i et andet. Den store renæssancefilosof Tomasso Campanella bemærkede: ”I Gud skal vi se, hvem der gjorde og sagde det rigtige”. Derfor er det visdommens vej at følge Kristus’ formaning: ”Døm ikke”. (Assagioli, Viljens Psykologi, s. 126)

8) ”Endeligt er der en højere og videre måde at planlægge på, der i virkeligheden er den vigtigste. Det er at integrere den individuelle plan med den Universelle Plan, som jeg refererede til tidligere. Selvom vi ikke er i stand til at forstå hele rækkevidden af denne plans store mysterium, kan vi i det mindste vide noget om den og skimte de store linier, særligt dens evolutionære retning og erkende, at det er retningen mod det største gode. Det er det der tæller! Vores første mål er ikke at afgøre ankomstpunktet, men at placere os i den rigtige retning, på den rette vej. Visdom er også her, og frem for alt her, nødvendig for at sammenvæve den individuelle plan harmonisk med den universelle plan. Der er behov for viljen til at holde en fast kontrol over roret og til at gå fremad på en direkte kurs.” (Assagioli, Viljens Psykologi, s. 158)

9) ”Menneskeheden befinder sig nu på det opstigende stadie af sin evolution. Efter nedstigningen til materialismens dybder er den nu begyndt at stige op, langsomt og smertefuldt, til ånden, til sit evige hjemsted. Efter at have nået den dybeste grænse i ensomhed, selvtilstrækkelighed og selviskhed skal mennesket nu gradvis udvide grænserne i sin personlige identitet og træde ind i et harmonisk fællesskab med sine medmennesker, med universet og med Det allerhøjeste væsen. Når mennesket begynder at føle dette dybe behov eller denne forpligtelse, så udkæmpes der samtidig en intens og hård kamp i det indre, for impulsen og tilskyndelsen til at åbne og udvide sindet støder mod de stive og hårde barrierer, der er dannet af ensomhed og selvcentrerethed. Sjælen føler sig derefter som en fugl, der er lukket inde i et bur, eller som en fange, der er lukket inde i en snæver celle, og den kæmper og lider. Dette er det kritiske og mest smertefulde stadie, inden sjælen kan frigøres, eller for at være mere præcis, inden den første del af sjælens frigørelse kan foregå. I den nuværende opvågningsperiode er det netop dette stadie, som mange mennesker befinder sig på i dag. Når vi ser dette sammensatte begreb, som viser, at lidelse er nødvendig og uundgåelig i den store evolutionsproces, så bliver vi i stand til på en mere dybtgående måde at forstå de forskellige meninger med smerte, samt til mere beredvilligt at acceptere smertens specifikke funktioner. Som det første kan vi se, at lidelse er en form for soning, der uundgåeligt er kædet sammen med loven om årsag og virkning. Men soning er ikke den eneste funktion af lidelse, og det er heller ikke den mest betydningsfulde og essentielle funktion. Lidelse har en direkte og stærk evne til at hjælpe sjælen med at stige op og blive fri. Lidelse renser – dens godgørende ild brænder alle jordiske urenheder væk. Derudover former den sjælen, som var det en skulptur, idet den frigør den Gud, der har været låst inde i en blok af stof. Som et ordsprog så rammende lyder: “Guderne er formgivet med hammerslag”. Lidelse kan hærde og styrke os og udvikle den betydningsfulde og vanskelige modstandskraft i det indre, hvilket er en forudsætning for åndelig udvikling. Mange mennesker forstår ikke, at ånden har en formidabel kraft, og at vi endnu ikke har styrke til at rumme den eller at opretholde den. Denne styrke og modstandskraft udvikles hovedsageligt gennem smerte. Lidelse udvikler og modner ethvert aspekt af vores væsen, specielt de dybere og ikke så tydelige aspekter. Smerte tvinger os til at tage opmærksomheden væk fra den ydre verdens gøgleri og frigør os fra vores tilknytning til den, hvorved den tvinger os tilbage i vores eget indre. Smerte gør os mere bevidste, den tvinger os til at se indad til den ånd, der er i vores indre, hvor vi kan finde hjælp og støtte, lys og vejledning. Med andre ord, den vækker os og åbenbarer det, vi er. Som det sidste sætter smerte os i stand til bedre at forstå og føle for andre i deres smerte. Den gør os mere sensitiv og parat til at hjælpe andre mennesker. Et citat fra Virgils smukke poesi lyder: “Non ignara mali, miseris succurrere disco”, eller “Jeg er ikke ubekendt med dårligdomme og lærer at hjælpe de ulykkelige”. Her kan man som indvending spørge: Hvorfor har smerte ofte den modsatte virkning? Hvorfor provokerer den til tider mennesker ved at gøre sig hårde og tvinge dem til at handle forkert og til at engagere sig i had og vold? At dette sker – og desværre alt for ofte – kan ikke afvises, men man bør ikke betragte det som en nødvendig og skæbnesvanger virkning af smerte. Nærmere psykologiske undersøgelser vil helt tydeligt vise, at sådanne virkninger afhænger af, hvordan vi reagerer på en smertefuld begivenhed. En særlig betydningsfuld kendsgerning fortjener vores største opmærksomhed, og det er, at lidelsens kvalitet og konsekvenser frem for alt afhænger af den holdning, vi indtager over for den, det vil sige vores indre accept og ydre reaktion. Det var Paulus, der sammenfattede denne sandhed med ordene: “Smerte opløfter, og smerte nedbryder”. Lad os nu se på de holdninger, vi kan indtage, når vi står over for smerte, og se på konsekvenserne af hver af dem.” (Assagioli, Transpersonlig Udvikling, s. 176-177)

10) ”Nogle gange tilbød Roberto et emne for vores meditation:

”Den store evolutionsproces er en glædesfuld tilbagevenden til kilden, beriget og kraftfuld.” Eller udstråling af energier til alle verdenshjørner: Kærlighed, medfølelse, glæde og sindsro, ”til alle væsener, nord, syd, øst, vest, ovenover, nedenunder; lad det være således og hjælp os med at gøre vores del.”

Engang da jeg beklagede mig over at være alene sagde han:

”Undskyld mig, men det er nonsens. Man kan ikke være alene i universet. Det er en illusion, en grundlæggende separatistisk illusion, man kan ikke være alene. Det er en stor erobring at hæve sig op over følelsen af ensomhed og adskilthed … Hundreder af millioner af sole og alle forbundet med hinanden. De er ikke ensomme. Nej. Udstrålingen fra de mest fjerntliggende sole når os her. Der er et enorm samspil af strømme, der ikke er psykiske. Det, der ser ud til at være umådelige afstande tæller ikke. De kosmiske stråler ankommer fra fjerne steder. Disse stjerner er kun legemerne. Der er billioner af væsener, der lever i de kosmiske stråler og er i konstant samspil og formodentlig er de nogle gange” Jeg så et begyndende smil, ”i indbyrdes konflikt”. (Freund, Samtaler med Roberto Assagioli)

11) ”Spirituel udvikling har to hoved aspekter. Det første drejer sig om meningen med livet, den evolutionære udvikling og dens mål. Dette er langt mere omfattende og med større vidde end normalt antaget. Et antal af nyere videnskabsmænd har påpeget, at evolutionen ikke blot stopper ved den nutidige menneskelige udvikling, men rigtig nok søger mod nye og højere mål.
Meningen og formålet med livet, og det vidunderlige potentiale, som menneskeheden har opnået, kan blive præsenteret i skolen på en alderssvarende måde.
Det andet aspekt af spirituel udvikling vil være at benytte den stigende tendens mod forening og syntese til at udvikle elevernes horisont fra snævre egoistiske betragtninger omkring deres egen person og nation til samarbejde og solidaritet med langt flere grupper i samfundet og verden, indtil hele menneskeheden er forenet” (Assagioli, Betragtninger om undervisning )

12) “Endvidere viser der sig et stort behov for en speciel type undervisning for elever, som er fra elleve til atten år. Det er gennem disse år at et barns evolutionære niveau manifesterer sig klarest. Dette er ikke kun de år, hvor specielle ”gaver” bliver tydeligst, men hvor ”personligheden” bliver formet under indre stress og anstrengelser. Disse vanskeligheder er specielt fremherskende for meget begavede børn, da deres naturlig udstyrede rigdom komplicerer deres psykosynteseproces. “ (Assagioli, Undervisning af velbegavede og højt begavede børn)

13) “Den umådelige kraft til godhed, der er iboende den kærlige forståelse burde vække en stærk beslutning om at opnå den. Det vi må gøre er to ting: vi må kultivere kvaliteten og eliminere de forhindringer, som forhindrer os i eller gør det vanskeligt for os, at få den til at vokse i os.

Derfor må vi udvikle på den ene side, sympati, kærlighed og indsigt. På den anden side ubundethed, selvforglemmelse og følelsesmæssig frihed. På den måde vil vi opnå et af de vigtigste formål ved vores evolution – en viis kærlighed uden binding, en sand kærlighed som giver frihed og gør os frie. ” (Assagioli, Loving Understanding )

14) ”Før vi hjælper et andet menneske, så lad os iagttage det grundigt.

Jo større vores forståelse for vores medmennesker er, jo klarere ser vi, hvor forskellige de er. Moderne videnskabelig psykologi, med dens opdagelse og beskrivelse af de forskellige typer så som ekstroverte, introverte etc., har gjort et nyttigt arbejde inden for dette område, men det er indtil nu kun på pionerstadier og meget ufuldstændigt. Heldigvis sætter værdifulde bidrag inden for esoterisk psykologi os i stand til at begynde at betragte og studere det enkelte menneske med hensyn til følgende:

1. Det opnåede evolutionære stadie, og følgelig den fremherskende polarisering (fysisk, emotionelt og mentalt).
2. De energier, som betinger dets sjæl, dets personlighed og dets mentale, emotionelle og fysiske legeme.
3. De zodiakale tegn, som betinger individet.
4. Spaltningerne eller manglen på integration, der eksisterer på forskellige niveauer i dets personlighed.
5. Metoder med henblik på koordination og syntese(integration og fusion), der er tilpasset til den enkelte situation.
6. Dets livsopgaver (kald, beskæftigelse, tjeneste).

Dette er en fascinerende og frugtbar indfaldsvinkel, ikke blot for spirituelt orienterede mennesker, men for enhver læge, lærer, forældre – faktisk enhver, der erkender det ansvar og den mulighed, der ligger i den indflydelse, vi har på vores medmennesker. (Assagioli, Skelneevne i forbindelse med tjeneste )

15) ”Velsignelse og healing er ligeledes forbundet, og en sand velsignelse kan have en healende virkning. Healingen sker ikke nødvendigvis fysisk, men kan være psykologisk og åndeligt velgørende. Imidlertid er der også i healing behov for forsigtighed. Eksempelvis kan det have uønskede virkninger, hvis vi koncentrerer opmærksomheden på patientens sygdom eller de berørte dele af kroppen.

Under Loven om Årsag og Virkning sker frigivelsen af åndelig energi som udstråling, og evolutionens forløsende proces bliver på den måde ført ud i livet. Så velsignelse bliver derved en del af evolutionens forløsende proces.

Når udstråling har en åndelig kvalitet, når den udstrømmer fra et menneske, der har nået en høj grad af selvrealisering, er dens virkning kraftfuld.”  …

”Set ud fra menneskeligt evolutionært perspektiv kan det siges, at kun når sjælsaspektet er fremtrædende, fuldender responsapparatet (menneskets formnatur) sin bestemmelse, og kun da er sand og ren udstråling af lys mulig.

Den kreative evne fungerer i kraft af udstråling og magnetisme. De bringer til deres indehaver materialet for skabelse og en magnetisk evne, som i passende form og skønhed tilvejebringer, hvad udstrålingen har fremkaldt. Kreativitet er en konsekvens af en bestemt sindstilstand og en særlig bevidsthedstilstand; den betegner et udviklingsmæssigt punkt, hvor personen er klart ”radioaktiv”.

Udstråling og magnetisme er et udtryk for det energetiske eller dynamiske aspekt af kærlighed, og vores forsøg på at forstå åndelig kærlighed styrkes ved erkendelsen af, at det er en magnetisk kraft.

Vi kan og burde alle være ”et udstrålende center”, der påvirker andre centre og liv, hvorigennem vi opfylder vor del af planetens forløsning. Vi har alle vores sfære af udstråling; det er vores ansvarsområde, og inden for den sfære – som er større, end vi tror – kan vi på effektiv måde tjene Det Guddommelige Formål.

”Fornemmelsen af jorden, der åbner sig og eksploderer opad i Gud, og fornemmelsen af Gud, der tager bolig og finder næring nedad i jorden. En personlig, transcendent Gud og et univers i udvikling, som ikke længere udgør to indbyrdes modstridende punkter af tiltrækning, men som træder i hierarkisk forbindelse med henblik på samlet at hæve den menneskelige masse. Således er den sub­­lime transformation, som vi med rette kan forudse, og som faktisk begynder at gøre sin virkning gældende i et stigende antal sind, fritænkere såvel som troende; idéen om universets åndelige udvikling. Selve den transformation, som vi har søgt”.(Pierre Teilhard de Chardin i The Future of Man (Menneskets fremtid)). ” …

”Velsignelse af de lavere riger

Denne velsignelse er først og fremmest baseret på anerkendelsen af de lavere rigers gaver til os og er et udtryk for den taknemmelighed, vi skylder dem. I en bredere betydning, fra et universelt synspunkt, er det inspireret af erkendelsen af, at alt er del af den guddommelige manifestation, at de ubevidst går frem ad evolutionens vej, og at menneskehedens opgave er at hjælpe dem på deres vej og i sidste ende at forløse dem. En effektiv måde hertil er velsignelse.” (Assagioli, Videnskaben om velsignelse og dens anvendelse)

16 ”Denne anden fase af indlæringen fuldender og afrunder den første og er dens naturlige resultat. Denne rækkefølge i studiet af sprog svarer til evolutionens almindelige princip og vækst, der sætter – eller burde sætte – dagsordenen for alle aspekter af menneskelivet. Først den direkte oplevelse, levende kontakt og tilegnelse, og dernæst den bevidste overvejelse og en klar mental forståelse af det stof, vi har tilegnet os. Først underbevidst modtagelighed, og dernæst selvbevidst tilegnelse; først praksis, dernæst teori. Al undervisning burde først have til hensigt at fremme og udbygge elevens erfaring og kontakt med det virkelige liv, hans ”erfaringsområde”, og dernæst at hjælpe ham til at høste alle erfaringens frugter, viden og visdom, som denne levende kontakt er i stand til at tilbyde ham.)”  (Assagioli, En psykologisk metode til at lære sprog)

17) En af de vigtigste og almindelige polariteter i det organiske livs tre riger (mineral-, plante- og menneskeriget) er den seksuelle. Den positive pol er repræsenteret af det maskuline element og den negative af det feminine element. Det betyder ikke at førstnævnte er aktiv og den sidste er passiv. Begge er aktive men på forskellige måder. Det maskuline element er den dynamiske, indledende pol mens det feminine element er den modtagelige, nærende og udformende pol. Denne type polaritet rækker langt ud over forholdet mellem mand og kvinde til utallige former i livet. Det er helt specielt og på dybtgående vis betonet af kineserne, der betragter de to principper som fundamentet i såvel den kosmiske evolution som i ethvert aspekt af det menneskelige liv. Det skabende aspekt der er symboliseret af faderen og himlen kalder de Yang, mens Yin er det modtagelige og udformende aspekt, der symboliseres af moderen og jorden. Menneskets velvære afhænger ifølge den kinesiske filosofi på den harmoniske overensstemmelse mellem mennesket og universets cykliske evolution, der væves gennem de utallige forbindelser og interaktioner mellem Yang og Yin.  (Assagioli, Modsætningernes afbalancering og syntese)

De forskellige energiniveauer eller eksistensplaner, som allerede er nævnt i ovenstående citater, bliver i nedenstående citater uddybet af Assagioli.

Energy Levels

1) Vi skal nå til den erkendelse, at der foruden den ydre verden findes et antal indre verdener, og at det er muligt – og ganske givet en pligt – at lære dem at kende, at udforske dem og at erobre dem. Dette er en forudsætning for at opnå ligevægt og helhed. (Assagioli, Transpersonal udvikling, s. 86)

2) ”Når vi anvender vores evner til at se indad, vil vi kunne konstatere, at der faktisk findes en indre verden af fænomener, der er mindst lige så mangfoldig og varieret som den ydre verden, og at den gennem udvikling af evnen til at observere bliver mere og mere virkelig for iagttageren.

Det første område, der kan iagttages er sansningerne …
Det andet område der kan iagttages er hele det kalejdoskopiske område af emotioner og følelser …
Det tredje område er den mentale aktivitet, som frembringes af det mentale indhold. ” (Assagioli, Psychosynthesis, 1975, P. 115-116)

3) ”Den tredje symbolgruppe, der ofte ses, omfatter elevation, opstigning eller erobring af det “indre rum” som en opstigende proces. Der findes en række indre verdener med hver sine specielle egenskaber, og de består både af højere niveauer og af lavere niveauer. Den første er lidenskabens og følelsernes verden, hvor der er stor afstand og en markant forskel i niveau mellem blind lidenskab og de højere følelser. Så kommer intelligensens eller sindets verden. Her findes også forskellige niveauer, fx niveauet for det konkrete, analytiske sind, og niveauet for den højere filosofiske fornuft (nous). Endvidere er der forestillingsevnens verden med et lavere og et højere område, intuitionens verden, viljens verden og derefter de endnu højere og ubeskrivelige verdener, der kun kan omtales som “transcendente verdener”. (Assagioli, Transpersonlig Udvikling, s. 87-88)

4) ”Psykiateren Urban taler om “bevidsthedens spektrum” og siger, at vi kun har kendskab til det i et begrænset omfang, der svarer til lysets spektrum fra rød til violet. Men han går videre og siger, at der også findes psykospirituelle områder, der svarer til infrarød og ultraviolet. Vores bevidsthedsfelt har således mulighed for at øge og udvide sig til at omfatte endnu større områder med psykospirituelle indtryk og ideer. Denne udvidelse skal forstås i “sfærisk” forstand, idet den indebærer en udvidelse i alle retninger, både vertikalt og horisontalt fra det enkelte menneske til gruppen, til samfundet og til hele menneskeheden.” (Assagioli, Transpersonlig Udvikling, s. 89)

5) “Betragter vi det hele som et udtryk for energier, kunne vi anskue indholdet i det overbevidste som energier, der har en højere frekvens end indholdet i det lavere ubevidste. Mere afgrænsende kunne vi sige, at psykodynamikken med dens love – og delvis de metoder, der stammer herfra – er ens for alle tre niveauer i det ubevidste..” (Assagioli, Psychosynthesis, 1975, p. 199)

6) “Vi har ingen beviser herpå, men det er imidlertid muligt, at de forskellige ubevidste niveauer i virkeligheden er forskellige energiområder, der gennemtrænger hinanden, men som det ville være umuligt at anskueliggøre i et diagram med to dimensioner.” (Assagioli, Psychosynthesis, 1975, p. 200)

7) “Det er meget vanskeligt at skelne mellem det, der kommer fra det enkelte menneskes egen overbevidsthed, og det, der kommer fra endnu højere sfærer eller fra andre overbevidste niveauer uden for det pågældende menneske. Jo højere man stiger, jo mere er der tendens til, at individualitetens begrænsninger forsvinder. Jo højere man stiger, jo mere forenes det enkelte menneske med helheden.” (Assagioli, Transpersonlig Udvikling, s.  77)

8) “Det kollektive ubevidste er en enorm verden, som strækker sig fra det biologiske til det spirituelle niveau, hvorfor der må skelnes mellem oprindelse, beskaffenhed, kvalitet og værdi. ”(Assagioli, Jung og Psykosyntese)

9) “For at undgå misforståelse bør det dog understreges her, at disse åndelige livssfærer, der hele tiden udvider sig, ikke ophæver eller udelukker de foregående, for faktisk inkluderes de. Det er kun gennem progressive stadier, at mennesket er i stand til at erkende og virkeliggøre de forskellige former for spiritualitet.  ” (Assagioli, Transpersonal Development, p. 199)

10) “Transformation af energier er en naturlig proces, der foregår til alle tider, såvel ”horisontalt”, på hvert niveau – fysisk, biologisk og psykologisk – som ”vertikalt” mellem niveauerne, hvor det kan betragtes som sublimering eller ”degradering” alt efter om energien bliver omformet til et højere eller lavere niveau.” (Assagioli, Viljens Psykologi, p. 58)

11) ”Det er også vigtigt at bemærke, at disse forskellige niveauer ikke forbliver isolerede, for der er hele tiden en lang række aktioner og reaktioner mellem dem. Dette betyder, at aktiviteterne på ét niveau påvirker og berører aktiviteterne på et andet og så videre. Det er nemt at se, hvordan en sådan gensidig aktivitet kan være en kilde til forvirring, misforståelse og fejl. Men en sådan aktivitet er på samme tid en kilde til et større spillerum for transformering, regenerering og sublimering, hvilket har praktisk betydning for vores åndelige fremskridt og udvikling.” (Assagioli, Transpersonlig Udvikling, s. 271)

12) “Forskelle er helt naturlige, og at de forekommer, er til en vis grad uundgåeligt af to betydningsfulde grunde. Den første er, at ingen virkelighedssfære er homogen og regelret, den er snarere en virkelig, mangefacetteret og varieret ”verden”, rig på mangfoldighed og liv. Det bør derfor ikke overraske, når de mange aspekter af denne virkelighed har skabt lige så mange forskellige opfattelser af det sete. “ (Assagioli, Transpersonlig Udvikling, s. 18)

I nedenstående citater ser vi bl.a., hvordan Assagioli fører princippet om emanation fra det universelle selv ned til det transpersonlige selv, således at det personlige selv også er en emanation af det transpersonlige selv.

Det transpersonlige Selvs forhold til det Universelle og personlige selv

1) ”Det Transpersonlige Selv i enhver er i intim forening med det Transpersonlige Selv i alle andre individer, uanset hvor ubevidste, de måske er om dette. Alle Transpersonlige Selv’er kan betragtes som ”punkter” inden i det Universelle Selv.” (Assagioli, Viljens Psykologi p. 219-220)

2) “Der er altid en forbindelse til stede (mellem menneske og Gud), erkendt eller uerkendt, bevidst eller ubevidst. Individet er aldrig helt alene, og Gud (eller den spirituelle virkelighed) er aldrig helt transcendent, men altid i en levende forbindelse med sin manifestation.” (Assagioli, Psychosynthesis p. 205-06)

3) “Vi vil nu fortsætte med at studere de åndelige elementer, der kommer ned som solstråler og ind i menneskets personlighed – ind i den personlige bevidsthed – hvorved der dannes en forbindelse mellem den almene menneskelige personlighed og det åndelige ”Jeg”, den åndelige virkelighed. Det er lysstråler i forskellige farvenuancer, der trænger ind i vores personlige bevidsthed alt efter, hvor gennemtrængelig og transparent den er.” (Assagioli, Transpersonlig Udvikling, s. 255)

3) “Det transpersonlige Selv er ”uden for” og over tid. Det eksisterer og lever i Det Eviges dimension.” (Assagioli, Generationernes konflikt og livsfasernes psykosyntese )

4) ”Igen og igen står man over for det paradoksale begreb, at guddommen både er dualitet og enhed. Det personlige ”jeg” kommer ned fra stjernerne, eller fra det åndelige ”jeg”, i form af en refleksion. Det svarer til en af fortolkningerne af lignelsen om den fortabte søn. Det personlige ”jeg” er den fortabte søn, der er steget ned til den materielle verdens niveau og har glemt sin oprindelse fuldstændigt. Han bruger sin frie vilje på alle de tåbeligheder, han har mulighed for, og først da han har begået alle de fejl, han kan (”fejl”, dvs. både det at begå fejltagelser og komme på afveje), begynder han at længes efter sin Faders hus og søger efter det og finder det til sidst.

Det er imidlertid ikke nok blot at anerkende eller intellektuelt forstå, at denne dualitet findes i enheden, det er også nødvendigt, at processen finder sted, men det er kun det første skridt. Derefter må man gøre den til en realitet ved at efterleve den. Og inden man når til foreningspunktet, så kommer der en dramatisk tid med ”indre dialog” – appeller, spørgsmål og svar – efterfulgt af en tid, hvor de gradvist nærmer sig hinanden med stadig flere levende gnister mellem de to poler, efterhånden som de når tættere på hinanden, til det tidspunkt, hvor de mødes. Derefter fjerner de sig igen fra hinanden indtil det øjeblik af stor fred, hvor de to bliver En. ” (Assagioli, Transpersonlig Udvikling s. 80-81)

5) “Vi er nu nået til den femtende symbolgruppe, der illustrerer den genopstandelse og tilbagevenden, der omtales i evangelierne som “den fortabte søn vender tilbage til sin Faders hus”. Dette er en tilbagevenden til et tidligere stadie og markerer en tilbagevenden til den oprindelige og primære væren. Det forudsætter en teori om sjælens emanation, sjælen, der stiger ned og bliver ét med stoffet og derefter vender tilbage til sit “hjem” i Himlen – ikke som den var forinden, men nu beriget med erfaringer af selverkendelse, der blev udviklet og modnet gennem kampe og konflikter.” (Assagioli, Transpersonlig Udvikling, s. 98)

6) ” Der er en grundlæggende forskel mellem manifestationens flow, den kosmiske plans tilsynekomst og det transcendente . Det transcendente deltager ikke i noget flow – kernen, den indre juvel og det virkelige center, er ikke i noget flow, det udstråler.”

”Lad mig give et eksempel. Når man udelukkende betragter solsystemet som er en mindre størrelse, så er solen centret og den stråler på alle planeterne. Det er planeterne der bevæger sig i cirkler omkring solen. For dem er solen statisk. Selvfølgelig bevæger solen sig i det større univers, men set i forhold til solsystemet kan solen opfattes som et center, hvorom planeterne bevæger sig. Det er nøjagtig det samme med den indre sol, med Selvet .” (Assagioli i Freund, Samtaler med Roberto Assagioli)

7) “Selvet er tålmodigt, forberedt på at vente, og véd fuldt ud, at uanset, hvor længe vi er om det, så vil vi nå det høje mål, der er skæbnebestemt, et mål, som Selvet har sigtet mod siden begyndelsen af vores pilgrimsfærd. Med andre ord har Selvet en anelse om det, der er evigt – eller for at være mere korrekt – det lever i evigheden. Men det befinder sig i det evige ”nu” og ikke blot i en transcendent evighed, der ses isoleret i en bestemt tid af evolutionsprocessen.

”Det evige nu” er et paradoksalt udtryk, som kun kan forstås rigtigt intuitivt. Men det giver os nøglen til en grundlæggende sandhed, og den omhandler relationen mellem det transcendente og det iboende, mellem at være og at blive. Begge begreber bør være til stede, bevidste og virksomme i vores indre.

Det er nødvendigt, at vi lever vores liv med en klar bevidsthed om hvert Nu, men med evigheden som baggrund. Derfor er syntesen af Nu’et og evigheden en cyklus. Livet foregår i cyklusser, og disse cyklusser er Nu’er, der er kædet organisk sammen af noget, der transcenderer dem, og det er evigheden. Et udtryk for denne syntese er ordene ”det strålende, evige Nu”. (Assagioli, Transpersonlig Udvikling, s.79)

9) ”Det, som Selvet åbenbarer, er i overensstemmelse med det, der er virkeligt godt, men det kan også være helt modsat vores ønsker og personlige præferencer. Selvet kræver ikke ofre på den almindelige, fejlagtige og påtvungne måde med forsagelse. Det kræver ofre i form af et engagement, der kan resultere i en gradvis eliminering af uheldige vaner og handlemåder, som er skadelige og nyttesløse, eller af mindre betydning, således at vi i stedet skaber rum til tid og engagement til noget, der har større værdi. Desuden kræver Selvet – i sin visdom og forstående kærlighed – ikke, at vi gennemfører dette på én gang, og helt perfekt. Selvet er tålmodigt, forberedt på at vente, og véd fuldt ud, at uanset, hvor længe vi er om det, så vil vi nå det høje mål, der er skæbnebestemt; et mål, som Selvet har sigtet mod siden begyndelsen af vores pilgrimsfærd. Med andre ord har Selvet en anelse om det, der er evigt – eller for at være mere korrekt – det lever i evigheden. Men det befinder sig i det evige ”nu” og ikke blot i en transcendent evighed, der ses isoleret i en bestemt tid af evolutionsprocessen. ”Det evige nu” er et paradoksalt udtryk, som kun kan forstås rigtigt intuitivt. Men det giver os nøglen til en grundlæggende sandhed, og den omhandler relationen mellem det transcendente og det iboende, mellem at være og at blive. Begge begreber bør være til stede, bevidste og virksomme i vores indre. Det er nødvendigt, at vi lever vores liv med en klar bevidsthed om hvert Nu, men med evigheden som baggrund. Derfor er syntesen af Nu’et og evigheden en cyklus. Livet foregår i cyklusser, og disse cyklusser er Nu’er, der er kædet organisk sammen af noget, der transcenderer dem, og det er evigheden. Et udtryk for denne syntese er ordene ”det strålende, evige Nu”.” (Assagioli, Transpersonlig Udvikling, s. 79)

10) Aristoteles talte om “enteleki”, og andre har talt om “modeller” eller “arketyper”. Man må erkende en eller anden form for en præeksisterende virkelighed, en iboende intelligens, der styrer de forskellige udviklingsstadier fra frø til træ, fra én spirende celle til celler i en hel organisme. Det andet symbol har været anvendt i stor udstrækning lige fra de tidligste tider, og det er symbolet på blomster, specielt lotusblomsten (Indien) (vores åkande) og rosen (Persien og Europa). Symbolikken med lotusblomsten kommer nærmest menneskets udviklingsproces, for den har sine rødder i jorden, dens stilk vokser i vand, og dens blomst åbner sig i luften, når den påvirkes af solens stråler. Orientalske tænkere har set dette som et symbol på mennesket med dets fysiske legeme og jordnære fodfæste, den psykologiske udvikling i de emotionelle sfærer (vandet) og den mentale udvikling (luften). Opvågning af den åndelige bevidsthed kan sammenlignes med en blomst, der åbner sig efter at være påvirket af den livgivende kraft fra solen, der symboliserer ånden. Ligeledes fastholder Østens filosoffer, at menneskets sjæl er som en lotusblomst med ni kronblade, der er inddelt i tre grupper. Den første gruppe står for åndelig viden, den anden står for åndelig kærlighed og den tredje for åndelig styrke. I midten findes “lotusblomstens juvel”, den guddommelige essens, der først åbenbares, når menneskets ånd er udviklet fuldt ud.” (Assagioli, Transpersonlig Udvikling, s. 93)

11) ”Vores åndelige væsen, Selvet, som er den mest essentielle og virkelige del af vores væsen, er normalt skjult, indespærret eller “fanget i en fælde”. Hovedårsagen til dette er legemet med de mange sanseindtryk. Hertil kommer, at der er mange emotioner og impulser (frygt, begær, tiltrækninger og frastødninger etc.) og sindets bagvedliggende rastløshed. Vi bliver nødt til at fjerne virvaret og glatte folderne ud, således at det åndelige center kan blive åbenbaret. Både i naturen og i menneskets sjæl finder dette sted på grundlag af den forbløffende og mystiske virkning af en indre biologisk og psykologisk vitalitet, der har en uimodståelig kraft til at motivere. Det er det, der er årsag til, at symbolet på, eller i virkeligheden princippet for vækst, udvikling og evolution har været og stadig bliver anvendt inden for psykologi og undervisning. Og det er også det, som konceptet og udøvelsen af psykosyntese er baseret på. En af de måder, som det er anvendt på, er den øvelse, som nu vil blive beskrevet. Når vi har rettet vores indre øje mod lyset, så er vi allerede begyndt at betræde den vej, der fører fra slaveri til frihed. Med andre ord skal vi til en vis grad – bevidst eller på anden måde – anvende videnskaben om renselse. Skønt det overblik, som nu følger, indeholder mange ideer, som mange af jer allerede er fortrolige med, så kan det alligevel være nyttigt at gennemgå de forskellige opgaver, der er involveret i renselse. Endvidere kan det give impuls til at anvende de metoder, der vil sætte os i stand til at komme i trit med den store evolutionsplans udvikling.” (Assagioli, Transpersonlig udvikling, s. 163)

Universel vilje versus individuel vilje

1) ”Ved at betragte storheden i universet, indser man, at det ikke alene er en vidunderlig fysisk mekanisme, men at det er gennemtrængt og pulserende af liv; at det udvikler sig og er ledet af intelligente love; at det må have betydning og formål. Selv de, som ikke har en religiøs tro eller en bestemt livsfilosofi, kan næppe nægte, at universet er styret af udviklingslove. I stjernerne og i insektet, i atomet og i hjertet, ser vi den samme tendens eller retning mod et mystisk mål. Når vi er blevet klar over kræfterne i denne universelle lov, bliver det klart for os, hvor tåbeligt det er at modsatte sig den. Vi opdager, at den sande årsag til så mange mislykkede bestræbelser ligger i den ubevidste og uvidende manglende overholdelse af loven. Så vil en spontan tilskyndelse til at overholde den og samarbejde med den opstå i os. Og her igen har vi et paradoks: Ved frivilligt at underlægge sig den universelle Vilje med sin individuelle vilje og smelte sammen med den, bliver den individuelle vilje hverken udslettet eller formindsket. I samme øjeblik den synes at dø eller ophøre med at eksistere, rejser den sig forvandlet og med ny kraft.

Når det enkelte menneske vil samarbejde harmonisk med den Vilje, der styrer Universet, så samarbejder den Vilje med det menneske og stiller Dets egne ubegrænsede kræfter til rådighed for ham. I de Love, der styrer Kosmos, opdager mennesket de love, der bør styre hans egne handlinger.

På denne måde bliver viljen, idet den bliver god, på samme tid stærk og viis, og denne forening, denne syntese af de tre, vil skabe den komplette vilje – den Perfekte Vilje.” (Assagioli, Træning af Viljen)

2) ”Teilhard de Chardin giver rigelig bevis på denne lov, der er grundlæggende for al evolution – biologisk, psykologisk og spirituel – og som skaber, hvad han kalder ”kompleksifikation” og ”konvergens”. Han beskriver de forskellige stadier af denne synteseproces – der i menneskeheden bliver bevidst – hen imod, og inkluderende et overindividuelt og kosmisk center, han kalder Omegapunktet.  Hvis vi betragter denne proces ”indefra”, så opdager vi, at vi kan have en bevidst eksistentiel oplevelse af den. Vi kan opleve den som en intelligent energi, der er rettet mod et specifikt mål og med et formål. Det er også de særlige karaktertræk ved viljen, som et udtryk for det synteseskabende selv. Vi behøver ikke drøfte, hvordan den enhedsskabende og synergetiske kraft fungerer på det biologiske niveau. Det, der betyder noget, er at erkende, at vi kan blive bevidste om dets højere manifestationer i det bevidste menneske og på transpersonlige niveauer.

Denne viljesegenskab virker på forskellige måder. Først og fremmest som en indre synergi, der koordinerer de forskellige psykologiske funktioner; det er den enhedsskabende kraft, der retter sig mod og gør det muligt at opnå en personlig psykosyntese. Den er også aktiv på det transpersonlige niveau og arbejder her mod en forening af det personlige center for bevidsthed, Jeg’et eller egoet – med det Transpersonlige Selv, der fører til det tilsvarende harmoniske samarbejde mellem den personlige og transpersonlige vilje (transpersonlig eller spirituel psykosyntese). Viljen demonstrerer også synergi i individets ydre aktiviteter, i dets viljeshandlinger, både ved at koordinere og organisere disse aktiviteter gennem at planlægge og programmere (det femte stadie af viljesakten) og gennem at dirigere og regulere gennemførelsens efterfølgende faser (sjette stadie). Virkningen af lovene for samarbejde, organisation og syntese er tydelig ikke kun inden for det intrapersonelle område, men også i det store område for interpersonelle relationer, fra parforhold til alle sociale grupper og endeligt til hele menneskeheden. Dens udtryk er blevet kaldt forskelligt: Empati, identifikation, kærlighed og social vilje. Den er tilbøjelig til at transcendere modsætningsforholdet mellem individ og samfund og polariteten mellem selvisk og uselvisk. Maslow kaldte transcendensen af denne tvedeling ”skabelsen af en højere enhed”.  Endelig er der den planetariske og kosmiske synergi, som kan formodes at være et udtryk for den overlagte viljeshandling fra tilsvarende transhumane principper eller væsener, som Teilhard de Chardin antager. Dette er ifølge ham det logiske og nødvendige mål for hele den evolutionære proces. Jeg var nået til den samme konklusion, før jeg blev bekendt med Teilhard de Chardins skrifter og udtrykte dem i mit skrift ”Psychoanalysis and Psychosynthesis”, udgivet i 1934 i The Hibbert Journal, og senere inkluderet i min bog Psykosyntese under titlen ”Dynamisk psykologi og psykosyntese”:

”Fra et fortsat videre og mere omfattende synspunkt fremtræder det universelle liv som en kamp mellem mangfoldighed og enhed – en stræben og en aspiration henimod forening. Vi synes at fornemme – uanset om vi opfatter det som et guddommeligt væsen eller en kosmisk energi – at ånden, der virker på og i hele skabelsen omdanner den til orden, harmoni og skønhed, forener alle væsener (nogle villigt, mens flertallet endnu er blinde og oprørske) med hinanden gennem kærlighedsbånd, og dermed opnås – langsomt og stille, men magtfuldt og uimodståeligt – den Allerhøjeste Syntese.” (Assagioli, Viljens Psykologi, s. 34-35)

3) ”Dette er området eller dimensionen for den transpersonlige vilje, der igen er det Transpersonlige Selvs vilje. Det er også området hos ethvert individ, som vedrører forbindelsen mellem det personlige selvs eller jeg’s vilje og det Transpersonlige Selvs vilje. Denne forbindelse fører til et voksende samspil og ultimativt til en fusion mellem det personlige og det Transpersonlige Selv og derefter til deres forbindelse med den ultimative virkelighed, det Universelle Selv, der legemliggør og udøver den Universelle, Transcendente Vilje.

Specielt stadierne intention, vurdering og valg kan være ubesværet. Ydermere er der en anden og højere betingelse, hvori den personlige vilje er ubesværet. Det forekommer, når den villende er så identificeret med den transpersonlige vilje, eller på et endnu højere og mere inklusivt niveau: Med den universelle vilje, at hans aktiviteter bliver udført med en fri spontanitet. En tilstand, hvori han føler sig som en villig kanal, hvorigennem kraftfulde energier flyder og virker. Dette er wu-wei, eller den ”taoistiske tilstand”, der omtales af Maslow i The Farther Reaches of Human Nature.” (Assagioli, Viljens Psykologi, s. 24-25)

5) ”Selvrealiseringens tredje stadie er det Transpersonlige Selvs samhørighed med det Universelle Selv og den tilsvarende individuelle vilje med den universelle vilje. På dette stadie finder vi alle tiders og steders højeste udviklede mystikere.” (Assagioli, Viljens Psykologi, s. 108)

Konklusion

Vi skal nu ud fra ovenstående citater konkludere, om Assagioli bevidst eller ubevidst skrev ud fra panenteismen. Før jeg konkluderer, vil jeg understrege, at jeg ikke i mine undersøgelser har fundet citater, som går i mod de oven for præsenterede citater.

Spørgsmålet er om vi kan finde nedenstående i Assagiolis forfatterskab?

1. En transcendent virkelighed, der er større end sit skaberværk – universet.
   Assagioli beskriver i flere af ovenstående citater om det transcendente, som skaber det udfoldede univers. Citatet fra Bhagavad Gita: ”Efter at have gennemtrængt hele universet med et fragment af mig selv, består jeg”, er specielt relevant i denne sammenhæng. Så der er for mig ingen tvivl om, at det må blive et ja.b. En transcendent virkelighed, som skaber universet gennem emanation eller involution, det vil sige, skaber en række indre verdener, der kulminerer i den materielle, og hvor guddommen er immanent tilstede i skabelsen. Her er der mangfoldige citater, der direkte viser, at Assagioli tænker i emanation eller involution, såvel på det universelle niveau og på det individuelle niveau. Det personlige selv er fx en emanation af det transpersonlige selv. Konklusionen må blive et ja.
2. En transcendent virkelighed, der opretholder og udvikler universet gennem evolution, det vil sige, at det guddommelige liv via mineralrige, planterige, dyrerige og menneskerige strømmer tilbage til guddommen efter at den først har været forankret i det fysiske, men nu bevidstgjort med erfaringerne i de forskellige verdener. Ja, der er mangfoldige citater, der viser, at Assagioli arbejder med evolution i ovenstående.
3. At det transpersonlige selv eller sjælen er et iboende aspekt af denne involutionære og evolutionære rejse, med det formål at manifestere det guddommelige liv på jorden. Det bliver også et ja til dette, og der er mangfoldige citater, som understøtter, at formålet med den spirituelle udvikling er menneskehedens syntese og den kosmiske syntese. Se også kapitel 2 i bogen Psykosyntesens sjæl.

Kenneth Sørensen, København, 2015

[1] Murphy, Michael, The Emergence of Evolutionary Panentheism, http://www.itp-international.org/library/print/emergence-evolutionary-panentheism