Psykosyntesens sjæl – de syv kernebegreber

De syv essentielle begreber i psykosyntesen

”Selvom Psykosyntesen tilbydes som en syntese af forskellige terapier og uddannelsesmæssige tilnærmelser, så er det vigtigt at huske, at den har sin egen originale og centrale essens” (Assagioli)

Af Kenneth Sørensen, hentet fra bogen: Psykosyntesens Sjæl.

Jeg har kaldt titlen til min bog for Psykosyntesens Sjæl, fordi psykosyntesen er kendt som en ”psykologi med sjæl”. Den etymologiske betydning af ordet psykologi betyder læren om sjælen, men hvor almenpsykologien i vid udstrækning afviser sjælen som en spirituel essens, dér sætter psykosyntesen den i centrum. Jeg har dog også valgt denne titel, fordi det er et forsøg på fra min side, at identificere hvad der er kernen, essensen eller selve sjælen i psykosyntesen.

Psykosyntesen er så omfattende og inklusiv i sin fremstilling af mennesket og den spirituelle rejse, vi er på, at det er nemt at miste overblikket over de helt centrale antagelser i psykosyntesen. I Roberto Assagiolis første bog, Psykosyntese – en samling af grundlæggende skrifter, træder det tydeligt frem, at han inddrager mange forskellige ideer og psykoterapeutiske teknikker fra mange forskellige retninger. Det kan nemt skabe en forvirring og måske endog en antagelse om, at stort set alt kan betragtes som psykosyntese.

I et berømt interview med Assagioli kort før han døde i 1974, blev han spurgt af Sam Keen, en redaktør på Psychology Today: ”Hvad er begrænsningerne ved psykosyntese?”

Assagioli svarede: ”Jeg vil besvare spørgsmålet på en paradoksal måde. Begrænsningen ved psykosyntese er, at den ikke har nogen begrænsninger. Den er for omfattende og dybtgående. Dens svaghed er, at den accepterer for meget. Den ser for mange sider på samme tid, og det er dens bagside.” (Keen, 1974)

Det er en utrolig rammende udtalelse, fordi psykosyntesen netop er så integrativ. Den er et forsøg på at inkludere Østens dybe visdom om Selvet med den moderne vestlige psykologi og dens indsigt i det ubevidste.

Psykosyntesens overordnede idegrundlag

Der er imidlertid en række centrale kerneideer, som går igennem alt hvad Assagioli skriver; en rød tråd, som binder hele historien sammen, og det er: syntese, bevidsthedens evolution, energipsykologi og åndens manifestation. Disse perspektiver er netop indeholdt i evolutionær panenteisme, som er den metafysiske filosofi, som jeg formoder Assagioli skrev sine bøger og artikler ud fra. (Sørensen, 2015)

For at forstå disse perspektiver må vi turde male det store billede, så alle de mangfoldige teknikker og teoretiske delelementer giver mening, som led i en overordnet proces.

I hans første bog Psykosyntese udfolder han dette perspektiv på følgende måde:

”Set ud fra et endnu mere vidtfavnende og omfattende syns­punkt viser det universelle liv sig for os at være en kamp mellem mangfoldighed og enhed – et arbejde og en aspiration mod forening. Hvad enten vi tolker det som et guddommeligt væsen eller en kosmisk energi, synes vi at opfatte ånden, der arbejder på og gennem hele skabelsen, som det der former skabelsen henimod orden, harmoni og skønhed. Ånden forener alle væsener (nogle er villige, men hovedparten er blinde og rebelske) med hinanden gennem bånd af kærlighed. Langsomt og stille, men kraftfuldt og uimodståeligt, skabes den højeste syntese.” (1975, s.31)

Syntese er med andre ord en naturlov, det er selve livets intention, en udviklingsproces som alle levende væsener er underlagt. Den søger at forene disse væsener med det guddommelige ophav gennem kærlighedens og viljens energier (2005, kap.8-10). Assagioli relaterer denne naturlov til det princip, der inden for videnskaben kaldes for syntropi. Her refererer han til matematikeren Luigi Fantappiè, men også til ideer af Buckminster Fuller og Teilhard de Chardin. (2005, s.34)

Bevidsthedens evolution. Assagioli antager, at der står en skabende guddommelig intelligens bag livets udfoldelse, og at denne kraft virker i os som en længsel mod en større og mere vidtfavnende kærlighed. Det er denne indre kraft, der får os til at udvikle os gennem nogle universelle udviklingsstadier fra krops-, psyke-, sjæls- til åndelig bevidsthed. Det handler kort sagt om at udvide sin bevidsthed fra egocentrisk til kosmocentrisk kærlighed. Disse stadier bliver beskrevet i kapitel III. Det er ikke kun mennesket, der udvikler sig, det er hele skabelsen. Assagioli antager, at vi udvikler os gennem en række indre energiverdener fra det fysiske plan, gennem de psykologiske og til de spirituelle og transcendente niveauer. Disse energiverdener kalder han for et af de ”essentielle træk ved psykosyntesen”. (Udateret, 2)

Assagioli fortæller følgende: ”Vi kan sige, at den store involutionsproces kulminerede i mineralet, så vidt vi ved, og derpå startede den modsatte bevægelse eller evolutionsprocessen. Lidt optimistisk kan vi sige, at vi er midtvejs. Vi har passeret gennem mineral-­, plante-­, dyre-­ og delvist menneskeriget. Så vi må fortsætte dette evolutionære arbejde hen imod den ”Ene”, men det er stadig langt væk. (Udateret, 2)

Assagioli omtaler bevidsthedens evolution mange steder, (1975, s. 214, 2005, s.177)[1] og han beskriver denne såvel individuelt som socialt. I enhver nation er der mennesker, som bevidsthedsmæssigt udlever de basale drifter og behov, mens andre (tænkerne) udvikler nationens selvbevidsthed gennem deres præstationer. Endelig er der de inspirerede i enhver nation, som udtrykker nationens sjæl. (Assagioli, 1965, udateret, 4) Assagiolis psykologi er i den henseende nært beslægtet med den indflydelsesrige amerikanske filosof Ken Wilber og den nutidige forskning, han trækker på.[2]

Psykosyntesen er med andre ord en psykologi, der bevidst søger at samarbejde med evolutionen, da menneskeheden som de første på planeten er vågnet op til denne proces. Det gør psykosyntesen ved at anvise perspektiver og metoder til harmoni og enhed. Syntese er en gradvis proces, der starter inden i mennesket, først ubevidst, senere bevidst, når vi påbegynder vores egen personlige og transpersonlige psykosyntese. Det handler med andre ord om at harmonisere og forene de konflikter og splittelser, vi oplever indeni, mellem mennesker og med planeten som helhed.

Energipsykologi. Et andet væsentligt træk ved psykosyntesen er, at det er en energipsykologi. Det, Assagioli håbede på ville udvikle sig, var en ”videnskab om Selvet, dets energier, manifestationer og hvordan disse energier kan udfoldes, kontaktes og anvendes til konstruktive og terapeutiske formål.” (1975, s. 194) Han er naturligvis klar over, at der ikke kan føres empirisk bevis for denne antagelse, selvom den nutidige forskning i bevidstheden og dens virkninger på hjernen i forbindelse med mindfulness giver tydelige indikationer i retningen af en klar krop-psyke sammenhæng.

Psykosyntesen har derfor i vid udstrækning en fænomenologisk tilgang til energiernes verden, forstået på den måde, at det er noget, vi kan opleve i vores bevidsthed gennem introspektion. Vi kan direkte erkende og lære at anvende disse fysiske, psykologiske og spirituelle energier gennem de mange metoder, som psykosyntesen anvender. Det er i virkeligheden en forudsætning for psykosyntese, at vi begynder at arbejde i og med energier. For på den måde lærer vi at mestre de fysiske, emotionelle, mentale og spirituelle energier og dermed vores liv.

Åndens manifestation. Det sidste overordnede perspektiv, som jeg her indledningsvis vil trække frem er, at psykosyntesens formål ikke nødvendigvis er at få en mystisk oplevelse. Det er ikke tilbagetrækning fra verden eller den introverte transcendens ind i en ”himmelsk” verden, som tilstræbes. Assagioli gjorde det helt klart, at psykosyntese handler om at komme ind i verden med alle de kreative ressourcer, vi har til rådighed. Det er netop på den måde, vi bidrager til livets udvikling. (1975, s. 207) Syntesen, der sigtes mod, er en forening, der inkluderer kroppen, og som manifesterer de spirituelle energier i verden. Det er åndens manifestation på jorden, som er den storslåede vision, og i den henseende deler han perspektiv med mange nutidige evolutionister og ikke mindst den østlige mystiker Sri Aurobindos integrale yoga.

Assagiolis ”sidste vilje”

Fra de overordnede perspektiver vil vi nu gå til en langt mere detaljeret forståelse af, hvad der er helt enestående ved psykosyntesen og specielt træningen i psykosyntese. Vi må til det formål tage udgangspunkt i et centralt dokument, som Assagioli skrev kort før sin død.

I udtalelsen som var henvendt til psykosynteseinstitutioner rundt omkring i verden (se appendiks) beskriver han kortfattet, at psykosyntesen har ”sin egen originale og centrale essens”. John Firman og Ann Gila (2007) fortæller, at Assagioli i maj 1974, nogle måneder før sin død, følte sig kaldet til at diktere nogle noter om, hvad der udgør den essentielle træning i psykosyntese. Dette dokument bliver af nogle opfattet som hans ”sidste vilje”.

Han slår fast, at psykosyntese først og fremmest baserer sig på en oplevelsesmæssig tilgang til de ”kendsgerninger”, som psykosyntesen baserer sig på. Disse kan enhver eksperimentere med i bevidsthedens laboratorium, og det er en forudsætning for at forstå psykosyntese, at man gør det. Assagioli skriver følgende:

”Selvom psykosyntesen tilbydes som en syntese af forskellige terapier og uddannelsesmæssige tilnærmelser, så er det vigtigt at huske, at den har sin egen originale og centrale essens. Det er det for at undgå en udvandet eller forvrænget version eller en, der overbetoner de andre skolers begreber og tendenser. Der eksisterer visse fundamentale kendsgerninger, og en uddybning af disse begreber, den dybe erfaring og forståelse af disse, er central og helt uundværlig i enhver psykosyntese træning. Det er oplevelsen af:

Disidentifikation, Det personlige selv, Viljen, den gode, stærke og intelligente, Idealmodellen, Syntese (i dens forskellige aspekter), Det overbevidste, Det transpersonlige Selv (i langt de fleste tilfælde er det ikke muligt at have en fuldkommen oplevelse af dette, men det er godt at have en teoretisk viden om dets karakteristika og en erfaring af dets vejledning).”[3]

Det er ovenstående syv ”kendsgerninger” og fundamentale træk, som er Assagiolis eget bud på et pensum til enhver psykosyntese træning, og det må være disse kernebegreber, som kendetegner psykosyntesens sjæl.

Vi kan med god ret sige, at træning i psykosyntese og uddannelse heri må indeholde den direkte erfaring med disse områder, hvis den skal være autentisk. Det vil sige i overensstemmelse med Assagiolis egen forståelse. Dermed ikke sagt, at psykosyntesen ikke videreudvikler sig, det må og skal den naturligvis gøre, ellers vil den netop ikke være psykosyntesisk. De syv kernebegreber er et nødvendigt fundament, som træningen må tage udgangspunkt i.

Assagioli definerer endvidere i samme papir de anvendelsesområder, hvor han gerne ser psykosyntesen anvendt:

”Psykosyntesen opererer inden for fem hovedområder:

Det terapeutiske; terapeut/klient relationer. Personlig integration og aktualisering; realisering af egne potentialer. Uddannelse, det vil sige den psykosyntese der skabes af forældre og undervisere i uddannelsessystemet på alle niveauer. Det interpersonelle; ægteskab, par etc. Det sociale; rette sociale relationer inden for grupper og mellem grupper.”

Alle de ovenstående områder må tage afsæt i den personlige psykosyntese, det vil sige den personlige erfaring med at integrere de syv kernebegreber i praksis i det personlige liv. Når psykosyntese først og fremmest er en oplevelsesorienteret og praktisk tilgang til personlig og spirituel udvikling, så kan den kun forstås og videreformidles gennem egne erfaringer. Det er endvidere uhyre interessant, hvad der kommer ud af praktiseringen af disse kernebegreber. Hvad er fx det direkte udbytte af at praktisere disidentifikation og at udvikle selvet og viljen etc.?

Mit bud er, at hvert kernebegreb åbner en udviklingsvej til syv specifikke bevidsthedsdimensioner, nemlig frihed, nærvær, power, fokus, flow, overflod og kærlighed. Denne påstand vil jeg forsøge at sandsynliggøre i de respektive kapitler.

De syv kernebegreber i psykosyntesen

Jeg vil nu kort opridse, hvordan jeg forstår Assagiolis syv kernebegreber, baseret på mine egne oplevelser og refleksioner. Jeg vil i de efterfølgende kapitler uddybe begreberne og ikke mindst eksemplificere, hvordan man kan arbejde med disse områder, som led i den personlige og transpersonlige psykosynteseproces og inden for det terapeutiske anvendelsesområde.

Disidentifikation – vejen til frihed

Evnen til at disidentificere, som trænes gennem selvidentifikationsøvelsen, er moderen til alle de andre teknikker, som psykosyntesen er kendt for at anvende. Det er derfor, at Assagioli foreslår, at psykoterapeuten ”så tidligt som muligt” begynder at anvende selv-identifikationsøvelsen, fordi den skaber de fornødne evner til at anvende alle de andre psykoterapeutiske teknikker. (1975, s.119.)

Træningen i disidentifikation har til formål at opdage selvet, og Assagioli definerer vores identitet, selvet eller det bevidste ”jeg” som ”et punkt af ren selvbevidsthed”. (1975, s.18) Vores identitetsoplevelse er dog ofte farvet af vores identifikation med bestemte sociale roller (forældreroller, faglige roller, kønsroller) eller med bevidsthedens indhold af forskellige tanker, følelser og sansninger. Dette betyder, at vi ikke opdager, hvem vi dybest set er. Assagiolis pointe er, at vores inderste identitet ikke er disse roller og dette indhold, men den iagttager og den bevidsthed, der oplever og udtrykker sig gennem disse roller.

Det, der kendetegner vores roller og bevidsthedens indhold er, at de er i konstant forandring, medens bevidstheden og iagttageren altid er konstant; et permanent center der ikke forandrer sig.

En forudsætning for at opleve dette stabile og permanente center af bevidsthed er, at vi formår at disidentificere os fra vores roller og bevidsthedens indhold. Det vil sige, at træde et skridt tilbage i bevidstheden, så vi kan opleve disse sider af vores natur (tanker, følelser, sansninger) som objekter, der kan iagttages. Dette er naturligvis en proces og en særdeles vanskelig proces, fordi vores tilknytning og bindinger til de mange ubevidste og halvbevidste identifikationer er svære at slippe. At slippe identifikationen er dog kun første skridt, for dybest set handler processen om, at vi identificerer os med bevidstheden selv, subjektet og iagttageren, der oplever bevidsthedens indhold.

Hvorfor skulle det være vigtigt? Assagioli formulerer svaret på følgende måde: Vi er domineret af alt det, som vi identificerer os med, og kan mestre og styre alt det, som vi kan disidentificere os fra. (1975, s.111) Det er med andre ord et spørgsmål om at blive frie nok til at mestre alt, hvad vi indeholder.

Assagioli er tydeligvis inspireret af den østlige praksis, der kaldes for Vipassana (Keen, 1974), hvor man disidentificerer sig fra alt, hvad der optræder som objekter i bevidstheden for på den måde at få en direkte oplevelse af selvet, som ren bevidsthed. Psykosyntesen er med andre ord en radikal psykospirituel retning, som kan sidestilles med de gamle yogiske praksisser, som har til formål at opdage selvet som ren selvbevidsthed og tilbyde metoder, hvormed man opdager det. (1975, s.19)

At vågne op til og erkende sig selv som ren selvbevidsthed er en proces og en rejse, for selvom selvet/subjektet altid er til stede som potentiale, så er det gemt bag lag af identifikationer med tanker, følelser og kropslige sansninger. Disse lag må først erkendes for, hvad de er, og gives slip på som identititetsområder, førend den rene identitet som bevidsthed opstår.

Den primære metode som Assagioli anviser til oplevelsen af ren selvbevidsthed er hans selvidentifikationsøvelse (1975, s. 111), som netop indebærer en disidentifikation fra kroppen, følelserne og tankerne, så det bliver muligt at identificere sig med bevidstheden selv. Det er en iagttagelse af kroppens, følelsernes og tankernes tilstande og en bekræftelse af, at man ikke er disse tilstande, men netop iagttageren. Disidentifikation fører direkte til større frihed, fordi vi nu får mulighed for at vælge at identificere os med alt, hvad vi har mulighed for at blive. I stedet for at være slave at bestemte roller, vi spiller. Disidentifikation er en frihedsteknik, fordi den åbner op til selvets bevidsthed, der er frihed, fordi den er åben og uden indhold. Vi vil senere gå langt dybere ind i selvidentifikationsprocessen under kapitlet om disidentifikation.

Disidentifikation er med andre ord en forudsætning for sand identitet med selvet som ren selvbevidsthed. Lad os således rustet vende os mod det andet kernebegreb, som Assagioli nævner, nemlig selvet.

Selvet – vejen til nærvær

Assagioli brugte forskellige betegnelser til at beskrive selvet. Han kalder det henholdsvis for det personlige selv, det bevidste ”jeg” og endog for egoet. (1975, s.7, 18,) Det kan naturligvis skabe forvirring, hvis læseren sammenligner begrebet ego med andre psykologiske retninger, hvor det ofte betyder noget helt andet. I denne bog kalder jeg det personlige selv for selvet eller iagttageren, og det betyder altid ”et center af ren selvbevidsthed og vilje”, således som Assagioli definerede det. (2005, s.178) Selvet er som allerede beskrevet ovenfor ikke en tanke, en følelse eller en sansning, men den dynamiske bevidsthed, der kan iagttage og lære at mestre bevidsthedens indhold.

Jeg vil i næste sektion definere viljen, så lad os her fokusere på selvet som ren selvbevidsthed og uddybe, hvorfor den psykosyntesiske tilgang er så enestående sammenlignet med andre vestlige psykologier. Oplevelsen af selvet som ren selvbevidsthed er ikke noget, der normalt opstår spontant. Det kræver introspektion og øvelse at disidentificere sig fra bevidsthedsstrømmen, fordi vi er så identificerede med alt, hvad der sker i bevidstheden, og helt overser bevidstheden selv. Det er en pointe, som Assagioli ofte selv trækker frem (1975, s. 112), men hvorfor er den rene selvbevidsthed så vigtig?

Formålet med disidentifikation er at finde et center, hvoromkring vi kan integrere alle personlighedens ressourcer. Psykosyntese er netop den proces, hvormed vi erkender, udvikler, og udfolder alle vores psykologiske ressourcer til glæde og gavn for os selv og andre. Selvet er dette center. Det er gennem selvets nærvær, at vi opdager os selv som en indre iagttager, der har kapaciteten til at skabe et harmonisk og virkeligt frigjort liv.

Når vi identificerer os med iagttageren, så har vi fundet et udsigtspunkt, hvorfra vi kan erkende, hvad vi indeholder. Vi har med andre ord fundet den kilde til lys, som oplyser og skaber klarhed indeni. En forudsætning for frihed er, at vi kan foretage valg baseret på bevidste indsigter i vores ressourcer, behov og værdier. I modsat fald bliver vi ofte styret af ubevidste drifter, frygt og emotioner, som måske slet ikke kommer fra os selv. Når vi opdager selvet som iagttageren, så får vi mulighed for at evaluere, hvorfor vi handler som vi gør, hvilket ikke udelukker spontane selvudtryk, men blot sikrer, at vi handler ud fra vores egne dybeste værdier og sande behov.

Selvets bevidsthed er nærvær – evnen til at være vågen og opmærksom tilstede i nuet på en ubundet måde. Det er et kærligt nærvær, som venligt rummer, observerer og interagerer med, hvad der nu er oppe i bevidstheden. Udviklingen af selvet bliver derfor en udviklingsvej mod større og større nærvær; evnen til at være helt hjemme i os selv og i vores vågne væren. I kapitlet om selvet vil vi uddybe dette og eksemplificere det gennem den nærværsbaserede psykoterapi.

Viljen – vejen til power

Det tredje kernebegreb, som Assagioli nævner som essentielt for psykosyntesen, er viljen. Der er ikke mange psykologiske pionerer i verden, som har skrevet så fyldestgørende om viljen, som Assagioli formåede. Derfor forekommer det også indlysende, at viljen må være et af de vigtigste træk ved psykosyntesen. Specielt når man forstår den centrale position han giver viljen ved at knytte den direkte til vores inderste identitet.

Han beskriver selvet som ”et center af ren selvbevidsthed og vilje”, og at opdagelsen af viljen som et indre eksistentielt faktum foregår i tre faser. Først erkender man, at viljen eksisterer, så opdager man, at man har en vilje, mens det sidste og fuldendte stadie er at blive en vilje. (2005, s.13) Det er dette sidste stadie, som er målet for selv-realiseringsprocessen, så vi opdager at: ”Jeg er en vilje; Jeg er en bevidst, kraftfuld, dynamisk vilje”. (2005, s.148) Man kan indskyde, at der faktisk er et stadie før erkendelsen af viljen, hvor man oplever, at man ikke har nogen vilje, men at ens liv udvikler sig som følge af tilfældigheder og ubevidste tilskyndelser.

Da viljen er tæt knyttet til identiteten, så handler den i vid udstrækning om viljen-til-at-være-sig-selv, og netop derfor er den forbundet med længslen efter autenticitet og at være et unikt individ. Det er min erfaring fra min undervisning, at når vi forbinder viljen direkte med identiteten, som viljen-til-at-være-sig-selv, så bliver oplevelsen af viljen langt hurtigere eksistentiel. Det vil sige en direkte indre oplevelse. Jeg vil uddybe denne vigtige pointe i kapitlet om viljen.

Når viljen kommer fra selvet, er den forbundet med den dynamiske kraft, hvormed man udtrykker sig selv. Når Assagioli taler om viljen, peger han altså på noget helt andet end den victorianske vilje, der ofte handler om at undertrykke begær og drifter. Viljen er derimod den centrale kraft, der – hvis den er udviklet – kan dirigere og regulere begær i overensstemmelse med det, som det pågældende individ oplever er autentisk.

Viljen er altså ikke begær, for ofte kan begær gå stik imod et menneskes vilje, når man fx ikke ønsker at gøre noget, fordi det er ydmygende for selvagtelsen, men man gør det alligevel, fordi man er blevet slave af begæret. Viljen er med andre ord selvbevidst; den er forbundet med et bevidst valg, et samtykke, en kraft der har iagttagerens samtykke. Viljen er derfor dybest set viljen til at være sig selv, men det er ikke altid, vi kan udtrykke denne vilje, fordi vi er blevet afhængige af en adfærd, der ikke længere er i overensstemmelse med vores selvopfattelse.

Vi må derfor opdage og udvikle vores kontakt til viljen, hvis vi ønsker at være os selv. Selvbevidsthed (iagttageren) er en uomgængelig forudsætning for individualitet, fordi den skaber erkendelse, men viljen er lige så vigtig, fordi den styrker os med friheden til at være os selv. Viljen åbner op til en udviklingsvej mod større og større kraft. Der findes nemlig ikke nogen større kraft end at være sig selv.

Viljen er ofte den sidste psykologiske funktion vi opdager, fordi det kan være skræmmende at blive sig selv, da vi skal lære at stå alene. Friheden har en pris, og det er det bevidste fravalg af flokbevidstheden og dens afhængighed af sociale roller, konformitet og normalitet. Det er viljen, der giver os modet til at træde ud af flokbevidstheden og ind i det selvbevidste og individualistiske udtryk. Det er derfor ikke nok for os at erkende at vi hver især er enestående, vi må også udtrykke det igennem de valg, vi træffer. Identitet er altså ikke noget vi blot er, det er noget vi aktivt vælger og udfolder. Vi har behov for viljen, som den kraft hvormed vi samler, koordinerer og udtrykker de mangfoldige ressourcer, vi er i besiddelse af. Det er først når vi opdager viljen-til-at-være-sig-selv, at vi begynder at få stabil retning på vores liv og træder i karakter som et frit og uafhængigt menneske. Denne opnåelse kaldte Assagioli for den personlige psykosyntese. I kapitlet om viljen vil vi vende tilbage til dens udviklingsvej, dens stadier, kvaliteter og aspekter.

Idealmodellen – vejen til fokus

Idealmodellen er det fjerde centrale kernebegreb, som Assagioli nævner i sin udtalelse. Det er en teknik, der på linje med selv-identifikationsøvelsen er en vigtig hjælp til at skabe en harmonisk og integreret personlighed. Det er en visualiseringsteknik, som skaber et billede af, hvad man kan blive, og som man samler sine ressourcer for at virkeliggøre. Det overordnede formål er netop at skabe syntese – at samle og koordinere alle kræfter i mennesket til en samlet enhed, så vi får en frigjort, levende og spontan evne til at udfolde alle vores kreative ressourcer i livet. Inden jeg kort skitserer idealmodelteknikken, så er det vigtigt at fremhæve Assagiolis egne ord i sin udtalelse: ”Psykosyntesen er ikke identificeret med en teknik eller praksis. På trods af den kendsgerning, at man ofte i gruppesammenhænge benytter sig af guidede forestillinger og visualiseringsøvelser, kan psykosyntesen under ingen omstændigheder koges ned til disse teknikker.” [4]

En idealmodel er som sagt et realistisk billede af, hvad man har mulighed for at blive, når man fokuserer sin vilje og begejstring på at opnå det. En idealmodel er et autentisk selvbillede, som guider ens forestilling og handlemønstre i en bestemt retning. Det er en teknik som forener selvindsigt, vilje, visualiseringsevne og passion med det formål at blive den bedste udgave af én selv.

Det er en teknik, der udnytter naturens eget design, forstået på den måde at vi allerede består af en række selvbilleder og selvopfattelser, som vi bevidst/ubevidst har ”indspillet” i løbet af vores livsforløb. Disse indre selvbilleder styrer vores liv, fordi de får os til at handle i overensstemmelse med deres indhold. Assagioli henviser til psykologisk forskning, som underbygger denne tese og opstiller denne ”mekanisme” i en psykologisk lov: ”Billeder eller mentale forestillinger og ideer er tilbøjelige til at frembringe de fysiske betingelser og ydre handlinger, der svarer til dem.” (2005, s.49) Han opstiller en lang række psykologiske love, men i forhold til idealmodellen er denne den vigtigste.

Denne lov bliver flittigt udnyttet af reklameindustrien, som ved at billeder har en suggererende effekt på forbrugerne, som påvirkes til en bestemt adfærd.

Assagioli nævner seks forskellige kategorier af falske selvbilleder (1975, s.167), herunder typer af selvopfattelser, hvor vi enten undervurderer eller overvurderer os selv. Det psykosyntesiske arbejde består i at afsløre disse falske selvbilleder, der ofte er baseret på en tilpasning til omgivelserne. Dernæst at formulere og skabe en ny idealmodel, som er ”billedet af ham selv, som han kan og til sidst vil nå frem til, når psykosyntesen er gennemført.” (Assagioli, 1975, s.164)

Idealmodelteknikken baserer sig på visualisering, som udnytter forestillingsevnen/fantasien, som er en af de syv psykologiske funktioner Assagioli anvender i psykosyntesen. Skabende visualisering er en de stærkeste teknikker, vi kan tage i anvendelse, fordi den skaber syntese mellem alle de andre psykologiske funktioner. (1975, s. 144) Når vi visualiserer et billede af, hvad vi realistisk set har mulighed for at blive, så udvikler vi koncentration og vilje. Vi vækker følelser og passion til live, som vil tilskynde os til at handle i overensstemmelse med billedet, hvilket igen forstærker selvbilledet. Kort sagt, vi bygger en ny personlighed op omkring idealmodellen, baseret på vores indsigt i allerede tilgængelige psykologiske ressourcer og oplevelsen af mening. Det er indlysende, at dette arbejde skaber et stærkt fokus på at blive sig selv, og i den forstand er arbejdet med idealmodeller en vej til større fokus. At blive sig selv er det vigtigste fokus vi kan have, for det indebærer, at vi udfolder dette selv i kreativitet til glæde og gavn for os selv og andre.

Assagioli anbefaler, at vi starter med at anvende idealmodelteknikken på delmål, det vil sige til at udvikle bestemte psykologiske kvaliteter eller til at styrke svage sider af vores natur, så vi opnår mere ro, vilje, empati, eller hvad nu vores behov er. I kapitlet om idealmodellen vil vi undersøge, hvordan vi praktisk kan anvende denne potente teknik til større fokus.

Syntese – vejen til flow

Syntese er naturligvis et helt centralt fokusområde i psykosyntesen og er allerede beskrevet i indledningen til dette kapitel i forhold til det helt store kosmiske perspektiv, som Assagioli tager udgangspunkt i. Syntese er en naturlov og kommer til udtryk som den bevægelse mod harmoni, helhed og enhed, vi ser overalt. Det er den energi, der står bag bevidsthedens evolution.

Historisk kan vi se, hvordan menneskeheden organiserer sig i større og større grupper udtrykt gennem det, vi kalder for globaliseringen i dag. Det har naturligvis både gode og dårlige konsekvenser. Den samme bevægelse mod helhed udfoldes i individet, når behovet for at kende sig selv opstår. Som resultat af dette ønske samles personligheden omkring udvalgte mål, værdier og behov. Behovet for personlig udvikling og selvrealisering har aldrig været større.

Livet er dog også konflikt, krig og kamp, når modsatrettede kræfter i mennesket og mellem de forskellige grupper i samfundet tørner sammen. Dualitet er et faktum og har været det, siden universet blev skabt. Der findes dualitet på alle niveauer af eksistensen, fysisk, psykologisk og spirituelt, men netop igennem disse kampe opstår muligheden for harmoni gennem konflikt.

De psykologiske dualiteter mellem lyst-smerte, tillid-frygt, tiltrækning-frastødning, kærlighed-had kender vi alle, når de udspiller sig i vores relationer og i os selv. Det er harmoniseringen af disse indre konflikter, som psykosyntesen tilbyder indsigt i og teknikker til at håndtere. Princippet er, at konflikten ikke kan løses på det forståelsesniveau, den er opstået på, men må løses på et højere. Det er netop her, at erkendelsen af iagttageren og vores evne til at disidentificere bliver vigtig. Når vi disidentificerer fra vores identifikation med de konfliktende poler, opstår der et højere bevidsthedscenter (iagttageren), som gennem erkendelse, accept og kreative teknikker kan forene de konfliktende kræfter på et højere niveau.

Når vi fx tager en ny udfordring op i vores liv, kan vi opleve, at vi reagerer med både begejstring og med frygt. Løsningen er ikke at fortrænge frygten, men at forløse den side af os, som bliver bange gennem indsigt og kærlighed. Dermed kan den blive en samarbejdspartner til begejstringen, og der kan skabes en syntese mellem de to poler, som ikke blot er en balance mellem dem, men en helt ny sammensmeltet tilstand. I dette tilfælde kunne det måske blive til fornuftigt engagement.

Resultatet af syntese opleves som et flow, en evne til spontant og frigjort at udtrykke sig på det pågældende område. Derfor er arbejdet med syntese en udviklingsvej, der fører til større og større flow på en lang række områder. Vi vil undersøge disse flowtilstande, og hvordan de skabes, i kapitlet om syntese.

Det overbevidste

Psykosyntesen er en transpersonlig psykologi, der inddrager de såkaldte højdepunktsoplevelser, som er mystiske og transcendente bevidsthedstilstande. Historien er fuld af vidnesbyrd om mennesker, der har haft oplevelser af inspiration, som ændrede verden. Det kan også være forening med en altomfattende kærlighed eller dybe indsigter i eksistensens love. Disse ekstraordinære oplevelser er, selvom de er mere sjældne, dog lige så naturlige som de mere basale og normale oplevelser af fx sult, aggression og seksualitet.

Assagioli nævner det overbevidste som det sjette centrale kernebegreb i psykosyntesen, fordi udforskningen og udviklingen af de transpersonlige tilstande er i fokus. Det overbevidste er en etage i vores indre hus (personligheden), som rummer energier, værdier og tilstande, der giver os adgang til holistiske og universelle erfaringer. Det er her, vi forstår og direkte oplever, hvordan verden er ét sammenhængende netværk af energier, som alle levende væsener er forbundet med.

I næste kapitel vil vi fordybe os i Assagiolis ovaldiagram, hvor han beskriver de forskellige ubevidste områder eller etager i personligheden. Her og nu kan vi sige, at de forskellige ubevidste niveauer i mennesket er forskellige typer af energi, som gennemtrænger hinanden (1975, s.200), og at det overbevidste består af energier, som har en højere frekvens end indholdet i det normale ubevidste. (1975, s.198)

Det er gennem de store oplyste digtere, politikere, kunstnere, undervisere, forskere, mystikere og skabere, at det overbevidste viser sine kvaliteter. De viser en mere vidtfavnende etik og humanisme, en genialitet og dybde i indsigt, som former vores civilisation og kultur, så den får større sammenhængskraft. Disse mennesker er ofte, uden selv at vide det, et udtryk for syntesens ånd og peger på de højere åndelige muligheder, som vi alle har mulighed for at tilegne os.

Psykosyntesen har udviklet en filosofi baseret på erfaring, som gør det muligt at tappe de overbevidste verdener for deres skønhed, kærlighed og kraft, så de kan manifesteres i verden gennem vores kreative virke. På samme måde som de basale ubevidste kræfter skal integreres, så skal de spirituelle energier det også, for at vi kan høste hele det menneskelige potentiale. Det overbevidste er sjælens indre skatkammer, den etage der indeholder en overflod af kreative potentialer, som vi kan åbne op og udfolde i vores liv. Set fra dette perspektiv kan vi sige, at de teknikker, der fører til det overbevidste, er en udviklingsvej mod større overflod. I stedet for at leve ud fra et tomrum der skal fyldes, skaber vi et liv ud fra en overflod, der skal deles med verden. Det er dette mål, Assagioli beskriver som den transpersonlige psykosyntese. Vi vil i kapitlet om det overbevidste beskrive vejen til denne overflod.

Det transpersonlige selv – vejen til kærlighed

Vi er optaget af at undersøge, hvad der er de essentielle elementer i psykosyntesen, så vi kan få en ide om, hvad der må være fundamentet i et pensum i forbindelse med træning og uddannelse i psykosyntese. Når vi kommer til det sidste punkt – Det transpersonlige Selv – erkender Assagioli, at det er svært at skabe en fuldkommen oplevelse af dette Selv. Den teoretiske forståelse af det transpersonlige Selv er dog vigtig som vores vejleder. Assagioli brugte forskellige begreber om det transpersonlige Selv og kaldte det også for det højere Selv, eller blot Selvet (med stort S) og sjælen. Jeg har valgt i denne præsentation at kalde det for det transpersonlige selv eller sjælen.

Utallige er de mennesker, som har båret vidnesbyrd om sjælen, og Assagioli skriver da også: ”Uanset hvad, så har tusinder af mennesker, måske millioner, haft oplevelser med Selvet og har givet vidnesbyrd om det. I Indien kaldes det traditionelt ”Atman”. Nogle af de dybere kristne mystikere har været klar over det og har givet det forskellige navne: menneskets ”guddommelige gnist”, ”Toppunktet”, ”Grunden”, ”Centret” og den ”Inderste essens”. (Miller, 1973)

Vi har ikke et transpersonligt Selv, vi er dette selv. Når Assagioli skelner mellem det personlige selv og det transpersonlige Selv, så er det ikke fordi han antager, at der er to selv’er. Det personlige selv er en svag refleksion eller emanation af dets kilde. Så det han peger på er den fænomenologiske forskel, når vi oplever selvet i personlighedens verden gennem det mentale filter og sjælen i dets egen transcendente verden (det transpersonlige Selv). Selvet er altid et center af ren selvbevidsthed og vilje, uanset hvilket vi taler om. Assagioli forklarer forskellen på følgende måde: ”Den virkelige adskillende faktor mellem det lille selv og det højere Selv er, at det lille selv er meget opmærksom på sig selv som et klart adskilt individ, og en følelse af ensomhed eller adskillelse kan til tider opstå som en eksistentiel oplevelse. Omvendt er oplevelsen af det højere Selv en følelse af frihed, af ekspansion og af kommunikation med andre Selv’er og med virkeligheden, og der opleves en følelse af universalitet. Det føler sig på samme tid som individuel og universel.” (1975, s. 87)

Det er det transpersonlige selv, som skaber det overbevidste (2005, s. 206) med alle dets kreative processer af lys, skønhed og kærlighed. Sjælen er et statisk center af ren væren og selvbevidsthed, som udstråler sine energier, og han sammenligner det med Solen og dens udstråling – vi ser kun solens stråler, ikke dens stabile kerne. (udateret 2.)

Sjælen er i Assagiolis terminologi et levende guddommeligt væsen, og når vi oplever denne essens, er det som en stille universel væren, der er i intim forbindelse med hele det kosmiske universelle liv. I Sjælens kerne, oplever vi os selv som en stille iagttagende og dynamisk væren, som er selve den universelle og statiske vågenhed og bevidsthed. Denne vågenhed og bevidsthed forandrer sig ikke, den er permanent tilstede, som en baggrund. Den er vidnet til alle de bevidsthedstilstande og processer, som den selv skaber ud fra sin vilje-til-at-være og med sin udstråling. Sjælen er også individuel fordi den har et unikt formål, at manifestere den universelle bevidsthed gennem et konkret fysisk udtryk. Sjælen og dens udstråling er forholdet mellem væren og tilblivelse. Sjælen er aldrig noget andet end mig-heden, men hvor det personlige selv er begrænset af kroppen, følelserne og tankerne, dér ”lever Selvet ovenover og er uberørt af bevidsthedsstrømmen og kropslige betingelser”. (1975, s. 19) Sjælen er ”uden for tid og lever hinsides tiden i evighedens dimension”. (Assagioli, 1973)

Selvidentiteten bliver med andre ord udvidet til grænseløse vidder, og det vi normalt identificer os med i personlighedens verden bliver i sjælens verden udelukkende et fragment, som et sandkorn i en ørken af vidtstrakte muligheder og ressourcer. Det transpersonlige Selv kan aldrig forklares fyldestgørende, da det overskrider enhver begrebsdannelse, så vi kan kun pege på kvaliteten af oplevelsen. Der er dog én kvalitet, som mere end noget andet beskriver sjælens væren, og det er kærlighed. Det er en kærlighed, som kan kaldes for en samhørighedsbevidsthed, eller fællesbevidsthed, for sjælen oplever en dyb forbundethed med alle levende væsener. Sjælen oplever ingen adskillelse, for den forstår livets essentielle enhed som et eksistentielt faktum. Derfor åbner kontakt til det transpersonlige selv op til en udviklingsvej mod grænseløs kærlighed. Vi vil i kapitlet om det transpersonlige Selv komme nærmere ind på denne udviklingsvej.

Vi har nu skabt det første overblik over de syv centrale kernebegreber og deres udviklingsveje og har berørt de overordnede ideer, Assagioli skrev psykosyntesen ind i. Vi vil i de næste to kapitler præsentere hans personlighedsmodel og udviklingsteori, så vi mere præcist kan relatere de syv kernebegreber til mennesket og dets psykospirituelle opbygning og udvikling.

Kildehenvisninger

(Alle artikler markeret med * kan findes på www.kennethsorensen.dk)

Assagioli, Roberto,      1934, Loving Understanding, The Beacon *

Assagioli, Roberto,      1942, Spiritual Joy, The Beacon *

Assagioli, Roberto,      1960, The Education of Gifted and Super-Gifted Children, Psychosynthesis Research Foundation. Issue No. 8 *

Assagioli, Roberto,      1961, Self Realization and Psychological Disturbances, Psychosynthesis Research Foundation Issue No. 10 *

Assagioli, Roberto,      1963, Creative Expression in Education (It’s Purpose, Process, Techniques and Results) Psychosynthesis Research Foundation *

Assagioli, Roberto,      1965, Psychosynthesis: Individual and Social (Some Suggested Lines of Research), Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 16 *

Assagioli, Roberto,      1967a, Psychosomatic Medicine and Bio-Psychosynthesis, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 21*

Assagioli, Roberto,      1967b, Jung and Psychosynthesis, Psychosynthesis Research Foundation. Issue No. 19 *

Assagioli, Roberto,      1968a, Notes on Education, Psychosynthesis Research Foundation *

Assagioli, Roberto,      1968b, The Science and Service of Blessing, Sundial House *

Assagioli, Roberto,      1969, Symbols of Transpersonal Experiences, Psychosynthesis Research Foundation, Reprint No. 11 *

Assagioli, Roberto,      1970, The Technique of Evocative Words, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 25 *

Assagioli, Roberto,      1972, The Balancing and Synthesis of Opposites, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 29) *

Assagioli, Roberto,      1973, The Conflict between the Generations and the Psychosynthesis of the Human Ages, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 31 *

Assagioli, Roberto,      1974, Training a Statement, Florence: Istituto di Psicosintesi *

Assagioli, Roberto,      1975, Psychosynthesis, Turnstone Press

Assagioli, Roberto,      1975b, The Resolution of Conflicts and Spiritual Conflicts and Crises, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 34 *

Assagioli, Roberto,      1983a, Psychosynthesis Typology, Institute of Psychosynthesis *

Assagioli, Roberto,      1983b, Cheerfulness (A Psychosynthetic Technique), Pasadena Calif.: Psychosynthesis Training Center *

Assagioli, Roberto,      1983c, Life as a Game and Stage Performance (Role Playing) Pasadena Calif.: Psychosynthesis Training Center *

Assagioli, Roberto,      2006, Transpersonlig Udvikling, Kentaur Forlag

Assagioli, Roberto,      2005, Viljens Psykologi, Kentaur Forlag

Assagioli, Roberto,      Udateret 1, Psychosynthesis in Education, Psychosynthesis Research Foundation, Reprint No. 2 *

Assagioli, Roberto,      Udateret 2, Talks on the Self, (Handed out from The Psychosynthesis and Education Trust, London) *

Assagioli, Roberto,      Udateret 3, The Superconscious and the Self, The Psychosynthesis and Education Trust, London. Written by Jim Vargui, based on interview with RA *

Assagioli, Roberto,      Udateret 4, From the couple to the community, (unknown source) *

Assagioli, Roberto,      Dateret 5, A Psychological Method for Learning Languages, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 3 *

Assagioli, Roberto,      Udateret 6, Discrimination in service, (The Institute of Psychosynthesis, London) *

Assagioli, Roberto,      Udateret 7, Music as a Cause of Disease and as a Healing Agent, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 5 *

Assagioli, Roberto,      Udateret 8, Smiling Wisdom, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 4 *

Assagioli, Roberto,      Udateret 9, Synthesis in Psychotherapy, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No.15 *

Assagioli, Roberto,      Udateret 10, The Psychology of Woman and Her Psychosynthesis, Psychosynthesis Research Foundation. Issue No. 24 *

Assagioli, Roberto,      Udateret 11, The Self a Unifying Center, The Psychosynthesis and Education Trust, London *

Assagioli, Roberto,      Udateret 12, Training of the Will, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 17 *

Assagioli, Roberto,      Udateret 13, Transpersonal Inspiration & Psychological Mountain Climbing, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 36 *

Assagioli, Roberto,      Udateret 14, Transmutation and Sublimation of Sexual Energies, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 13 *

Assagioli, Roberto,      Udateret 15, What Is Synthesis? (Handed out from The Psychosynthesis and Education Trust, London) *

Assagioli, Roberto,      Udateret 16, The Seven Ways (Handed out from The Psychosynthesis and Education Trust, London) *

Besmer, Beverly,          Height Psychology: Discovering the self and the Self, Interpersonal Development, 4, 1973-4, pp. 215-225 *

Brown, Molly Young,   2004, Unfolding Self, the Unfolding of Psychosynthesis, Helios Press

Davidson, Gordon,      2011, Joyful Evolution, Golden Firebird Press

Ferrucci, Piero,              1982, What We May Be, Tarcher/Putnam

Ferrucci, Piero,              1990, Inevitable Grace, Tarcher/Putnam

Ferrucci, Piero,              2014, Your Inner Will, Tarcher/Putnam

Firman, John                    1991,         “I” And Self – Re-Visioning Psychosynthesis

Firman, Gila,                    1997, The Primal Wound, SUNY

Firman, Gila,                    2002, Psychosynthesis – A Psychology of the Spirit, SUNY

Firman, Gila,                    2004, A Suggested Change in the Egg Diagram

Firman, Gila,                    2007, Assagiolis Seven Core Concepts for Psychosynthesis Training

Freund, Diana,               1983, Conversations with Roberto, Psychosynthesis Digest Spring issue *

Hardy, Jean, 1996,      A Psychology with a Soul, Woodgrange Press

Miller, Stuart,                 The Will of Roberto Assagioli, Intellectual Digest, October 1972 *
Miller, Stuart, The Rebirth of the Soul, Intellectual Digest, August, 1973 *

Murphy, Michael,         2012, The Emergence of Evolutionary Panenteism: http://www.itp-international.org/library/print/emergence-evolutionary-panentheism

Keen, Sam,                        1974, The Golden Mean of Roberto Assagioli, Psychology Today Interview *

Parfitt, Will,                     2006, Psychosynthesis: The Elements and Beyond, PS Avalon

Rowan, John,                   1990, Subpersonalities – The People Inside Us, Routledge

Rueffler, Margret,        1995, Our Inner Actors, PPPI Press

Schuller, Michael,        1988, Psychosynthesis in North America

Schaub, Gulino,             1994, Freedom in Jail, Assagiolis Notes. Bragt i onlinemagasinet Psychosynthesis Quarterly, Marts 2015.

Schaub, Gulino,             2003, Dante’s Path, Gotham Books

Schaub, Gulino,             2013, Transpersonal Development, Florence Press
Servan-Schreiber,

Claude,                                1974, A Higher View of The Man-Woman Problem, Synthesis 1*

Sliker, Gretchen,           1992, Multiple Mind: Healing the Split in Psyche and World, Shamballa

Smith Huston,                 1976, Forgotten Truth: The common Vision of the Worlds Religions, Harper San Francisco

Sørensen, Kenneth,    2008, Integral Psychosynthesis a comparison of Wilber and Assagioli *

Sørensen, Kenneth,    2015, Psykosyntese og Evolutionær Panteisme, www.psykosyntese.no/panenteisme.pdf

Tolle, Eckhart,                 2004, The Power of Now, Namaste Publishing

Vargui, James,                1974, Subpersonalities and psychotherapy *

Visser, Frank,                  1998 Transpersonal Psychology at a Crossroad, http://www.integralworld.net/esseng2.html (20.5.2008)

Visser, Frank,                  2003, Thought as Passion, SUNY

Washburn, M.                 1990, Two Patterns of Transcendence. Journal of Humanistic Psychology, 30 (3), pp.84-112.

Wilber, Ken,                     1999a, The Collected Works of Ken Wilber, Volume Two, Shambhala

Wilber, Ken,                     1999b, The Collected Works of Ken Wilber, Volume Three, Shambhala

Wilber, Ken,                     2000a, The Collected Works of Ken Wilber, Volume Seven, Shambhala

Wilber, Ken,                     2000b,      The Collected Works of Ken Wilber, Volume Eight, Shambhala

Wilber, Ken,                     2000c,       Integral Psychology, Shambhala

Wilber, Ken,                     2000d, A Theory of Everything, Shambhala

Wilber, Ken,                     2003, Excerpt G: Toward A Comprehensive Theory of Subtle Energies,

Wilber, Ken,                     2006, Integral Spirituality, Shambhala

Whitmore, Diana,        2004, Psychosynthesis Counselling in Action, third edition, Sage

[1] I citatsamlingen: Psykosyntese og evolutionær panteisme er der mange kildereferencer til evolution.

[2] Læs min MA-afhandling: Integral Psychosynthesis, en sammenligning af Ken Wilber og Roberto Assagioli teorier

[3] Se appendiks

[4] Se appendiks

Sådan kan du komme videre

Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv

Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli

Læs introartiklen om integral meditation